Thea Skjærbæk: Hvordan kommer Demokraterne videre efter nederlaget til Trump?
26.11.2024
Er det de woke universiters skyld, at Demokraterne tabte? Selvransagelsen blandt Demokraterne er begyndt.
Reportage af Thea Skjærbæk, Californien
SANTA CRUZ – Morgenen efter valgaftenen samles omkring tredive forskere på et af USA’s mest progressive universiteter, University of California, i Santa Cruz. Der hersker ingen tvivl – de er her for at sørge sammen. Stemningen er trykket, og rundt om bordet i lokalet sidder mennesker, som tydeligvis er desillusionerede og udmattede efter valgnederlaget. Her, i hjertet af akademisk venstrefløj, føles valget som et nederlag for deres værdier og fremtidsvisioner. Faktisk for hele den intellektuelle venstrefløj.
Elizabeth Beaumont, professor i jura og politik, bryder stilheden: “Jeg kan ikke engang græde nu; der er intet tilbage. Hvordan kan håb komme frem efter det her? Det kan jeg heller ikke tale om, fordi jeg føler ikke håb.” Ordene, fyldt med håbløshed og frustration, spejler den stemning, der hænger i luften. Her sidder nogle af venstrefløjens mest progressive stemmer og diskuterer fremtiden, og det står det klart, at noget fundamentalt skal ændres, hvis partiet – og ideerne på venstrefløjen – vil genvinde tilliden hos en bredere befolkningsgruppe.
Et parti for eliten?
En central kritik, som flere analytikere og Republikanerne påpeger, er, at Demokraterne i stigende grad er blevet synonymt med storbyer og universiteter – en elitestatus, der fjerner dem fra den brede arbejderklasse, som historisk set har udgjort partiets kernevælgere. De liberale fodrer de studerende og hinanden med kritisk teori, pronominer og Judith Butler, som om det var foei gras, og fokuserer for lidt på arbejderklassens virkelige økonomiske problemer. Sarah Isgur, tidligere talskvinde for Donald Trump, satte ord på denne opfattelse i programmet Real Time with Bill Maher: “Det er Demokraternes problem. De er blevet partiet af fakultetsloungen, så arrogante og eksklusive. Det er missionen at være eksklusiv.” Isgurs ord indrammer, hvordan Demokraterne ses af vælgere uden for akademiske og urbane kredse: Et parti med stor distancere til den brede befolkning.
Et eksempel på netop denne kritik ses i præsidenten for Harvard Institute of Politics, Pratyush Mallick, som efter valgresultatet udtalte: “Med Trumps sejr kan vi ikke længere være partineutrale.” Det er et skift fra Harvard IOP, som ellers længe har haft en mission om at fremme ikke-partsligt engagement blandt studerende og inspirere dem til en karriere inden for politik. Denne tilgang bygger på ideen om, at eksponering for et bredt spektrum af politiske perspektiver beriger uddannelsesoplevelsen og giver en dybere forståelse af samfundsspørgsmål. Men dagen efter valget gik Mallick ud og annoncerede, at instituttet nu ikke længere ville „tilsidesætte demokrati til fordel for partineutralitet.‟ Mallicks udmelding står som et symbol på det, Isgur kritiserer: en antagelse af, at universitetsverdenens værdier og demokratiske idealer er ensbetydende med støtte til Demokraterne. Her ser man, hvordan elitestatus og afstanden til den brede befolkning kan fremstå som partiets fundamentale udfordring.
Kritikken af forbindelsen mellem den intellektuelle overklasse og Demokraterne kommer også fra egne rækker. Senator for Vermont, Bernie Sanders, har efter valget udtalt, at Demokraterne har svigtet arbejderklassen. Han mener, at partiet har mistet fokus på arbejdernes problemer og rettet sin opmærksomhed mod storbyeliten og de veluddannede, hvilket har skabt en kløft til de oprindelige kernevælgere. Medlem af Repræsentanternes Hus og et ikon blandt den yngre venstrefløj, Alexandria Ocasio-Cortez, opfordrede i en video på sin Instagram-profil også sit parti til at kigge indad og reflektere over, hvad Demokraterne skal gøre anderledes fremover. Hun har udtalt, at venstrefløjen skal finde ud af, hvordan de kan forblive tro mod deres værdier uden at miste forbindelsen til vælgerne.
En central kritik, som flere analytikere og Republikanerne påpeger, er, at Demokraterne i stigende grad er blevet synonymt med storbyer og universiteter – en elitestatus, der fjerner dem fra den brede arbejderklasse, som historisk set har udgjort partiets kernevælgere
_______
Venstrefløjen er god til poesi, knap så meget til strategi
Diskussionerne på Santa Cruz-campus går hurtigt fra sorg til spørgsmål om fremtidig retning. En professor i antropologi bryder ind: “Vi må sørge, men vi må også organisere os. Som Rebecca Solnit skrev i sit Facebook-opslag på valgnatten: ‘Wobblierne, (international fagforening grundlagt i Chicago) plejede at sige: Sørg ikke, organisér. Men du kan gøre begge dele på én gang.’” Der nikkes omkring bordet. Tiden til sorg er kort, og behovet for handling er stort.
Men i denne diskussion opstår en selvkritisk refleksion over venstrefløjens manglende politiske realisme og strategi. Nogle undervisere anerkender, at det netop har været venstrefløjens svaghed – særligt den intellektuelle venstrefløj, som samles i rum som dette – at de har haft let ved at analysere og diskutere, men ofte manglet en konkret, praktisk strategi. Mens det har været nemt at samle sig om idealistiske mål og værdier, har det været svært at oversætte dem til virkelighedens politiske spil.
Beaumont sætter ord på denne udfordring: “Vi har brug for poesi og sprog, men også politisk realisme og strategi.” Hun peger på, at mens venstrefløjen ofte har ønsket at fremme store, principielle visioner, har de ikke altid haft en pragmatisk plan for at omsætte disse visioner til konkrete resultater. Professoren foreslår derfor, at Demokraterne skal overveje at udvikle deres eget “Project Hope” – en langsigtet plan, der ikke kun appellerer til idealerne, men også forholder sig til de politiske realiteter, som republikanernes Project 2025 er skabt til at gøre.
Dette skisma mellem idealisme og pragmatisme er et kendt problem på den intellektuelle venstrefløj, og det er tydeligt, at dette fortsat vil være en udfordring. For hvordan kan venstrefløjen formå at fastholde sine værdier uden at fremstå som en teoretisk elite fjernt fra vælgernes virkelighed?
Hvordan kan venstrefløjen formå at fastholde sine værdier uden at fremstå som en teoretisk elite fjernt fra vælgernes virkelighed?
_______
Enden på valgmandssystemet?
Flere undervisere og professorer i rummet ser Trumps sejr som en mulig katalysator for at udfordre valgmandssystemet, som Demokraterne har kritiseret i årtier. Daniel Wirls, professor i amerikansk politik, sætter ord på frustrationerne: “Vi hader alle valgmandssystemet, ik?” spørger han retorisk ud i rummet, og flere nikker enigt. Trumps sejr i både valgmandsstemmer og popular vote i år gør, at Republikanerne måske ikke længere vil være lige så imod en ændring. En reform som rangeret stemmeafgivelse eller en afskaffelse af primærvalgene kunne være en vej frem og skabe strukturelle rystelser, som giver flere vælgere en følelse af, at deres stemme virkelig tæller.
Wirls foreslår, at reformerne kan gennemføres på statsniveau uden føderal indblanding, hvilket gør det mere opnåeligt, selv med modstand fra den nationale republikanske elite. “Ens stemme vil tælle på en anden måde,” understreger han. Men spørgsmålet er, om dette skridt kan imødekomme de dybere problemer, Demokraterne står overfor. For selv med ændringer i valgsystemet er partiets udfordring også at genopbygge forbindelsen til vælgere uden for de store byer og universiteter.
Demokraterne kan lære af Republikanerne
Samtalen bevæger sig også mod spørgsmålet om, hvorvidt trumpismen vil overleve Trump selv. “Han har ændret systemet,” lyder det fra en politolog i rummet, der tilføjer, at Trump har givet GOP et fundament af populistisk retorik, som de vil bygge videre på i fremtiden. Flere undervisere bemærker, hvordan Trump har formået at skabe et narrativ, hvor mange vælgere føler sig set, selv i alt sin grimhed. En journalist i panelet beskriver, hvordan “Trump har polariseret medierne,” og at han ikke bare er et sideshow; han er blevet showet. Hans indflydelse på den politiske kultur og på GOP’s fremtidige strategier vil sandsynligvis fortsætte, selv hvis han træder tilbage fra scenen.
Men kan venstrefløjen skabe et tilsvarende narrativ, som kan appellere bredt? Med Trump i centrum har Republikanerne formået at skabe en “personlighedskult”, og spørgsmålet for Demokraterne bliver nu, hvordan de kan genskabe håb og fællesskab uden at blive set som en eksklusiv institution for eliten. Én i rummet foreslår, at de må lære at spille det spil, som Republikanerne har mestret, og nævner at forsinkelser af lovændringer og søgsmål kan være vejen frem. ”Jeg hader, at vi er nødt til at tænke politik på den måde”, siger samme person. At forstyrre mulig ny republikansk lovgivning bliver det mest konkrete, der bliver foreslået omkring bordet den morgen.
Én i rummet foreslår, at de må lære at spille det spil, som Republikanerne har mestret, og nævner at forsinkelser af lovændringer og søgsmål kan være vejen frem
_______
Håbets politik
I universitetsrummet er der trods usikkerheden enighed om, at venstrefløjen må arbejde for en ny retning. Men hvilken? En underviser bemærker, at de “må finde gamle bannere og pussy hats frem igen” som symbol på nødvendigheden af fællesskaber og solidaritet. Her er en forståelse af, at tiden til sorg er kort, og at vejen frem kræver nye samlende visioner.
“Vi er så udmattede, vi er i sorg og har brug for at dvæle lidt ved det, men heller ikke for længe. Vi skal tale sammen,” afslutter en professor. Kan venstrefløjen finde en ny, bred politisk identitet, der kan samle på tværs af skel? Der ligger en stor udfordring i at finde en fælles vej frem i et dybt polariseret landskab, men også en mulighed for at skabe noget nyt og favnende.
Da professorerne rejser sig 1,5 time efter mødet startede, er stemningen en smule lettet. Men i sidste ende står venstrefløjen over for spørgsmålet om, hvordan de kan gøre op med deres elitestatus og skabe en platform, der ikke blot tilbyder modstand mod Trump og trumpismen, men også en positiv vision for fremtiden, som kan favne både arbejderklasse og de progressive. Det er en udfordring, der kræver selvransagelse, strategisk fornyelse og en vilje til at tage fat i de grundlæggende problemer, der har skabt kløften mellem partiet og en stor del af vælgerne. Og den opgave bliver ikke løst af de her undervisere på én dag. ■
Kan venstrefløjen finde en ny, bred politisk identitet, der kan samle på tværs af skel
_______
Thea Skjærbæk Pedersen (f. 1998) er kandidatstuderende i statskundskab ved Københavns Universitet og på University of California Santa Cruz. Har beskæftiget sig indgående med ekstremistiske klimabevægelser gennem sit studie, hvor hun senest skrev bachelor om økofascisme på højrefløjen. Tidligere student i Public Affairs-bureauet Radius CPH, praktikant på Deadline på DR2 og redaktør på magasinet MED ANDRE ORD. Aktiv debattør om reproduktive rettigheder og rugemødre. Skriver i dag om USA som freelanceskribent med base i Californien.
ILLUSTRATION: Tomme stole er hvad der tår tilbage, da det er blevet annonceret, at Demokraternes kandidat til det amerikanske præsidentvalg, Kamala Harris, ikke ville træde frem på valgnatten ved Howard University i Washington, 6. november 2024 [FOTO: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
