Tessa Caroline Henglein: Kan Syrien samles?
16.12.2024
Den vigtigste – og vanskeligste – udfordring for Syrien bliver nu at overvinde de dybe splittelser, som Assad-regimet aktivt har forværret blandt landets etniske, religiøse og politiske grupper.
Af Tessa Caroline Henglein
“Vi er lige kommet ud af Homs. De forrådte os: Hizbollah, Iran, Bashar al-Assad, dem alle sammen, de har taget halen mellem benene og efterladt os. Så vi er oprørere nu. Folk lider. Vi er blevet dræbt i 14 år. I 14 år! Og imens har Bashar al-Assad og hans kone siddet i deres palads.”
Sådan raser en syrisk soldat i en video delt på X lørdag aften den 7. december, hvor han opsummerer ikke blot de seneste timers begivenheder, men også et helt årtis lidelser.
Få timer efter havde syriske oprørere under ledelse af den islamistiske gruppe Hayat Tahrir al-Sham (HTS) indtaget Homs, Syriens tredjestørste by og for mange syrere symbol på den revolution, der begyndte i 2010, da syrere gik på gaden overalt i landet og krævede Bashar al-Assads afgang. Alle steder blev de slået brutalt ned, brutaliseret, dræbt eller smidt i regimets grufulde fængsler, hvis rædsler bliver afdækket netop i disse dage. Homs blev et ikon for den syriske revolution, ikke kun på grund af den tidlige og heftige modstand, byens indbyggere viste regimet, men også fordi byen holdt ud under nogle af de hårdeste angreb og belejringer fra regimet. Samtidig udgør byen et strategisk knudepunkt i Syrien. Uden Homs ville hovedstaden Damaskus være afskåret fra kysten, regimets højborg og Assad-klanens hjemstavn. En strategisk katastrofe – også for Rusland, Assad-regimets allierede, som til gengæld for at have reddet al-Assad-regimet tilbage i 2015 havde fået lov at etablere to militære faciliteter ved kystens hovedbyer Tartus og Latakia.
Med indtagelsen af Homs havde HTS og andre mindre oprørsgrupper stort set beseglet det syriske regimes skæbne. Dagen efter blev enhver tvivl fjernet, da oprørerne indtog hovedstaden Damaskus stort set uden modstand fra det syriske regime eller dets allierede. Sociale medier flød samtidigt over med billeder og videoer af oprørerne inde i Assads overdådige præsidentpalads og rygter om, at Assad-familien var flygtet til Rusland. Det hele virkede næsten surrealistisk for enhver, der har fulgt den nu 14 år lange borgerkrig; nok også for Bashar al-Assad selv. Som en X-bruger syrligt skrev: “Bashar er øjenlæge, men dette havde han ikke set komme.”
Assem Swaid på 43 kommer fra Homs og flygtede til Danmark i 2015. Da det stod klart, at Assad-regimet havde tabt Homs, inviterede han venner fra nær og fjern til en tre-dages-fejring, og få dage efter var han at finde blandt de mange syrere i Danmark, der samledes på Rådhuspladsen for at fejre regimets fald. Men Assem erkender, at Syrien nu er i en overordentligt delikat fase. Den vigtigste – og vanskeligste – udfordring bliver at overvinde de dybe splittelser, som Assad-regimet aktivt har forværret blandt landets etniske, religiøse og politiske grupper. Det kræver opbygning af gensidig tillid, ikke kun mellem oppositionen og resterne af det gamle regime, men også inden for de lokale fraktioner, som lige nu kontrollerer forskellige dele af landet. Kampene er nemlig langt fra overstået. I det nordlige og nordøstlige Syrien kæmper den tyrkisk-støttede Syrian National Army (SNA) fortsat mod den amerikansk-støttede Syrian Democratic Forces (SDF), hvis hovedgruppe YPG Tyrkiet betragter som terrorister på linje med PKK. Tyrkiet ser YPG som en gren af PKK, som de anser for en national sikkerhedstrussel, og derfor er konflikten mellem SNA og SDF et centralt stridspunkt i den syriske borgerkrig. SDF har i nogen grad koordineret med HTS og udnyttet regimets kollaps til at udvide sin kontrol i det nordøstlige Syrien. I syd, omkring Daraa og Suwayda, har lokale oprørsgrupper uden tilknytning til HTS haft stor succes med at presse regimets styrker tilbage. Samtidig har Israel udnyttet det korte vindue, inden det nye styre sætter sig ordentligt i sædet, til at intensivere sine militære operationer i Syrien markant – herunder med over 250 luftangreb.
Israel har udnyttet det korte vindue, inden det nye styre sætter sig ordentligt i sædet, til at intensivere sine militære operationer i Syrien markant – herunder med over 250 luftangreb
_______
Mange havde antaget, at regimet var uovervindeligt – ikke fordi Bashar al-Assad selv var et stærkt symbol, nej, for mange syrere fremstod han som en arrogant og svækket leder, en megaloman ude af kontakt med virkeligheden og uvillig til at indgå selv små kompromisser med nogen som helst – hverken den politiske opposition eller med Tyrkiet, en afgørende spiller i Syrien og en af Al-Assads hovedmodstandere siden borgerkrigens begyndelse i 2011. Nej, Assads styrke lå et andet sted, nemlig hos hans allierede: Iran, Hizbollah og Rusland.
De allieredes samlede indsats sikrede, at Assad kunne fastholde magten langt længere, end mange havde forudset. Men da oprørerne den 27. november 2024 indledte deres lynoffensiv, blev det tydeligt, at hverken Iran eller Rusland – begge pressede og fokuserede på, hvad de anser for eksistentielle konflikter/krige på andre fronter – ville sætte alt ind for at komme Al-Assad til undsætning. Men hvad måske var mere vigtigt, og overset af mange, var i hvilken grad regimet manglede intern styrke. De syriske soldater, allerede demoraliserede og udsultede, mistede den sidste rest af kampgejst, da de så deres overordnede flygte i stedet for at kæmpe. Oprørernes motivation og disciplin overgik klart regimets styrker, som gennem årene havde set Assad-elitens velstand vokse, mens de selv blev stadig fattigere. Mange syriske rekrutter, som ikke var blevet betalt løn i årevis, kunne ikke forstå det: Assad-regimet havde vundet over alle dens fjender. Hvorfor fik almindelige syrere – også dem, der tidligere havde tilhørt middelklassen – det værre og værre?
Selvom Iran og Rusland bedyrede deres urokkelige støtte til regimet i begyndelsen af oprørernes offensiv, var engagementet, for at sige det mildt, svindende. Det russiske luftvåben bistod regimet med bombardementer mod oprørsstyrkerne i meget begrænset omfang, og allerede inden den 8. december, da HTS officielt erklærede Syrien for befriet, stod det helt klart tydeligt, at Rusland og Iran ikke kom til at kæmpe for regimets overlevelse. Det russiske udenrigsministerium omtalte nu oprørsgrupperne som “oppositionsgrupper” i stedet for “terrorister”. Knap var Assads flugt til Rusland bekræftet fra officielt hold, før både den iranske og russiske top signalerede, at de havde rakt ud til oprørerne, og at de støttede “det syriske folks vilje”.
Det var bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt Iran, Rusland og deres allierede – inklusive Hizbollah og væbnede grupper fra blandt andet Irak – var parate til at distancere sig fra Al-Assad. På trods af ideologisk samhørighed og store menneskelige og økonomiske ofre for regimet gennem mere end et årti forholdt de sig udadtil køligt og usentimentalt: Nu handlede det om at sikre egne interesser i kaosset.
Der er også spørgsmålet om HTS’s islamistiske ideologi. Kan man stole på en bevægelse med en så kontroversiel baggrund? HTS, der står for “Organisationen for Levantens Befrielse,” har rødder i Jabhat al-Nusra, som oprindeligt var den syriske gren af Al-Qaeda. I 2016 brød gruppen alle bånd med al-Qaeda og har siden arbejdet på at omdanne sit image til en mere forsonende og pragmatisk aktør. Siden 2017 har HTS’ civile gren de facto regeret i store dele af Idlib-provinsen i det nordvestlige Syrien.
Både USA og andre vestlige lande betragter dog stadig gruppen som en terrororganisation. En designering, som ifølge gruppens meget stiliserede og tilpasningsdygtige leder Ahmad Sharaa aka Abu Mohammad al-Jolani, er fejlagtig. I et interview med CNN den 6. december kommenterede han terrordesigneringen på en måde, der kan oversættes til: “Det var en anden tid dengang; jeg har ændret mig, og nu må vi se fremad.”
Dima Skjalm, 42, fra Salamiyeh i Hama-provinsen afviser enhver form for islamisme som en fremtidig politisk løsning for Syrien, men føler sig alligevel betrygget ved HTS’ adfærd de seneste to uger. Gruppens erklæringer, taler og de beretninger, Dima har fulgt fra Syrien, efterlader et indtryk af, at HTS både forstår landets komplekse situation og har intentioner om at behandle alle syrere ens, uanset tro eller etnisk baggrund.
Samtidig mener hun, at frygten for islamismens fremmarch i Syrien – særligt fremhævet i vestlige medier – vidner om en manglende historisk forståelse for landet. Dima peger på, at Syrien historisk set har været et multikulturelt samfund med en stærk tradition for sameksistens, hvilket i praksis gør det umuligt at påtvinge befolkningen et islamistisk styre. Hun understreger dog, at det stadig er for tidligt at afgøre, om bevægelsen kan betegnes som fuldt ud demokratisk. “Store forandringer sker ikke fra den ene dag til den anden,” siger hun.
Al-Jolani har dog ingen tid at spilde; i denne uge er en overgangsregering blevet dannet med Mohammad al-Bashir, tidligere leder af den selvudråbte regering i Idlib, som premierminister. Kabinettet består af flere tidligere ministre fra Idlib-regeringen, der har opretholdt kontakten med Assad-regimets tidligere ministre og embedsmænd for at få hjælp til at håndtere Syriens komplekse og dysfunktionelle bureaukrati. Samtidig fortsætter HTS med at forsøge at berolige Syriens minoriteter. Alawitter – som HTS tidligere bekæmpede under krigen – samt kristne, ismailitter og andre forsikres om, at de intet har at frygte under et HTS-styre. Denne kampagne er uden tvivl også rettet mod Vesten, som HTS ønsker skal anerkende dem som en legitim politisk aktør.
Haya Termanini, 30, fra Aleppo, som også flygtede til Danmark i 2015, deler mange af Dima og Assems refleksioner. Lettelsen over regimets fald er enorm – overvældende faktisk: ”Det regime, der dræbte min bedstefar, splittede min familie, stjal mit hjem og tog 18 år af mit liv, er væk.” Samtidig er bekymringerne begyndt at melde sig. For selvom HTS de seneste uger har udvist stor respekt for kristne, har de været mindre klare i mælet om deres holdning til andre grupper, herunder de syriske kurdere, som før krigen udgjorde 15 pct. af Syriens befolkning. Haya er dog ikke kun bekymret for gruppens fremtidige rolle, men også for den syriske befolknings mentalitet, efter årtiers brutal undertrykkelse. Derudover frygter hun, at Al-Assad-regimets fald vil få konsekvenser for hendes og andre syreres liv i Danmark. Kan hun eller hendes nære blive hjemsendt til Syrien? Den eksistentielle usikkerhed, hun har levet med i årevis i Danmark, er blusset op – for selvom Syrien altid vil være hendes hjemland, betrager hun efter knap ti år nu Danmark som sit hjem.
Ingenting står klart lige nu. Al-Assads fald er kun det første skridt. De største udfordringer ligger stadig forude. Haya, Dima og Assem har dog valgt at være håbefulde – lige nu kan de ikke lade være. ■
Al-Assads fald er kun det første skridt. De største udfordringer ligger stadig forude
_______
Tessa Caroline Henglein (f. 1994) er cand.mag. i Mellemøstens Moderne Sprog og Samfund ved Københavns Universitet.
ILLUSTRATION: Damaskus, 9. december 2024: Syriske borgere river en statue af Hafez al-Assad – den omstyrtede diktators far og tidligere leder af Syrien – ned efter kollapset af regimet [FOTO: Murat Sengul/Anadolu/ABACAPRESS.COM]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
