Sybille Kyed: En klimaafgift via Skat kan koste samfundet dyrt – og gå ud over klima og biodiversitet

24.06.2024


RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

En klimaafgift via landbrugsstøtten vil både være mere effektiv, enklere at implementere og lettere at udbrede til resten af EU end en klimaafgift administreret af Skatteministeriet. Det er på tide at bryde med vanetænkningen.

Kommentar af Sybille Kyed, Landbrugs- og fødevarepolitisk chef, Økologisk Landsforening

Klima- og landbrugsstøtte blev et varmt emne i den netop overståede valgkamp til Europa-Parlamentet. 12 af de 15 parlamentsmedlemmer, som danskerne har sendt til Europa-Parlamentet, siger direkte, at EU’s landbrugsstøtte skal omlægges, så den betaler for klima- og miljøresultater.

Herhjemme er forhandlingerne om en klimaafgift på landbruget på vej ind i overtid. I Økologisk Landsforening (ØL) fremlagde vi allerede i 2020 et forslag til en klimaafgift ud fra en model, hvor klimaafgiften bygges ind i indretningen af EU’s landbrugsstøtte, og hvor landbrugsstøtten fordeles på baggrund af et klimaregnskab. Hver bedrift tildeles en gratis CO2e-kvote, der gradvist nedtrappes frem mod, at Danmark skal være klimaneutralt. Klimaaftryk, der overskrider kvoten, udløser støttetræk, og klimaaftryk under kvoten udløser betaling.

Vanetænkningen trumfer

Vi kunne have haft en klimaafgift som her beskrevet allerede nu, men desværre trumfede vanetænkningen. Politikerne valgte under stærk indflydelse af embedsmænd at fortsætte med en landbrugsstøtte, som vi har kendt den i mange år, da de landede landbrugets klimaaftale i 2021. Resultatet er ikke overraskende, at landbrugsstøtten har haft meget begrænset værdi for den grønne omstilling.

Nu truer vanetænkningen igen. Svarer-udvalget, der skulle udarbejde forslag til modeller for en klimaafgift i landbruget, har lavet et godt arbejde, men også de undlod at se på mulighederne for at tage et opgør med landbrugsstøtten, som den er indrettet i dag. Udvalget udkom med en rapport, hvor afgiften i sin egenskab af en afgift sædvanen tro bliver opkrævet via Skatteministeriet.

Den løsning kan blive dyr for os alle, både målt på administrative omkostninger, udgifter til udvikling af nye it-systemer, ansættelse af nye Djøf’ere og endnu værre for afgiftens samfundsværdi, da en afgift via Skatteministeriet ikke giver samme handlemuligheder for klima og biodiversitet eller fremme af en husdyrproduktion med bedre dyrevelfærd og lavere medicinforbrug.

Djævlen i detaljen

Som med så meget andet ligger djævlen i detaljen.

Grundlovens §43, der skal sikre retssikkerheden for alle, der betaler afgifter, betyder, at der skal være stor sikkerhed for klimaeffekten af de forskellige handlinger i stald og mark, for at de kan indgå i afgiftsgrundlaget. Det er af mange årsager udfordrende, når vi er i landbruget og ikke i en lukket industrihal, hvor al produktion i modsætning til landbrugsdrift, er baseret på fuldt kontrollerede og målbare processer. Landbruget finder sted i et åbent miljø, som påvirkes af mange variable i form af vind og vejr og samspillet mellem dyr, stedsspecifikke jordforhold og afgrøderne på marken, som kan påvirke effekterne. Dertil kommer, at der i landbruget fortsat mangler meget viden, både om effekterne af tekniske tiltag men i endnu højere grad viden om de naturbaserede løsninger. Konsekvensen af kravet om retssikkerhed er, at landbruget ikke honoreres for mange af de tilpasninger, de ellers med fordel kunne tage i anvendelse, og at der vil være en favorisering af teknologiløsninger frem for naturbaserede løsninger.

 

Den daværende regering begik en fejl, da den afviste et opgør med landbrugsstøtten i sin nuværende form tilbage i 2020 under forhandlingerne om Landbrugsaftalen. Det kan der rettes op på nu
_______

 

Herudover er der en udfordring med statsstøtteregler, som er væsentligt at have sig for øje, når nu 12 af vores 15 danske EU-parlamentsmedlemmer rejser til Bruxelles med et ønske om at tage et opgør med den nuværende landbrugsstøtte og bruge den til at betale for grøn omstilling i landbruget. Hvis Danmark indfører en klimaafgift på landbruget via Skat, vil vi ikke samtidigt kunne fordele landbrugsstøtten på basis af et klimaregnskab. Det vil blive betragtet som statsstøtte. Mulighederne vil i hvert tilfælde blive betydeligt indskrænket, og det kan betyde, at landbrugsstøtten i sidste ende vil fastholde et landbrug, som vi kender det i dag med en stor husdyrproduktion, vi aldrig ser, fordi dyrene tilbringer deres liv på stald, og en favorisering af store intensive enheder.

Virkelighedsfjernt og uansvarligt

I argumentationen for klimaafgiften taler danske politikere for, at Danmark skal gå foran og vise grønt lederskab. Og at effekten af en klimaafgift vil være langt større, hvis vi finder en løsning, som kan udbredes i resten af EU, frem for at vi ender med en løsning, der aldrig kommer ud over de danske grænser. Man skal være meget virkelighedsfjern, hvis man ikke har opfattet, at ingen EU-lande står på spring for at kopiere en klimaskat på landbruget via skattesystemet. Det bliver ikke en leg at få de andre lande med på en ny anvendelse af EU’s landbrugsstøtte, men det er dog langt mere sandsynligt, end at der kommer en klimaskat i Tyskland, Belgien og Frankrig opkrævet via deres skattesystem.

Man kunne måske også spørge, om Jeppe Bruus og Skatteministeriet virkelig går og mangler denne opgave: Har de ikke nok udfordringer med de nye ejendomsvurderinger og for nylig sagerne om borgere, der er blevet opkrævet skat af naboernes grunde? Var det ikke bedre, at de fik tid til at se på, om vi i Danmark også skal arbejde med differentieret moms på fødevarer, ligesom vi ser det i andre lande? Et initiativ, der har stor opbakning, men som Skatteministeriet næppe kan løfte de næste mange år, hvis de skal udvikle et system, der kan opkræve CO2-afgifter for landbruget.

Den daværende regering begik en fejl, da den afviste et opgør med landbrugsstøtten i sin nuværende form tilbage i 2020 under forhandlingerne om Landbrugsaftalen. Det kan der rettes op på nu. SVM-regeringen bør gøre sig klar til at opkræve afgiften via landbrugsstøtten, når den næste støtteperiode træder i kraft fra 2028 og bruge det danske formandskab for EU næste år til at vise de andre EU-lande, hvordan landbrugsstøtten kan fornyes. EU’s grønne pagt står stadig ved magt, det samme gør EU’s jord til bord strategi, der direkte siger, at landbrugsstøtten bør ændres fra at støtte ejerskab af jord til at betale for klima- og miljø. Både vores regering og vores parlamentsmedlemmer har en god sag at kæmpe for. Den grønne omstilling er ikke helt væk trods gylledemonstrationer i Bruxelles’ gader.

En klimaafgift opkrævet via landbrugsstøtten kan opkræves med samme sats, som er aftalt for de andre sektorer uden for kvotesystemet og kan dermed opfylde det politisk aftalte mål om at indføre ensartet afgift på tværs af sektorerne samtidigt med, at der kan sikres bedre plads til den usikkerhed, der er knyttet til opgørelsen af klimaaftrykket fra det enkelte landbrug. Det vil i det lys være grænsende til uansvarligt at vedtage en klimaafgift i landbruget, der opkræves af Skat, når der ligger en anden oplagt løsning lige for fødderne af os.

Så tænk jer nu om. Hvorfor ikke skabe større omstilling ved at gå foran og bryde vanetænkningen? ■

 

Både vores regering og vores parlamentsmedlemmer har en god sag at kæmpe for. Den grønne omstilling er ikke helt væk trods gylledemonstrationer i Bruxelles’ gader
_______

 

Sybille Kyed er landbrugs- og fødevarepolitisk chef hos Økologisk Landsforening og er udannet cand.agro.ved Den Kgl. Veterinær- og landbohøjskole i 1995.

ILLUSTRATION: Allindemaglegaard, SPF svinebrug, i Ringsted, 23. januar 2014 [Foto: Dall Jakob/Information/Ritzau Scanpix]