Sune Haugbølle i RÆSONs nye trykte nummer: Landet, der burde være kollapset
16.12.2024
POSTKORT FRA LIBANON. Af Sune Haugbølle
Denne artikel indgår i RÆSONs nye vinternummer, “Hvem går med”, ude nu. Læs mere her. Bemærk: Artiklen er skrevet, før Bashar al-Assads regering blev væltet i Syrien.
Hvad er det for en ny virkelighed, Libanon er ved at bevæge sig ind i med krigen mellem Hizbollah og Israel, der siden den 21. september har bevæget sig fra lavintensitetskonflikt til et storstilet israelsk angreb? En ting er, hvordan de to parters konflikt udvikler sig – om den våbenhvile, der blev indgået den 27. november, ender med en holdbar diplomatisk løsning med udgangspunkt i FN Sikkerhedsrådsresolution 1701, eller snarere en langtrukken krig, hvor Israel gør alvor af deres trusler om at forsøge at ødelægge Hizbollah helt. En anden ting er, hvad der sker med Libanon i denne proces.
I denne korte artikel drager jeg på min egen lange erfaring med at bo i landet og på min sociologiske forskning i borgerkrigen fra 1975 til 1990 og efterkrigstidens samfund. Jeg har blik på de sociale udviklinger i dag, i en krise, der udvikler sig dag for dag og vitterligt truer landets sammenhængskraft. Kan vi bruge fortiden til at forstå denne skræmmende samtid? Hvilke politiske og sociale ligheder og forskelle findes der mellem dengang og nu?
Tilbage i hvirvelvinden
Under borgerkrigen 1975-90 fik størstedelen af alle libanesere deres liv vendt på hovedet. Den allerførste film, der blev lavet om perioden, hed Le Liban dans la tourmente (Libanon i Hvirvelvinden, 1975) og blev instrueret af den mesterlige og nyligt afdøde instruktør Jocelyn Saab (1948-2019). Filmen beskriver et samfund, der bliver hvirvlet ind i både regionale konflikter og interne stridigheder, som før krigen blev løst eller omgået af forskellige veje, men pludselig bliver sammenfiltret med de militære, ideologiske og politiske omrokeringer. På den ene side stod en National Bevægelse, der sammen med PLO’s militær ville omvælte det sekteriske magtdelingssystem. På den anden side et kristent-ledet forsvar for det selvsamme system og de privilegier, der fulgte med for landets traditionelle elite. I filmen ser vi, hvordan almindelige mennesker bliver draget ind i voldelige begivenheder, som de ikke helt forstår. Nogen engagerer sig og bliver en del af de nye sociale mønstre, med militser og partier, ungdomsbevægelser og fredsgrupper. Andre – op imod 1/3 af befolkningen – forlader landet.
Denne lange historiske erfaring med ustabilitet og politisk vold har gjort mange mennesker i landet skrøbelige og modstandsdygtige på samme tid. Posttraumatisk stress er en folkesygdom, samtidig med at de fleste har udviklet en form for tyk hud, en nogle gange lidt påtaget laissez-faire-attitude, der synes at sige at deres land er vidunderligt og politik er håbløst, så hvorfor ikke nyde livet? Kombineret med en kulsort humor, der kommer af netop at vide, at korruption og uretfærdighed hersker i både den politiske og økonomiske verden.
De fleste libaneserne hader at få at vide, at de er modstandsdygtige. De vil hellere have, at man anerkender den uret, der er blevet begået mod dem som folk. Deres land er fanget som en lus mellem to negle i en række af geopolitiske konflikter – mellem USA og Sovjet, Israel og Palæstina, Iran og Saudi-Arabien. Den politiske økonomi er underlagt de mafiøse sekteriske ledere, som stadig har magten i dag på trods af en stor folkelig opstand i 2019-2020. Staten burde have kollapset under denne historiske krise, landet har befundet sig i siden valutaens værdi kollapsede i 2019. Men som humlebien, der egentlig er for tung til at flyve, hænger stat og samfund til nød sammen. På trods af at mange offentlige institutioner knapt nok fungerer, og de fleste lever i armod, er samfundet ikke sunket ned i anarki, og livet går videre – selv nu, i den forfærdelige krig, der brød ud mellem Hizbollah og Israel i oktober 2023 og som er eskaleret voldsomt siden den 21. september 2024. Måske er det netop fordi landet har været igennem en lang borgerkrig fra 1975 til 1990, og en lang række kriser og konflikter siden da, at libaneserne kan tilpasse sig ekstreme situationer.
Posttraumatisk stress er en folkesygdom, samtidig med at de fleste har udviklet en form for tyk hud, en nogle gange lidt påtaget laissez-faire-attitude, der synes at sige at deres land er vidunderligt og politik er håbløst, så hvorfor ikke nyde livet?
_______
Et sminket lig
Den libanesiske historiker Nadim Shahade har sammenlignet Libanons multi-sekteriske pluralisme med en plastikflaske, som man kan slå, bøje og træde på, men som altid retter sig ud igen. I modsætning til topstyrede autokratier som Irak, Syrien og Libyen, der er mere som en blyant – den er svær at knække, men når systemet først giver efter, knækker det over med ét, og stat og samfund går i stykker.
Nogle gange tænker jeg, at et sminket lig er en bedre metafor for Libanon. Det er ikke en rar tanke, for jeg holder af landet, som jeg er kommet i siden slutningen af 1990erne. Men det har været svært ikke at tænke, når man bevægede sig rundt i Beirut i de seneste år. I nogle kvarterer går livet sin vante gang med cafeer og luksusbutikker, andre kvarterer er præget af komplet armod. Tit skal man bare tage et enkelt skridt for at krydse grænsen fra middelklassens sikkerhed til de udsattes verden. Tiggere er overalt. En skraldebunke ved siden af mit luksushotel bliver dagligt fyldt op og straks undersøgt og nøje genbrugt af byens professionelle containerragere.
Og jeg kender statistikkerne: Human Rights Watch skriver, at 45 pct. af libaneserne går sultne i seng. Over 70 pct. lever under fattigdomsgrænsen. Libanons økonomiske sammenbrud er et af de største i nyere tid. Valutaen har tabt mere end 95 pct. af sin værdi overfor dollaren siden 2019. Halvdelen af befolkningen lever uden strøm og rent vand. Man kunne blive ved. Tallene forbliver i baghovedet, når man tjekker ind i den beskyttede middelklasses helle.
Mit luksushotel viser sig ikke at være spor luksus længere, men mere et dække over irakisk prostitution. De oversminkede kvinder – forklædt som almindelige gæster med sorte slør – fragtes fra deres taxi gennem lobbyen uden at tjekke ind. Der foregår også andre lyssky ting. Mine venner griner, da de hører, at jeg bor der. Det var et berømt hotel under borgerkrigen, for det var her, at spioner og stjernejournalister udvekslede sidste nyt i baren. Den berømte papegøje Carlo sad på skulderen af The Independents legendariske korrespondent Robert Fisk, mens han berettede om sidste nyt fra fronten. Nu er hotellet dårligt vedligeholdt og tjener penge på et andet klientel end de fraværende turister. Sminken er fortidens storhed smurt tyndt hen over et land i dyb krise.
Det er en helt forståelig længsel, mange har efter at fortsætte med middelklasselivet, mens den økonomiske virkelighed står malet på væggen med store bogstaver og forhutlede Dickenske skikkelser smyger sig langs murene. Forstillelse. Lugten af parfume med en stærk understrøm af skrald, det er desværre det sanseindtryk, jeg ikke kan ryste af mig, når jeg er kommet hjem fra Beirut. En gåtur i Downtown-området, der blev genopbygget efter at borgerkrigen sluttede i 1990, er endnu mere forstemmende. Tomme luksusbutikker og lejligheder, halvfærdige projekter, ødelæggelser fra eksplosionen i Beiruts havneområde i august 2020, der stadig ikke er ryddet ordentligt op. Fem minutter senere når jeg parlamentet, omgivet af pigtråd, hvor der serveres knippelsuppe når folk demonstrerer. Denne dag i april 2023 er det pensionerede militærfolk, der demonstrerer – utilfredse med, at deres pension er smuldret fra noget der lignede en dansk pension til 150 kroner om måneden. Jeg lusker lidt rundt og lytter til folks samtaler, mens jeg prøver at finde en vej ud af de afspærrede områder.
The drugs are working
Hvordan får libaneserne så livet til at hænge sammen? ”Du ser godt ud”, siger jeg til min veninde. ”Yeah, the drugs are working”, smiler hun tilbage. Da havnen sprang i luften i august 2020, faldt hendes familieliv fra hinanden. Børnene blev traumatiserede. Hun flyttede til Danmark med dem en tid, men nu er de tilbage igen. ”Hvor skal man tage hen? Det her er vores land,” siger hun. Jeg siger ikke til hende, at det er et sminket lig. Libanesere er vant til at rejse væk; det gjorde de for hundrede år siden, da der var hungersnød, ligesom der efter sigende er det nu i de fattige kvarterer i Tripoli. ”Man bliver også træt af at flygte”, siger min veninde. Jeg tænker, at hun har fortjent sine antidepressiver.
Når jeg taler med hende nu i oktober 2024, lyder det som en katastrofefilm i ’real time’. Jeg skulle have været afsted i starten af september men udskød turen igen, og jeg følger nu med i det, nogle allerede kalder den ”tredje Libanonkrig” gennem sociale medier, libanesiske aviser, og endeløse WhatsApp-samtaler. En anden bekendt sender mig billeder af de israelske angreb få hundreder meter fra hendes lejlighed, som står og ryster på videoen. Det er svært ikke at blive draget følelsesmæssigt ind i krisen, når man står ansigt til ansigt med en krig ført mod steder, hvor man har boet.
Beirut, 4. november 2024: Le Collisee er en af Beiruts ældste og mest kendte biografer. En kvinde, der efter Israels angreb er flygtet fra Tire i den sydlige del af landet, vasker op på toilettet [FOTO: Zuma/Splash/Ritzau Scanpix]
Jeg kender svaret på, hvorfor Libanon er sådan en utrolig plastikflaske. Den skal findes i folks længsel efter at forsætte et normalt liv og den store solidaritet, libanesere alligevel har med hinanden – på trods af sekteriske skel og et helt håbløst politisk system. Når samfundet ikke er gået helt i stykker, er det fordi folk hjælper hinanden med mad, penge, muligheder, ligesom de har gjort den sidste måned. De milliarder af dollars, der forlod landet i efteråret 2019 inden bankerne satte en stopper for pengeflugten, kommer tilbage i kufferter, som besøgende tager med når de kommer hjem. Kontanter er den eneste måde, hvorpå man kan få økonomisk hjælp frem til sin familie. Som nu, hvis de får deres løn udbetalt i libanesiske lira, kun har nok til at betale for benzin og husleje, hvis endda det.
Det anslås at syv milliarder dollars forlod landets banksystem da eliten lynhurtigt fragtede deres kapital i sikkerhed inden kasserne smækkede i. Almindelige mennesker fik deres opsparing indefrosset og kan stadig ikke få adgang til den. Manglen på dollars pressede liraens værdi i bund, altimens den bundkorrupte nationalbankdirektør Riad Salameh blev undersøgt af fransk politik for at have svindlet for millioner.
Vreden over den politiske elites udplyndring af den libanesiske befolkning er enorm og ligger lige under overfladen, også selvom den store folkelige opstand, der startede i oktober 2019, fadede ud. Valget i 2022 gav flere mandater til de anti-sekteriske grupper of færre til Hizbollah, men ikke nok til at ændre de traditionelle lederes magt. Ligesom det er sket flere gange siden 2005, er Libanon endt i et magtvakuum, hvor de ledende grupper nægter at indgå de nødvendige kompromiser og i stedet ser tiden an. Derfor har landet i to år kun haft en midleridig regering og stadig ikke nogen afløser til præsident Michel Aoun, der gik af i oktober 2022.
I stedet for en revolution har libaneserne fået en ny normalitet, hvor de dybere sociale strukturer imod alle odds ser ud til at absorbere forandringerne. Og det er derfor, de ikke kan lide, at man kalder dem modstandsdygtige. De ved, at den resiliens, der holder dem i live, også opretholder den politiske elite og dens sekteriske system, som burde have været bukket under for længst. Fornemmelsen af at være i samme båd er det, der holder sammen på landet.
Et opgør om Hizbollah truer
Men – alting kan gå itu, selv en plastikflaske og et sminket lig. Den nuværende krig truer sammenhængskraften på flere måder. De hundredtusinder af flygtninge skaber en kaotisk situation i den indre del af Beirut og de andre byer, hvor de forsøger at finde tag over hovedet. Den libanesiske stats kapacitet til at assistere dem er minimal, og milliarder af dollars i nødhjælp bliver nødvendig i de kommende måneder, særligt når vinteren sætter ind omkring december.
De shiitiske flygtninge bliver nogle steder afvist, fordi man er bange for, at der kan være Hizbollah-medlemmer blandt dem, som israelerne bomber nådesløst og uden hensyn til omgivelserne. Der har været angreb i de libanesiske bjerge, i palæstinensiske lejre, og selv i kristne landsbyer i Nordlibanon, langt fra kampzonen i syd. Det har skabt en vis paranoia omkring shiitter i dele af befolkningen.
På det politiske plan er der stadig udbredt støtte til Hizbollah blandt deres shiitiske partnere i Amalpartiet, samt hos sunnimuslimske og drusiske ledere. Anderledes ser det ud hos de kristne grupper. Den Frie Patriotiske Bevægelse, som Hizbollah har været i alliance med siden 2006, kritiserer åbent Hizbollahs krigsførelse på vegne af Libanon, og deres leder Jibran Bassil sagde for nylig, at alliancen nu er ophørt. Det er et alvorligt slag for Hizbollah. Ud over den nordlige Marada-bevægelse, hvis leder Suleiman Frangie håbede at blive gjort til præsident af Hizbollah, så er der kun modstand mod krigen at spore hos de kristne.
Hizbollahs største kritikere har altid været falangistpartiet og Lebanese Forces. De kræver nu begge, at FNs Sikkerhedsrådsresolution 1559 fra 2004 bliver gennemtrumfet, hvilket ville indebære at Hizbollahds våben blev indlemmet i hæren.
Samir Geagea, LF’s 72-årige leder som i 1982 stod i spidsen for massakren mod de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila, har sagt, at Libanon ikke kan vende tilbage til den magtbalance, der fandtes før krigen. Med andre ord: Hizbollahs magt skal reduceres, og den libanesiske hær skal igen kontrollere det sydlige Libanon.
Idéen om en sådan ordning har bred appel. Tilbuddet er angiveligt også accepteret af Hizbollah, og er gennem deres allierede Nabih Berri, som i tre årtier har siddet som parlamentets formand, blevet videregivet til den amerikanske udsending Amos Hochstein. Premierminister Najib Mikati har også gentaget, at Libanons regering officielt støtter FN’s Sikkerhedsråds resolution 1701, som vil rykke Hizbollahs militær nord for Litani floden 30 kilometer fra grænsen.
For de kristne grupper er det bare ikke nok. De ønsker en fuld afvæbning af Hizbollah (i henhold til førnævnte resolution 1559). Hvis de holder fast i dét krav, kan det vise sig at gøre det særdeles vanskelig at blive enige om at vælge en ny præsident og få en ny regering. I to år har Libanon levet med dette vakuum i to år, og situationen kan i princippet forsætte indtil det næste parlamentsvalg i maj 2026.
Hvis krigen fortsætter, er det svært at se, hvordan Libanon skal kunne træffe beslutninger om en ny politisk orden. Hvis våbenhvilen holder og 1701 bliver gennemført, vil det til gengæld føre til at politisk opgør om Hizbollah. For nok har den shiitiske bevægelse mistet hele sit militære lederskab og sin yderst karismatiske leder Hassan Nasrallah. Men de har stadig en stor hær og vil holde fast i deres position med næb og klør.
Helt uden for indflydelse i dette spil om magten mellem sekteriske ledere står Libanons civilsamfund, som forgæves forsøgte at ændre systemet for få år siden. Libaneserne er uforvarende kastet tilbage i den regionale hvirvelvind og må lede efter lykkepillerne. ■
Helt uden for indflydelse i dette spil om magten mellem sekteriske ledere står Libanons civilsamfund, som forgæves forsøgte at ændre systemet for få år siden. Libaneserne er uforvarende kastet tilbage i den regionale hvirvelvind og må lede efter lykkepillerne
_______
Sune Haugbølle (f. 1976) er professor i Globale Studier ved Roskilde Universitet. Han forsker i moderne arabiske samfund og har skrevet flere bøger, senest ‘The Fate of Third Worldism in the Middle East: Iran, Palestine, and beyond’ (med Rasmus Elling, 2023).
ILLUSTRATION: Beirut, 23. november 2024: Der søges efter overlevende i murbrokkerne fra en otte etager høj boligblok ramt af et israelsk luftangreb [FOTO: Murat Sengul/Abaca/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
