08.10.2024

Den digitale udvikling er fatal. Den ødelægger vores sind, forurener vores natur, forurener vores bevidsthed, perforerer og rister vores hjerner, ætser dem i en lind strøm af dopamin.

Denne artikel bringes i RÆSONs serie om dannelse, uddannelse og demokrati. Se overblikket over artiklerne her.

Essay af Søren R. Fauth, lyriker, oversætter, dr.phil

Alle taler i øjeblikket om kunstig intelligens, særligt om brugen af ChatGPT der ligger til fri afbenyttelse i det verdensomspændende onlinenet som menneskeheden begyndte at spænde ud over jorden for et par årtier siden. Hver gang vi foretager en søgning på nettet, hver gang vi skriver en bog eller en artikel, hver gang vi laver et opslag på Facebook eller Instagram eller fodrer vores hjerne med pauseløse, idiotiske videoer på TikTok, fodrer vi samtidig den fremmede intelligens som vi kalder kunstig, og som en dag, måske før vi ved af det, har frarøvet os den sidste mulighed for at føre et meningsfuldt liv. Vi er i hænderne på algoritmerne, vi har udliciteret vores hjerner til datamaskiner der høster alt det homo sapiens har frembragt i løbet af de forgangne ca. 6000 år: skrift, billeder, ideer, tanker, systemer, opfindelser: alt samler og stjæler disse enorme serverstationer, og samtidig med at de gør det, lærer de sig selv at gå ’nye’ veje. Menneskets grådighed og vilje til magt har mange gange i historiens løb bragt os på afgrundens rand; aldrig før har vi været så tæt på at udslette os selv og vores menneskelighed som vi er nu.

Klimakatastrofen og den teknologiske udvikling går hånd i hånd. Intet sviner mere end data, intet bruger mere energi end ChatGPT, og hvis vi virkelig skulle gøre noget godt for os selv og ’naturen’, skulle vi slukke for lortet igen, hoppe af og gå tilbage. Men vi vil ikke høre det, vi vil ikke vide af det, sandheden er for ubehagelig, misbruget for omfattende. Det ironiske er, at vi slår tænderne i vores egen kød: algoritmemaskinerne er vores opfindelse, en direkte følge af det umættelige begær efter at beherske naturen, domesticere og civilisere og skabe vækst ad infinitum. Vores grådighed er grænseløs, og vi stopper først, når vi endegyldigt har udraderet os selv. Menneskebarnet er i sandhed et besynderligt dyr.

 

Intet sviner mere end data, intet bruger mere energi end ChatGPT, og hvis vi virkelig skulle gøre noget godt for os selv og ’naturen’, skulle vi slukke for lortet igen, hoppe af og gå tilbage
_______

 

Lad mig skrue tiden tilbage til Danmark i 1970erne, 80erne og 90erne, tiden før internettet, tiden før mobiltelefonen. Jeg voksede op i et hjem uden skærme, som alle andre på den tid. Vi havde, bevares, et sort-hvid fjernsyn i stuen, og da jeg kommer fra et hjem uden bogreoler, uden musik, uden klassisk kulturel kapital, fungerede dette fjernsyn som et alter. Vi, mine forældre, min søster og jeg, sad hver fredag og lørdag aften i timevis samlet om den magiske kasse. Det var et socialt anliggende. Vi så fjernsyn sammen, udvekslede synspunkter om det vi så imens vi tømte en skål slik. Hurtige kalorier til hjerne og krop. Den tyske intellektuelle Hans Magnus Enzensberger døbte i 1988 i et brillant formuleret essay i Der Spiegel TV-apparatet for nulmediet. I mit fjernsynsforlibte barndomshjem kaldte vi det – så meget selverkendelse havde mine forældre trods alt – for tossekassen. Hver lørdag eftermiddag slog jeg fire timer ihjel med engelsk tipsfodbold og andre ligegyldige sportsanliggender. I slutningen af 80erne fik vi et farvefjernsyn, og på et tidspunkt, overgangen var glidende, havde vi flere kanaler. Her begyndte det for alvor at gå galt. Antallet af skænderier over hvad vi skulle se, steg, og det var som om noget af det samlende og trygge allerede gik tabt med tekst-tv, fjernbetjening, farver og alt for mange valgmuligheder.

Min mor var damefrisør. Min tyske far var bankfuldmægtig. Min mors boglige evner var betydelige, men det blev kun til ni års skolegang. Det lå i kortene at hun skulle føre sin mors og mormors frisørhåndværk videre, og sådan blev det. Min far må være den til dato mest talblinde bankmand i verden, til gengæld var og er han et sproggeni med absolut gehør for fremmede dialekter, idiomer og idiosynkrasier, og den legende omgang med sprog stod helt centralt i mit barndomshjem. I løbet af under et år lærte min far sig flydende dansk. Jeg har aldrig siden mødt en herboende tysker uden tyk accent, men min fars herkomst er umulig at spore. Han er en mester i at imitere bredt nordvestsjællandsk og taler i det hele taget det smukkeste ’rigsdansk’ man kan forestille sig. Jeg fik legen med sprog og ord ind fra barnsben. Resten har jeg knoklet mig til.

Min mor læste meget: krimier, smudslitteratur, erotisk litteratur, romantisk litteratur, kitsch, men hun var læsende. Jeg husker især når hun trak sig tilbage til badekarret i rummet med de hæslige brune kakler og lå i det varme vand i en time og var væk i en bog, alt imens hun inhalerede den ene Look Mentol efter den anden. Badeværelset var for hende et helle hvor hun kunne læse i fred, og ve den der brød ind og forstyrrede badekarskontemplationen. Vi gik på biblioteket en gang om ugen. Jeg lånte og læste en del af de bøger som min mor anbefalede mig: Alistair MacLean (Navarones kanoner, H. M. S. Ulysses, Møde i rum sø, Ørneborgen), Jan-bøgerne, Enid Blytons De fem, og tegneserier i massevis, mindst tyve nye om ugen, og når man var igennem det beskedne udvalg på Tuse Bibliotek, begyndte man forfra igen. Det var også min mor der tidligt introducerede mig til Finn Søeborgs hylende morsomme samfundssatirer, og ved et mirakels mellemkomst fandt jeg selv frem til Leif Panduro. Navnlig en roman læste jeg igen og igen, nemlig den bizarre og melankolske Fern fra Danmark. Siden Av, min guldtand og mindst en gang hvert halve år Rend mig i traditionerne. En gang, jeg glemmer det aldrig, tissede jeg i bukserne af grin over en passage i Finn Søeborgs mesterlige roman Her går det godt. Det absurde, det groteske, det fortegnede billede af livets og menneskets tåbeligheder havde fra begyndelsen et særligt tag i mig.

Min far læste aldrig. Måske i ny og næ et par lokale nyheder i Holbæk Amts Venstreblad. Musik var noget der kom fra radioen, og jeg husker den særlige melankoli der var forbundet med den konstante baggrundsmumlen der i en lind strøm flød fra transistorradioen i køkkenet som i dagtimerne var forvandlet til frisørsalon. Her kunne man, når man var kommet hjem fra skole, sidde på køkkenbordet og lytte til alle de små og store skæbnefortællinger der – foruden alt det med håret – udgjorde kernen i min mors virksomhed. Frisørsalonen var et mikrokosmos, og min mor vidste alt om alle, og hendes kunder vidste alt om mig og min søster. Det var trygt, bevares, men det var også kvælende og klaustrofobisk. Under overfladen herskede dysfunktionaliteten, også i mit barndomshjem, og så snart jeg havde mulighed for det, flygtede jeg til København. Ødelagt af småborgerlighedens navn- og talløse løgne, kvalt af middelmådighedens på det jævne, på det jævne og fast besluttet på at bryde med det jeg kom fra. Rodløs, forvirret, plaget af angst og fortvivlelse. Hvis verden allerede dengang havde været digital, var jeg gået til grunde. Det ville have eskaleret mit mismod yderligere. Følgerne ville have været fatale.

 

Hvis verden allerede dengang havde været digital, var jeg gået til grunde. Det ville have eskaleret mit mismod yderligere
_______

 

Jeg vidste at jeg ville studere: min kærlighed til det franske sprog var endnu større end til det tyske. Oldtidskundskab og fransk var mine yndlingsfag i gymnasiet. Studieovervejelserne gik på alt fra klassisk arkæologi til latin og græsk, fransk og tysk. Mit snit fra gymnasiet var så højt at jeg kunne vælge og vrage, ja, alt kunne jeg læse, men det var klart at inklinationen mod det åndshistoriske og humanistiske var størst, selv om jeg ret beset ikke anede hvad et universitet var. Det ved man jo ikke når man er 18 år gammel og kommer fra provinsen og et hjem hvor alle både på fædrene og mødrene side har været enten syersker, sømænd, gørtlere, tømrere, damefrisører og talblinde bankmænd. Man famler i blinde og leder ubevidst efter nye rollemodeller, efter rigtige mennesker af kød og blod som kan anvise en vej ud af det kaos man er stedt i. Jeg havde allerede mødt en par stykker på min vej gennem det danske skolesystem: min dansklærer i folkeskolen, Bjarne Larsen, der med dyb røst, fast og kærlig hånd havde ført os fra den ene diktat og stileøvelse til den næste, og som, jeg glemmer det aldrig, kunne læse højt af Brødrene løvehjerte så levende at jeg var skræmt fra vid og sans. Vores matematiklærerinde i de første år, Jette Pazdecki, var en fuldstændig genial (anti)pædagog der kunne lære selv den talblinde bankmands talblinde søn matematik. Med farvede kridt og kvadrathæfter og repetition. Alt blev gentaget og memoreret, indtil man kunne det hele forfra og bagfra i søvne. Det ligger stadig på lager, dybt inde i hukommelsen, på erindringens harddisk, og kan trækkes frem og realiseres prompte med frontallappernes RAM-kapacitet. Mine tysklærere i gymnasiet var legendariske: åndspersoner, litteraturmennesker, kritisk tænkende, autonome individer: Gunver Kelstrup og Sten Rasmussen. Sidstnævnte udmærkede sig ved at være distræt på en måde som jeg aldrig havde oplevet det før. Han ankom altid til undervisningen med en cigarstump i kæften og efterlod den efter timen i tavlerenden. Det skete ikke sjældent at han gik forkert. Han levede i og for litteraturen, ikke kun den tyske, men også den danske. Kafka og Herman Bang, Dürrenmatt, Johannes V. Jensen og Pontoppidan. Vi læste bl.a. Dürrenmatts guddommelige teaterstykke Der Besuch der alten Dame (Den gamle dame besøger byen), og tekstens væsentligste pointer om menneskehedens grænseløse hykleri og egoisme blev udlagt med gnæggende fryd. Sten var lærd og levende! Det samme var Gunver Kelstrup. Hun kunne sin Gadamer, Iser og Jauss på fingerspidserne, og jeg glemmer aldrig hendes gennemgang af Max Frisch’ roman Homo faber som jeg i årene efter gymnasiet læste igen og igen. Disse lærere af kød og blod, disse bøger med bogstaver på papir sidder stadig dybt i mig. Min dansklærer i gymnasiet, Peter, blev et tidligt forbillede. Han var sej, og han kunne læse tekst, ja, han var eminent til close reading, en stor stilist og en rødglødende socialist. Og, ikke mindst: han var cykelrytter!

Min fransklærerinde hed Karin, og hun insisterede på at gennemføre al undervisning på fransk, og ve den, der forsøgte sig på dansk når der skulle svares på et spørgsmål. Jeg var optændt af en særlig ild angående det franske og husker hvordan jeg dagligt førte lister med franske ord og vendinger, lærte dem udenad, repeterede diverse bøjninger af regelmæssige og uregelmæssige verber, og lærte alle de for det franske sprog særegne tempusregler par coeur. Lyden af det franske sprog, den tindrende smukke sprogmelodi! Jeg var forelsket i de franske film vi blev introduceret for, i de franske skuespillerinder: Le Retour de Martin Guerre, Au revoir les enfants, Manon de sources, Le Grand Bleu. Jeg havde fransk på hjernen, og var ved at dø af lykke da jeg fik topkarakter til mundtlig eksamen i 2.g., og censor og eksaminator bedyrede at de aldrig havde hørt noget lignende, at jeg talte fransk helt uden accent.

Motivationen var at blive lige så god som mine lærere: til latin, til tysk, til fransk, og metoden var øvelse, repetition, endeløse gentagelser. Drivværket bag det hele: deres kærlighed til sagen selv. De ­– analoge! – ordlister var en af metoderne, bøjningsskemaerne en anden, håndholdt repetition, hver eneste dag forfra og bagfra, igen og igen. Det er sådan man lærer fremmedsprog. Det er sådan man lærer. Det er sådan man bliver god til noget. Ved at lukke alt andet ude, koncentrere sig, samle sit fokus, zoome ind, for derefter at kunne zoome ud igen. Det lange seje træk. Det modsatte af konstante belønninger og små adspredende dopaminoverskylninger af hjernen. Enhver sportsudøver og musiker ved at det er sådan, og kun sådan, man bliver god til noget, rigtig god, brillant, formidabel, men når det kommer til skolen, har vi tilsyneladende fortrængt det til fordel for et gigantisk, hovedløst teknologisk eksperiment kombineret med tankeløs instrumentalisme, tal og kolonner. Det uundgåelige resultat: ristede hjerner, angst, demotivering, depression, manglende lidenskab og kærlighed. Den viden og de færdigheder jeg erhvervede mig i folkeskolen og på gymnasiet – til stædigt at blive ved selv om det gjorde ondt, til at gentage, skønt det var kedeligt – skulle vise sig at komme mig til gode i de kommende år på universitetet, hvor jeg for alvor blev vakt, og en ild blev tændt i mig som stadig brænder, og som aldrig går ud, uanset hvor hårdt den fladpandede, nutids- og fremtidsforlibte, teknologiblinde konkurrencestat prøver at slukke den.

 

Håndholdt repetition, hver eneste dag forfra og bagfra, igen og igen. Det er sådan man lærer fremmedsprog. Det er sådan man lærer
_______

 

Igen var det mine lærere, der i kraft af deres faglige kunnen fremstod som naturlige autoriteter, og ved hvis forbillede man havde rig mulighed for på egen hånd at fortsætte rejsen. Per Øhrgaard havde en frygtindgydende, encyklopædisk viden om alt vedrørende de tysktalende landes historie og kultur. Han kunne de fleste litterære hovedværkers indhold udenad, og man forstod hurtigt som studerende at han korresponderede med nogle af Tysklands førende intellektuelle, herunder ikke mindst Günter Grass og førnævnte Hans Magnus Enzensberger. Hans flid som oversætter og formidler af tysk kultur og historie er og var enestående. Børge Kristiansen, Birgit Nielsen og Sven-Aage Jørgensen var alle store personligheder som på hver sin måde satte eksistensen ind på den tyske litteratur og ånd. De blev afgørende for mit liv. Ja, man kan sige at mødet med dem, og det de legemliggjorde, blev et transformationspunkt. Jeg var jo i fuld gang med at bryde et mønster af syersker, håndværkere og talblinde bankmænd, og selv om jeg fra barnsben havde haft en næsten umættelig hunger efter viden, anede jeg ikke hvad der ventede mig i den tyske ånds- og kulturhistorie.

Fra jeg var 20 til jeg var 25 år bestilte jeg ikke andet end at læse, tage notater (med pen på papir), lave alenlange lister med ord og vendinger som jeg endnu ikke kendte, men som jeg ville lagre i hukommelsen. Jeg arbejdede kun i ferierne og levede på en sten, så jeg kunne bruge mindst 8-12 af døgnets vågne timer på at læse mig gennem Botho Strauß’ teaterstykker fra 1970erne, hans essayistik, hans prosa, og når jeg ikke læste Strauß, åd jeg mig systematisk og stædigt gennem Herman Brochs romaner, Thomas Manns og Goethes forfatterskaber, fordybede mig i Kleist, Benn, Raabe, Trakl, Hofmannsthal, Theodor Storm, Stifter, Brentano, Rilke, Schopenhauer og Nietzsche. Ikke fordi jeg skulle bruge det til noget, men slet og ret fordi jeg ikke kunne lade være, fordi jeg hver eneste dag vågnede med et brændende begær efter ny erkendelse, ny indsigt. Undervejs lærte jeg at beherske det tyske sprog på et niveau som selv de færreste tyskere behersker det. I det hele taget kom jeg til at beherske sprog, også mit eget, det danske, i en sådan grad at jeg i dag er i stand til at læse mig gennem en hvilken som helst tekst og forstå dens indhold og budskab lynhurtigt. Det siger jeg ikke for at prale; det noterer jeg for at understrege at det ved første øjekast ’unyttige’ ofte bidrager med noget i eminent grad ’nyttigt’ og brugbart. Pointen er dog her at det var sagen selv der drev mig hvileløst fra den ene bog til den næste, at det var selve sandheden og erkendelsen, kunsten og tænkningen, der var fascinations- og attraktionspunktet, den motor der uophørligt drev mig frem. Uden mine levende lærere var det aldrig sket, uden disse forbilleder og autoriteter var min ånd aldrig blevet vakt, uden deres kærlighed til sagen, var ilden aldrig blevet tændt. Og hvor kan jeg i dag prise mig lykkelig for at verden dengang, frem til slutningen af 90erne, var analog. Den udefra kommende støj var minimal, internettet og computeren kun netop i sin spæde vorden, og jeg kunne slet ikke se nogen grund til at være forbundet til en verden via internettet. Jeg havde jo bøgerne, og hvis jeg ikke selv besad dem, vidste jeg hvor jeg kunne finde dem: på biblioteket. På de bugnende fulde universitetsbiblioteker i Berlin, i München, i Kiel, i København. I stedet for at mødes på Facebook og Instagram mødtes vi i virkeligheden og diskuterede den litteratur vi beskæftigede os med, så tyske film sammen, stavede os igennem Frankfurter Allgemeine Zeitung sammen, lyttede til klassisk musik sammen, gik til koncerter sammen, dyrkede sport sammen.

 

Hvor kan jeg i dag prise mig lykkelig for at verden dengang, frem til slutningen af 90erne, var analog
_______

 

Den digitale udvikling er fatal. Den ødelægger vores sind, forurener vores natur, forurener vores bevidsthed, perforerer og rister vores hjerner, ætser dem i en lind strøm af dopamin. Vores evne til at fordybe os, til at fokusere, til at koncentrere os er udliciteret til algoritmer der trækker os rundt ved næsen, samtidig med at vores samfund, og her taler jeg om de vesterlandske generelt, på trods af alle historiske advarsler har mistet blikket og sansen helt og aldeles for det der bærer en betydning og værdi i sig selv: kunsten, litteraturen, tænkningen, det klassiske humaniora, alt det, som har forlenet min forpinte eksistens med mening. Vi har, som den franske neurobiolog Michel Desmurget så smukt har formuleret det, skabt digitale idiotfabrikker; men ikke nok med det: Danmark er siden jeg begyndte at studere Tysk ved Københavns Universitet i 1992 blevet omkalfatret til en iskold vækstmaskine, og vi har reduceret vores kritiske, selvstændigt tænkende bevidstheder til hoved- og tankeløse produktionsenheder. Vi har spændt et stort klamt, grimt og umusikalsk excel-ark ud over hele Danmark.

Alt i dette samfund er blevet instrument, intet er længere for og i sig selv. Eller som Adorno og Horkheimer advarende formulerede det i deres geniale skrift Oplysningens dialektik fra 1947: den instrumentelle fornuft er blevet så fornuftig at den er blevet til en anden natur, af samme grund er faren for at denne anden (fornufts)natur slår dialektisk om i barbarisk ufornuft overhængende stor. Det er dette excel-ark-teknologi-barbari der udspiller sig fra øjnene af os, og som gør det stakkels menneskebarn sygere og sygere, som frarøver os muligheden for at føre meningsfulde liv, som franarrer os muligheden for at blive selvstændigt tænkende individer der kan andet og mere end at vækste (dette hæslige ord, dette elendige sprog!), marchere i takt og makke ret, og ekspropriere vores sprog, myndighed og kreativitet til maskiner der lægger naturen øde, gør os depressive og angste, brænder os ud: helt uden ild, helt uden lidenskab, helt uden kærlighed og nærvær.

I løbet af de sidste forgangne måneder er to af mine lærere gået bort, først Børge Kristiansen (1942-2024) dernæst Sven-Aage Jørgensen (1929-2024). De var vidt forskellige, men deres kærlighed til litteraturen og erkendelsen var enestående; deres niveau tårnhøjt. Æret være deres minde!   ■

 

Det er dette excel-ark-teknologi-barbari der udspiller sig fra øjnene af os, og som gør det stakkels menneskebarn sygere og sygere, som frarøver os muligheden for at føre meningsfulde liv, som franarrer os muligheden for at blive selvstændigt tænkende individer
_______

 

Søren R. Fauth (f. 1971) er lyriker, oversætter og dr.phil.

ILLUSTRATION: Søren R. Fauth, pressebillede [FOTO: Lærke Posselt]

Apropos denne artikel:

Jan Werner Mathiasen i RÆSON SØNDAG: Vejen til fred er mere et kompromis mellem USA og Europa end mellem Kyiv og Kreml

Benedikte Brincker: Det grønlandske valg kan markere et skifte i fokus fra Arktis og Nordamerika til Danmark og EU

Adriana Cavarero: Feminismen var hovedpersonen i den eneste succesfulde revolution i 1900-tallet. Nu handler det om at modstå forsøgene på at sende os tilbage til kødgryderne

Peter Danholt: Trump har brudt vores internationale system ned og indvarslet en ny æra. Den slags er faktisk helt naturligt – og måske endda håbefuldt

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Kan Europa overhovedet købe amerikanske våben længere?

Peter Lautrup-Larsen: Trump er fanget af sin egen retorik. Derfor er det op til Mette Frederiksen og landsstyrets nye formand at vise vejen frem for Grønland