Simon Klinzing Nielsen: Det tyske protestvalg tvinger Berlin til at ændre kurs. Nu kan Østtyskland ikke længere ignoreres

Simon Klinzing Nielsen: Det tyske protestvalg tvinger Berlin til at ændre kurs. Nu kan Østtyskland ikke længere ignoreres

14.06.2024

.

Europaparlamentsvalget var på mange måder en alvorlig advarsel til de tyske regeringspartier, der nu må se frem mod de kommende valg i Østtyskland med stor bekymring. Nu kan de østtyske vælgere ikke længere ignoreres.

Af Simon Klinzing Nielsen

I Europas befolkningsrigeste land, Tyskland, gik vælgerne i søndags til valgurnerne for at vælge hele 96 mandater til Europa-Parlamentet. Med så mange mandater har Tyskland en helt afgørende stemme i Europa-Parlamentet, og det tyske valgresultat er i høj grad med til at præge kursen for EU de kommende fem år. Samtidig var valget en afgørende stemningstest for den tyske forbundsregering forud for tre vigtige delstatsvalg i Østtyskland til september.

Mens den danske valgkamp til dels var præget af useriøse emner som sugerør og skruelåg, var det de helt store temaer, der dominerede valgkampen i Tyskland. De vigtigste emner for de tyske vælgere var sikring af fred, social sikkerhed og migration, mens klima spillede en markant mindre rolle end ved valget i 2019.

Den tyske regering blev straffet

De helt store tabere ved valget var det socialdemokratiske SPD og klimapartiet De Grønne. Begge partier er en del af den tyske regering, som også indeholder det liberale parti FDP. Kanslerpartiet SPD fik 13,9 pct. af stemmerne, hvilket er partiets dårligste valg ved et europavalg nogensinde. De Grønne fik 11,9 pct. af stemmerne, og går dermed tilbage med hele 8,6 procentpoint i forhold til De Grønnes rekordvalg i 2019.

Alt tyder på, at den store utilfredshed med den tyske forbundsregering er en stor del af forklaringen på, at de to regeringspartier bliver straffet af vælgerne ved europavalget. Hele 55 pct.  af de tyske vælgere angiver nemlig, at den tyske indenrigspolitik var mere afgørende for deres stemme end europapolitikken. Og her er det altså kun sølle 22 pct. af de tyske vælgere, som er tilfredse med regeringens arbejde. Dette udgangspunkt gør det naturligvis svært for regeringspartierne at levere et godt valgresultat.  

 

Mens den danske valgkamp til dels var præget af useriøse emner som sugerør og skruelåg, var det de helt store temaer, der dominerede valgkampen i Tyskland
_______

 

SPD forsøgte i valgkampen at iscenesætte sig selv som et fredsparti, der samtidig kan holde højreekstreme partier fra magten. Budskaberne fremgik tydeligt af partiets valgplakater med billeder af kansler Olaf Scholz og partiets relativt ukendte spidskandidat Katharina Barley. SPD håbede på en kanslereffekt, men den udeblev. Det skyldes blandt andet, at Scholz er en upopulær kansler, som i mange vælgeres øjne mangler evnen til at sætte sig igennem i regeringen.

Årsagen til De Grønnes valgnederlag er blandt andet, at klimaet var et langt mindre vigtigt tema ved dette valg end ved valget i 2019, hvor De Grønne fik et rekordvalg og blev næststørste parti. Det elendige valgresultat for de to regeringspartier har fået flere prominente politikere til at opfordre til nyvalg. Blandt andet har Bayerns fremtrædende ministerpræsident, Markus Söder, fra det konservative CSU udtalt, at ”Olaf Scholz er kong Olaf uden land”, og at ”befolkningen ikke længere har tillid til ham”. Nyvalg bliver der dog næppe, da alle tre regeringspartier ønsker at fortsætte samarbejdet på trods af de dårlige valgresultater.

Intern magtkamp i CDU/CSU kan meget vel være på vej

Det konservative CDU og søsterpartiet fra Bayern CSU havde mere at fejre. CDU/CSU lander samlet på 30 pct. af stemmerne, hvilket er en fremgang på 1,1 procentpoint sammenlignet med valget i 2019. Der er dog også malurt i bægeret hos CDU/CSU, da de havde håbet på at kunne profitere endnu mere af SPD’s og De Grønnes dårlige resultater. Samtidig viser målinger efter valget, at CDU/CSU ikke bliver set som noget godt alternativ til den nuværende regering.

For CDU og partiets formand Friedrich Merz er det også problematisk, at han er endnu mere upopulær end kansler Scholz. Blot 20 pct. af de tyske vælgere mener, at Friedrich Merz ville være en god kanslerkandidat. Som formand for CDU er han fortsat det mest sandsynlige bud på CDU/CSU’s kanslerkandidat ved forbundsvalget i 2025, men særligt Bayerns ministerpræsident fra CSU, Markus Söder, og Nordrhein-Westfalens ministerpræsident Hendrik Wüst spøger i baggrunden. De har begge bedre målinger end Friedrich Merz, men som formand for CDU anses Merz fortsat for at være favorit. Hvem der ender med at blive CDU/CSU’s kanslerkandidat og på nuværende tidspunkt bedste bud på Tysklands kommende kansler forventes at blive afgjort efter de kommende tre delstatsvalg i Østtyskland til september.

 

AfD er ikke længere det eneste protestparti, der klarer sig godt i de østtyske delstater
_______

 

Protest fra Østtyskland

De etablerede partier i Tyskland må se frem til de kommende østtyske delstatsvalg i Thüringen, Brandenburg og Sachsen med store panderynker. Europaparlamentsvalget viste nemlig, at de østtyske vælgere i meget høj grad vælger protestpartierne Alternative für Deutschland og det helt nye protestparti i tysk politik BSW – Bündnis Sarah Wagenknecht. Begge partier ønsker grundlæggende forandringer i tysk politik. Det gælder blandt andet en strammere udlændingepolitik, en mindre ambitiøs klimapolitik og et stop for våbenleverancerne til Ukraine.

Ved Europaparlamentsvalget blev AfD største parti i fem ud af seks tyske delstater med omkring 30 pct. af stemmerne. Hovedstaden Berlin var således den eneste østtyske delstat, hvor AfD ikke formåede at blive største parti. På landsplan fik AfD 15,9 pct. af stemmerne, hvilket er et imponerende resultat taget i betragtning af, at partiets valgkamp var fyldt med skandaler.

Spidskandidat Maximillian Krah har med god grund fået ekstremt negativ omtale i de tyske medier gennem hele valgkampen. Først kom det frem, at en af hans nærmeste medarbejdere undersøges og beskyldes for at være kinesisk spion. Flere beviser tyder også på, at Maximillian Krah potentielt har modtaget penge fra Kina og Rusland, og dermed har ladt sig påvirke af autoritære stater.

Derefter kom Maximillian Krah med kontroversielle udtalelser om SS til et italiensk medie, hvilket førte til, at hele AfD-fraktionen i Europa-Parlamentet blev smidt ud af deres europæiske partigruppe Identitet & Demokrati, som også Dansk Folkeparti tilhører. Med andre ord blev AfD altså for ekstrem og højreorienteret til den mest højreorienterede gruppe i Europa-Parlamentet. Alligevel fik partiet et godt valgresultat.

AfD er dog ikke længere det eneste protestparti, der klarer sig godt i de østtyske delstater. Også det nystiftede parti BSW fik mellem otte og 17 pct. af stemmerne i de seks østtyske delstater og 6,2 pct. på landsplan. Partiet består primært af tidligere medlemmer af Die Linke, og går til valg på en venstreorienteret fordelingspolitik og en konservativ værdipolitik. Europaparlamentsvalget var det første landsdækkende valg for det nye parti, som bliver anført af den prominente Sahra Wagenknecht. Valgresultatet var en stor succes for BSW og Wagenknecht, men det må bekymre de etablerede partier, at de nu skal forholde sig til to protestpartier, der har stor medvind i særligt Østtyskland.

Skal Berlin se mod øst?

Regeringens dårlige resultater ved Europaparlamentsvalget lægger yderligere pres på en i forvejen meget presset regering og kansler. Flere oppositionspolitikere kræver nyvalg, men det har regeringspartierne på ingen måde interesse i. Holder de nuværende meningsmålinger stik ville et nyvalg resultere i, at SPD mister 10,5 procentpoint af deres stemmer, De Grønne 2,1 procentpoint, imens FDP risikerer at ryge helt ud af Forbundsdagen.

Regeringspartierne vil derfor gøre alt, hvad de kan for at få vendt skuden og overbevise deres respektive vælgere om, at de ved næste valg skal sætte deres kryds ud for dem. Problemet er, at dette er ekstremt svært for partierne at realisere, uden at det fører til interne regeringsstridigheder i medierne – og dermed oplagt ammunition til oppositionen, som igen kan kritisere regeringens manglende evne til at løse Tysklands udfordringer.

Årsagen er, at regeringspartierne har grundlæggende forskellige holdninger til, hvordan de skal indfri og ikke mindst finansiere regeringens målsætninger. For FDP med finansminister Christian Lindner i spidsen er det helt afgørende, at de offentlige udgifter bliver holdt nede, og at den såkaldte gældsbremse bliver overholdt. Det er en mærkesag for FDP, som falder i god jord hos partiets vælgere. Stik modsat har SPD og De Grønne brug for at øge de offentlige udgifter, hvis de skal indfri mærkesager som bedre klimabeskyttelse, betalbar husleje og højere mindsteløn. Disse grundlæggende uenigheder kan meget vel blusse yderligere op ved de igangværende finanslovsforhandlinger.

Hos SPD må man håbe på, at Olaf Scholz snart formår at sætte sig igennem internt i regeringen. Netop det bliver efterspurgt af vælgerne, som er trætte af de mange offentlige diskussioner mellem regeringspartierne. Samtidig er SPD og De Grønne nødt til at appellere mere til vælgerne i Østtyskland. Det kan blandt andet ske ved at føre en strammere udlændingepolitik, da mange østtyskere har signaliseret dette ønske ved at vælge AfD og BSW.

Hvis ikke SPD og De Grønne formår at få vendt stemningen i Østtyskland, risikerer begge partier at ryge ud af delstatsparlamenterne i Thüringen og Sachsen. Det vil være en absolut katastrofe. Først og fremmest vil det skade partiernes selvforståelse som solide landsdækkende partier, hvor SPD på nuværende tidspunkt er repræsenteret i alle 16 delstatsparlamenter, imens De Grønne er repræsenteret i 15 af de 16 delstatsparlamenter. Ryger SPD og De Grønne ud af delstatsparlamenterne vil det samtidig sende AfD tættere på et absolut flertal, hvilket de etablerede partier i tysk politik for alt i verden vil undgå, da AfD af mange anses som en trussel for det tyske demokrati.

Europaparlamentsvalget har på mange måder sat de tyske regeringspartier under et gevaldigt pres, og de nu må sætte alle sejl ind på at sikre bedre resultater ved de kommende valg i Brandenburg, Thüringen og Sachsen. Nu kan de østtyske vælgere ikke længere ignoreres. ■

 

Hvis ikke SPD og De Grønne formår at få vendt stemningen i Østtyskland, risikerer begge partier at ryge ud af delstatsparlamenterne i Thüringen og Sachsen. Det vil være en absolut katastrofe
_______

 

Simon Klinzing Nielsen (f. 1998) er kandidat i statskundskab og har tidligere arbejdet for Dansk Metal og den danske ambassade i Berlin.

ILLUSTRATION: Lederne af Alternative für Deutschland, Alice Weidel og Tino Chrupalla, jubler over resultaterne af exit-polen efter valgstederne lukkede til Europaparlamentsvalget d. 9. juni 2024 [FOTO: Annegret Hilse/Reuters/Ritzau Scanpix]