02.06.2024

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Topskatten er det reneste udtryk for den socialdemokratiske smålighed. Derfor gjorde det ondt, da Venstres skatteordfører, Jan E. Jørgensen, blindt skød LA’s økonomiske plan – der bl.a. indeholder et fladt skattesystem – fuldstændig ned.

Kommentar af Simon Andersen, medlem af Forretningsudvalget i Venstres Ungdom samt stud.oecon på Aarhus Universitet

Noget så hårrejsende som skattepolitik har for tiden fundet sin vej gennem det smalle nåleøje til mediernes søgelys. Både eftersom man endeligt stemte regeringen nye skatteaftale igennem, men også efter den socialdemokratiske skræmmemaskine har udset sig Alex Vanopslagh og LA’s skattepolitik som sit næste offer.

Som aspirerende økonom med en svaghed for økonomisk politik er det noget, der vækker glæde. Og så dog alligevel. 

For det første på grund af selve den skatteaftale, der nu endegyldigt er blevet stemt igennem. Skattelettelserne er kærkomne og modtages med kyshånd – men det er dog nogle gedigne tidsler, man har fået i medgift.

Man tager et skattesystem på kanten af sammenbrud og dybt druknet i djøfferi – og tilføjer så simpelthen to yderligere skattetrin og endnu mere kompleksitet. De dage, hvor vi tilstræbte at kunne udregne vores egen trækprocent på bagsiden af en serviet, er vist en saga blot. Ofret på Lars Løkkes og SVM-regeringens teknokratiske alter. 

Men måske endnu mere grelt er den evige insisteren på at øge marginalskatten gennem den nye top-topskat. 

Top-topskatten hæmmer væksten, initiativet og ikke mindst samfundet som helhed. Der er intet økonomisk belæg for at indføre den Tværtimod emmer den af misundelse, og så er det jo en direkte dømmebøde for at vise initiativ, arbejde hårdt og komme med de gode idéer. Ting, som vi ellers mangler så slemt i Danmark

 

Når man – for at tilfredsstille småborgerligheden og det store flertal – bliver ved med at pålægge en meget lille gruppe særskatter, så er vi langt forbi fornuftens holdeplads
_______

 

Topskatten er med andre ord det reneste udtryk for den socialdemokratiske smålighed, når egne bedrifter altid skal måles relativt op mod andres, og man ikke under andre, at det går dem godt. Ja, at man måske knap nok under andre det bedste. Når man – for at tilfredsstille småborgerligheden og det store flertal – bliver ved med at pålægge en meget lille gruppe særskatter, så er vi langt forbi fornuftens holdeplads.

Vi stirrer i stedet direkte ind i det flertalstyranni ved det progressive skattesystem, som de nobelprisvindende liberale økonomer, James M. Buchanan og F. A. Hayek, advarede imod i tidernes morgen. Her påpegede de, at det store flertal havde muligheden for at pålægge mindretallet – her topskatteyderne – uendelig mange byrder, som flertallet selv kunne nyde godt af. John Stuart Mill gik endda så langt som at kalde det progressive skattesystem for ”tyveri”. Så når man agiterer for at skattesystemet skal sikre sammenhængskraften, må man ligeledes holde øjnene åbne for, at enkelte grupper ikke bliver bombarderet og sat uden for fællesskabet. 

For inden svinehunden får frit løb, er det vigtigt at huske på: Vi bliver ikke mindre værd som mennesker, blot fordi andre klarer det godt.

Derfor gjorde det også lidt ekstra ondt, da Venstres skatteordfører, Jan E. Jørgensen, blindt skød LA’s økonomiske plan – der bl.a. indeholder et fladt skattesystem – fuldstændig ned. Endda med ordene ”Samfundsøkonomisk er det ikke den fornuftige måde at bruge pengene på” omkring udsigten til en afskaffelse af topskatten. Men det er desværre bare direkte forkert. For samfundsøkonomisk er den mest effektive personskattelettelse med afstand den på den sidst tjente krone – altså topskattelettelser. Noget som man lærer første dag på økonomistudiet. 

Man kan være uenige om etik, moral og politik, men fakta må være fakta. Og det er ikke kønt, når man importerer amerikanske tilstande og holder videnskaben som gidsel i en politisk debat. 

Men hvorfor er skattelettelser på marginalen så den samfundsøkonomisk mest rentable?

Det er et veldokumenteret område. Ja faktisk så veldokumenteret at man – efter venstrefløjens langvarige mistænkeliggørelse af Finansministeriets regnemodeller – netop har foretaget en empirisk revision af selvsamme regnemodeller baseret på ny forskning og empiri. Men på trods af Pelle Dragsted og co. i årevis har skudt ministeriet i skoene, at skattelettelser i toppen da ikke kunne være så vild en mirakelkur som regnemodellerne påstod, så viser revideringen at topskattelettelser skam var en mirakelkur. Og meget mere effektivt end hidtil antaget!

Hvis du gerne vil have folk til at lægge den ekstra indsats, blive den ekstra time og starte den ekstra virksomhed, så er det også der, du skal give gevinsten. På den ekstra indsats. På den ekstra og sidst tjente krone. Altså hvad vi økonomer ynder at kalde marginalskatten.

Det er snart 250 år, siden vi konkluderede, at økonomi ikke var et nulsumsspil. Vi bliver ikke mindre værd som mennesker af, at det går andre det godt. Tværtimod. Der findes faktisk økonomiske tiltag, der stiller ALLE bedre. Det er ikke noget hokus pokus, men faktisk bare simpel økonomi. 

Rigtig nok løfter topskatterne nemlig ikke de, som har mindst i vores samfund. Det er ikke derfra, ligheden kommer. Den sørger for de mest produktive danskere lykkedes eller tvinges til at flytte fra landet. Og dermed sikrer at forskellen mellem top og bund bliver mindre, fordi man simpelthen hiver toppen ned. Det er ikke det lighedsbegreb, jeg ønsker. Det er ikke den politik, som jeg vil føre. 

Det siges, at et samfund skal bedømmes på, hvordan vi behandler de, som har det sværest, men som allerede benævnt indbringer topskatternes nul og niks håndøre til det formål. 

Lad os da i stedet afskaffe topskatterne og belønne initiativet, arbejdsomheden og de gode idéer! Det vil være med til at skabe flere jobs, som vi alle kan nyde godt af. Det vil være med til at drive innovationer og de gode idéer, som skal opfinde de nye store eksportsucceser, og de små ting, der skal gøre vores hverdag og tilværelse lettere. 

For det er ikke blot det samfundsøkonomiske mest fornuftige – det er jo også danskernes penge i første omgang. Som den første af De Ti Liberale Teser, som Søren Pind fremsatte på Venstres Landsmøde helt tilbage i 2003, lød:

”Enhver med et liberalt udgangspunkt har valgt, at det enkelte menneske kommer før systemet, kollektivet – før staten. Man tilhører først og fremmest sig selv. Overføres denne holdning til skatte spørgsmålet, er det logisk, at ingen skal tvinges til at afstå over halvdelen af, hvad han tjener. For så tilhører han og hans frembringelser i højere grad andre end ham selv.”

Så skal vi ikke skabe et samfund, hvor vi glædes over, når det går vores næste godt? Et samfund hvor innovationen og skabertrangen bredes ud og ikke holdes nede? Et samfund med fremdrift og fornuft? For med et evigt opjusterende råderum er det da på tide, at danskerne får lov til at beholde lidt flere af deres egne penge. Det er godt for dem og det er godt for Danmark. ■

 

Med et evigt opjusterende råderum er det da på tide, at danskerne får lov til at beholde lidt flere af deres egne penge. Det er godt for dem og det er godt for Danmark
_______

 

Simon Andersen (f. 2001) er Medlem af Forretningsudvalget hos Venstres Ungdom og forhenværende Skatte- og Finansordfører for selvsamme ungdomsparti. Udover dette er han også snart bachelor i økonomi (BSc oecon.) fra Aarhus Universitet.

ILLUSTRATION: Tivoli Hotel & Congress Center, 13. april 2024: Leder for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, holder tale ved partiets landsmøde [FOTO: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?