Signe Vedersø Keldorff (DFU): SVM fastholder myten om, at Danmark har en hård asylpolitik. Men ude i Europa er oprøret begyndt – og det er på vej hertil

16.07.2024


Kommentarserien er RÆSONs faste debatformat. Takket være vores abonnenter kan vi stille serien gratis til rådighed for alle brugere. Vores øvrige indhold får man via abonnement: Et helt års abonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister. RÆSON, der blev grundlagt i 2002, er totalt uafhængigt og samler vidt forskellige (og vildt uenige) skribenter.

Kommentar af Signe Vedersø Keldorff, landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom

I DE SENESTE ÅR er udlændingedebatten i Danmark blevet nedtonet i en sådan grad, at den næsten er forsvundet fra den politiske dagsorden. Dette står i skarp kontrast til resten af Europa, hvor spørgsmålet har domineret valgkampagner og ført til markant fremgang for højrefløjen, særligt ved det seneste EU-valg. De store, toneangivende indvandrings- og EU-kritiske partier blev de største i Italien og Frankrig og indtog andenpladser i Holland og Tyskland. Tendensen er klar: Europæerne siger endelig fra overfor masseindvandringen, åbne grænser og Islams indtog i Europa.

Men i Danmark er det længe siden vi har hørt om en udlændingestramning. Begrundelsen ligger nok i den myte, der er opstået om Danmarks stramme udlændingepolitik. Og det ER en myte. Sandheden er, at Danmark blot har forsinket skaderne.

HØJREFLØJENS SUCCES ved EU-valget var en sejr for alle os, der tydeligt ser, hvilke store udfordringer, Danmark og de andre nationalstater i Europa står overfor. I de nævnte lande har højrefløjen haft succes ved at tage vælgernes bekymringer alvorligt og foreslå løsninger, der taler direkte til dem. Men i Danmark har vi set en regeringsleder, der hellere vil undgå den betændte debat om indvandring af frygt for at miste vælgere til både venstre- og højrefløjspartier. Mette Frederiksen har i stedet fokuseret på andre politiske områder, såsom klima og ligestilling. Selvom hun tilbage i 2019 gik til valg på at udvise kriminelle udlændinge og bremse tilstrømningen, så har hun intet foretaget sig. Forklaringen ligger nok i den mytefortælling som Socialdemokratiet i årevis har forsøgt at bygge op: At der er enighed om udlændingeproblematikken, så det er ligegyldigt om regeringen er rød eller blå. Intet kunne være mere forkert.

 

Det eneste, der er bred enighed om på Christiansborg, er ikke den stramme udlændingepolitik, men at glemme udlændingepolitikken, så det ikke bliver den magtfaktor det var engang
_______

 

STATISTIKKERNE TALER FOR SIG SELV. Sandheden er, at vi stadig har for mange indvandrere som grundlæggende ikke ønsker at være en del af det danske fællesskab. Vi kan jo spørge os selv: Er parallelsamfundene blevet mindre? Har vi nedrevet ghettoerne endnu? Har regeringen løst problemerne med bander og kriminalitet? Svaret er et rungende nej! Problemerne er præcis de samme som de altid har været og politikerne gør intet for at løse dem. For det eneste, der er bred enighed om på Christiansborg, er ikke den stramme udlændingepolitik, men at glemme udlændingepolitikken, så det ikke bliver den magtfaktor det var engang.

Men for mig og mange andre danskere er udlændingeproblemerne virkelige. Både i Danmark og i Europa. I løbet af 2023 er der ankommet over en million migranter til EU.og der blev registreret over 1,2 millioner illegale migranter i Unionen. Over 80 pct. af alle afviste migranter bliver aldrig hjemsendt.

I lande som Tyskland, Østrig, Holland og Frankrig er nyheder om dominansvold, voldtægter og drab begået af ikke-vestlige indvandrere ikke længere en nyhed, men dagligdags stof i medierne. Det er den fremtid, Danmark kan kigge ind i, hvis vi ikke tager problemet alvorligt og handler derefter. I juni 2022 viste en rapport fra Kriminalforsorgen, at 44 pct. af alle indsatte i danske fængsler og arresthuse er indvandrere, efterkommere eller udlændinge. I Københavns fængsler er andelen 66 pct. Det viser tydeligt, at integrationen er slået fejl, og at mange udlændinge ikke formår at tilpasse sig det danske samfunds normer og love.

FOR DEM, DER KENDER OMRÅDET, er tallet ikke chokerende. Den rigtige nyhed er regeringens og folketingets passivitet.

Hvad er årsagen? Sandheden er nok, at man ikke VIL gøre noget. For hvis man skal håndtere problemet med kriminelle udlændinge, kræver det radikale løsninger. Løsninger som at udvise kriminelle udlændinge efter første dom, bremse tilstrømning af muslimsk indvandring og begrænse islams udbredelse i vores samfund, vil alle kræve et opgør med de hellige internationale konventioner. Og dem vil de etablerede politikere ikke røre med en ildtang.

Det virker som om et flertal i folketinget tror, at den stramme udlændingepolitik nåede sit højdepunkt under den sidste borgerlige regering. Men vi er langt fra i mål med den stramme udlændingepolitik. Vi skal langt videre.

 

Det virker som om et flertal i folketinget tror, at den stramme udlændingepolitik nåede sit højdepunkt under den sidste borgerlige regering. Men vi er langt fra i mål
_______

 

DET, VI HAR BRUG FOR, er at Danmark udtræder af internationale konventioner, der forhindrer os i at føre en selvstændig udlændingepolitik. Det er konventionerne der bestemmer: At vi ikke må udvise kriminelle udlændinge, fordi deres familieliv er vigtigere end danskernes krav på tryghed og sikkerhed. At vi ikke kan forbyde uhyggelig, fremmedartet tilsløring med niqab og burka, uden at vi også skal forbyde fastelavnsmasker og nisseskæg. At vi ikke selv må bestemme, om vores fængsler er komfortable nok eller om gigantiske paraboler skal skæmme offentligt betalt byggeri. Og at vi ikke selv definere vores ytringsfrihed.

På alle disse områder og flere til, er Folketinget sat til side. På disse områder må vi ikke gøre, hvad et flertal ønsker. Demokratiet er her sat ud af kraft. Alt sammen fordi de andre partier ikke vil ændre et komma i de hellige konventioner, der er skrevet på baggrunden af Anden Verdenskrigs uhyrligheder, men som på ingen måde afspejler den demokratiske virkelighed, der er Danmark anno 2024.

DERFOR ER DET HELLER IKKE LÆNGERE NOK blot at tale om stramninger i vores indvandringspolitik. Det, vi har brug for, er en regulær og egentlig udvandringspolitik. Får vi ikke vendt tilstrømningen, ændrer det ingenting ved, at Danmark inden for kommende generationer vil have muslimsk flertal. Det må aldrig ske. Derfor skal enhver, der begår personfarlig kriminalitet, udvises og hjemsendes. Derfor skal enhver, der ægger til radikal islamisme og terrorisme, ikke bare straffes, men udvises. Om nødvendigt, må statsborgerskaberne tages fra dem.

Danmark er ikke – og skal aldrig være – et muslimsk land! Vi står over for en betydelig udfordring med ikke-vestlig indvandring, som kun vil blive værre, hvis vi ikke handler nu. Vi skylder fremtidige generationer at sikre, at Danmark forbliver et trygt, velfungerende og sammenhængende land. Det er på tide, at vi som nation står sammen og kræver handling. ■

 

Det, vi har brug for, er en regulær og egentlig udvandringspolitik
_______

 

Signe Vedersø Keldorff (f.2002) studerer Offentlig Administration, UCL Odense. Hun er landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom og kandidat til kommunalvalget i Odense for Dansk Folkeparti. ILLUSTRATION: Migranter på vej over den engelske kanal, 4. maj 2024 [foto: Chris J Ratcliffe/Ritzau Scanpix]

Kommentarserien er RÆSONs faste debatformat. Takket være vores abonnenter kan vi stille serien gratis til rådighed for alle brugere. Vores øvrige indhold får man via abonnement: Et helt års abonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister. RÆSON, der blev grundlagt i 2002, er totalt uafhængigt og samler vidt forskellige (og vildt uenige) skribenter.