Rasmus Wendt i RÆSONs nye trykte nummer: Europa skal ikke vælge mellem Kina og USA, men finde sin egen vej

18.07.2024


Både klimaet og verdensordenen er i forandring – og de gamle løsningers tid er forbi.

Denne artikel indgår i RÆSONs nye sommernummer, “Hvad vil Europa egentlig?”, ude nu. Læs mere her.

Opinion af Rasmus Wendt

Når forandringens vinde blæser, bygger nogle læhegn, andre vindmøller. Sådan lyder et gammelt kinesisk ordsprog, som passer nærmest profetisk til situationen i disse år. Hvilke strategier skal Europa bruge til at håndtere de forandringer i verdensordenen, vi er vidner til? Forskydningerne er godt i gang. De vil – sammen med de globale klimaforandringer – være de afgørende drivkræfter, der vil forandre vores samfund markant i de næste årtier. Forandringerne er på én og samme tid uundgåelige og uden for umiddelbar kontrol, men vi har stadig mulighed for at påvirke, hvordan de kommer til at forandre vores samfund. En ting er sikkert: Hvis de håndteres dårligt, vil klimaforandringerne og de geopolitiske forandringer gensidigt accelerere hinanden og undergrave både vores velfærd og Danmarks og Europas sikkerhed.

Klimaforandringerne er begyndt – men vi kan påvirke, hvor alvorlige de skal være

Vi ser allerede i dag konsekvenser af klimaforandringer, men slet ikke i den målestok, som er på vej, hvis det internationale samfund ikke er i stand til at tæmme udviklingen og holde temperaturstigningerne tæt på 1,5 grader celsius, der er målet i Parisaftalen fra 2015. Og selvom verdenssamfundet når reduktionsmålene, vil vi opleve mere ekstremt vejr. CO₂-indholdet i atmosfæren forsvinder ikke bare, fordi vi reducerer udledningen – det kan forblive i atmosfæren i årtier.

Og i takt med at der udledes ny CO₂ fra fossile brændstoffer, bliver det svære for havene at optage CO₂’en, og stadig større mængder forbliver i atmosfæren i længere tid. I dag optages kun 50 pct. af de 37 milliarder tons CO₂, vi udleder årligt, i havene og af planter på landjorden. Resten bidrager til at øge CO₂-indholdet i atmosfæren og dermed drivhuseffekten, der leder til global opvarmning. CO₂’en vil derfor medvirke til den globale opvarmning gennem drivhuseffekten. Derfor kan det også give god mening at arbejde for at fange CO₂, enten naturligt fx gennem flere skove eller mekanisk gennem såkaldt carbon capture and storage (CCS), der dog er energikrævende.

Allerede nu har oversvømmelser, tørke og andre former for ekstremt vejr ændret livsvilkår og dyrkningsmuligheder for millioner af mennesker. Det fordrer en stor indsats at lave den nødvendige klimatilpasning, der sikrer både bosætning og fødevareproduktion lokalt. Udbredt tørke vil fx presse skrøbelige samfund og kan sætte store grupper af mennesker i bevægelse. Det destabiliserer modtagerlandene, skaber konflikt og menneskelig lidelse. Dele af Afrika ser i dag ud til at blive epicentre for denne udvikling.

I et dansk perspektiv er det måske mest skræmmende, at Golfstrømmen igennem de sidste årtier har mistet fart. Accelereres denne udvikling, som bl.a. beregninger fra forskere fra Københavns Universitet advarede om i 2023, kan det få meget drastiske konsekvenser for Europa, fx markant lavere temperaturer.

Alt dette er dog intet målt med konsekvenserne, hvis vi ikke ændrer adfærd og når reduktionsmålene. Forskere taler om en række tipping points, hvor små forskydninger i klimaet kan få alvorlige og uoprettelige konsekvenser. Grundlæggende er budskabet, at vi flere steder på jorden er i gang med at smadre grundlaget for menneskeligt liv, som vi kender det. Et af verdens ledende universiteter inden for feltet, University of Exeter, advarede i rapporten Global Tipping Points 2023. Her nævnes bl.a. afsmeltning fra polerne, der igen accelererer opvarmningen og resulter i hurtige stigninger i verdenshavene. Hvis Golfstrømmen kollapser, vil det få fatale konsekvenser for den globale fødevareproduktion. Halvdelen af den landbrugsjord i verden, hvor der dyrkes hvede og majs, vil gå tabt. Dette vil selvsagt få ekstreme konsekvenser for den internationale stabilitet. Og naturligvis for mennesker og dyreliv.

Det er usikkert, om verden når reduktionsmålene for udledning af drivhusgasser. Men det er afgørende at komme så tæt på som muligt. Alternativet er dystopisk. En markant indsats for at stoppe klimaforandringerne er med andre ord en bunden opgave.

 

En ting er sikkert: Hvis forandringerne håndteres dårligt, vil klimaforandringerne og de geopolitiske forandringer gensidigt accelerere hinanden og undergrave både vores velfærd og Danmarks og Europas sikkerhed
_______

 

Klimaet og den globale magtbalance

Selvom det netop overståede valg til Europa-Parlamentet var et skridt tilbage, er verdens politiske ledere – med få undtagelser på den populistiske højrefløj – enige om, at der er et presserende behov for at reducere udledningen af CO₂. Omstillingen af vores energisystemer går for langsomt – men den er i gang. Og den kommer til at ændre på en række strukturelle produktionsforhold, der igen påvirker den globale magtbalance. Fx når det gælder:

Adgang til mineraler til brug i forsyningskæden bliver afgørende. Det gælder ikke bare de såkaldte sjældne jordarter, men også traditionelle mineraler som fx kobber og grafit. Kina har længe været førende her, og med omfattende investeringer globalt i minedrift står landet stærkt rustet til den grønne omstilling. Lande med store mineralforekomster og uran får strategisk betydning. Det gælder Chile og det vestlige Sydamerika, det sydlige Afrika, Vestafrika og Australien. Rusland kan også blive en væsentlig aktør.

Energi produceres nye steder. For at producere de såkaldte e-fuels til konkurrencedygtige priser skal der være adgang til rigelig med billig vedvarende energi og vand. Det betyder, at meget store dele af Afrika syd for ækvator, Australien, Brasilien og nogle af de tidligere sovjetrepublikker kan blive vigtige eksportører i fremtiden, men også både USA og Rusland vil kunne producere til eksport, fordi der er uudnyttede muligheder for vind- eller solenergi i kommerciel skala og adgang til vand. Lige nu peger udviklingen i markedet på, at Mellemøsten og Nordafrika også kommer til at spille en vigtig rolle, ikke mindst i forhold til forsyning af Europa. Transport af brint (på engelsk: hydrogen) er omkostningstung, hvis ikke det sker via gasrør. Brint er notorisk svær at opbevare, og derfor er Europa afhængige af leverandører, som er tæt på os. Brinten kan også omdannes til andre kemiske stoffer, typisk grøn ammoniak, der er lettere at opbevare, men det er igen energikrævende og fordyrende.  

Der er behov for investering i nye teknologier og produktionsmønstre. Verden står over for en ny industriel revolution, for den grønne omstilling vil slå massivt igennem teknologisk, produktionsmæssigt og infrastrukturelt. Det vil kræve enorme investeringer og skabe store markedsmuligheder. En rapport fra Arup og Oxford Economics (2023) forventer, at der i 2050 vil være et marked for CO₂-neutrale produkter og serviceydelser på 5 pct. af det globale BNP.

Hvilke virksomheder vil få del i dette enorme vækstpotentiale? Europa har længe ført an i udviklingen, men Kina har – takket være langsigtet planlægning, der bl.a. omfatter offentlige støtteordninger, satsning på ny teknologi og en kæmpe produktionsmæssig kapacitet – overtaget flere førerpositioner. Solceller er for længst gledet europæiske producenter af hænde, kinesiske elbiler slår nu for alvor igennem, og på markedet for vindturbiner er kinesiske producenter blandt de største. Det er formentlig blot et spørgsmål om tid, før Kina er ledende på markedet for elektrolyseudstyr.

USA er bagud, men ikke mindst den nuværende administration har igangsat massive subsidier gennem den store pakke Inflation Reduction Act, der styrkede grønne initiativer og har tiltrukket investeringer til den amerikanske grønne industri. Europa konkurrerer en til en med USA om investeringer i den grønne omstilling, og lige nu ser virksomhederne mod USA på grund af meget gunstig statsstøtte i form af skattelettelser til selskaber, der investerer i den grønne omstilling.

Power-to-X er dyrere end olie. Der vil – i hvert fald på den korte bane – komme prisstigninger på områder, der ikke kan elektrificeres. Hvis brint skal kunne konkurrere med fossile brændstoffer i fremtiden, skal priserne ned i retning af 2 dollars per kilo. I de netop overståede auktioner i European Hydrogen Bank, hvor man fordelte EU-subsidier til produktion af grøn brint, lå de laveste priser tre gange så højt. Vi kan forvente, at priserne falder, men vi ved ikke, hvor hurtigt det går. Priserne på brint afspejler i bund og grund elpriserne, og hvis der ikke kan genereres markant mere og billigere vedvarende energi, bliver det vanskeligt for de såkaldte e-fuels som grøn brint eller ammoniak at slå igennem. Stordrift bliver afgørende.


Saint-Nazaire, 22. september 2022: Macron besøger en offshore-vindmøllepark på den franske Atlanterhavskyst [FOTO: Pool/Shutterstock/Ritzau Scanpix]

Klimaforandringer er også industripolitik

På mange måder er Europa godt rustet til at møde de udfordringer, der kommer. I nogle tilfælde kan europæiske lande ligefrem blive styrket gennem den grønne omstilling. Det er fx tilfældet i Danmark, hvor grøn teknologi gennem flere år har været en væsentlig jobskaber og eksportvare.

Men Europa vil blive udfordret af de strukturelle ændringer. Også i fremtiden vil Europa være afhængigt af import af energi, europæiske industrier vil være afhængige af adgang til nye former for råstoffer, og Europa er presset på konkurrenceevnen, både fordi Østasien og ikke mindst kinesiske selskaber har vist en enorm innovationskraft inden for det, som tidligere var europæiske styrkepositioner. Læg dertil, at europæiske selskaber møder konkurrenceforvridende subsidier fra både USA og Kina. Import af energi bliver formentlig dyrere, og det presser den europæiske industribase yderligere.

Dette stiller krav til en ny europæisk industripolitik. Coronapandemien, Ukrainekrigen, energimangel og forandrede globale styrkeforhold har fornyet fokus på strategisk autonomi for Europa, hvor navnlig adgangen til kritiske råstoffer er i fokus. [Se også artiklen af Mette Thunø i dette nummer, red.]. Under den netop overståede EP-valgkamp har der været politiske meldinger om mere statsstøtte til europæiske virksomheder for at kunne matche den amerikanske støtte. Det kan være nødvendigt, men de vigtigste barrierer for virksomhederne er stadig billigere adgang til risikovillig kapital og vigtigst: et udviklet marked, der kan aftage de nye e-brændstoffer.

Europæisk økonomi og den grønne omstilling er bedst tjent med at sikre fortsat fri udveksling af varer og tjenesteydelser. Derfor er det også vigtigt at lukke ned for krav om toldmure rundt om vores grønne industrier. Hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling – og det skal vi – skal vi sikre os adgang til de nødvendige råstoffer, billig klimavenlig teknologi uden for Europa og grøn energi. Derfor er det afgørende, at Europa ikke kører med på USA’s handelskrig mod Kina. Europæisk industri og navnlig kampen mod klimaforandringerne har brug for, at priserne på en række produkter og teknologier falder, og at Kina ikke gengælder vestlige handelssanktioner ved fx at sætte eksportrestriktioner på kritiske mineraler. Europæisk konkurrenceevne skal i stedet fastholdes gennem målrettet industripolitik som The Green Deal Industrial Plan, der blev vedtaget i 2023 og har til formål at skabe stærke rammebetingelser for den grønne omstilling og europæisk erhvervsliv. Samtidig er det vigtigt at erkende, at på nogle områder er der andre lande, der gør det bedre end os – og at amerikanske og østasiatiske virksomheder vil være markedsledende inden for nogle brancher.

Europa skal både omfavne og forme en ny verdensorden

’Strategisk autonomi’ skal også ses i sammenhæng med udsigten til etableringen af en ny verdensorden. Man taler ofte om et opgør med USA og Vestens hegemoni. Også her er vi bedre tjent med at omfavne udviklingen end at kæmpe forgæves for den nuværende. For vi ER på vej mod den ’postmoderne og promiskuøse’ verdensorden, skrev Lars Erslev Andersen i en glimrende analyse i RÆSON i november 2023, hvor ingen enkelt supermagt (læs: USA) er altdominerende.

I den forbindelse er det vigtigt at erkende, at Vesten står alene med flere dagsordener. De (manglende) internationale reaktioner fra en række lande uden for Europa og Nordamerika på Ukrainekrigen, der kom som et chok for Vesten, er ét eksempel. Den store interesse fra det globale syd i BRIKS-samarbejdet et andet. I dag ønsker flere stater at vælge de alliancer og samhandelspartnere, der tjener deres interesser bedst, og der er flere alternativer til den vestlige model. Af samme grund er der ingen klangbund i store dele af verden for den stormagtsrivalisering, som nogle i Vesten forsøger at fremmale mellem Kina og USA. Landene i det globale syd ønsker at vælge frit.

Konkret er Europas politiske og økonomiske dominans i Afrika udfordret. Kina har set – og har selv haft interesse i – det afrikanske kontinents behov for massive investeringer i infrastruktur og udvikling af råstofsektoren. Rusland har med succes undermineret vestligsindede regeringer i Sahel-regionen. Det er russerne lykkedes med, bl.a. fordi der ikke har været tilstrækkelig vækst og udviklingsmuligheder for mennesker i regionen. Læren er, at Europa ikke nødvendigvis er førstevalget for flere afrikanske stater. Det må vi acceptere – og prøve at ændre på. Men det bliver ikke ved at fortælle afrikanske ledere, hvem de må og ikke må handle med. Det bliver gennem ligeværdige relationer og accept af, at handel og investeringer skal udvikle de afrikanske lande og befolkninger. Europa har en klar økonomisk og sikkerhedsmæssig interesse i Afrika – derfor er investeringer i kontinentet, også fra kinesiske og andre investorer, ikke en trussel. Tværtimod: Det er en forudsætning for at lykkes. Europas opgave bliver at tilbyde aftaler, der er bedre – herunder produktive investeringer, der kan øge deres vareeksport og skabe moderne arbejdspladser med det formål at løfte værditilvæksten for de afrikanske økonomier. Og så bør vi samtidig lempe vores importrestriktioner på fx landbrugsvarer. Afhængighed af samhandel med det afrikanske kontinent vil kun vokse, i takt med at Europa omstiller til en CO₂-neutral produktion. Europa har brug for energi og råstoffer fra afrikanske lande. Men vi må samtidig arbejde for, at Afrika ikke fastholdes i en klassisk tredjeverdens handelsrelation, hvor kontinentet blot leverer input til vores industriproduktion.

Det er ikke svært at finde en europæisk politiker, der vil sige, at vi befinder os i en skæbnestund med Ruslands invasion af Ukraine. Og det har de ret i. Men Europas udfordringer er mere grundlæggende, og fortsat fokus på langsigtede løsninger er afgørende. Opgaven for de europæiske ledere er klar. Gårsdagens løsninger må lægges på hylden. Over for den dobbelte udfordring – med en verdensorden og et klima i forandring – må Europa vælge sin egen kurs. ■

 

’Strategisk autonomi’ skal også ses i sammenhæng med udsigten til etableringen af en ny verdensorden. Man taler ofte om et opgør med USA og Vestens hegemoni. Også her er vi bedre tjent med at omfavne udviklingen end at kæmpe forgæves for den nuværende
_______

 

Rasmus Wendt (f. 1968) er udviklingsdirektør i et energiselskab og er ph.d. i globalisering og international handel. Han er desuden tidligere embedsmand og universitetsdirektør. 

ILLUSTRATION. Tarbes-lufthavnen i Pyrenæerne, 7. maj 2024: Macron tager imod Xi Jinping, der hermed indleder sin Europa-rejse [FOTO: Sebastien Ortola/Sébastien Ortola/Ritzau Scanpix]