Rasmus Hardt & Jørgen Staun i RÆSON SØNDAG: Vil det gå i Georgien, som det gik i Ukraine 2014?
19.05.2024
Med vedtagelsen af den såkaldte ”fremmedagentlov” på trods af omfattende folkelige protester, træder Georgien et skridt i retning af russisk autokrati. Men regeringen risikerer at opildne til større modstand – som i Ukraine i 2024.
Af Rasmus Greffrath Damgaard Hardt og Jørgen Staun, Forsvarsakademiet
Der udbrød håndgemæng i Georgiens parlament, da regeringspartiet Georgiens Drøm tirsdag d. 14. maj vedtog den kontroversielle ”lov imod fremmedindflydelse” under tredjebehandlingen. Det skete med 84 stemmer for og 30 imod. Loven betyder, at georgiske ngo’er og medier fremover skal lade sig registrere som værende ”under udenlandsk indflydelse”, hvis de modtager mere end 20 procent af deres finansiering fra udlandet. Samtidig risikerer de at blive overvåget af Justitsministeriet og kan modtage store bødeforlæg. Oppositionen har døbt loven ”den russiske lov”, da den i store træk minder om den ”fremmedagentlov” Rusland vedtog i 2012. En lov, der er blevet brugt til at undertrykke den spæde russiske opposition og understrege karakteren af landets ”styrede demokrati”.
Hundredetusindevis af georgiere er i de seneste uger gået på gaden i hovedstaden Tbilisi og andre af Georgiens større byer for at demonstrere imod loven og lørdag har præsidenten nedlagt veto. Det vil dog ikke få nogen betydning for den endelige vedtagelse af loven. Regeringspartiet Georgiens Drøm introducerede i marts 2023 en tidligere version af loven, men de store offentlige protester fik dem dengang til at trække forslaget – og love, at det ikke ville blive genfremsat.
Georgiens Drøm, der ved det seneste valg i 2020 officielt fik 48 procent af stemmerne, står i meningsmålingerne til nu kun at få 25 procent af stemmerne. Fremmedagentloven supplerer en anden ny lov, der giver flertallet i parlamentet – hvor regeringen sammen med sit støtteparti ”Folkets Magt” sidder på 84 ud af 150 pladser – ret til at udpege medlemmerne af den centrale valgkommission. Valgkommissionen har det overordnede ansvar for parlamentsvalgets afholdelse og optælling. Med lovændringerne frygter oppositionen, at Georgiens Drøm forud for parlamentsvalget den 24. oktober i år vil forsøge at underminere valghandlingen bl.a. ved at begrænse uafhængige valgobservatørers arbejde.
De seneste uger har flere oppositionspolitikere været mål for voldelige overfald udført af maskerede mænd – tæskehold og hooligans, som dem der i forbindelse med Maidan-protesterne i Ukraine i 2014 blev kendt som ’titushki’. Samtidig har flere aktivister og oppositionsmedlemmer oplevet, at der på deres hjemadresser er blevet ophængt plakater med deres ansigt og teksten ”forræder”. Derudover har formanden for det georgiske parlament, der er medlem af Georgiens Drøm, meddelt at regeringen vil oprette en database med information om de individer i oppositionen, ”som er involveret i vold, afpresning, trusler eller andre illegale handlinger” eller ”som offentligt støtter sådanne handlinger”.
På deres højeste har demonstrationerne imod loven trukket op mod 200.000 mennesker på gaden i Tbilisi, og i et land med en befolkning på blot 3,7 mio. mennesker svarer dét til over 5 procent af befolkningen. Demonstranterne har i overvejende grad opført sig fredeligt. Til gengæld har der været flere eksempler på, at politi- og urobetjente har brugt hårde repressionsmidler såsom vandkanoner, tåregas og gummikugler – og i visse tilfælde endda umotiveret vold – til at opløse demonstrationerne.
Samtidig med at de hårdhændede, anonyme tæskehold kan afskrække folk fra at kritisere loven og deltage i demonstrationerne kan regeringen benægte, at de overhovedet er involveret. Grupperne kan operere ganske frit, fordi de ikke reelt eftersøges af det georgiske politi. Ombudsmanden i Georgien har i en pressemeddelelse udtalt, at angrebene på og arrestationerne af demonstranter bærer tegn på at være politisk motiverede.
Men regeringen løber derfor en vis risiko for, at håndteringen avler et endnu større modtryk fra lovens modstandere – ligesom i 2014 under Maidan-revolutionen i Ukraine.
Regeringen løber derfor en vis risiko for, at håndteringen avler et endnu større modtryk fra lovens modstandere – ligesom i 2014 under Maidan-revolutionen i Ukraine
_______
På vej mod EU og NATO – eller hvad?
For nogle iagttagere kan det fremstå kuriøst og endda kontraintuitivt, at Georgiens Drøm ønsker at vedtage en upopulær lov i et valgår, der potentielt kan skubbe landet længere væk fra EU og NATO. Især når omkring 80 procent af befolkningen ifølge meningsmålingerne støtter et EU-medlemskab og 70 procent ønsker, at Georgien bliver medlem af NATO. Og vedtagelsen af loven risikerer at få store udenrigspolitiske konsekvenser for Georgien i forhold til landets officielle ønske om EU- og NATO-medlemskab.
Fra EU og USA skorter det således ikke på advarsler. Loven er ”ikke på linje med EU’s centrale normer og værdier”, siger EU’s udenrigspolitiske chef Josef Borrell og han advarede om at den vil skade Georgiens optagelse i EU. ”Intimideringen, truslerne og de fysiske overfald på repræsentanter for civilsamfundet, politiske ledere og journalister, såvel som deres familier, er uacceptable”, tilføjede han. Også USA fordømte loven og udtrykte ”dyb bekymring” over vedtagelsen – viceudenrigsminister Jim O’Brien truede på et pressemøde i Tbilisi med, at USA ville indføre rejserestriktioner og finansielle sanktioner mod personer, der har været involveret i vedtagelsen af loven, det vil sige hele den øverste ledelse i Georgiens Drøm, og sandsynligvis stifteren Bidzina Ivanisjvili.
Men den georgiske regering står – indtil videre – fast.
Når man insisterer på at gennemføre loven, sker det efter vores vurdering overvejende af indenrigspolitiske årsager ud fra et ønske om regimeoverlevelse. Med lovændringerne ønsker Georgiens Drøm at forbedre deres chancer ved valget til oktober. Som følge af forfatningsændringen i 2017 vil det kommende parlamentsvalg forløbe med et fuldt proportionelt valgsystem, samtidig har man forhøjet spærregrænsen fra 3 til 5 procent. Georgiens opposition har længe været internt splittet, og med den forhøjede spærregrænse understøtter regeringens reform et vist stemmespild, da flere af de små partier risikerer ikke at få stemmer nok. Det kan til gengæld give regeringen en mere konsolideret magtposition. Derudover vil præsidenten, der mest har en symbolsk rolle, fremover blive valgt af et særligt råd, der består af i alt 300 medlemmer, hvor cirka halvdelen udgøres af parlamentets medlemmer og den anden halvdel af lokale politiske repræsentanter.
Hvis Georgiens drøm ellers formår at generobre regeringsmagten, vil de have relativt nemt ved at vælge en præsident, som varetager deres interesser og som vil have endnu sværere end i dag ved at holde regeringens magt i ave.
Når man insisterer på at gennemføre loven, sker det efter vores vurdering overvejende af indenrigspolitiske årsager ud fra et ønske om regimeoverlevelse
_______
Orbaniseringen af Georgien
I korte træk tilsiger den georgiske lov imod fremmedindflydelse, at ngo’er og uafhængige medier, der modtager over 20 pct. af deres finansiering fra udlandet, skal lade sig registrere som organisationer, der ”tjener en fremmed magts interesser”. Hvis en ngo nægter at lade sig registrere som ”fremmedagent”, eller ikke lever op til de meget strenge krav for deklaration af finansielle aktiviteter, kan den blive pålagt et bødeforlæg på op mod 65.000 kroner. I nogle tilfælde kan loven føre til fængselsstraf. Samtidig giver loven det georgiske justitsministerium beføjelser til at overvåge organisationerne på listen over fremmede agenter, ligesom justitsministeriet kan kræve at få udleveret central information om organisationerne. Information, som oppositionen frygter, regeringen vil bruge imod dem.
Bøder på op mod 65.000 kroner og massiv overvågning af ngo’ernes og mediernes aktiviteter kan i mange tilfælde betyde, at organisationer der laver vigtigt regeringskritisk arbejde, vil være nødt til at lukke. Foruden at loven truer kritiske stemmer i det georgiske samfund, frygter modstandere af loven også, at den vil blive brugt til at udtørre oppositionens finansieringsgrundlag, som til en vis grad kommer fra udlandet.
Georgiens Drøm er derimod først og fremmest finansieret af partiets stifter Bidzina Ivanisjvili, der er Georgiens rigeste mand. Han opbyggede sin formue i de vilde 1990’ere i Rusland blandt andet gennem oprettelsen af den russiske bank Rossisjkii Kredit, som han solgte med stor fortjeneste tilbage i 2012. Formuen udgør ifølge Forbes en værdi på næsten 34 milliarder kroner, eller op mod 16 procent af Georgiens bruttonationalprodukt, hvorfor partiet vil stå finansielt stærkest til at føre valgkamp.
Samtidig vil loven som nævnt også kunne misbruges til at begrænse frivillige valgobservatørers mulighed for sikre frie og fair valg i landet, da flere af de georgiske regerings-uafhængige valgobservatørkorps er finansieret af penge fra udlandet.
Den georgiske præsident, der i denne regeringsperiode er en del af oppositionen, har nedlagt veto – men dét vil Georgiens Drøm kunne tilsidesætte dette ved en simpel flertalsafstemning i parlamentet ifølge landets forfatning. Præsidentens magtudøvelse er i denne sammenhæng således mere symbolsk end realpolitisk. Formelt kan hun indgive ændringsforslag til loven, men det har hun indtil videre nægtet, idet hun ikke ønsker at blive associeret med den for eftertiden.
Loven står på ingen måde alene. Det seneste år har regeringen foreslået og vedtaget en række konservative love og udnyttet ortodokse undertoner med henblik på at appellere til traditionsbundne vælgere. For eksempel har man for nyligt fjernet kvoten for antallet af kvindelige parlamentarikere. Derudover har de også introduceret et omfattende lovforslag mod det, de har refereret til som ”LGBT-propaganda”. Georgiens Drøm begrunder lovforslaget med, at det skal være med til at ”beskytte familieværdier og mindreårige”. I en meningsmåling fra marts 2023 svarer 91 procent af de adspurgte georgiere, at de har en positiv holdning til Patriark Ilia II, lederen af den georgisk ortodokse kirke. Og Inglehart-Welzels ”kulturelle verdenskort” placerer Georgien som et lige så traditionsbundet samfund som fx Palæstina eller Egypten.
Partiet forsøger således at appellere til konservative værdier og ortodokse kræfter i det georgiske samfund. Den georgiske, ortodokse kirke har da også været ude offentligt at støtte regeringens lovforslag – fordi dén nyder stor anseelse i det georgiske samfund, er dens støtteerklæringer med til at skabe legitimitet og opbakning i befolkningen.
Georgiens Drøm begrunder lovforslaget med, at det skal være med til at ”beskytte familieværdier og mindreårige”
_______
Arven fra Sovjet
EU-Kommissionen har i sine seneste rapporter om Georgien udtrykt bekymring over den demokratiske tilbagegang i landet. Og ordlyden af den tale, som Bidzina Ivanisjvili holdt til regeringens støttedemonstration den 29. april indikerer tydeligt, at Georgiens Drøm forsøger at kopiere enten Viktor Orbáns konservative ”demokratiske” model i Ungarn eller Ruslands såkaldte ”styrede demokrati”. I sin tale argumenterede Ivanisjvili for, at det er de såkaldte ”globalt krigsførende nationer”, der har sat Georgien på konfrontationskurs med Rusland. Derudover mener han, at disse fremmede magter – først og fremmest USA og EU – også har forsøgt og stadig arbejder aktivt på at igangsætte en voldelig revolution i Georgien ved brug af ngo’er der, skal kuppe regeringen. Samtidig understregede han, at Georgiens Drøm en gang for alle ønskede at straffe og decideret fjerne oppositionen og særligt partiet ”Den Forenede Nationale Bevægelse”, som er den tidligere præsident Mikhail Saakasjvilis parti.
Ivanisjvili, som i december sidste år vendte tilbage til aktiv politik som ”æresformand”, stiftede Georgiens Drøm i 2012 netop som et oppositionsparti overfor ”Den Forenede Nationale Bevægelse”. Partiet blev stiftet på tre kernenarrativer. For det første, at Mikhail Saakasjvili unødvendigt havde provokeret Rusland og bar en stor del af ansvaret for den russisk-georgiske krig i 2008. For det andet at Georgiens Drøm ville være ”stabilitetens vogter” og sikre et arbejdsdueligt forhold til Rusland. For det tredje, at partiet ville skabe massiv økonomisk fremgang for alle georgiere.
På mange måder er det politiske miljø i Georgien i dag en konsekvens af efterveerne fra Sovjetunionens sammenbrud. I perioden efter sin løsrivelse i april 1991 oplevede Georgien stor politisk ustabilitet med både kupforsøg og en borgerkrig (1991-1993), hvor Georgien mistede kontrollen med blandt andet Sydossetien og Abkhasien, som Rusland overtog den reelle kontrol med. Krigen resulterede også i, at Georgien fik op mod 250.000 interne flygtninge fra Abkhasien og over 20.000 fra Sydossetien. Men Efter Rosenrevolutionen i 2002-2003 slog Georgien ind på en pro-vestlig kurs under ledelse af Mikhail Saakasjvili.
I 2008 forsøgte Saakasjvili med et overraskelsesangreb at tvinge Sydossetien tilbage under georgisk kontrol. Men angrebet mislykkedes og endte med at udløse et russisk modangreb, der først stoppede, da de russiske styrker stod små 30 km fra den georgiske hovedstad Tbilisi, hvor der med EU’s og den franske præsident Nicolas Sarkozys hjælp blev indgået våbenhvile. Rusland og fire andre lande, heriblandt Syrien, har siden anerkendt de to republikker som selvstændige stater. Reelt er der tale om at Rusland har annekteret begge udbryderrepublikker.
På mange måder er det politiske miljø i Georgien i dag en konsekvens af efterveerne fra Sovjetunionens sammenbrud
_______
En risikabel kurs
Den georgiske udenrigspolitik er siden 2012 ofte blevet beskrevet som et eksempel på en såkaldt ”hedgingstrategi”. Hedging er en slags ”forsikringspolitik”, hvor regeringen spiller på flere heste for at sikre så stort et råderum som muligt. Hedging kan lidt groft defineres som en udenrigspolitisk strategi, der forsøger at udligne risici og usikkerhed ved at forfølge flere, nogle gange modstridende poliske muligheder på samme tid, der så udligner hinanden. For eksempel har regeringen på den ene side søgt optagelse i EU og NATO, samtidig med at den har aftalt visum-frihed med Rusland og indgået strategisk partnerskab med Kina.
Spørgsmålet er dog, om ikke den georgiske regering med den nye lov i højere grad end tidligere forsøger at tilpasse sig Rusland og Kina for ikke at blive fanget i en pro-europæisk kurs, der kan fremstå provokerende over for et selvhævdende og aggressivt Rusland.
Sidste år indgik Georgien således et såkaldt ”strategisk partnerskab” med Kina, i starten af i år fik man forhandlet sig frem til en aftale om gensidig visum-frihed og siden 2017 har Georgien desuden haft en frihandelsaftale med kineserne. Derudover synes regeringen for alvor at have fået gang i udviklingen af Georgiens deltagelse i det kinesiske Belt & Road projekt, som blev underskrevet tilbage i 2016. Kinesiske firmaer investerer for tiden stort i infrastrukturprojekter, herunder ikke mindst udbygningen af en forbedret øst-vest motorvejsforbindelse. Investeringerne er strategisk vigtige for Georgien, da den øst-vest gående motorvej er den eneste reelle vejforbindelse på tværs af det bjergrige land. Og en del af vejen var derfor mål for de russiske styrker under den korte russisk-georgiske krig i august 2008. Her formåede de russiske styrker ret hurtigt at blokere afsnittet ved byen Gori, hvorved Georgien reelt blev delt i to. Kineserne spås desuden at få licens til at udvikle den strategisk vigtige dybvandshavn Anaklia ved Sortehavskysten, ikke langt fra det russisk-kontrollerede Abkhasien.
Alt sammen er det led i den kinesiske satsning på at udbygge den såkaldte ”Middle Corridor” – en både land- og søbaseret transport- og energikorridor syd om Rusland, hvis fremmeste formål er at undgå risikoen for at blive ramt af EU’s og USA’s sanktioner.
Georgiens Drøm har lagt sig fast på en potentielt risikabel kurs, hvor man indfører en række love, der på én og samme tid kan begrænse oppositionen og behage Rusland – men uden at dét fører til at EU og NATO afkobler sig helt.
Spørgsmålet er, om regeringens gamble vil bære frugt. Både EU og NATO har stærke interesser i at beholde Georgien i deres sikkerhedspolitiske kredsløb grundet landets vigtige geopolitiske placering. Men vil de sidde Georgiens Drøms autokratiske udvikling overhørig?
Den mest præsente fare for regeringens forhåbninger om genvalg og på sigt overlevelse er dog efter alt at dømme befolkningens evne og vilje til at sætte sig imod styret. I yderste instans er det springende punkt militæret – hvor ligger deres loyalitet? Formelt er præsidenten, som støtter oppositionen, øverstkommanderende for Georgiens væbnede styrker. Men vil militæret i tilfælde af opstand adlyde ordrer fra hende eller fra forsvarsministeren? Omfanget af valgsnyd til parlamentsvalget til oktober, og hvem der vil stå tilbage som sejrherrer, kan potentielt levere svarene på disse spørgsmål. ■
Både EU og NATO har stærke interesser i at beholde Georgien i deres sikkerhedspolitiske kredsløb grundet landets vigtige geopolitiske placering. Men vil de sidde Georgiens Drøms autokratiske udvikling overhørig?
_______
Rasmus Greffrath Damgaard Hardt (f. 1996) er cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og fuldmægtig ved Center for Stabiliseringsindsatser ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier, hvor han udvikler og koordinerer kapacitetsopbygningsprojekter i rammen af Freds- og Stabiliseringsfondens program i Georgien. Han følger den sikkerhedspolitiske udvikling i landet tæt og er i den forbindelse jævnligt i Georgien.
Jørgen Staun (f. 1966) er Ph.D., og lektor ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier. Han forsker primært i russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder i russisk strategisk kultur og de russiske væbnede styrker.
ILLUSTRATION: Tbilisi, 13. maj 2024: Demonstrationer i Georgiens hovedstad [FOTO: Giorgi Arjevanidze/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
