Rasmus Hardt i RÆSON SØNDAG: Trump vil fryse frontlinjen i Ukraine. Efterlader det Georgien og Moldova til Putin?
24.11.2024
Trumps linje i Ukraine hænger uløseligt sammen med hans politik over for Georgien og Moldova. Netop dette er vi nødt til at forstå for at få det fulde billede af den europæiske sikkerhedssituation med Donald Trump som USA’s næste præsident.
Af Rasmus Greffrath Damgaard Hardt
Valget af Donald Trump som USA’s 47. præsident vil have konsekvenser for krigen i Ukraine og deraf europæisk sikkerhed. Men for at forstå hvilken indflydelse Trump har for den europæiske sikkerhedsarkitektur, er det dog også nødvendigt at rette blikket ud over Ukraine. Eftervirkningerne af Trumps fremtidige politik i Ukraine vil uundgåeligt påvirke den sikkerhedspolitiske situation i EU’s og NATO’s randområde, nærmere bestemt i Georgien og Moldova, der er frontlinjestater i Vestens geopolitiske position vis-a-vis Rusland.
Under præsident Joe Biden har USA annonceret, at man støtter Ukraine ”(…) as long as it takes”. De militære donationer siden 2022 beløber sig til omtrent 64 milliarder dollars. I kontrast til den retoriske og finansielle støtte er Biden-administrationen dog blevet beskyldt for i for lang tid at være fodslæbende ift. at tillade Ukraine at benytte amerikanske våben til at ramme mål på russisk territorie. Tilladelsen fra præsident Biden kom således d. 18. november.
Krigen i Ukraine har desuden været definerende for USA’s udenrigspolitik over for Moldova og Georgien. Siden februar 2022 har USA i alt doneret 774 mio. dollars i støtte til økonomiske, sikkerhedsmæssige og humanitære formål i Moldova. I 2023 var Moldova faktisk dét land i Europa og Eurasien efter Ukraine, der modtog mest amerikansk udviklingsstøtte. Desuden har USA åbent støttet den pro-europæiske præsident i Moldova, Maia Sandu. Over for den tiltagende autoritære linje, som regeringen i Georgien – Georgisk Drøm (GD) – har anlagt, har Biden-administrationen været en høg. Foruden at implementere finansielle sanktioner og rejseforbud mod personer med relation til Georgisk Drøm har USA også suspenderet den finansielle støtte til landet.
Forretningsmand først, derefter præsident
Trumps udenrigspolitik er at sidestille med forretningsvirksomhed. I definitionen af sin politik over for omverden er Trump transaktionel i den forstand, at han anlægger en quid pro quo-tankegang, hvor politiske aftaler først har værdi, når han får noget til gengæld. USA drives således som en virksomhed, hvor alle eksterne relationer, uagtet om de centrerer sig om handel eller sikkerhed, forventes at give et nettoafkast. Trump ønsker at fremstå magtfuld og som en stærk forhandler og vil for alt i verden undgå at vise svaghed.
Selvom Trump i sin første embedsperiode anlagde et mere venskabelig forhold til Ruslands præsident Vladimir Putin, blev der ikke foretaget transformative skift i de amerikansk-russiske relationer. Foruden i 2017 at donere panserværnsmissiler til Ukraine forblev den militære støtte til landet i perioden 2017-2021 på samme niveau. Ræsonnementet bag den amerikanske støtte bundede dog ikke i filantropi, men skyldtes nærmere, at det militære samarbejde med Ukraine gavnede den amerikanske industri. Samme forretningslogik forventes at gennemsyre den kommende Trump-administrations politik over for Ukraine, Georgien og Moldova. På mange måder vil den forsvars- og sikkerhedspolitiske støtte fra USA til de tre lande være defineret af deres kompetencer ved forhandlingsbordet: Hvad kan de tilbyde Donald Trump? Selvom krigen i Ukraine – forståeligt – er de europæiske stats- og regeringschefer mest magtpåliggende, så skal vi ikke underkende den betydning, som Georgien og Moldova har for den europæiske sikkerhedsarkitektur. Får Rusland et endnu stærkere fodfæste i de to lande, vil det skabe en platform, hvorfra Putin med endnu større effektivitet fx kan indhente efterretninger fra vestlige lande og bedrive hybrid krigsførelse.
På mange måder vil den forsvars- og sikkerhedspolitiske støtte fra USA til de tre lande være defineret af deres kompetencer ved forhandlingsbordet: Hvad kan de tilbyde Donald Trump?
_______
En forhandlet løsning i Ukraine
I sin valgkamp har Trump kritiseret USA’s finansiering af Ukraines krig og bedt EU om at løfte en større byrde. Samtidig har han proklameret, at han agter at forhandle en ”fair aftale” på plads mellem Ukraine og Rusland inden for 24 timer efter, at han overtager præsidentembedet. Under den kommende Trump-administration – såfremt denne faktisk anlægger en hurtig forhandlingslinje – tilsidesættes således Ukraines mulighed for selvstændigt at beslutte, hvornår de ønsker at indlede fredsforhandlinger med Rusland.
For at lokke begge parter til forhandlingsbordet, spekulerer amerikanske medier i, at Trump vil udnytte en dobbeltsidet trussel: Hvis Zelenskyj nægter at forhandle, trækker USA støtten til Ukraine, og hvis Putin afstår, skruer USA omvendt markant op for den militære støtte til Ukraine og fjerner yderligere restriktioner på brug af amerikanske våben. Der er endnu ingen håndgribelige meldinger om, hvad en eventuel fredsaftale indebærer, men det forlyder, at den involverer oprettelsen af en demilitariseret zone på den nuværende frontlinje, bemandet og finansieret af europæiske hovedstæder. Og en lovning på at Ukraine ikke bliver NATO-medlem inden for de næste 20 år. Til gengæld vil USA fortsat støtte Ukraine militært og potentielt stille sikkerhedsgarantier til rådighed.
Desuagtet de verserende og ubekræftede rygter om Trumps forhandlinger mellem Ukraine og Rusland, vil hans administrations politik over for Ukraine og Rusland være defineret af tre forhold: For det første hvor stort et nettoudbytte (ikke nødvendigvis i politisk valuta) USA og Trump kan få ud af den, for det andet i hvilken grad Trump fremstår som en stærk og magtfuld mægler, og for det tredje i hvilken grad erfarne embedsfolk skolet af systemet vil kunne påvirke Trumps politik. Giver Ukraine Trump det bedste ”tilbud”, og underkender Putin Trumps autoritet, så er det ikke usandsynligt, at Trump går endnu længere end Biden i sin støtte til Ukraine.
Giver Ukraine Trump det bedste ”tilbud”, og underkender Putin Trumps autoritet, så er det ikke usandsynligt, at Trump går endnu længere end Biden i sin støtte til Ukraine
_______
Georgien er ”Trumpland”
Trumps linje i Ukraine hænger uløseligt sammen med formuleringen af en politik over for Georgien og Moldova. Det må dog indskydes, at Trump sandsynligvis ikke har en selvstændig, prædefineret politik over for de to lande – den vil nærmere blive defineret løbende.
I Georgien ønsker GD, som konsekvens af de amerikanske sanktioner, at ”genstarte” relationer med USA. Georgien, under GD’s ledelse og særligt i skikkelse af partiets stifter og æresformand forretningsmanden Bidzina Ivanisjvili, er på mange måder et ”Trumpland”. Underforstået, at GD’s politik har et udbredt merkantilt islæt, hvor politik og det at gøre forretning er én og samme størrelse. Samtidig portrætterer GD, med Ivanisjvili i spidsen, sig som den stærke statsleder, der kan sikre fred og stabilitet i landet. Det ræsonnerer med Trumps måde at bedrive politik på, og vil således have gavnlige effekter på det amerikansk-georgiske forhold set med GD øjne. Derudover kan GD opnå associeringsgevinster via de tætte relationer mellem Georgien og Ungarn og partiledelsens gode forhold til Viktor Orbán, som Trump har lovprist af flere omgange. GD, Orbán og Trump baserer også i udbredt grad deres politiske kampagner på nationalkonservative, traditionsbundne og kristne budskaber, hvilket kun taler for, at GD formår at genstarte forholdet til USA på deres præmisser.
Omvendt kan det udfordre GDs forhold til Trump, hvis partiet fortsætter med at føre en tilpasningspolitik over for Rusland og Kina samt opretholder et samarbejde med Iran. Dette skal bl.a. ses i lyset af Trumps valg af national sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, som har udpeget Kina som USA’s største rival og kritiseret Biden-administrationens manglende afskrækkelse af ”Riget i Midten”. Derudover formodes det, at Trump-administrationen vil anlægge en høge-politik over for Iran. Vurderer Trump – potentielt ganske arbitrært – at GDs forhold til Rusland, Kina og Iran er på kollisionskurs med amerikanske interesser, så vil planerne om genstart falde til jorden.
Reetableres det georgisk-amerikanske forhold på samme niveau, som før Biden sanktionerede GD for partiets politiske adfærd, kan det komme i karambolage med EU- og europæiske NATO-landes modsvar til Georgisk Drøm. Både til partiets politiske linje i almindelighed, men i særdeleshed også i forbindelse med valgsvindel ved oktobers parlamentsvalg. Det er svært at forestille sig en situation, hvor europæiske landes sanktioner mod Georgisk Drøm har en passende effekt og troværdighed, hvis USA lægger sig i den modsatte grøft.
Det er svært at forestille sig en situation, hvor europæiske landes sanktioner mod Georgisk Drøm har en passende effekt og troværdighed, hvis USA lægger sig i den modsatte grøft
_______
Moldova i en udsat position
Det er værd at understrege: Moldovas skæbne er nært forbundet med udfaldet af krigen i Ukraine. Forhandler Trump en fredsaftale på plads i Ukraine, kan det give Putin plads til at genopbygge kampkræft til en ny offensiv andre steder i det postsovjetiske rum. Her er Moldova i en særlig udsat position grundet landets forfatningssikrede neutralitet. Selvom oprettelsen af en demilitariseret zone, som Trump-lejren angiveligt foreslår, afskrækker Ruslands vilje til at genindlede krigshandlinger i Ukraine, eliminerer det ikke truslen mod Moldova – og for den sags skyld heller ikke Georgien. Derudover følger det logisk, at jo færre ressourcer Rusland skal dedikere til krigen i Ukraine, des flere kan bruges på fx hybride virkemidler i de to lande. Med andre ord vil Ruslands ønske om indflydelse i de to lande stå langt højere på Putins dagsorden. Mens GDs tilpasningspolitik over for Rusland sætter dem i et mere favorabelt lys med russiske øjne, så kan Moldova, qua landets stærke pro-europæiske orientering, stå over for en øget sikkerhedstrussel. Vi har allerede i Moldova set, hvordan Rusland med sine begrænsede ressourcer kan påvirke demokratiske valg gennem omfattende stemmekøb og desinformationskampagner. Således kan man kun forestille sig, hvad Moskva er i stand til, når al politisk beslutningskraft og militære ressourcer ikke længere centrerer sig om Ukraine.
Omvendt kan en stabil situation i Ukraine uden nye krigshandlinger også lette presset på Moldova, som gentagne gange har oplevet konsekvenserne af krigen både økonomisk og sikkerhedsmæssigt.
Foruden det, at Trump med al sandsynlighed ikke bekymrer sig synderligt om Moldova, er landet fra et forretningsmæssigt perspektiv ikke i en gunstig position til at handle med Trump. Moldova lever ikke længere som Georgien i ”Trumpland” ledet af forretningsfolk, der udvisker grænserne mellem forretning og politik. Maia Sandu og hendes pro-europæiske regering anført af ”Partiet for Handling og Solidaritet” vægter omvendt opretholdelsen af den liberale verdensorden, opbygningen af bæredygtige institutioner og europæisk integration højt. Det er givetvis ikke de typer af politiske projekter, der opnår de bedste handler med en præsident som Trump.
Forhandler Trump en fredsaftale på plads i Ukraine, kan det give Putin plads til at genopbygge kampkræft til en ny offensiv andre steder i det postsovjetiske rum
_______
Rasmus Greffrath Damgaard Hardt (f. 1996) er cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og fuldmægtig ved Center for Stabiliseringsindsatser ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier, hvor han udvikler og koordinerer kapacitetsopbygningsprojekter i rammen af Freds- og Stabiliseringsfondens program i Georgien. Han følger den sikkerhedspolitiske udvikling i landet tæt og er i den forbindelse jævnligt i Georgien.
ILLUSTRATION: Tirana, 28. februar 2024: Præsident Zelenskyj og Moldovas præsident Sandu deltager i et topmøde for Sydøsteuropa afholdt i Albanien [FOTO: Florion Goga/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
