Rasmus Elling i RÆSON SØNDAG: Det israelske angreb skubber til grænserne for, hvad der er tilladt i konflikten mellem Israel og Iran
06.04.2024
Israel har tildelt Iran et sviende slag med det omfattende missilangreb på et iransk konsulat i Damaskus, Syrien. Det udgør det mest signifikante angreb i den årtier lange konflikt mellem Israel og Iran, men har også taget konflikten ud af skyggerne og ind i en ny, farlig fase.
Af Rasmus Elling
I hvert fald syv iranske officerer døde i angrebet mandag d. 1. april i Damaskus, Syrien. Målet var en bygning, som de iranske myndigheder kalder for ”et konsulat”, og en tilstødende bygning, der angiveligt fungerede som ambassadørbolig. Israelske kilder påstår derimod, at der snarere var tale om en hemmelig militærbase.
Faktum er, at tre af de syv dræbte var højtstående officerer i den såkaldte Revolutionsgarde, et velfinansieret og indflydelsesrigt militær, der eksisterer parallelt med den almindelige iranske hær. Revolutionsgarden driver bl.a. Qods-styrken, som håndterer det iranske præstestyres oversøiske militær- og efterretningsoperationer.
Disse operationer knytter Iran sammen med en række statslige og ikke-statslige aktører i regionen, der alle er anti-amerikanske og anti-israelske. Til sammen kaldes dette løse netværk af militante grupperinger for Modstandsaksen, og det består af en række grupper: Fra houthierne i Yemen til Hamas og Islamisk Jihad i Palæstina til Hezbollah i Libanon og militser i Syrien og Irak. Iran har især de sidste par år forsøgt at gøre aksen til en samlet front mod Israel, USA og deres allierede i og udenfor regionen.
Konflikten mellem Iran og Israel kan spores tilbage til den iranske revolution, der i 1979 bragte Ayatollah Khomeini til magten. Khomeinis præstestyre erklærede Israel for en „zionistisk besættelsesmagt‟ og propaganderede for „Jerusalems befrielse‟. Siden har iranske ledere givet udtryk for, at Israel skal fjernes fra landkortet. Én præsident, Mahmoud Ahmadinejad, arrangerede i 2006 sågar en international konference for satiretegnere, der satte spørgsmålstegn ved Holocaust. Ikke overraskende portrætterer israelske politikere Iran som en eksistentiel trussel.
Trods dette fjendskab har konflikten hidtil været en såkaldt „skyggekrig‟ – indirekte, insinueret, hemmelig eller ukonventionel i natur. Iran har fx ydet finansiel, materiel og symbolsk støtte til palæstinensiske terrorgrupper, og Israel har gennemført snigmord på iranske atomfysikere, cyberangreb og sabotage af iransk infrastruktur såvel som ydet støtte til den iranske opposition.
Men med Israels angreb i Damaskus er krigen gået ind i en ny, mere direkte og intens fase.
Der er tale om det mest betydningsfulde slag mod Iran i meget lang tid
_______
Ud af skyggerne
Aldrig før har Israel direkte ramt det, der teknisk set kan anses for iransk territorium. Der er tale om det mest betydningsfulde slag mod Iran i meget lang tid – især fordi ofrene ikke var hvem som helst. Blandt de dræbte var Generalmajor Mohammad-Reza Zahedi. Han var den højest rangerende officer, som Revolutionsgarden havde udstationeret i Levanten. Med en lang karriere bag sig var Zahedi bl.a. kendt for sine tætte relationer til Hassan Nasrallah, generalsekretær for Hezbollah i Libanon, og til Hassan Tehrani-Moqaddam, én af hovedarkitekterne bag Irans missilprogram (sidstnævnte døde i en mystisk eksplosion i 2011).
Således er Zahedis død nok det mest signifikante tab for Iran, siden general Qasem Soleimani blev dræbt i et amerikansk angreb beordret af tidligere præsident Donald Trump i Baghdad, 3. januar 2020. Derudover døde to andre højt placerede generalmajorer fra Qods-styrkerne, Mohammad Hadi Haj-Rahimi og Hossein Aman-Allahi. Ifølge en anonym kilde citeret af The New York Times var disse officerer midt i et hemmeligt møde med medlemmer af den palæstinensiske militante gruppe, Islamisk Jihad, da angrebet fandt sted.
Det er dog ikke første gang, at iranske interesser bliver ramt af Israel. Siden Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 er i hvert fald 18 iranske officerer blevet slået ihjel i Syrien under angreb, som man mener, Israel står bag. Men med Zahedis død og konsulatet som mål udgør dette angreb det mest signifikante i den årtier lange konflikt mellem Israel og Iran.
Angrebet er svært at se som andet end et brud på de konventionelle, men ofte uskrevne regler, der almindeligvis regulerer forholdet mellem stater – også stater, der er i konflikt. Et israelsk modsvar hertil kunne være, at Iran nødig skal tale om konventioner og regler: Den islamiske republik blev skabt under en ambassadekrise, hvor Ayatollah Khomeinis støtter tog amerikanske ambassadeansatte som gidsler i 444 dage. Desuden er Iran mistænkt for at være involveret i Islamisk Jihads bombeangreb mod den israelske ambassade i Buenos Aires i 1992.
Men at ramme, ja faktisk fuldstændigt tilintetgøre, en diplomatisk bygning er et tydeligt skub til rammerne for, hvad der er ”tilladt” i konflikten mellem Israel og Iran. En ny præcedens er sat, og det skaber bekymring for, hvad Irans modsvar kan blive.
En ny præcedens er sat, og det skaber bekymring for, hvad Irans modsvar kan blive
_______
Løfter om hævn
De iranske aviser, som alle er underlagt forskellige grader af censur, har forsøgt at nedtone angrebets betydning til en vis grad. Nogle har fremstillet angrebet som udtryk for israelsk desperation. Men samtidig er vreden tydelig, både blandt præstestyrets loyale tilhængere på gaden og i regimets egne institutioner.
Krav og løfter om hævn har lydt fra demonstrationer, parlamentsmedlemmer og chefredaktøren for regimets største avis, Kayhân, som skrev: ”De zionistiske ambassader skal ikke føle sig trygge!”. Teheran er blevet plastret til med store billeder af martyrerne og med trusler – endda på hebraisk – henvendt til Israel.
Den Øverste Leder i Iran, Ayatollah Ali Khamenei, udtalte dagen efter angrebet: „Vores modige mænd vil straffe det onde zionistiske regime. Vi vil få dem til at fortryde denne og andre forbrydelser med Guds styrke og kraft‟. Udtrykket ”vores mænd” kan tolkes som et udtryk for, at hævnen vil blive udført af iranske styrker, ikke af stedfortrædere.
Der har i skrivende stund ikke været noget, der ligner en hævnaktion, og iranske kommentatorer vurderer, at det kan tage tid, før den finder sted. Men meget tyder på, at de iranske ledere denne gang må føle, at de bliver nødt til at handle med mere end sporadiske angreb fra stedfortrædere i tredjepartslande.
Straks efter angrebet forsøgte USA at forsikre om, at man ikke havde noget forudgående kendskab til Israels planer. Men den slags falder for døve ører i præstestyret. Som ledere og medier konstant påminder det iranske publikum, så er Israels ageren i regionen betinget af amerikansk støtte. USA’s mangeårige militære tilstedeværelse, årtiers krig i Irans nabolande Irak og Afghanistan og konstante våbensalg til Israel, får de to magter til at fremstå som én samlet trussel i manges øjne.
Netop derfor er det ikke utænkeligt, at vi vil se nye angreb på amerikanske interesser i regionen som resultat af den seneste optrapning. Men trods al retorikken kommer Iran unægteligt til at fremstå ydmyget. Angrebet er et pinligt sikkerhedsmæssigt nederlag. På sociale medier spørger selv loyalisterne, hvordan det kunne lade sig gøre for israelerne at have efterretninger om målet.
Selvom grupper som Hezbollah, houthierne og de irakiske militser nyder godt af iransk støtte, så er de ikke underlagt Irans ordrer. Alle følger i sidste ende egne nationale interesser
_______
Fornuftsægteskab eller blodbroderskab?
Selvom der ikke er fremlagt nogen beviser for, at Iran var involveret i eller havde forudgående kendskab til Hamas‛ terrorangreb, så har Iran siden 7. oktober 2023 formået at kapitalisere på tragedien i Israel og Gaza. Præstestyret har scoret symbolske point i en global islamisk offentlighed, der ser, at Iran er den eneste muslimske stat, som tydeligt og mærkbart støtter Hamas.
Samtidig har iranske ledere talt med selvsikkerhed om ”fronternes forening” – altså at der takket være krigen i Gaza er tilvejebragt et stærkere samarbejde mellem Modstandsaksens forskellige aktører på tværs af regionen. Flere gange har israelerne erklæret, at de har opsnappet iranske forsøg på at sende penge og våben ikke bare til Hamas i Gaza, men også til palæstinensere på Vestbredden. Adskillige bombeangreb mod Syrien har netop haft påståede våbenleverancer som mål.
Et besøg i Teheran i november sidste år fra Hamas’ politbureauchef, Ismail Haniyeh, blev holdt hemmeligt. Men ved Haniyehs seneste besøg i Teheran, den 26. marts, var det en anden historie: Den røde løber blev rullet ud, og store solidaritetsmanifestationer blev udbasuneret fra iranske statsmedier. Med besøget ville man sende et klart budskab til verden: At Hamas er at opfatte som den legitime leder i Palæstina, og at Iran ikke længere behøver at skjule sit forhold til gruppen.
Men Iran har også udvist mådehold – det, Ayatollah Khamenei kalder „strategisk tålmodighed‟. Et eksempel var, da en Iran-støttet irakisk milits angreb en amerikansk base i Jordan i slutningen af januar, men efterfølgende fik reprimander fra Iran. Kort efter måtte militsen erklære, at den havde indstillet kamphandlingerne. I det hele taget lader angreb fra iranerne og deres allierede, indtil videre, til at være bevidst kalibrerede til ikke at fremprovokere voldsomme modreaktioner – og ofte fulgt op af deeskalering.
Der er da også i ny og næ eksempler på, at Iran, trods den mere selvsikre ageren og retorik, også holder liv i diplomatiske muligheder. Der har fx været tegn på, at Iran kan tilslutte sig ideen om en to-statsløsning for Israel og Palæstina – noget der tidligere var utænkeligt. I november var Iran fx medunderskriver på en udtalelse fra Organisation of Islamic Cooperations udtalelser, der udtrykkeligt støttede sådan en løsning. Det er også kommet frem, at USA og Iran i hemmelighed har haft indirekte forhandlinger i Oman i januar vedrørende houthiernes trussel mod den internationale søfart rundt om den Arabiske Halvø.
Dertil kommer, at Irans Modstandsakse ikke er så tæt sammenknyttet, som man skulle tro ud fra den iranske propaganda. Hamas er fx sunnimuslimsk og ideologisk tættere på det Muslimske Broderskab, som er en rival til det shiamuslimske Iran. Og selvom grupper som Hezbollah, houthierne og de irakiske militser nyder godt af iransk støtte, så er de ikke underlagt Irans ordrer. Alle følger i sidste ende egne nationale interesser, der ikke nødvendigvis altid vil flugte lige så godt med de iranske, som de gør lige nu.
Modstandsaksen er altså mere et fornuftsægteskab end et blodbroderskab.
Alt i alt presser spørgsmålet sig på i Iran: Kan man fortsætte med „strategisk tålmodighed‟ – eller skal man slå hårdt igen for at genetablere noget af sin evne til afskrækkelse?
_______
En ny risikokalkule
I sidste ende er det svært at tro, at de iranske ledere nærer et brændende ønske om at komme i direkte krig med Israel i konventionel forstand. Sådan en krig ville Iran tabe; ikke kun fordi Israel har atomvåben, men også fordi Israel uundgåeligt ville få støtte fra USA til at knuse Irans militære kapaciteter.
Indtil videre har præstestyret nydt godt af at udlicitere kampen mod Israel til stedfortrædere og allierede og således undgå for store iranske tab. Men med det seneste angreb i Damaskus kan præstestyret ikke længere lege den leg. Nu er det tydeligt for det hjemlige publikum, at der er iranere, der mister livet – og at mange flere vil blive dræbt, så længe konflikten fortsætter, og måske også så længe der er iransk militær til stede i Syrien, Libanon, Irak og Yemen.
Det seneste angreb viser, at Israel er villig til at overskride de grænser, der hidtil har defineret konflikten. Alt i alt presser spørgsmålet sig på i Iran: Kan man fortsætte med „strategisk tålmodighed‟ – eller skal man slå hårdt igen for at genetablere noget af sin evne til afskrækkelse? Også selvom det udsætter Irans vigtigste aktiver – Hezbollah i Libanon og hhv. missil- og atomprogrammet derhjemme – for yderligere trusler fra Israel.
Så selvom Israel på kort sigt har formået at fremstille Iran som ude af stand til at forsvare sig selv i regionen, og på den måde skubbet afskrækkelsesbalancen i egen favør, så er det på lang sigt et farligt spil. Iran er ikke en irrationel aktør, men det er stadig ikke utænkeligt, at Iran før eller siden vil handle lige så ude af proportioner, som Israel gjorde med missilangrebet i Damaskus.
Det samme kan siges om Irans allierede, trods Irans forsøg på at holde dem tilbage. Det er med andre ord ikke usandsynligt, at militante aktører vil handle, med eller uden Irans accept, på en måde, som foranlediger endnu en drastisk eskalation. Det er den slags træk, der kan føre til en ustandselig spiral af angreb og modangreb, som i sidste ende vil udgøre en regulær krig – og med stor sandsynlighed trække vestlige magter ind i konflikten… ■
Selvom Israel på kort sigt har formået at fremstille Iran som ude af stand til at forsvare sig selv i regionen, og på den måde skubbet afskrækkelsesbalancen i egen favør, så er det på lang sigt et farligt spil
_______
Rasmus Chr. Elling er ph.d. i Iran-studier, lektor ved Mellemøstens Sprog og Samfund, Københavns Universitet og forfatter til flere bøger, bl.a. Irans Moderne Historie (Gyldendal 2019).
ILLUSTRATION: Teheran, Iran: Folk deltager i den årlige demonstration på Quds-dagen, 5. april 2024, til støtte for palæstinenserne. Tusindvis af mennesker sang mod Israel og USA ved dagens begravelse af syv iranske revolutionsgardister, to af dem generaler, som blev dræbt i et luftangreb i Syrien. [FOTO: Arash Khamooshi/Polaris/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
