Psykolog og forsker Anders Sørensen: Der skal oplyses mere om abstinensfælden ved antidepressiv medicin
07.04.2024
Hvordan ved man, om antidepressiv medicin virker, eller om den bare holder de abstinenser nede, den selv har skabt? Forskning viser, at såkaldt antidepressiv medicin kun har en beskeden kortsigtet virkning, og at den ligefrem kan øge risikoen for tilbagefald på længere sigt. Samtidig har medicinen for mange vist sig at være meget vanskelig at komme ud af.
Kronik af Anders Sørensen, psykolog, ph.d. i psykiatri og forfatter til bogen ’Noget I bør vide – Om udtrapning af psykofarmaka’
Det seneste årtis forskning har for alvor sået tvivl om effekten af den type medicin, der går under navnet ’antidepressiva’, både ift. hvordan og hvor godt den virker. Medicinen kendes også som ’lykkepiller’, SSRI- eller SNRI-præparater, og gives primært ved depression, angst og stress. Men det gives i stigende grad også ved fx smerter, stofmisbrug, overvægt, seksuelle problemer, overgangsalderen, demens og hjerneskader. Ifølge Sundhedsdatastyrelsen indløste 480.320 danskere recept på antidepressiv medicin i 2023.
Det står klart, at medicinen slet ikke virker anti-depressivt i den forstand, at der skulle være noget i pillen, man som deprimeret mangler i sin hjerne; men at medicinen bare – når den virker – lægger en dæmper på symptomerne og et låg på følelserne, så man ikke i samme grad mærker det, man er deprimeret over. Det kan være en enorm befrielse, hvis alternativet er det evindelige tankemylder af negative, dvælende, selvbebrejdende tanker og den mørke, overvældende følelse af håbløshed, ligegyldighed og meningsløshed, der er depressionen.
Det har dog længe været almen viden, at medicinen langtfra virker på alle. Mange oplever sig stadig fanget i tankespindet, tomheden og den manglende lystfølelse og motivation. Men det var alligevel en overraskelse for mange i feltet – såvel patienter som fagfolk – da forskere sidste år kunne vise, at det faktisk kun er op mod 15 pct. af patienter på antidepressiva, der oplever en mærkbar effekt af behandlingen, som adskiller sig fra den effekt, de ville have fået af placebopiller. Studiet bygger på data fra den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, i perioden 1979 til 2016.
Jeg skal skynde mig at tilføje, at det ikke betyder, at de resterende 85 pct. så ikke kan opleve bedring i forbindelse med opstart og behandling med medicinen. Det betyder bare, at en sådan effekt må have andre forklaringer end selve det aktive stof i medicinen, hvilket endnu en gang bekræfter, at der også er psykologi i psykofarmaka.
Samtidig tyder de få langtidsstudier, der er lavet gennem årene (langt de fleste effektstudier af psykofarmaka varer kun 6-8 uger) på, at langvarig indtag af antidepressiva faktisk øger risikoen for tilbagefald af depressionen på langt sigt. Når forskere har fulgt to grupper patienter over længere tid – en, som tog medicin for deres depressioner, og en, som ikke tog medicin for deres depressioner – og sammenligner tilbagefaldsraterne, så er der langt flere tilbagefald i førstnævnte end i sidstnævnte.
Det er det modsatte af, hvad man forventer af en anti-depressiv medicin. Så det, der måske (eller måske ikke) virker på kort sigt, ender ofte med at have en modsat virkning på langt sigt – ligesom hovedpinepiller kan give hovedpine, angstmedicin angst og læbepomade tørre læber, hvis man bruger det for lang tid ad gangen.
På den måde kan abstinenserne – alt efter hvilke symptomer, man får – skabe en slags illusion om, at medicinen virker og er strengt nødvendig for at holde tilbagefaldet for døren, hvor det måske bare var udtrapningen, der skulle gå langsommere
_______
Hvad gør vi så?
Den beskedne effekt har affødt spørgsmålet, om man så bare kan stoppe med at tage medicinen, hvis man ikke oplever fremskridt, eller hvis man en dag ikke længere har brug for det, pillerne gør ved ens tanker, følelser og bevidsthed. Det hverken kan eller skal man. Man kan ikke nødvendigvis bare stoppe. Mange oplever at få det ganske forfærdeligt, når de forsøger at stoppe med at tage medicinen, uden det nødvendigvis har noget at gøre med, om medicinen virker eller ej, men mere er et spørgsmål om, at kroppen undervejs har vænnet sig til den.
Forskning, herunder min egen, har nemlig også slået fast, at medicinen kan være langt vanskeligere og mere tidskrævende at komme ud af, end man troede (og end der stadig står i de officielle retningslinjer). Det gælder ved psykofarmaka – al psykofarmaka – som ved alle andre substanser, man tilfører kroppen over en længere periode, at kroppen med tiden vil vænne sig til det. At kroppen har vænnet sig til noget, mærker vi i form af forskellige ubehagelige abstinenssymptomer, når vi stopper med at tilføre kroppen stoffet eller reducerer forbruget for meget på én gang.
Abstinenserne er midlertidige, men kan fuldstændig ligne det, man fik medicinen for, eller de kan være helt nye symptomer, man aldrig har oplevet før, og som åbenlyst intet har med psykisk lidelse at gøre. Oftest er det en kombination.
Ved ’antidepressiva’ kan det være symptomer som influenzalignende symptomer, kvalme, indre uro og rastløshed, angst, udmattelse, hjertebanken, ekstrem nedtrykthed, apati, tankemylder, irritation, humørsvingninger, sløret syn, svimmelhed, stikkende og brændende fornemmelser, livagtige drømme, pludselige udbrud af gråd og følelsen af elektriske stød gennem hovedet. I sin værste form, hvis man trapper alt for hurtigt ud eller bare stopper medicinen, er der blevet rapporteret abstinenstilstande af flere måneder eller endda års varighed, hvilket nærmere kan kaldes en slags senfølger.
Ifølge statistikkerne på området, er det lige over halvdelen af patienterne, der vil opleve abstinenser og derfor har behov for gradvis og langsom udtrapning, når medicineringen en dag skal bringes til ende. Ingen af symptomerne siger noget som helst om, hvordan man reelt har det på den lavere dosis; abstinenser er midlertidige symptomer på en overgang mellem to doser, der var for stor, og de går over igen, når kroppen har indstillet sin kemi på den lavere dosis. Det tager tid, alt efter hvor meget man trappede ned ad gangen.
På den måde kan abstinenserne – alt efter hvilke symptomer, man får – skabe en slags illusion om, at medicinen virker og er strengt nødvendig for at holde tilbagefaldet for døren, hvor det måske bare var udtrapningen, der skulle gå langsommere. I dag er det derfor et helt forskningsfelt for sig, hvordan man kommer helskindet ud af medicinen igen, og hvordan man skelner mellem abstinenser og oprigtigt tilbagefald.
Doserne i de piller, der kan købes på apoteket, er ikke lavet til at trappe ud med. Man skal længere ned, ofte meget længere ned
_______
Hvordan udtrapper man?
Udtrapning hedder udtrapning, fordi det handler om at give kroppen opgaven i små bidder, så den kan følge med, i takt med at dosis bliver lavere og lavere. Princippet er egentlig simpelt. Vores hjerner søger konstant mod balance (såkaldt homøostase), og da psykofarmaka virker ved at penetrere blod-hjerne-barrieren, gå ind i hjernen og dér skrue op eller ned for forskellige signalstoffer såsom serotonin, dopamin og GABA, så fungerer psykofarmaka de facto ved at forstyrre hjernekemien.
For at opretholde balancen må hjernen derfor kompensere for – eller modarbejde – det, medicinen gør. Det er det, vi i daglig tale kalder tilvænning. På fagsprog hedder det henholdsvis en op- eller nedregulering, alt efter om medicinen skruer ned eller op for signalstofferne i hjernen. Når man så en dag vil ud af medicinen igen, skal hjernen ligeledes afvænne sig langsomt og gradvist, hvis den skal kunne følge med.
Tilvænning kræver afvænning, og afvænning tager tid, ikke mindst fordi kroppen jo kvitterer med abstinenser, hvis dosisreduktionen overstiger en vis grænse. Problemet i praksis og rent teknisk er, at hjernen kan registrere selv meget små ændringer i dosis, især når man når ned til de ’lave’ doser. Ved udtrapning af antidepressiva er det ikke unormalt, at man må helt ned at reducere med max 5-10 pct. ad gangen (af forrige dosis, ikke den oprindelige dosis), hvis de sværeste abstinenser skal undgås.
På den måde opnås den karakteristiske, såkaldte hyperbolske udtrapning, hvor dosisreduktionerne gradvist bliver mindre og mindre i takt med, at man nærmer sig 0 mg. Hvis der findes én hovedregel i udtrapning, er det denne: Reduktionerne skal blive mindre og mindre. Det følger heraf, at man i udgangspunktet skal trappe langt, langt ned under mindste standarddosis, før man kan stoppe. Ikke sjældent tager det derfor flere år at komme ud af. Dette kan umiddelbart lyde vildt, men her har vi den samlede hjerneforskning i ryggen, som klart og tydeligt viser, at selv ’lave’ doser giver anledning til meget høj effekt i hjernen.
Konklusionen? Doserne i de piller, der kan købes på apoteket, er ikke lavet til at trappe ud med. Man skal længere ned, ofte meget længere ned, fx ved at opløse pillerne i vand, skære eller file i dem, veje dem eller åbne kapslerne og tælle granulater. Mange oplever en verden til forskel ved at trappe ned på denne måde sammenlignet med via standarddoserne.
Tilbage står spørgsmålet, hvor mange der mon dagligt og i årevis spiser medicin, som egentlig kun ’virker’ ved at holde den abstinenstilstand nede, medicinen selv har skabt, og som kan løses ved en korrekt udtrapning. Med det vil jeg afslutte med den positive og håbefulde historie, som forskning i udtrapning faktisk er.
Jeg er ikke imod medicin, jeg er for informeret samtykke: at man som patient bliver korrekt og tilstrækkeligt oplyst om såvel forventede virkninger som bivirkninger, herunder abstinenser og vanskeligheder ved udtrapning. Og det bliver man lige nu ikke. ■
Tilbage står spørgsmålet, hvor mange der mon dagligt og i årevis spiser medicin, som egentlig kun ’virker’ ved at holde den abstinenstilstand nede, medicinen selv har skabt, og som kan løses ved en korrekt udtrapning
_______
Anders Sørensen er psykolog, forsker og forfatter til bogen ’Noget I bør vide – om udtrapning af psykofarmaka’, som udkommer på Hans Reitzels Forlag d. 12. april
ILLUSTRATION: Region Hovedstadens Psykiatri på Amager. Psykiatrisk Ambulatorium på Hans Bogbinders Allé på Amager [FOTO: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
