Peter Seeberg i RÆSON SØNDAG: Mellemøsten går ind i en ny periode med ustabilitet – og israelsk dominans
19.10.2024
Det seneste års konfrontationer mellem Israel og palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden og mellem Israel og Hizbollah har udviklet sig til et ustabilt scenarie, der umiddelbart peger i retning af nederlag for Hamas, en yderligere styrkelse af Israels kontrol over Vestbredden og israelsk dominans i kampen om Sydlibanon.
Af Peter Seeberg, lektor emeritus ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet
Et år efter terrorangrebet 7. oktober synes Hamas kun i begrænset grad at være i stand til at yde modstand mod den voldsomme israelske krigsførelse. Samtidig fortsætter udvidelsen af bosættelserne på Vestbredden, hvor den palæstinensiske modstand nedkæmpes dér. I krigen mod Hizbollah fremstår den israelske hærs mange operationer i Libanon med en skræmmende effektivitet, der helt tydeligt har rystet bevægelsen. Samtidig forekommer Irans aktioner mod Israel at være halvhjertede angreb, der indtil videre ikke repræsenterer nogen væsentlig trussel. De arabiske befolkninger er oprigtigt vrede over de israelske excesser i Gaza, på Vestbredden og i Libanon, mens de officielle, kritiske reaktioner fra de fleste af de arabiske autokrater i det væsentlige foregår på skrømt.
Gazakrigens ødelæggelser
Krigen mod Hamas har ikke bare haft ødelæggende konsekvenser for den palæstinensiske befolkning i Gaza og for Hamas’ organisation. Drabet på Yahya Sinwar har utvivlsomt svækket denne i en situation, hvor Gazas økonomi er slået fuldstændig i stykker, og infrastruktur, vandforsyning mv. ligger i ruiner for lang tid fremover. Situationen på Vestbredden er også, om end i mindre grad, anfægtet af krigen i Gaza, bl.a. ved at beskæftigelsen og omsætningen er gået tilbage – i juni 2024 nåede arbejdsløsheden 50 pct. Vold og ødelæggelser er kraftigt tiltagende, ikke mindst i kraft af de mange konfrontationer med bosætterbevægelsen. Det er sket, som den israelske hær har optrappet sine aktiviteter på Vestbredden, med henblik på at bekæmpe sympatiaktioner i forhold til kampen i Gaza og modstanden mod bosætternes aktioner.
Det samlede antal planer og udbud vedrørende nye bosættelser fremsat af Israel i 2023 var højere end i 2022, som ellers var det år med flest bosættelsesplaner siden 2012 (se reference nedenfor artiklen). Udviklingen peger klart i retning af voksende israelsk dominans på Vestbredden. Som overbevisende påvist af Michael Barnett m.fl. i ”The One State Reality. What Is Israel/Palestine?”, er alt territorium mellem Jordanfloden og Middelhavet i dag i realiteten underlagt én stat, Israel, som kontrollerer ind- og udrejse, varetransport og sikkerhed og uden nogen form for modstand gennemfører sine beslutninger, hvad angår lovgivning og politik – herunder de fortsatte bosættelser, hvis antal de seneste år som nævnt har nået nye højder. På Vestbredden (excl. Østjerusalem) lever aktuelt, foruden op mod 3 millioner palæstinensere, 490.000 bosættere.
Udviklingen peger klart i retning af voksende israelsk dominans på Vestbredden
_______
En regional tilbageholdenhed
De fleste arabiske statsledere har reageret over voldsomheden i Israels krigsførelse i Gaza. Ikke overraskende – på baggrund af Jordans palæstinensiske majoritet – har Jordans kongehus og regering givet udtryk for en klar afstandtagen til de israelske aktioner. Demonstrationer til fordel for Hamas er dog ikke blevet tilladt. Et andet eksempel er Tunesiens præsident Kais Saied, der kort efter krigens start markerede sig med markante udtalelser om, at tuneserne har pligt til at støtte det palæstinensiske folk, og at enhver arabisk nation, der normaliserer forholdet til Israel, må betragtes som forræder. For både Jordans og Tunesiens regimer gælder dog, at støtten helt tydeligt hænger sammen med en ambition om at tækkes sin arabiske befolkning – en tendens, man også har set i andre arabiske stater.
Kais Saieds bemærkning om, at normalisering af forholdet til Israel må betragtes som forræderi, berører det faktum, at fire arabiske stater, UAE (De Forenede Arabiske Emirater), Bahrain, Marokko og Sudan, i 2020 indgik aftaler med Israel om gensidig forståelse, fred og sameksistens – de såkaldte ”Abraham-aftaler”. Ingen af de fire stater har siden oktober 2023 tilkendegivet, at de ikke længere fastholder aftalerne med Israel, og uden at den israelsk-palæstinensiske konflikt blev gjort til et afgørende spørgsmål. Der synes således i de senere år at have fundet en afkobling sted mellem de arabiske stater og den palæstinensiske sag – dette på trods af Netanyahus regering og dennes højreekstreme koalitionspartnere. Det er klart, at dette har haft betydning for den interne politiske diskussion i Israel: Den israelske højrefløj ser nu Abraham-aftalerne som udtryk for, at man sagtens kan lave aftaler med de arabiske stater, uden at dette behøver at føre til ændringer i politikken over for palæstinenserne.
De fleste Maghreb-stater og GCC-stater har holdt lav profil i forbindelse med møderne om krigen i Gaza, både ved konferencer i Arab League og i OIC. Der har været sagt meget om Saudi-Arabiens potentielle rolle, herunder de perspektiver, der måtte være i en mulig tilnærmelse mellem Saudi-Arabien og Israel – og også et tilsvarende scenarie mellem Saudi-Arabien og Iran. Det forekommer dog spekulativt at hævde, at sådanne potentielle tilnærmelser skulle kunne forklare Irans relative tilbageholdenhed, når det kommer til at støtte sine ikke-statslige alliancer i Hamas, Hizbollah og Ansar Allah (de yemenitiske houthier) med større angreb på Israel end dem, vi har set. Men bag den aktuelle konflikt lurer ganske givet fremtidige både saudiske og iranske bestræbelser på at profilere sig i forhold til magtkampen i Mellemøsten. Og ikke mindst i forhold til USA, når præsidentvalget er ovre den 5. november.
Der synes således i de senere år at have fundet en afkobling sted mellem de arabiske stater og den palæstinensiske sag – dette på trods af Netanyahus regering og dennes højreekstreme koalitionspartnere
_______
De to undtagelser: Egypten og Qatar
Egypten har en særstatus i de aktuelle konflikter, først og fremmest naturligvis i forhold til Gaza-krisen. Den egyptiske regering har i en periode haft et særdeles kritisk forhold til Hamas, delvist på baggrund af organisationens tætte forhold til det egyptiske parti Det Muslimske Broderskab, sammen med hvilket Hamas blev knyttet til et rygte om bestræbelser på at omstyrte den egyptiske stat. Men fra 2017 etableredes et mindre kritisk forhold til Hamas, primært fordi organisationen var villig til at bidrage til kampen mod IS og andre ultraradikale islamistiske organisationer på Sinai-halvøen.
Det er Egyptens ambition så vidt muligt at fastholde kontrollen over Rafah-åbningen mellem Gaza og Egypten, med det mål at undgå, at store grupper af palæstinensere som følge af krigen presses ud af Gaza til Egypten (bortset fra et mindre kontingent af alvorlig syge, som er blevet modtaget for at få medicinsk behandling i Egypten) – og for at undgå destabilisering af halvøen Sinai. Egypten vil gerne mægle i konflikten mellem Hamas og Israel – og meget gerne sammen med Qatar og USA. Strategisk handler det om, at Egypten vil forsøge at fastholde en central rolle for Egypten (op imod Golf-staterne og Iran) som en markant og moderat regional arabisk magt. Mere indirekte handler det for Egypten om at markere sig over for internationale donorer (USA, EU, Verdensbanken mv.) med henblik på at skaffe finansiel støtte til Egyptens særdeles svage økonomi, som virkelig er et aktuelt problem for Abdel Fatah al-Sisis upopulære og ekstremt autoritære regime.
Med baggrund i finansiel uafhængighed – Qatar besidder verdens 3. største gasreserver, USA’s største militærbase i Mellemøsten, et stærkt og forhandlingsvant netværk og Al Jazeeras position som et centralt medie-kraftcenter – vil Qatar placere sig på den mellemøstlige scene som en væsentlig aktør. Man vil markere sig som en central forhandler og styrke sin status med hensyn til “mediation diplomacy”; med det mål at være et neutralt centrum for international mægling. Det er især Qatars premierminister siden 2023, Sheikh Mohammed bin Abdulrahman Al-Thani, der allerede ved flere lejligheder har vist sine evner som mægler i komplicerede konflikter. I krigen mellem Hamas og Israel kom Qatar ind i billedet som fredsforhandler i november 2013, hvor en aftale mellem Egypten, Israel og Hamas, koordineret med USA, muliggjorde evakuering af civile udenlandske statsborgere fra Gaza-striben.
Senere i november 2023 deltog Al-Thani i møder med bl.a. CIAs direktør William J. Burns og Mossads leder David Barnea, og siden har forhandlinger ført til møder med den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken, den canadiske premierminister Justin Trudeau, Præsident Joe Biden, EUs udenrigschef Josep Borrell og en lang række andre, senest, i september 2024, FN’s Generalsekretær Antonio Guterres. Det er Qatars politiske mål at fastholde et godt forhold til bl.a. USA, Egypten, Iran, Saudi-Arabien og Israel, men bag de politiske ambitioner handler det ganske givet i højere grad om at tiltrække sig opmærksomhed med henblik på at styrke landets økonomiske formåen – for på længere sigt at kunne diversificere Qatars økonomi med den hensigt at gøre oliestaten mindre afhængig af fossile brændsler.
Med baggrund i finansiel uafhængighed – Qatar besidder verdens 3. største gasreserver, USA’s største militærbase i Mellemøsten, et stærkt og forhandlingsvant netværk og Al Jazeeras position som et centralt medie-kraftcenter – vil Qatar placere sig på den mellemøstlige scene som en væsentlig aktør
_______
Iran, Israel – og USA’s potentielle strategiske rolle
Ismail Haniyeh, den daværende politiske leder af Hamas, blev slået ihjel ved en bombeaktion den 28. juli 2024, da han var i Teheran for at deltage i den officielle højtidelighed vedrørende indsættelsen af Irans nye præsident, Masoud Pezeshkian. Israel har formentlig fået indtryk af, at Iran ikke for alvor ønsker en egentlig konfrontation med Israel, for det tog nogen tid, inden det kom til en modaktion fra iransk side. På det tidspunkt var forholdet mellem Israel og Hizbollah allerede blevet forværret – ikke mindst på baggrund af et raketangreb på en skole i Golanhøjderne, hvor 12 børn blev dræbt. Hizbollah hævdede, at de havde angrebet en israelsk militærbase i nærheden og gjorde gældende, at det var Israels eget missilforsvarssystem, Iron Dome, som ved en fejl havde ramt børnene ved skolen.
Siden er konfrontationen mellem Israel og Hizbollah optrappet med gensidige angreb ind over den israelsk-libanesiske grænse. I midten af september fulgte den israelske aktion, hvor tusindvis af personsøgere og walkie-talkies blev bragt til sprængning, og i slutningen af september og begyndelsen af oktober er det kommet til flere spektakulære israelske aktioner, hvor højtstående Hizbollah-ledere er blevet likvideret: Mest markant det angreb, der den 27. september dræbte den øverste leder, Hassan Nasrallah. Dennes karisma og popularitet i regionen spiller fremdeles en rolle, men det er et vigtigt vilkår, at Nasrallahs popularitet led et solidt knæk hos brede dele af de arabiske befolkninger, da Hizbollah i årevis gjorde deres bedste, for, sammen med Rusland og Iran, at holde Bashar al-Asads uhyrlige regime ved magten i Syrien. Den voldsomme – og dengang stærkt iøjnefaldende – syriske dominans i Libanon, som var en realitet i mange år efter den libanesiske borgerkrigs afslutning i 1990, er ikke en realitet, som ret mange libanesiske ønsker sig tilbage til. Og aktuelt er de fleste arabere i regionen lede og kede af den ustabilitet, som det syriske regime og dets alliancepartnere Iran og Hizbollah giver anledning til. Det forandrer ikke, at de arabiske befolkninger erklærer deres støtte til palæstinensernes kamp mod Israel.
Irans Præsident Pezeshkian har angiveligt ladet forstå, at han gerne ser en udvikling, hvor den helt store konfrontation med Israel undgås, så det iranske diplomati også kan genoptage visse forbindelser med Vesten. Men indtil videre er der ganske givet grund til at klappe hesten og afvente det amerikanske valg. Bag det hele hører det med til historien, at Irans militærstrateger lige som resten af regionens statsledere ved, at USA’s militære anlæg med supporthavn i Bahrain (USAs såkaldte 5. flåde, der opererer i Golfen, Det Arabiske Hav og Det Indiske Ocean), Al Udeid Air Base i Qatar, sydvest for Doha (USA’s største militære anlæg i Mellemøsten) og den iøjnefaldende amerikanske flådeaktivitet i Middelhavet siden 7. oktober 2023, alt sammen markerer afskrækkelse i forhold til Iran – og en potentiel backup til Israel, skulle forholdet mellem Iran og Israel bevæge sig helt ud af kontrol.
Det er et vigtigt vilkår, at Nasrallahs popularitet led et solidt knæk hos brede dele af de arabiske befolkninger, da Hizbollah i årevis gjorde deres bedste, for, sammen med Rusland og Iran, at holde Bashar al-Asads uhyrlige regime ved magten i Syrien
_______
En ny periode for Mellemøsten
Det seneste års intense konflikt i Mellemøsten fremtræder sammenfattende som en særdeles kompleks affære. Set med de israelske høges briller repræsenterer der seneste års konfrontationer et tiltrængt, men endnu ikke afsluttet, opgør med Hamas og en lang række succesfulde angreb i Libanon, hvor Hizbollah er blevet trængt i defensiven, og muligheden for israelsk dominans i Sydlibanon synes realistisk. I det regionale perspektiv forekommer udviklingen at udtrykke en arabisk politisk tilbageholdenhed, som ganske givet hænger sammen med, at der hinsides Gazakrigen er brug for ro og stabilitet internt i landene. Og at sympatien for Hizbollah, der i ti år har kæmpet for Bashar al-Asads overlevelse, kan ligge på et forholdsvis lille sted. Som situationen med Egypten og Qatar viser, er der brug for, at regionen som sådan finder sine ben i et Mellemøsten, der længe næppe har haft det værre. Irans rolle i Mellemøsten synes i den kommende tid at være bundet op på resultatet af valget i USA den 5. november – det er også derfor, at Biden-administrationen på det seneste som sit væsentligste bidrag til krisen i Mellemøsten har nøjedes med at revitalisere tostats-retorikken på en uforpligtende facon, som ingen vegne fører hen.
Men den aktuelle israelske dominans vil formentlig ikke næppe blive anfægtet af valget i USA den 5. november. Kamala Harris, såvel som Donald Trump, vil fortsætte den direkte støtte til Israel og opretholde afskrækkelsesstrategien i forhold til Iran. Det forandrer næppe det forhold, at den lokale og regionale israelske militære overlegenhed ikke kan garantere, at Israels befolkning kan leve i ro og fred i de kommende år. ■
Irans rolle i Mellemøsten synes i den kommende tid at være bundet op på resultatet af valget i USA den 5. november – det er også derfor, at Biden-administrationen på det seneste som sit væsentligste bidrag til krisen i Mellemøsten har nøjedes med at revitalisere tostats-retorikken på en uforpligtende facon, som ingen vegne fører hen
_______
Peter Seeberg (f. 1952) er lektor emiritus, ph.d. ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universsitet. Han har især arbejdet med forholdet mellem Europa og Mellemøsten med fokus på sikkerhed og migration, politiske konflikter mv. Har bl.a. publiceret i British Journal of Middle Eastern Studies, Democracy and Security, Democratization, European Foreign Affairs Review, Mediterranean Politics, Middle East Critique, Middle East Policy og Palgrave Communications.
ILLUSTRATION: En israelsk soldat holder det israelske flag nær grænsen til Gaza under de igangværende kampe, 13. juni 2024 [FOTO: Amir Cohen/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
