29.08.2024

Ministerrokaden skal styrke SVM-regeringen og genoplive den i vælgernes bevidsthed. Forsøget gjort og ikke uden både interessante nyskabelser og navne – men den kan ikke skjule, at regeringsprojektet er ramt af dyb uenighed.

Lynanalyse af Peter Lautrup-Larsen

Med 25 ministre er der i dag sat ny Danmarkrekord. Socialdemokratiet beholder sine 11 poster. Venstre får en ekstra til otte og Moderaterne ligeledes én mere til seks. I betragtning af, at socialdemokraten Dan Jørgensen bliver EU-kommissær, kan man næppe lægge meget i det. Styrkeforholdet er uændret.

På forhånd var der spekuleret i nye navne, der kunne give regeringen et frisk pust, som dengang i 2004, da De Konservative hentede partiets tidligere stjerne Connie Hedegaard tilbage som miljøminister efter en længevarende journalistisk karriere. Eller da Lars Løkke Rasmussen som Venstre-statsminister gjorde iværksætteren Tommy Ahlers til uddannelses- og forskningsminister i 2018. Men den slags overraskelser fik vi ikke, selv om den nye digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen som ubeskrevet blad har mulighed for at vokse med opgaven. Men kendt af den brede offentlighed er hun ikke som Lars Løkke Rasmussens seneste spindoktor i Udenrigsministeriet.

Et nyt navn – om end tidligere folketingsmedlem fra 2001-05 og igen 2007-14 – er ligeledes den socialdemokratiske overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen, som afløser partifællen Pernille Rosenkrantz-Theil som social- og boligminister. Sidstnævnte er – bortset fra Dan Jørgensen – den eneste, som ryger af ministerlisten.

Rosenkrantz-Theil bliver partiets nye kandidat til overborgmesterposten i København ved næste års kommunalvalg 18. november. Den tidligere leder af Enhedslisten har i fortiden til at tale for sig i kampen om stemmerne i den mere og mere ”røde” hovedstad. Måske løser det et internt socialdemokratisk problem om at holde København, men af samme årsag begynder den nye socialminister i modvind. Kritikerne af ”at det er for smart”, vil stå i kø.

De fleste på Christiansborg havde formentlig ventet en anden minister for den grønne trepart end socialdemokraten, den lidt ”grå” Jeppe Bruus. Men Mette Frederiksen satser på det driftssikre og ikke det udadvendte, når nu aftalen mellem regeringen, Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening skal føres ud i livet. Samtidig er det vel en stjerne på skulderen af Rasmus Stoklund (S), at han nu bliver skatteminister i stedet for Bruus. Ikke mindst efter Stoklund de seneste uger mest har gjort sig bemærket som en hård nyser på udlændingeområdet med en ny bog som opråb om et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Ingen revolution

I Venstre håbede mange på en slags fortrydelsesret. I partiet er der stadig dem – både i folketingsgruppe og bagland – der mener, at deres daværende formand Jakob Ellemann-Jensen solgte sig alt for billigt, da SVM-regeringen blev dannet i december 2022. Men ambitionen om en tungere økonomisk ministerpost – måske endda Finansministeriet – til partiet er ikke blevet indfriet. Fortællingen er i stedet, at Venstre-formand Troels Lund Poulsen befinder sig godt i Forsvarsministeriet og derfor ikke har satset på det. Man kan tro på det eller lade være.

Nu får hans trofaste støtte i partiet, Torsten Schack Pedersen – i øvrigt som Troels Lund Poulsen også tidligere VU-formand – posten i det nyoprettede ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab, der – uanset hvordan man vender og drejer det – stadig vil være en slags lillebror til Forsvarsministeriet. I Venstre vil man formentlig samtidig glæde sig over, at Marie Bjerre bliver forfremmet fra Ligestillings- og digitaliseringsminister til Europaminister. Hendes største opgave bliver foruden at være ”praktiske gris” at holde Europa-Parlamentet i kort snor og velorienteret om diverse forslag, når Danmark har EU-formandskabet.

Lars Løkke Rasmussen gør ikke kun sin spindoktor, Caroline Stage Olsen, til en del af regeringen. Moderaternes ældreminister Mette Kierkgaard får også sit selvstændige ministerium uden længere at skulle dele adresse med Socialministeriet. En styrket minister er en naturlig parallel til den grønne trepartsminister – forårets ældrereform og frisættelsen af området er dårligt begyndt. Som på det grønne område mangler regeringens i egne øjne store ambitioner at blive ført ud i livet. Til gengæld ryger hun ud af ”magtens maskinrum”, der er regeringens økonomiudvalg, så det med styrken er måske til at overse.

Nogen revolution er ministerrokaden ikke. Systemændringer og bytten rundt på ressortområder begejstrer sjældent i mange dage. Det har de tre partiledere i regeringen næppe heller ventet. Men nu er den i det mindste overstået.

De store uenigheder – og nedtællingen til kommunalvalget

Til gengæld mangler der stadig svar på vigtige politiske områder. Her er SVM-regeringens interne diskussioner og uenigheder langt fra et overstået kapitel. Vi blev ikke meget klogere under onsdagens pressemøde, hvor de tre partiledere præsenterede deres tanker om den kommende politiske sæson. Faktisk minder regeringen om en jonglør med mange bolde i luften. Ryger først den ene på gulvet, er der en stor risiko for, at resten følger med.

For pensionsdebatten, som statsministeren åbnede i forbindelse med Socialdemokratiets sommergruppemøde, er endt i åben strid mellem hende og især Lars Løkke Rasmussen. Vi ved forsat ikke, hvad det ender med og slet ikke HVORNÅR. Før eller efter et valg? Løkke under tydeligvis ikke Mette Frederiksen at have den valgkanin for sig selv, når danskerne om måske først to år skal sætte deres kryds. På onsdagens pressemøde forsøgte partilederne ganske vist at gøre en dyd ud af uenigheden, men den tærer på det interne sammenhold.

Udlændingediskussionen i regeringen ulmede ligeledes nærmest til åben ild, da Løkke med et ”det kommer aldrig til at ske” hældte kravet fra Stoklund om et opgør med Menneskerettighedsdomstolen ned af brættet. Afvisningen gjaldt især den nu nye skatteministers forestilling om, at Danmark kan se bort fra domme fra Domstolen. Især, når dommene forhindrer udvisning af kriminelle indvandrere.

Dertil kommer, at forhandlingerne internt i regeringen om en ny sundhedsreform foreløbig ikke er endt i det, man i management-sproget kalder et ”output”. Her – blot femten måneder før regions- og kommunevalget – ved vi stadig ikke, om det ender med de eksisterende fem regioner, kun tre eller slet ingen. Kilder med indsigt i regeringens armlægning taler om et slags konkurrenceforhold mellem Venstres tovholder, økonomiminister Stephanie Lose, og Løkke. Hvem af dem ved egentlig mest? Hun som regionsformand indtil for nylig eller ham med området som et hjertebarn, hvad enten han var sundheds- og indenrigsminister, statsminister og i dag udenrigsminister. Den slags sladder kan man tage for, hvad det er, men det tyder ikke på lette løsninger. Nyhedsmediet Altinget kan torsdag endda oplyse, at sundhedsudspillet ikke kommer i september, som Løkke ellers lovede på sit sommergruppemøde for få uger siden.

Statsministeren er tilbage – men hvad siger vælgerne til det?

Naturligvis ser de tre partiledere for sig, at regeringen lykkes – at jongløren kan holde boldene i luften under bragende klapsalver. For at bruge et gammelt mundheld ganske vist om et ægteskab, men alligevel: ”Så længe det knager, holder det”. Det er ikke tre regeringspartier, som her og nu planlægger at gå hver til sit. Dertil er meningsmålinger for ringe og selvopholdelsesdriften for stor. Noget helt andet er så, at solomeldingerne åbner for, at de gør det i samme øjeblik, statsministeren bimler med valgklokken. Men det er spekulationer i dag. Optur i meningsmålingerne kan få det til at se anderledes ud om to år.

Regeringsrokaden gav således også svar på det udestående spørgsmål, der har præget rygtestrømmen bag Christiansborgs tykke mure de seneste år: ”Hvad vil Mette Frederiksen?” Usikkerheden om hendes fremtidsplaner er væk efter valget af Dan Jørgensen som EU-kommissær. Hun bliver som Danmarks statsminister. Ikke noget med ”Europa kalder” og alt det der. Hendes partifæller kan lægge magtkampen om arvefølgen på hylden for en tid og dét styrker både Socialdemokratiet og regeringen.

Om det ændrer noget hos vælgerne, er en ganske anden sag. Meningsmålingerne både om hendes egen og regeringens manglende popularitet taler deres eget sprog. Det hjælper næppe meget, at statsministeren prøver at italesætte deres utilfredshed med en forklaring på onsdagens pressemøde om, at ”vi har en mærkelig regering”. En sætning, der vil gå over i den politiske Danmarkshistorie på linje med den daværende konservative statsminister, Poul Schlüter, som i 1986 erklærede: ”Det går ufatteligt godt”. Det var sådan set ikke forkert – vælgerne havde bare en anden opfattelse. Denne gang er flertallet af vælgerne vist enige med statsministerens ordvalg. Problemet er bare, at de ikke accepterer det ”mærkelige” som et forsvar for, at regeringspartierne indbyrdes er rygende uenige om væsentlige spørgsmål, men alligevel kan sidde i regering sammen. Frederiksen kunne også have brugt ord som ”anderledes” eller ”usædvanlig” – i en efterfølgende sætning sagde hun ”speciel” – men det ændrer ikke på, at frafaldne vælgere stadig ikke finder den ”nødvendig”. De kan – med statsministerens præcise ord på Folkemødet i juni – ”ikke se sig selv i regeringen”. Dét har rokaden ikke ændret ved. ■

 

Problemet er bare, at vælgerne ikke accepterer det ”mærkelige” som et forsvar for, at regeringspartierne indbyrdes er rygende uenige om væsentlige spørgsmål
_______

 

ILLUSTRATION: Statsministeren idag [foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland