Peter Lautrup-Larsen om Venstre: Fugledes farvel har devalueret partiets oprindelige begrundelse for at gå i regering med S og M

22.03.2024


Et Venstre ud af regeringen i dag giver kun mening, hvis Troels Lund Poulsen ikke blot forsager en C02-afgift på landbruget, men også Mette Frederiksen som djævelen selv.

Af Peter Lautrup-Larsen

Poul Nyrup Rasmussen konstaterede det engang som statsminister over for denne kommentator, da han var stillet over for et hav af politiske analyser om sin, Socialdemokratiets og den daværende SR-regerings situation: ”Hvis man ikke har prøvet at være nummer ét, aner man ikke, hvad man taler om”. Der er koldt på toppen. De sværeste beslutninger må man som nummer ét ofte træffe selv og skære igennem et virvar af råd, anbefalinger og alskens holdninger hos partifæller, eksperter og ikke mindst medier. Måske endda ved at sætte formandsposten på spil for at gennemtrumfe beslutninger i partiet eller i et regeringssamarbejde, som ofte også kan være en del af magtkampe ud over den konkrete sag, der er til debat.

Nu er det Venstre-formand Troels Lund Poulsen, der som forholdsvis uprøvet nummer ét i sit parti står over for et svært valg, han har og får hovedansvaret for. Hvad skal Venstre, og hvad vil han?

SVM-regeringens planer om en ny C02-afgift på landbruget splitter partiet. Mellem land og by. Mellem Jylland og Hovedstaden. Mange især i partiets jyske bagland tænker givet som Troels Lunds tidligere partifælle og folketingsmedlem, Mads Fuglede, det i den forløbne uge forlod Venstre og meldte sig ind I Danmarksdemokraterne hos en anden tidligere fremtrædende Venstre-politiker, Inger Støjberg. Venstres brudte valgløfter om aldrig at støtte Mette Frederiksen som statsminister og udsigten til en klimaafgift på landbruget var blevet for meget for ham.

Det kan således godt være, at tre Venstre-kredsformænd i Berlingske 22. marts kritiserer Fuglede for hans farvel og måden det skete på, men de forstår hans kritik. Mads Fuglede tog med egne ord den ultimative konsekvens af partiets deltagelse i SVM-regeringen under Mette Frederiksen, som han opfattede som et svigt af Venstres holdninger, tradition og politiske ståsted i blå blok til højre for midten. Der er kredsformændene ikke endnu, men det ligger i kortene, at mange vil følge Fuglede, hvis partiet i deres øjne svigter landbruget. Venstre-splittelsen er fremme i lyset for enhver at se. Den bliver ikke mindre af, at Venstres evige formandsemne i hvert fald i andres øjne, folketingets formand Søren Gade, også blander sig med tale om at sætte en afgift til ny intern diskussion i partiet.

 

For Troels Lund Poulsen og Venstre er valget – eller dilemmaet, om man vil – ikke så enkelt. Politik er andet og mere end et spørgsmål om mandater
_______

 

DNA på spil

Valgforskeren, professor Kasper Møller Hansen, går endda så langt i Berlingske den 17. marts, at han anbefaler Troels Lund og Venstre at gå ud af regeringen. Partiets DNA er efter hans opfattelse på spil og kun et dramatisk farvel kan få frafaldne Venstre-vælgeres kryds på stemmesedlen tilbage igen.

På professorsprog i faget statskundskab hedder den slags at stemmemaksimere og ud fra meningsmålinger, excel-ark og fokusgrupper giver det måske god mening. Men for Troels Lund Poulsen og Venstre er valget – eller dilemmaet, om man vil – ikke så enkelt. Politik er andet og mere end et spørgsmål om mandater. Et Venstre-farvel til regeringen betyder ikke kun et øjeblikkeligt tab af ministerposter. Det betyder også at sætte sig uden for den indflydelse, der følger med i regering.

Venstre-formanden har foreløbig overladt det til sin næstformand, økonomiminister Stephanie Lose, at give svar på tiltale. I et større interview i Berlingske også 22. marts holder hun fast i ministerposter, regeringsdeltagelse og C02-afgift. Den kommer også med Venstres stemmer. Men som sædvanlig i politik ligger djævelen i detaljen. Stephanie Lose siger intet om, hvor stor, hvordan og hvorledes. Hun henviser i stedet til den såkaldte grønne trepart med regeringen for bordenden og miljøets Danmarks Naturfredningsforening på den ene langside og landbrugets brancheforening Landbrug & Fødevarer på den anden. Det er den, der ud fra tre anbefalede modeller fra det såkaldte Michael Svarer-udvalg skal anbefale størrelsen af C02-afgiften.

Regeringens hensigt med treparten er tydeligvis, at en enighed om en anbefaling ender i en ekspeditionsforretning gennem Folketinget. Det tror mange bare ikke på i dag. Og hvis det mod forventning alligevel sker smurt af milliarder fra statskassen, er risikoen stadig åbenbar for, at afgiften udløser et traditionelt partipolitisk slagsmål. I så fald ender det hele i sidste ende stadig hos nummer ét i Venstre. Hos Troels Lund Poulsen. For at gentage det indledende spørgsmål: Hvad vil så Venstre, og hvad vil han?

Pres fra baglandet

Presset fra det dominerende Venstre-bagland i det jyske vil vokse i fornyet styrke. Det bagland, der mere end så mange andre mobbede Lars Løkke Rasmussen ud af partiet i 2019, vil for manges vedkommende kræve, at Venstre forlader regeringen frem for at sige ja til en afgift, som landbruget har lagt for had. En eventuel økonomisk kompensation vil betyde mindre. For dem vil det blot være kulminationen på et regeringssamarbejde, Venstre aldrig burde have været en del af.

Det hele bliver forstærket af, at Mads Fugledes farvel har devalueret partiets oprindelige begrundelse for at gå i regering med Socialdemokratiet og Moderaterne. Dengang forsvarede den forhenværende formand Jakob Ellemann-Jensen sine brudte valgløfter om, at det aldrig ville ske, med optællingen af mandaterne efter folketingsvalget 31. oktober 2022. Dansk politik og udsigten til krisepolitik som følge af Ukraine-krig, inflation og frygten for en økonomisk krise nødvendiggjorde efter hans opfattelse en handlekraftig flertalsregering. Nu er regeringens indenrigspolitiske flertal væk med Fuglede som oppositionspolitiker og den oprindelige begrundelse derfor også.

Men det var kun en del af Venstres overvejelser for snart seksten måneder siden ved regeringens dannelse. Ved siden af det rent politiske vejede det så sandelig også tungt hos Jakob Ellemann og den øvrige partiledelse, at Venstre i deres optik kun kunne spille en forsat hovedrolle i dansk politik, hvis det skete fra regeringsbænkene. Udsigten ved at blive i blå blok var derimod en evig rivalisering med de to øvrige ”Venstre-partier” nemlig Moderaterne og Danmarksdemokraterne. Egentlig meget præcist udtrykt af den daværende Venstre-formand med sit ”Venstre i egen ret” som partiets billede af sig selv og sine muligheder. Spillepladen var fundamentalt anderledes, når den tidligere Venstre-ledelse med Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg havde dannet deres egne partier.

Den del af Venstres interne overvejelser og beslutning har næppe ændret sig. I politik eksisterer naturligvis også en fortrydelsesparagraf, men selv om det måske nok vil bevare partiets DNA for at bruge Kasper Møller Hansens ord, så er og bliver det et åbent spørgsmål, om vælgerne vender tilbage.

 

Det hele bliver forstærket af, at Mads Fugledes farvel har devalueret partiets oprindelige begrundelse for at gå i regering med Socialdemokratiet og Moderaterne
_______

 

Da S-SF-R blev S-R

Man kan sammenligne med SF for ti år siden. Det var dengang, venstrefløjsparti som det næststørste regeringsparti gik ud af S-SF-R-regeringen under den daværende socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt. Anledningen var statens udsalg af DONG-aktier og dermed at overlade en del af energisektoren til udenlandske kapitalfonde, men den egentlige baggrund var i nok så høj grad den førte økonomiske politik over midten. Den var ikke orkestreret af SF, men politikere som den socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon og den radikale økonomiminister Margrethe Vestager. SF’s bæger var fuldt trods indflydelse på andre områder i regeringen. En enkelt sag er sjældent det eneste, og også dengang var det til at måle en opsparet frustration ikke mindst i baglandet.

Men løste det noget for SF? Hovedparten af dets førende politikere forlod partiet, og det har taget Pia Olsen Dyhr, som dengang blev og samlede SF op som ny formand, ti år at vinde fordums styrke tilbage. Først nu kan hun med troværdighed spille sig på banen som et realistisk alternativ til et eller flere af de nuværende regeringspartier i en ny konstellation under Mette Frederiksen, hvis Venstre før eller efter næste folketingsvalg vinker farvel til hende som statsminister.

SF’s valg for ti år siden var endda nemmere end et Venstre-farvel til regeringen i dag. Dengang var det kun et SF-farvel til ministerposter, mens det stadig var naturligt for partiet forsat at være parlamentarisk grundlag for Helle Thorning-Schmidt som statsminister og den tilbageblevne S-R-regering. Et Venstre ud af regeringen i dag kan kun give  mening, hvis Troels Lund Poulsen ikke blot forsager en C02-afgift på landbruget, men også Mette Frederiksen som djævelen selv. Han og Venstre må tilbage til blå blok efter et farvel til SVM og derfra føre benhård oppositionspolitik. En blok, hvor partiet ikke mere har den gule førertrøje, som i stedet er samlet op af Alex Vanopslagh og Liberal Alliance i de øjeblikkelige meningsmålinger.

Troels Lund Poulsens valg

Venstre og Troels Lund Poulsen kan også vende det om, blive i regeringen og ændre partiets politik ved at gøre sig til blå bloks førende grønne parti med et ja til C02-afgiften og dermed appellere til holdninger hos vælgere, hvor de er flest. Nemlig i byerne, hvor et antal vælgere svarende til 15-20 mandater sikkert stadig husker, at de engang stemte på Venstre. Så mange finder partiet ikke i landbruget.

Til gengæld kommer det givet til at koste en del medlemmer i det jyske bagland. Ligeledes vil flere folketingsmedlemmer formentlig følge Mads Fugledes eksempel. Men et parti, der allerede er splittet i tre dele, kan godt midlertidigt leve med den slags, hvis det som en anden Fugl Føniks forventer hurtigt at vokse ud af asken. Det vil i hvert fald med al tydelighed understrege, at Troels Lund Poulsen mener det alvorligt med det grønne, hvis han tør tage kampen og de første tæsk.

Den slags overvejer han og den øvrige Venstre-top formentlig allerede. Spørgsmålet er naturligvis, om han tør. Tidligere formænd havde næppe fået lov af baglandet, heller ikke dem, der bliver tilbage, men de fleste i Venstre i dag orker ikke flere formandsskifte.

Forude venter et EU-parlamentsvalg den 9. juni. Der står Venstre til stor tilbagegang. Det når Troels Lund Poulsen ikke at rette op. Kommunalvalget næste år den 18. november bliver derimod en afgørende styrkeprøve. Skal Venstre møde vælgerne til den tid med et nyt grønt DNA og stadig som regeringsparti? Eller vælger Venstre-formanden et farvel til Mette Frederiksen og Co. og dermed at holde på bagland og det traditionelle DNA? Eller hutler partiet blot videre igennem som i dag?

Det er ikke nemt. Valget er Troels Lund Poulsens. ■

 

Skal Venstre møde vælgerne til den tid med et nyt grønt DNA og stadig som regeringsparti? Eller vælger Venstre-formanden et farvel til Mette Frederiksen og Co. og dermed at holde på bagland og det traditionelle DNA? Eller hutler partiet blot videre igennem som i dag?
_______

 

Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker, hvor han som sin sidste opgave dækkede Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Er i dag foredragsholder og klummeskribent.

ILLUSTRATION: Venstres formand, vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen ved hans hjem på Midtsjælland [FOTO: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix]