26.09.2024

Der er sagt meget om, at Løkke er en lunefuld leder. Det kommer nok an på, øjnene der ser.

Analyse af Peter Lautrup-Larsen

Moderaternes partistifter, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, kan lige nu nikke genkendende til en snart 70 år gammel politisk erkendelse. Da den britiske premierminister dengang, Harold Macmillan, blev spurgt om, hvad der var vanskeligst at håndtere som politisk leder, var svaret: ”Begivenheder, min ven. Begivenheder”. Svaret gik over i den politiske citathistorie som evigt gyldigt. Det gælder den dag i dag. Pludselig opstår en sag – en begivenhed – helt uforudset, som kræver øjeblikkelig handling.

Sagen om medarbejdernes dårlige arbejdsmiljø i Moderaternes partisekretariat på Christiansborg med anklager om mobning og sexisme er på den måde blevet en begivenhed af en slags, der lige nu overstråler alt anden politik på Christiansborg. Set fra Løkkes synspunkt har den i alt for mange uger taget overskrifterne i medierne og opmærksomheden væk fra al det, han, partifæller og de to øvrige partier i SVM-regeringen meget hellere vil tale om.

De færreste hæfter sig stadig ved ministerrokaden 29. august. Den skulle være en frisk start forstærket af nye ministre inden det, som bliver anden halvleg af valgperioden. Men det blev ved et enkelt døgns begejstring efter præsentationen på Amalienborg Slotsplads, inden Moderaternes partisekretariat tog opmærksomheden. Hvis nogen i dag husker den omdannede regering for noget, er det nok mest, at Løkkes håb om at udklække en ny stjerne på Christiansborg i form af digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen foreløbig strander på, at hun som tidligere leder i partisekretariatet er under anklage. Hun holder foreløbig lav profil efter allerede at have sagt undskyld, hvis nogle medarbejdere har opfattet hende som en uforstående chef. Det var ikke lige det, som var meningen. Ikke kun Løkke, men også statsminister Mette Frederiksen og Venstres Troels Lund Poulsen må bande den sag langt væk.

Druknet

Ligeledes er regeringens stort anlagte sundhedsreform, som blev præsenteret i forrige uge, foreløbig druknet i Arbejdstilsynets og erhvervspsykologers beskrivelser af klimaet i dagligdagen hos Moderaterne, som meget langt hen ad vejen giver medarbejderne ret. Sundhedsreformen er ellers et af Løkkes store hit og noget af det, som han skal bygge videre på som forsvar for, at Moderaterne overhovedet er med i regeringen. Men den er lige nu langt fra det tiltænkte forsidestof.

Alt sammen noget, som taler for at få afsluttet sagen hurtigt. Det har partistifteren så prøvet at gøre med opbakning fra sin folketingsgruppe. Det er langt fra kønt med fratrædelsesordninger med mere eller mindre holdbare tavshedsklausuler og opfølgende fyring af tre medarbejdere. Det hele ligner, at de bliver ofret i stedet for den ledelse, som synes at have været om ikke uduelig så uden lydhørhed over for medarbejdernes nødskrig gennem længere tid. På den led hjælper det kun lidt på billedet af uretfærdighed, at partisekretæren, Kirsten Munch Andersen, nu tilsyneladende efter eget valg med et ”nok er nok” har sagt sin stilling op efter at have været et af mediernes synlige angrebsmål i hele forløbet. Foruden Løkke selv.

Der er sagt meget om, at Løkke er en lunefuld leder. Det kommer nok an på, øjnene der ser. Derimod er det tydeligt for alle, at han belønner loyalitet. Det bedste eksempel er hans endnu ukårede kronprins i partiet, kulturminister Jakob Engel-Schmidt, som Løkke fra begyndelsen tog ombord i Moderaterne trods dennes tidligere sag med kørsel i påvirket tilstand med kokain i blodet og farvel til Folketinget som folketingsmedlem for Venstre. Løkke har ikke glemt, at det var Engel-Schmidt, som i deres fælles Venstre-fortid mere end nogen anden tog kugler for sin formand, da anklagerne mod Løkke i den såkaldte GGGI-sag var på sit højeste. Hvor andre var tavse, var Engel-Schmidt altid tilgængelig for medierne med et forsvar for Løkke.

Noget af den samme loyalitet har Løkke givet set hos den ansatte ledelse på Christiansborg, der foruden Kirsten Munch Andersen med fortid i hans tid i Venstre og Carolina Stage indtil for tre måneder siden, også omfatter kommunikationschefen Ulla Østergaard, som var hans spindoktor dengang, han var sundheds- og indenrigsminister. Det kan godt være, at Løkkes ambition i begyndelsen af september var at løse sagen i god ro og orden, men i den sidste ende – og det har medarbejderne formentlig næppe været i tvivl om – lå sympatien mest hos ledelsen.

Alle politikere foragter anonyme kilder og læk fra møder og mails. Men Løkke endnu mere end de fleste. Det har drevet denne sag, og Løkke har nok selv mistænkt nogle af medarbejderne for at procedere deres sag i medierne.

For en iagttager af dansk politik gennem 40 år og dermed også af Lars Løkkes karriere fra VU-formand til statsminister – og nu altså udenrigsminister – kommer det derfor ikke som den store overraskelse, at han skar igennem med en politisk brutalitet i den sidste ende ved at sparke nedad og dele fyresedler ud.

 

For en iagttager af dansk politik gennem 40 år og dermed også af Lars Løkkes karriere fra VU-formand til statsminister – og nu altså udenrigsminister – kommer det derfor ikke som den store overraskelse, at han skar igennem med en politisk brutalitet i den sidste ende ved at sparke nedad og dele fyresedler ud
_______

 

Sagen slutter

Det kan godt være, at det meste af Danmark holder med medarbejderne, men nu kan Løkke håbe på, at sagen slutter. For at vende tilbage til det indledende Macmillan-citat: Den forståelige opstandelse over det betændte arbejdsmiljø i et regeringsparti som Moderaterne var en ”begivenhed”, som skulle håndteres og overstås. Forude venter statsminister Mette Frederiksens åbningstale for den nye politiske sæson i Folketinget på tirsdag, den 1. oktober. Løkke kan nu håbe på, at problemerne i hans partisekretariat til den tid er ude af øje og dermed ude af sind i mediedækningen. Så han får lov at tale politik. Hensynet til medarbejderne måtte vige.

Den politiske brutalitet har naturligvis også sin omkostning. Ét er, at Løkkes medstifter af Moderaterne, Jeppe Søe, som havde medlemsnummer to på sit partimedlemsskab, nu er blevet løsgænger efter sin offentlige protest mod Løkkes låg på ansvaret for det betændte arbejdsmiljø på partikontoret. Løkke gjorde ikke meget for at holde på Søe, hvis farvel nærmest blev udlagt positivt af en række af Moderaternes folketingsmedlemmer. Partiformandens opfattelse af illoyalitet vejede tungere end regeringens eget flertal, som nu på papiret er væk igen.

Noget andet er vælgernes reaktion. Det øjeblikkelige mandattab i meningsmålingerne er til at tage at føle på, men det er trods alt ikke efter brudte valgløfter eller upopulær politik. Løkke er før kommet tilbage fra andre sager, som satte ham i et uheldigt lys. Det er ikke uden grund, at han på Christiansborg med mellemrum sammenlignes med en kat. Han har som den ni liv.

Efter GGI-sagen, Venstre-betaling af hans jakkesæt og underbukser og ikke mindst formandsopgøret i Venstre mod Kristian Jensen blev han alligevel statsminister i 2015. Trods den tumultariske afslutning af hans statsministertid med VLAK-regeringen, vandt han ni mandater ved valget i 2019 efter sin solomelding om bredt samarbejde. Den udløste et farvel til Venstre, men til gengæld hans goddag igen i centrum af dansk politik i spidsen for Moderaterne. Løkke ser trods alt nok den nye sag som en bagatel i sin egen politiske historie.

Men det gør andre ikke nødvendigvis. Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt har i hvert fald fået ammunition til sin fornægtelse af Lars Løkke og alt han væsen, som var Moderaternes partistifter Fanden selv. Messerschmidt garanterer, at han aldrig støtter en regering, som Løkke er en del af.

 

Med DF-formandens ord er Løkke en ”fusentast” og han har endda sat trumf på ved at love, at han hopper i Københavns havn, hvis han bryder garantien. Underforstået: Det har han ikke tænkt sig
_______

 

Skuldertræk

Man kan tage den slags med et skuldertræk, når Løkkes erklærede ambition er et forsat regeringssamarbejde over midten uden indflydelse fra fløjpartierne, herunder Messerschmidts parti. Men helt ligegyldigt er det ikke. Bare tænk på valgaftenen 1. november 2022. Det var her, Løkke under indtryk af et spinkelt blåt flertal i en såkaldt ”exit-poll” på DR begyndte at ringe rundt til blandt andet nordatlantiske folketingsmedlemmer for at samle flertal bag sig som leder af de efterfølgende regeringsforhandlinger. Det ændrede sig naturligvis med valgets konstaterede røde flertal stadig bag Mette Frederiksen, og han sadlede om. Messerschmidts melding gør nu, at den slags rundringning næste valgaften vil være endnu mere perspektivløs for Løkke. Men omvendt kan konsekvensen af Messerschmidts garanti også være, at blå blok ikke kan tælle Løkkes mandater med til et flertal, når Løkkes og Moderaternes forsatte regeringsdeltagelse ikke finder sin støtte her.

Netop den problemstilling har ført til en debat på det sociale medie X mellem Messerschmidt og Liberal Alliances nummer to efter Alex Vanopslagh, gruppeformanden Ole Birk Olesen. Sidstnævnte stiller det naturlige spørgsmål til DF-formanden: ”Er det vigtigere for dig at få en anden udenrigsminister end Lars Løkke end en anden statsminister end Mette Frederiksen?”. Svaret blæser lidt i vinden. Messerschmidt forestiller sig vist, at vælgerne sørger for, at spørgsmålet ikke bliver aktuelt.

Den debat kommer vi til at høre mere til. Løkke er naturligvis alt andet end politisk død, når formanden for at andet parti opfinder ham som modpol og endda et argument for at skifte opstilling til samme storkreds, hvor Løkke er opstillet, for direkte at udfordre ham.

Skidt sted

Moderaterne står lige nu et skidt sted. De interne problemer sætter sig spor i meningsmålingerne og selv om andre partiledere end Messerschmidt ikke blander sig, så positionerer de sig naturligvis i lyset af Løkkes problemer. SF vejrer givet forsat morgenluft med øget håb om mulige ministerposter i et samarbejde med Mette Frederiksen efter næste valg. Og De Radikale står naturligvis også klar til at erobre pladsen tilbage fra Moderaterne på midten af dansk politik med de afgørende mandater. Partiets leder, Martin Lidegaard, gentager årtiers radikale selvopfattelse af at lade det politiske indhold afgøre partiets anbefaling af en ny statsminister. Tidligere var det mest ord, men nu rummer det mere troværdigt muligheden for et skifte over midten, selv om der nok stadig skal meget til, før det ikke forsat er Mette Frederiksen, De Radikale peger på.

Under alle omstændigheder har Løkkes handlinger konsekvenser. Både samarbejdet med Mette Frederiksen og nu altså håndteringen af den dårlige sekretariatssag fører til vælgerflugt. Lige nu kan Moderaterne se meningsmålinger, som må få mindst halvdelen af folketingsgruppens medlemmer til at frygte for deres mandat. Og partiformanden selv risikerer at miste sin betydning i dansk politik.

Løkke taler om ”en genstart” af sit partisekretariat. Det gælder nok også partiet som sådan. Han ER Moderaterne. ”Hvad fatter gør, er altid det rigtige”. Eller bør i hvert fald være det. Lige nu bakker alle i gruppen op om Løkkes brutale løsning, selv om flere utvivlsomt har en dårlig smag i munden over at ofre medarbejdere, som de har arbejdet godt sammen med. Men selvopholdelsesdriften tæller nu engang mest. Hos dem og hos Lars Løkke. ■

 

Løkke taler om ”en genstart” af sit partisekretariat. Det gælder nok også partiet som sådan. Han ER Moderaterne
_______

 

Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. Han gik ved årsskiftet 2021/22 på pension efter som sidste opgave at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Peter Lautrup-Larsen er i dag en flittig foredragsholder og klummeskriver om de 40 år og aktuel politik.

ILLUSTRATION: Udenrigsministeriet, 23. september 2023: Lars Løkke Rasmussen taler med pressen, efter at ledelsen har fyret medarbejdere i partiet [FOTO: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden