Peter Lautrup-Larsen: Ingen tror, regeringen overlever næste valg. Bogstavlegen er allerede i gang
22.02.2024
Bogstavlegen om hvem, hvad og hvorfor i en ny regering er allerede i gang, selv om der sandsynligvis er mere end to år til næste folketingsvalg. Noget, som naturligvis udstiller, at regeringen trods sin mandatmæssige styrke nu også bag de tykke mure anses for svag.
Af Peter Lautrup-Larsen
Selvfølgelig regerer SVM-regeringen. Men det er især på det sikkerhedspolitiske område, hvor den for alvor viser sin egen handlekraft som med det nye tilsagn, at Danmark de næste ti år forpligter sig til at støtte Ukraine militært og civilt. Det havde vi bare ikke behøvet en flertalsregering til. Opbakningen er bred i Folketinget. For 14 måneder siden var det nok så meget noget andet, de mente, var nødvendigt. Danmark skulle ikke bare have en flertalsregering – nej, folkestyret skulle bæres af en ny politisk kultur.
De troede selv på det for 14 måneder siden. Danmark skulle ikke bare have en flertalsregering – nej, folkestyret skulle bæres af en ny politisk kultur. Statsminister Mette Frederiksen, Moderaternes stifter og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstres egentlige arkitekt i regeringsforhandlingerne på Marienborg, Troels Lund Poulsen (selv om nu forhenværende partiformand Jakob Ellemann-Jensen lagde navn til), havde store ambitioner. Den politiske beslutningsproces skulle forankres i regeringslokalerne – uafhængigt af oppositionspartierne i Folketinget. De kunne få lov at lægge stemmer til, men forhandlingerne afhang ikke af partipolitisk enighed eller uenighed. Målestokken for succes så de tre partier ikke kun som antallet af mandater bag brede politiske beslutninger. Regeringen havde nok i sig selv, uanset den udadtil sagde noget andet. Fremtidens fundament for de store politiske beslutninger ville i nok så høj grad være uden for Christiansborg.
Den nytænkning ligger nu nærmest i grus. Senest illustreret af den såkaldte grønne trepart, hvor regeringen prøver at få bakset en aftale om landbrugets bidrag til klimapolitikken på plads. I første omgang ikke med partierne i Folketinget, men med Dansk Naturfredningsforening på den ene side og landbruget på den anden. Det tror ikke mange på. Startskuddet med tre modeller for landbrugets CO₂-reduktion fra det såkaldte Michael Svarer-udvalg med den tidligere overvismand i spidsen bliver ikke den smøreolie, som får det hele til at falde i hak.
Tværtimod lurer et almindeligt sammenbrud. De grønne organisationer synes allerede, at selv den mest indgribende model er utilstrækkelig, og landbruget brokker sig omvendt over selv den mildeste – godt hjulpet på vej af en ny løftebrudsdiskussion. Statsminister Mette Frederiksen kommer til at kløjs i den enlige mors spaghetti og kødsovs; det må ikke blive dyrere. Og Troels Lund Poulsen må imødese strid modvind i sit jyske Venstre-bagland. De nye klimatiltag vil koste arbejdspladser i landbruget.
Selvfølgelig ender treparten med et noget, man vil kalde et resultat. Men det er langt fra sikkert, det sker i fælles enighed, selv om regeringen givet vil sprøjte milliarder ind i forhandlingerne. Risikoen er åbenbar for, at det, der skulle være en stor klimapolitisk helhedsløsning i treparten med alle parter, alligevel ender i ugelange forhandlinger med Folketingets partier, hvor regeringen håber at dele ansvaret med nogle flere end sig selv. Man kan næppe kalde det for en ny politisk kultur.
Man skal lede længe og formentlig forgæves for at finde nogle selv i regeringspartierne, der med hånden på hjertet tror på, at den forsætter efter valget med nyt mandat fra vælgerne
_______
Hvis det så bare var det eneste. Men i denne uge blev en anden af regeringens store ambitioner også opløst som et fatamorgana. Den såkaldte permanente trepartsinstitution med regeringen og arbejdsmarkedets parter er endt som en fuser. Den fik ellers ikke for lidt i SVM-regeringens fælles regeringsgrundlag fra december 2022.
Det var her, at regeringen ville: ”tage initiativ til en permanent trepartsinstitution, der skal fremme et kontinuerligt samarbejde mellem regering og arbejdsmarkedets parter, som løbende følger op på centrale reformspor og nødvendige omstillinger”. Sagt på en anden måde: Forligsparterne var især i treparten og ikke Folketingets øvrige partier.
Nu har arbejdsmarkedets parter sagt nej. Forklaringerne var mange, da TV2 breakede nyheden tidligere på ugen med fokus på indre magtkampe i fagbevægelsen, hvor store forbund som 3F og Dansk Metal frygtede at miste indflydelse. Men i bund og grund er forklaringen mere simpel: Heller ikke arbejdsmarkedets parter tror på, at SVM-regeringen overlever næste valg. De ser det nok mest som en papirtiger uden reel betydning, når Folketingets partier alligevel efter flertalsregeringens forventede farvel tager magten tilbage i de sædvanlige beslutningsprocesser.
Bogstavlegen er i gang
På Christiansborg har partierne i hvert fald for længst vænnet sig til tanken om, at det bliver hverdag igen, som de har kendt den i årtier. Bogstavlegen om hvem, hvad og hvorfor i en ny regering er allerede i gang, selv om der sandsynligvis er mere end to år til næste folketingsvalg. Noget, som naturligvis udstiller, at regeringen trods sin mandatmæssige styrke nu også bag de tykke mure anses for svag. Man skal lede længe og formentlig forgæves for at finde nogle selv i regeringspartierne, der med hånden på hjertet tror på, at den forsætter efter valget med nyt mandat fra vælgerne.
Meningsmålinger taler deres eget sprog. SVM-flertallet er forduftet fra dag ét. Forklaringerne er givet mange. Afskaffelsen af store bededag, som fik fagbevægelsen på barrikaderne. Jakob Ellemanns brudte valgløfter om aldrig at støtte Mette Frederiksen som statsminister og skandalerne hos Moderaterne. Alt sammen gode forklaringer på frafaldne vælgere, men også af den slags, som regeringspartierne kan håbe på, ender i den store politiske glemmebog.
Det er bare ikke dagens fortælling. Nye ambitiøse initiativer får ikke vendt vælgerflugten til det modsatte. Det kan godt være, at statsministeren har været i offensiven med regeringens nye ældreudspil og frisættelsen af den offentlige sektor, som forsætter senere på foråret på hele sundhedsområdet, når et nedsat ekspertudvalg barsler med sine forslag. Men det er bare ikke til at se på tilslutningen til de tre regeringspartier.
Det forekommer nærmest umuligt at se, hvad der så skal til for at gøre regeringen populær
_______
I bund og grund er forklaringen simpel. Socialdemokratiske vælgere har svært ved at se sig selv i regering med Venstre og Lars Løkke Rasmussen. Og omvendt. Mette Frederiksen er nærmest et skældsord på den anden side. Gammelt had ruster ikke. Det ændrer nye forslag ikke på. Det forekommer nærmest umuligt at se, hvad der så skal til for at gøre regeringen populær.
Hvad vil Venstre?
De frafaldne vælgere ender især hos to partier. Socialdemokratiske kryds ved sidste valg hos SF og mange af Venstres hos Liberal Alliance. Og de to succesfulde partiformænd spiller dygtigt på klaviaturet. SF’s Pia Olsen Dyhr ved at rykke mod midten af dansk politik – ikke kun med de sædvanlige frierier til Socialdemokratiet og Mette Frederiksen – men nu også til Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen. Mens Liberal Alliances Alex Vanopslagh gør sig salonfährig ved at slå på nødvendigheden af en pænere tone i den offentlige debat – især på de sociale medier, som er hans store hjemmebane – og samtidig ved at advokere for samling mellem partierne til højre for socialdemokraterne.
Hvis nogle for få år siden havde spået om en udvikling i dansk politik, hvor Pia Olsen Dyhr prøvede at invitere sig ind i stuen til selskab med Lars Løkke Rasmussen eller Liberal Alliance omfavnede De Radikale, var det blevet mødt med hovedrysten. Men i dag er der grund til at tage det alvorligt. Kampen om midten i dansk politik er der som altid – den har bare taget nye former.
De to partilederes bogstavleg er selvfølgelig ikke for at gøre andre en tjeneste. Hvor man normalt i politik skal være varsom med at fri til andre, fordi man efter et nej risikerer at stå afklædt og ydmyget tilbage, er risikoen lige nu til at overse. Der er ingen partier i en position, hvor det er klogt at lukke døre. Tværtimod gælder det om at holde alle muligheder åbne.
Lige nu samler interessen sig især om Venstre. Man kan som politisk kommentator ikke føre mange fortrolige samtaler med fremtrædende politikere, før spørgsmålet uafhængigt af partitilhør melder sig: Hvad vil Troels Lund Poulsen? Forude truer et EU-parlamentsvalg 9. juni, hvor Venstre ikke undgår en øretæve. I sig selv næppe en katastrofe, men taget som generalprøve på næste års kommunalvalg til november vil det igen få frustrationen til at blusse op i partiet. Venstre tåler ikke et historisk valgnederlag til den tid som det store blå borgmesterparti. Venstre er andet og mere end blot i Folketinget.
Man kan som politisk kommentator ikke føre mange fortrolige samtaler med fremtrædende politikere, før spørgsmålet uafhængigt af partitilhør melder sig: Hvad vil Troels Lund Poulsen?
_______
Troels Lund Poulsen vil blive sat under pres næste år for at gøre ”et eller andet”, hvis meningsmålingerne stadig taler deres dystre sprog til den tid. Det er en udbredt forventning hos politikere blandt de gamle venner i blå blok og omvendt en frygt i regeringspartierne. De siger det bare ikke højt. Budbringeren af dårlige nyheder risikerer sit politiske liv.
SF og LA byder sig til
Hvad ”et eller andet” så end er. Troels Lund Poulsen kan vælge at gøre som SF i 2014. Dengang forlod venstrefløjspartiet S-SF-R-regeringen, men støttede forsat socialdemokratiske Helle Thorning-Schmidt som statsminister. SF var stadig parlamentarisk grundlag for den tilbageblevne SR-regering. Ikke meget ændrede sig i dansk politik uden SF-ministre. Et Venstre-farvel vil være langt mere dramatisk. Nok kan partiet gå ud af regeringen uden at udløse et folketingsvalg, hvis partiet stadig accepterer en forsat SM-regering nu i mindretal, men hvor det var naturligt for SF stadig at holde fast i en socialdemokratisk statsminister, vil det ikke være det for Venstre. Tværtimod, Mette Frederiksen er vel Troels Lund Poulsens største problem blandt de vælgere, han gerne vil have til at stemme på sit parti. Det vil være for at gå i opposition mod de tidligere regeringspartnere, hvis han smækker med døren.
Det er her, Pia Olsen Dyhr kan byde sig til. Men hun vil næppe være med til at vælte en SM-regering, hvis risikoen er en blå regering efter et øjeblikkeligt folketingsvalg? Hun ser givet for sig muligheden af et samarbejde med Socialdemokraterne og Moderaterne parret med De Radikale. Både før og efter et valg. Den største forhindring er nok at vænne hendes vælgere til, at Lars Løkke Rasmussen selv som udenrigsminister ikke er Fanden selv. Og det er hun så allerede gået i gang med.
Til gengæld får Løkke et problem. Han dannede Moderaterne for at holde yderfløjene uden for indflydelse. Og selv om han nok mere og mere ser Pia Olsen Dyhr som pragmatisk, forhandlingsparat og regeringsduelig, så gør næppe alle hans vælgere det samme. Det vil ikke være uden omkostninger for ham at være på hold med hende. Foreløbig afviser han alle tilnærmelser, men at føje ordet ”forsigtigt” til afvisningen er mere end nærliggende. Han kommer til at tage stilling, hvis det bliver aktuelt – og svaret vil i så fald afhænge af omstændigheder, man ikke kan spå om i dag. Der er ikke sagt endeligt nej til Pia Olsen Dyhr på forhånd.
Vanopslaghs frieri til Venstre og Moderaterne fra den anden side gør det ikke nemmere for Troels Lund Poulsen og Lars Løkke at forblive i arbejdsfællesskabet med Mette Frederiksen
_______
Vanopslaghs frieri til Venstre og Moderaterne fra den anden side gør det ikke nemmere for Troels Lund Poulsen og Lars Løkke at forblive i arbejdsfællesskabet med Mette Frederiksen. Det er smart at få skabt et alternativ, de er tvunget til tage stilling til, selv om det endnu mere er på papiret end etableret i virkelighedens verden. Vanopslaghs ”kom hjem, kom hjem” vil kun vokse i styrke, efterhånden som folketingsvalget rykker nærmere. Om han så ser sig selv i spidsen som det blå alternativs statsministerkandidat, er en anden sag. Han har ikke erklæret sig endnu, men det kommer nu nok til at ske tættere på valgdagen, medmindre et tilbud om statsministerposten viser sig som den madding, der får Troels Lund eller Løkke til at bide på den blå krog.
Kandestøberier
Al det kan man selvfølgelig betragte som politiske kandestøberier. Meget kan ske. Det går hurtigt i dansk politik, så hvorfor interessere sig for det i dag. Men alligevel. Et lille eksempel: Da TV2’s politiske redaktør Hans Redder for et par uger siden den 7. februar lagde en politisk analyse på det sociale medie X om Vanopslagh som en sandsynlig statsministerkandidat, var en af reaktionerne noget opsigtsvækkende fra ingen anden end Lars Løkke Rasmussen. Han prioriterede røret i den hjemlige politiske andedam trods den udenrigsministerielle travlhed, da han tweetede ”Kunne være fint, så ville I måske dække deres (Liberal Alliances, red.) forslag om at nedlægge EIFO-fond (Danmarks Eksport- og Investeringsfond, red.) og betegnelsen af FN som idiotorganisation…” Det sidste møntet på Liberal Alliances udenrigsordfører Henrik Dahl, som havde brugt udtrykket om FN. Svaret fra Vanopslagh kom prompte. Løkke burde rette skytset mod dem, ”der forslæbende stiller sig i vejen for reformer af Danmark? Det kunne være Socialdemokratiet eksempelvis…”
Det er ikke hver dag, at en politiske kommentators spekulationer udløser den slags reaktioner fra partiformænd i hans egen tråd.
Selv hos nogle af regeringens topministre er erkendelsen uden for referat da også, at valgkampen allerede så småt er i gang. Forventningen er forsat, at Troels Lund Poulsen og Venstre bliver i regeringen indtil næste folketingsvalg om nok først to år – og ikke udløser det. Trods alt. ”Et eller andet” er ikke at forlade regeringen – ”og så må vi se”.
Reelt betyder bogstavleg og ringe meningsmålinger, at SVM-regeringen trods sit forsatte flertal kun har resten af 2024 til med sig selv at få forhandlet de vigtigste politiske forslag på plads internt, som de tre partier endnu ikke måtte være enige om. Kampen om vælgerne kan allerede fra begyndelsen af næste år overtrumfe lysten til politiske resultater, når partierne tager tilløb frem mod kommunalvalget 18. november. ■
Reelt betyder bogstavleg og ringe meningsmålinger, at SVM-regeringen trods sit forsatte flertal kun har resten af 2024 til med sig selv at få forhandlet de vigtigste politiske forslag på plads internt
_______
Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker, hvor han som sin sidste opgave dækkede Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Er i dag foredragsholder og klummeskribent.
ILLUSTRATION: Marienborg, 22. februar 2024: Vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (A) holder pressemøde om støtten til Ukraine [FOTO: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
