16.06.2024

Efter EU-valg og Folkemødet står det lysende klart: Vælgerne har skrevet dødsattesten på SVM-regeringen. Kun datoen mangler.



Af Peter Lautrup-Larsen

Godt nok holder Mette Frederiksen fast i samarbejdet ud fra devisen, at det stadigt er rigtigt med en regering hen over midten, selv om den på papiret har tabt sit flertal. Statsministeren mener forsat, at vælgerne godt kan et samarbejde. Det er regeringen, som de hader. Men som altid i politik: Det interessante er ikke, hvad der bliver sagt. Det er, hvad politikerne gør.

Forklaringer og bortforklaringer på hendes eget partis, Socialdemokratiet, elendige resultat kan man sikkert godt opfinde og argumentere for i EU-valget selv. Lavere stemmeprocent – hver fjerde vælger, der sætter kryds i et folketingsvalg, valgte sofaen – kandidaterne var mere eller oftest mindre kendte og så trods alt, at det drejede sig om europæisk og ikke dansk indenrigspolitik. Derfor er det nok så opsigtsvækkende, at ikke mindst Mette Frederiksen selv udlægger teksten, som var det et midtvejsvalg, der bekræfter nedturen i meningsmålingerne, hvis der havde været folketingsvalg i dag. Når hun som partiformand og statsminister bruger ord som ”en advarsel” om EU-valget og taler om nødvendige ”forandringer”, får det naturligvis konsekvenser.

Statsministeren signalerer således, at de næste måneder bliver helt afgørende ikke kun for regeringens fremtid, men også for Socialdemokratiet. Og for hende selv. Mette Frederiksen eget ord ”tænkeboks” illustrerer det til fulde. Selv om hun ikke siger det og stiller det i udsigt, så virker det indlysende, at et nyt regeringsgrundlag må præsenteres senest ved folketingets åbning første tirsdag i oktober. Og det socialdemokratiske bagland med borgmestre og kommunalrødder ser nok også partiets kongres den 14.-15. september i Aalborg som fødestedet for en mirakelkur med nytænkning, engagement og gåpåmod, der lever op til, at partiet har udnævnt 2024 som et ”velfærdsår”.

En regeringsrokade lige efter sommerferien gør det langt fra alene. De tre partiledere, foruden Mette Frederiksen selv, også Moderaternes Lars Løkke Rasmussen og Venstres Troels Lund Poulsen, må med et lidt fortærsket ord ”tænke ud af boksen”. Genopfinde hinanden og deres arbejdsfællesskab. Let bliver det ikke. Måske umuligt. Vælgerstemningen bliver ikke vendt af den kommende, stærkt forsinkede klimaplan med afgift på landbrugets udledning af C02, systemændringer med eller uden regioner af fremtidens sundhedsvæsen og efterårets planlagte reform af ungdomsuddannelserne. Der skal mere til.

På den led havde Lars Løkke Rasmussen ret, da han på valgnatten lod munden løbe og efterlyste nye reformer fra regeringen, der kunne begrunde dens eksistens. Han har senere modereret det noget sandsynligvis i erkendelse af, at det ikke lige var sådanne politiske bjæf fra ham, Mette Frederiksen og Socialdemokratiet havde brug for, når hun og partiet lå ned efter det historiske valgnederlag. Men udgangspunktet nu at tænke større står stadig tilbage.

Større frirum

Foreløbig ser det ud til, at SVM-regeringens tre partiledere giver hinanden et frirum til at gå selv med markeringer og udspil, der ikke på forhånd er godkendt af de andre. Lige frem ”anarki”, som Ekstrabladet kalder det i en forsidehenvisning lørdag, forestiller de sig dog nok ikke. Solomeldinger er sjældent hjælpsomme. Hverken for regeringsfællesskabet eller partierne selv. Når røgen lægger sig, og det hele ikke bliver til noget, fordi ét eller to regeringspartier ikke vil være med, så efterlader det indtryk af bristede forventninger og brudte løfter. Eller i den mere populære udgave at være ”banket på plads”.

 

Socialdemokratiets og regeringens modvind hos vælgerne bliver ikke mindre af, at statsministeren selv i øjeblikket er en af del problemet
_______

 

En del af problemet

Socialdemokratiets og regeringens modvind hos vælgerne bliver ikke mindre af, at statsministeren selv i øjeblikket er en del af problemet. Vælgernedturen forstærkes af hendes bratte fald i diverse popularitetsmålinger. Noget, som naturligt fører til yderligere spekulationer om, at hun søger en international toppost. Lige nu i EU. Uanset, Mette Frederiksen ikke selv har bekræftet, at hun sidste år forgæves sonderede terrænet for at blive NATO-generalsekretær, så hævder alle kilder med indsigt, at det også er deres opfattelse. De socialdemokratiske kaffeklubber nåede endda til, at finansminister Nicolai Wammen var hendes afløser, mens Lars Løkke og Troels Lund Poulsen krævede regeringen genbekræftet. Når hendes udlængsel sidste år ikke stod i vejen, så gør den det næppe heller nu, hvor ikke kun vælgerdommen i meningsmålingerne, men sikkert også overfaldet på hende forrige fredag på Kultorvet i København må nære følelsen af, at statsministerposten slider mennesket Mette Frederiksen op.

Hun benægter dog selv mere og mere bastant, at der er noget om snakken. Læren af forløbet sidste år synes at være, at Danmark er en småstat, når de store lande fordeler posterne og det har hun tilsyneladende taget bestik af. En forgænger som Anders Fogh Rasmussen havde embedsmænd til at arbejde for sig og Christiansborg-reportere med kilderne i orden vidste derfor, at han var i spil. Derimod er der ingen forlydender om, at Mette Frederiksen fører kampagne internt i EU. Lige nu er det derfor mest seriøst at tage hende på ordet end at lade sig styre af rygter og spekulationer. Vi må lægge til grund, at statsministeren næppe forlader det, der ligner en synkende skude. Hun må blive en del af løsningen, hvis regeringen og hendes parti igen skal have vind i sejlene. Hvis løsningen ellers findes.

Langt fra givet

Det er langt fra givet, at SVM-regeringen kan blive enige om noget nyt – bortset fra at regere. Dens tre partiledere kan måske nok vise handlekraft ved at fyre et par ministre i en ny rokade efter sommerferien, udnævne en minister for det civile beredskab i lyset af trusler fra klimaændringer og Putin samt en Europa-minister, fordi Danmark overtager EU-formandskabet 1. juli næste år. Men det vil næppe imponere vælgerne i en grad, så de vender klappende tilbage. Regeringen bliver ikke bedømt på holdet, men på de tre partilederes gøren og laden.

Her nåede Folketingets formand, Søren Gade, at sige det, som mange i hans parti, Venstre, tænker, inden EU-valgets overraskende positive resultat for partiet gjorde den slags utidigt. Nemlig at Troels Lund Poulsen bør sikre sig en anden ministerpost end forsvaret. Venstre-formanden bliver ædt op som fagminister. Søren Gade svarede dog ikke på, hvilken post det så skulle være. Nicolai Wammens finansministerium giver Mette Frederiksen ikke fra sig, og Lars Løkke bliver i udenrigsministeriet.

Nu endte det som et eksempel på den nu afdøde radikale leder Niels Helveg Petersens jævnlige konstatering af, ”at man aldrig skal undervurdere dumheden i politik”. Men samtidig kom Søren Gade til nok ufrivilligt at udstille regeringens egentlige dilemma også, når den skal revitalisere sig selv. Nemlig, at hvad der er godt for et regeringsparti, sjældent er det for et andet.

 

Det er langt fra givet, at SVM-regeringen kan blive enige om noget nyt – bortset fra at regere
_______

 

Når Mette Frederiksen forklarer sin manglende popularitet med, ”jeg tror, at der er nogen, der savner den gamle Mette. Det er i hvert fald det, jeg får at vide. Det gør jeg måske også selv en gang imellem”, må det skurre i Troels Lund Poulsens ører. Betyder det, at statsministeren nu varsler mere traditionel rød socialdemokratisk politik. Måske endda for at inddæmme vælgerflugten til SF?

I så fald øger det hans egne forklaringsproblemer over for dele af et bagland, som for længst føler sig kvalt af regeringssamarbejdet, løftebrudsdiskussioner og faldende meningsmålinger. Omvendt vil krav fra Venstre-formanden om endnu mere frit valg og flere skattelettelser, få Mette Frederiksens bagland op på barrikaderne. Og sikkert også hende selv.

Det hele bliver ikke lettere af, at Lars Løkke Rasmussen nu taler om en fjerde model for et nyt sundhedssystem, selv om et nedsat ekspertudvalg efter et års arbejde kun foreslog tre i tirsdags.

Opfinde uenighed

Man behøver ikke lede langt i Venstre – også i folketingsgruppen – for at finde opfattelsen af, at Troels Lund Poulsen må opfinde en uenighed med de to øvrige partiledere og nok især statsministeren for med den som argument og med et brag at forlade regeringen. Det uventede mindre ringe EU-resultat end ventet, vil sandsynligvis ikke gøre appetitten mindre. Den første meningsmåling fra Gallup efter EU-valget tyder på blåt flertal – i hvert fald hvis man tæller Lars Løkke med – hvis der var folketingsvalg i dag. Og med Liberal Alliances Alex Vanopslags skuffende tilslutning er Venstre-formanden måske igen en statsministerkandidat.

Men ser de dybt nok i den politiske stilling? Troels Lund må overveje, at et Venstre-farvel ikke nødvendigvis udløser et folketingsvalg. Sandsynligvis vil Mette Frederiksen forsætte sin regering med nu kun Lars Løkke og måske endda knytte SF mere til sig. Noget, som SF-formand Pia Olsen-Dyhr tidligere åbnede op for ved ikke at udelukke at sidde i regering med Moderaternes partistifter.

Omvendt presser adskillige borgmestre i det socialdemokratiske bagland statsministeren. Hun skal skrotte SVM-regeringen og søge tilbage til rød blok. Men bortset fra de katastrofale meningsmålinger, som er et modargument her og nu i sig selv, så vil det næppe styrke forholdet til Løkke som en sandsynlig tunge på et folketingsvalgs vægtskål mellem blokkene at sabotere et regeringssamarbejde, som han ser som sin væsentlige begrundelse til stadig at være i politik.

Sandsynligheden taler for, at de tre regeringspartier efter sommerferien trods murren i geledderne og ikke mindst hos vælgerne forhandler sig til rette med et nyt regeringsgrundlag, hvor ingen får for meget på de andres bekostning, men heller ikke for lidt. Begejstringen vil derefter være til at overse.

Formentlig to år til næste folketingsvalg er naturligvis lang tid i politik. Donald Trump kan blive præsident i USA. Krisebevidstheden kan pludselig accelerere, så SVM-regeringen genopstår som et vælgersvar. Men de tre regeringspartier tror vel ikke engang på, at den form for håb er en strategi. EU-valget ligner i hvert fald et varsel om regeringens politiske død.

 

Krisebevidstheden kan pludselig accelerere, så SVM-regeringen genopstår som et vælgersvar. Men de tre regeringspartier tror vel ikke engang på, at den form for håb er en strategi
_______

 

Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. Han gik ved årsskiftet på pension efter som sidste opgave at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Peter Lautrup-Larsen er i dag en flittig foredragsholder og klummeskriver om de 40 år og aktuel politik.

ILLUSTRATION: Allinge, 14. juni 2024: Mette Frederiksen (S9 efter Socialdemokratiets partiledertale på Folkemødet [FOTO: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland