31.10.2024

At gøre kål på akademikere er på den måde blevet et socialdemokratisk frihedsprojekt, som endda lever i bedste velgående.

Denne artikel bringes i RÆSONs serie om dannelse, uddannelse og demokrati. Se overblikket over artiklerne her.

Af Peter Lauritsen

Uddannelsesområdet er der, hvor en statsmagt har de bedste muligheder for at forme fremtidens borgere og samfund. Og uanset hvad man ellers mener om den siddende regering, kommer man ikke uden om, at den har grebet chancen: kandidatreform, gymnasiereform, en reform af professionsuddannelserne og afskaffelse af 10. klasse. Listen er lang.

Umiddelbart kunne man synes, at reformerne stritter i mange retninger, men heri tager man fejl. For det, der løber som en rød tråd gennem dem, er et heftigt opgør med ’det akademiske’. Det er universiteterne, der får kniven, og professionshøjskolerne, der løftes. Ligesom det er STX, der begrænses, mens en praksisrettet gymnasieuddannelse nu skal se dagens lys.

Forandringerne understøttes af en tydelig retorik. Uddannelser kritiseres for at være for akademiske og for teoretiske. Det problematiseres, at der er for mange nyttesløse akademikere ansat i det offentlige. Der skelnes skarpt mellem varme og kolde hænder, og man forstår, at sidstnævnte er uden værdi, hvorimod den positive energi samler sig om det, der er praksisrettet og manuelt. Alt dette kan man så lægge øre til, mens man forundret må konstatere, at næsten ingen argumenterer for, at det selvfølgelig ikke handler om at sætte det ene over det andet, men om at få det teoretiske og det praktiske – hånd og ånd, akademi og profession – til at følges ad.

Væsentlige dele af regeringens reformarbejde har været udsat for substantiel kritik. Reformen af universiteterne sker uden det nødvendige vidensgrundlag, sektoren efterlyser inddragelse, ligesom reformen vil give et samfundsøkonomisk tab i milliardklassen. På samme måde er det blevet fremført, at gymnasiereformen vil skabe ulighed og gøre det sværere for mange unge mennesker at gå den vej, de ønsker.

Trods kritikkens alvor må man konstatere, at den ikke har flyttet noget afgørende, og det er som om, det aldrig er lykkedes at skabe en egentlig debat. At det forholder sig sådan, skal man nu ikke undre sig over. For regeringen, der på dette område fører socialdemokratisk flag, handler det således ikke om at undgå ødelæggelse. Det handler ikke om at afbøde problemer eller skabe de bedste vilkår for alle. Nej, ambitionen er i en vis forstand større og mere langtrækkende. Målet er at gennemtvinge en ny form for dannelse.

Ifølge demokratiforkæmperen Viggo Hørup, der skrev og agiterede sidst i 1800-tallet, kan man sammenligne dannelsen med et sold – altså en form for sigte – der sorterer mellem det, der har værdi, og det, der betragtes som værdiløst. Hvad vi kulturelt og samfundsmæssigt mener er godt, smukt, nødvendigt, kvalificeret osv. er altså ikke en historisk konstant, men et resultat af politiske processer. Dannelsen er, og har altid været, en kampplads.

Det er netop sådan en kamp, vi kan se udspille sig for øjnene af os. En romantiseret forestilling om håndens arbejde sættes op på piedestalen, mens akademiske vidensformer sendes ud i mørket.

 

Det er netop sådan en kamp, vi kan se udspille sig for øjnene af os. En romantiseret forestilling om håndens arbejde sættes op på piedestalen, mens akademiske vidensformer sendes ud i mørket
_______

 

Tag blot den bog, som udlændinge og integrationsminister Kaare Dybvad skrev for nogle år siden, og som har den sigende titel: De Lærdes Tyranni. Bogen viser, hvordan nogle samfundsgrupper er blevet overset og til en vis grad marginaliseret. I bogen personificeres disse borgere med indbyggerne i den lille provinsby Vipperød, hvor den ministerielle forfatter selv trådte sine barnesko.

Bogens stærke argument er, at også borgerne i Vipperød har krav på både respekt og en væsentlig del af den samfundskage, som de selv er med til at producere. Men forfatteren stopper ikke her. Dybvad vil ikke kun bygge en samfundsgruppe op. Han vil også bryde ned. Som bogens titel indikerer, foretager Dybvad således en tydelig skyldspålæggelse. Det er den akademiske elite eller de lærde, der udfører undertrykkelsen.

Dermed lancerer bogen et dannelsesprojekt, hvor det akademiske udrangeres. Lærdom medfører medlemskab af tyrannernes klub, og hvem vil det? Tyranner er nogle bæster, som man bekæmper, indtil de ikke findes mere. At gøre kål på akademikere er på den måde blevet et socialdemokratisk frihedsprojekt, som endda lever i bedste velgående. Sådan her skrev børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye f.eks. i Altinget for blot nogle uger siden: ”Den kreative klasses magt over uddannelsespolitikken er slut. Både samfundet og de unge har slået sig alt for hårdt på deres akademisering. Nu må det være Arnes børnebørns tur.”

Hos Tesfaye er borgerne i Vipperød skiftet ud med Arnes børnebørn, men analysen og konklusionen er den samme: En akademisk elite har domineret alt for længe. Nu er det på tide at finde høtyvene frem.

At der skulle findes en gruppe af lærde, en kreativ klasse eller en lille elite, som har defineret både uddannelsespolitikken og dannelsen i de sidste årtier, er nok en overraskelse for mange. For et kig i historiebøgerne viser jo, at Socialdemokratiet har været absolut tæt på magten de sidste hundrede år. Så er det ikke netop dem, der har skabt det system, der nu kaldes elitært og tyrannisk? Jo, anderledes kan det selvfølgelig ikke være. Når socialdemokrater anklager uddannelsessystemet for at prioritere de forkerte værdier, er det i virkeligheden en kritik af det uddannelsesprojekt, de selv har været en central del af.

De mange reformer, vi for tiden er vidner til, viser således et skifte i den herskende (og socialdemokratiske) uddannelsesideologi: Ind til for nylig, var det ambitionen at åbne ’det akademiske’ for dem, der ikke var født ind i den videnstradition. Ingen (hverken borgerne i Vipperød eller Arnes børnebørn) skulle låses fast af deres ikke-akademiske udgangspunkt. Det var derfor, at man lagde vægt på mønsterbrud og talte om ulighed i uddannelse som et problem. Det akademiske skulle bredes ud og gøres ikke-elitært.

I dag er denne ambition væk. Det handler ikke om at gøre ’det akademiske’ mere indbydende og tilgængeligt for alle. Tværtimod skal Arnes børnebørn nu gå i deres bedstefaders fodspor. Det er Arnes liv, de skal kopiere, for det er her, den sande værdi ligger. Det er det nøjsomme slid, ja, nogle gange endda nedslidningen, som skal sættes højest i dannelsespyramiden.

Det akademiske, det lærde, skal derimod gøres så småt, at det falder igennem dannelsens sold. ■

 

Det akademiske, det lærde, skal derimod gøres så småt, at det falder igennem dannelsens sold
_______

 

Peter Lauritsen (f. 1969) er professor ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.

ILLUSTRATION: Studerende ved Københavns Universitet på Amager [FOTO: Jeppe Vejlø/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?