Peter Bjerregaard i RÆSONs nye trykte nummer: Sejren til en gruppe ældre schweiziske kvinder ved Menneskerettighedsdomstolen bør vække til eftertanke på Christiansborg
07.07.2024
I april vandt en gruppe ældre schweiziske kvinder en sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der stiller grundlæggende spørgsmål til, hvorvidt man – som Danmark – kan have en klimalov uden et CO₂-budget.
Denne artikel indgår i RÆSONs nye sommernummer, “Hvad vil Europa egentlig?”, ude nu. Læs mere her.
Af Peter Bjerregaard
I Klimaloven står der, at den skal revideres senest hvert femte år, hvor man bl.a. skal fastsætte et reduktionsmål for de følgende ti år. Det betyder, at loven skal ændres næste år, hvor man således skal se frem til 2035. Ministeren på området har allerede indikeret, at han ønsker, at den næste klimalov får et større globalt udsyn. Det er dog ikke det eneste, der er på spil: I april (2024) vandt en gruppe ældre schweiziske kvinder nemlig en sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der stiller grundlæggende spørgsmål til, hvorvidt man – som Danmark – kan have en klimalov uden et CO₂-budget.
Kvinderne, som alle er over 70 år, hævdede, at deres høje alder gjorde dem særligt udsatte for hedebølger, som klimaforandringerne forværrer. Domstolen fandt, at Schweiz har en forpligtelse til at beskytte individer, som forventes at blive påvirket negativt – og understregede samtidig, at den schweiziske klimapolitik var ukonkret og utilstrækkelig. Det var en historisk dom, der for første gang understregede, at stater har pligt til at beskytte borgere mod alvorlige klimaforandringer.
Af samme grund er det også interessant at overveje, hvad resultatet mon havde været, hvis en gruppe ældre danske kvinder havde lagt sag an mod Danmark. Schweiz er ikke Danmark, og Danmark har en mere ambitiøs klimapolitik end Schweiz. Både ude og hjemme fremhæves Danmark som et grønt foregangsland – det er blevet gentaget så ofte, at mange rent faktisk tror på det. Tryktester man påstanden, er det dog svært at se, at det skulle være tilfældet. Man kan fx spørge sig selv, om det ville være ønskværdigt, hvis andre lande havde lige så høje CO₂-udledninger, som vi har. I dag udleder en dansker omtrent dobbelt så meget som den gennemsnitlige verdensborger. De aktuelle udledninger behøver måske heller ikke at være det interessante. Ambitionsniveauet tæller også for noget. Her har vi sat os en række klimamål, herunder Klimalovens målsætninger om at sænke udledningerne med 50-54 pct. i 2025 og 70 pct. i 2030, sammenlignet med 1990-niveau. Derudover er der et mål om, at Danmark skal blive et klimaneutralt samfund i senest 2050.
Trods omfattende kritik af den førte klimapolitik lader det p.t. til, at vi når vores kortsigtede klimamål. Regeringen har netop (april 2024) offentliggjort en ny klimafremskrivning, som viser, at vi nu er nærmere på klimamålene end nogensinde før. Ja, vi indfrier faktisk allerede 2025-målet. Der er tre årsager til, at målet pludselig er blevet nået. For det første er opgørelserne for udledningerne fra lavbundsjorde ændret. Jordene har allerede afgivet så meget CO₂, at der mangler mindre end antaget. For det andet er opgørelserne for skovenes CO₂-optag revideret – de optager mere CO₂ end tidligere antaget. For det tredje har den svenske regering valgt at sænke dieselafgiften, hvilket forventeligt vil få flere danskere til at tanke i Sverige end i Danmark, og dermed bliver CO₂-udledningen også flyttet fra det danske klimaregnskab til det svenske. Sammenlagt bidrager de tre forhold med en CO₂-reduktion på 4,3 mio. tons, hvilket er historisk stort. Sidste år var vurderingen, at Danmark manglede at fjerne 5,4 mio. tons i 2030 for at indfri klimamålet – nu er vurderingen 1,5.
Både ude og hjemme fremhæves Danmark som et grønt foregangsland – det er blevet gentaget så ofte, at mange rent faktisk tror på det. Tryktester man påstanden, er det dog svært at se, at det skulle være tilfældet
_______
Hvad med et CO₂-budget?
Men det er ikke hele billedet. Menneskerettighedsdomstolen påpegede bl.a., at Schweiz målt per indbygger udleder mere end CO₂ end tilladt ifølge Parisaftalens mål om maksimalt 1,5 graders temperaturstigning. Og Domstolen bemærkede, at den førte klimapolitik næppe kan siges at være tilstrækkelig uden et CO₂-budget, som opgør, hvor meget der kan udledes for at være inden for Parisaftalens rammer.
Når det skal vurderes, om en stat har holdt sig inden for sin såkaldte skønsbeføjelsesmargin, skal det nemlig undersøges, om de relevante nationale myndigheder har lagt en tidsplan for at opnå klimaneutralitet og opstillet en slags budget for den resterende CO₂ (jf. dommens præmis 550).
Vigtigheden af et CO₂-budget fremhæves flere gange. ”I fraværet af indenlandske foranstaltninger, der forsøger at kvantificere den indklagede stats resterende CO₂-budget, har domstolen svært ved at acceptere, at staten kan anses for effektivt at overholde sin lovgivningsmæssige forpligtelse i henhold til artikel 8 i konventionen”, lyder dommens præmis 572.
Sådan et CO₂-budget rummer den danske klimalov heller ikke. Det kan i øvrigt undre, da et folketingsflertal (med 92 stemmer for og fire imod) 14. maj 2020 stemte for et borgerforslag om en klimalov, der netop indeholdt dette element: ”Fastsættelsen af disse mål skal baseres på et CO₂-budget, som viser, hvor store udledninger Danmark samlet set kan have frem mod 2050”, lød beslutningsforslaget. Af uforklarlige årsager blev det dog aldrig fulgt op på. Hverken politisk eller i Klimaloven.
Måske den nye dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol giver anledning til at få opdateret de klimapolitiske rammer. Man kan håbe. Fraværet af et CO₂-budget betyder nemlig, at vi borgere reelt ikke ved, om vi løfter vores andel af ansvaret, eller om vi rent faktisk er et grønt foregangsland. Det har alle borgere rimeligvis krav på at vide.
I 2018 kunne Dagbladet Information afsløre, at Energi- og Klimaministeriets folk faktisk havde lavet en tilsvarende udregning, men at den aldrig var nået frem til Folketinget. Informations aktindsigt afslørede, at Danmarks CO₂-budget ville være opbrugt i 2024, hvis vi skulle yde vores ligelige bidrag til blot en 50/50-chance for at overholde Parisaftalens mål. I 2019 vurderede regeringen i et folketingssvar, at det danske CO₂-budget forventeligt ville være opbrugt mellem 2031 og 2037. Den beregning undlod dog at medregne andre drivhusgasser end CO₂, hvilket betyder, at CO₂-budgettet reelt er opbrugt, længe inden den periode udløber. Begge tidshorisonter understreger dog den utilstrækkelige klimaindsats og situationens tydelige alvor.
Dommen over Schweiz vil forventeligt få stor betydning for fremtidige klimaretssager – også i Danmark. I april måned indgav Greenpeace fx en klage over Energistyrelsens ret til at udbygge Hejre-feltet i Nordsøen, fordi organisationen mener, at udviklingen af et nyt olie- og gasfelt i den danske del af Nordsøen er i strid med Klimaloven.
Klimaloven indebærer bl.a., at ”Danmark opnår at være et klimaneutralt samfund i senest 2050 med Parisaftalens målsætning om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader celsius for øje”, og at ”Danmark skal arbejde aktivt for Parisaftalens målsætning om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader celsius”. Greenpeace har nedlagt påstand om, at udbygningen af Hejre-feltet er uforeneligt med Klimalovens målsætninger, og anfører, at der slet ikke er foretaget en vurdering af klimaeffekterne ved at udbygge Hejre-feltet, som forventes at indvinde fossil energi fra 2027 til 2047. Det har Energiklagenævnet nu fået anledning til at undersøge.
Et spændingsfelt med modstridende hensyn
Det er svært ikke at have sympati for Greenpeaces sag. Vi ved, at langt størstedelen af de fossile reserver skal forblive ubrugte, hvis vi skal nå Parisaftalens målsætninger, og Danmark har desuden i en længere periode understøttet fossil energi. Selvom regeringen så sent som under COP29 i december 2023 tilsluttede sig en række landes Joint Statement on Fossil Fuel Subsidies, som bl.a. understreger vigtigheden af at udfase fossil statsstøtte, så fortsætter den danske stat med at understøtte fossilt energiforbrug. Det fremgår bl.a. af EU-Kommissionens seneste kommentar til den danske nationale energi- og klimaplan. I marts 2024 modtog den danske regering en kras kritik af udkastet til planen. ”Der ydes hverken direkte eller subsidier til fossile brændsler i Danmark”, hævder det danske udkast. EU-Kommissionen var dog ikke enig i den vurdering. I stedet blev Danmark irettesat for at støtte fossile brændsler med omtrent 3,6 mia. kr. om året. Den danske regering skal nu svare på kritikken og fremsende en ny, endelig udgave af planen.
Selvom den danske stat i en længere årrække har tildelt fossil statsstøtte, er det dog ikke entydigt, at det skulle være i uoverensstemmelse med Klimaloven, simpelthen fordi loven efterlader et meget stort fortolkningsrum. ”Klimalovens guidende principper […] med andre ord et spændingsfelt med en række modstridende hensyn, hvor det er nødvendigt at vægte de enkelte hensyn ved hver enkelt indsats”, påpeges det i et folketingssvar af 2. september 2022. I et andet folketingsvar fra den 25. april 2024 pointeres det, at Klimaloven blot udgør en overordnet ramme for klimaindsatsen og ikke strider mod olieproduktionen i Nordsøen. ”Danmark har derfor en interesse i at bidrage til, ikke bare den danske, men også den europæiske forsyningssikkerhed”, understreger svaret. Med andre ord: Klimaloven giver vide rammer for, hvordan de forskellige hensyn kan vægtes – og måske viser fortolkningsrummet sig reelt at være så bredt, at det er svært at se brugbarheden af loven.
Inden man overvejer at gå rettens vej, bør man dog overveje, hvorvidt det er det mest hensigtsmæssige. Typisk er det klogest at bruge de almindelige demokratiske virkemidler og den demokratiske samtale, hvis man ønsker at ændre samfundsindretningen. Og hvis man ikke lykkes med at overtale sine medborgere til noget, så bør man anstrenge sig endnu mere. Retssalene bruges til at dømme – ikke til at udvikle politik uden om de almindelige demokratiske processer. I den forstand kan dommen fra Menneskerettighedsdomstolen efterlade nogle med et falsk håb om, at det er mere effektivt at anlægge sager frem for at overbevise deres medborgere om at følge en mere ambitiøs klimapolitik.Dette ræsonnement er dog betinget af, at den demokratiske samtale virker. Og meget taler for, at det lige præcis ikke er tilfældet inden for klimaområdet. Alle seriøse partier vurderer fx, at klimaforandringerne kræver vidtgående og akut handling. ”Klimakrisen er vor generations største udfordring”, understreger det nuværende regeringsgrundlag. Alligevel sker der ualmindelig lidt, og der findes desværre også eksempler på, at den førte klimapolitik gør mere skade end gavn. Reelt er den største klimapolitiske udfordring måske nok, at de fleste foregiver at være grønne uden egentlig at føre en tilnærmelsesvis nødvendig politik.
Den danske klimapolitik fremstår samlet set mere ambitiøs end den schweiziske, men hvis en gruppe ældre kvinder ønskede at anlægge en lignende sag ved en dansk domstol, ville de slet ikke have en dårlig sag. Inden den første klimasag rammer det danske retssystem, bør Folketingets partier, særligt partierne bag Klimaloven, tage initiativ til at opdatere den – også så den kommer til at rumme et CO₂-budget. Det ville være rettidig omhu. ■
Den danske klimapolitik fremstår samlet set mere ambitiøs end den schweiziske, men hvis en gruppe ældre kvinder ønskede at anlægge en lignende sag ved en dansk domstol, ville de slet ikke have en dårlig sag
_______
Peter Bjerregaard (f. 1986) er chefredaktør på det internationale energi- og klimamagasin FORESIGHT. Han har tidligere været klimaredaktør på RÆSON.
ILLUSTRATION: 9. april 2024, Strasbourg: Aktivisterne forlader Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i triumf efter at have vundet sagen [FOTO: Ronald Wittek/EPA/Ritzau Scanpix]