Ole Aabenhus: Macron er kendt for at tage chancer. Så hvad gør han nu?

15.07.2024

Præsidenten erklærede, at han ’smed en håndgranat for fødderne’ af National Samling, da han udskrev nyvalg til det franske parlament, Nationalforsamlingen, samme aften som hans parti led et forsmædeligt nederlag ved valget til Europa-Parlamentet. Le Pens ventede storsejr udeblev, men det nye parlament er delt i tre større grupper plus det løse. Hvad gør en håndgranatkaster så?

Af Ole Aabenhus

DA RESULTATERNE RULLEDE IND på valgaftenen 9. juni havde National Samling (Rassemblement National) – med Marine Le Pen og Jordan Bardella i spidsen – vundet stort, mens præsident Macrons eget parti, Renaissance, havde lidt et smerteligt nederlag. Hans reaktion kom lynhurtigt: Han udskrev nyvalg til det franske parlament, Nationalforsamlingen. Klogt eller uklogt?

Mens stemmerne blev talt op efter anden og afgørende runde i søndags var rådgivere og partispidser fra partigruppen Ensemble, som Macrons eget parti er en del af, forsamlet i Elysée-palæet. Først var der en oplevelse af, at Macrons fløj var på vej mod det, man på fransk kalder et Bérézina – med henvisning til et af de afgørende og mest forsmædelige nederlag under Napoleons felttog mod Rusland 1812. Ifølge meningsmålingerne ville National Samling få 220-260 mandater. Og eftersom partiet ofte undervurderes i meningsmålingerne, var der mange, der frygtede, at det kunne nå op på 289 mandater i Nationalforsamlingen og dermed et absolut flertal.

Sådan gik det langt fra. National Samling fik ganske vist 10 millioner stemmer – flere end noget andet parti – men franske valgkredse varierer i størrelse, så partiet fik kun 142 mandater og blev dermed nr. 3 i Nationalforsamlingen. Størst blev den hastigt sammensatte venstrekoalition Den Ny Folkefront (Nouveau Front Populaire), der fik 178 mandater, og præsidentens Ensemble blev nr. to med 150. Intet Bérézina – men heller ikke noget klart flertal i Nationalforsamlingen til støtte for præsidenten.

 

National Samling fik ganske vist 10 millioner stemmer – flere end noget andet parti – men franske valgkredse varierer i størrelse, så partiet fik kun 142 mandater og blev dermed nr. 3 i Nationalforsamlingen
_______

 

VALGRESULTATET SIGER I REALITETEN TO TING: For det første, at et flertal af den franske befolkning har stemt mod højrefløjens ulighedspolitik over for indvandrere og anderledes tænkende, fordi flertallet ser sig selv om “revolutionære”, dvs. som arvtagere til oplysningstidens og den franske revolutions ideer om frihed og lighed for alle mennesker. For det andet, at Macron er upopulær, fordi han bliver set som “de riges præsident” – som en mand, der ikke lytter, og hvis parti kun er optaget af at redde samfundets økonomi, uden at tage tilstrækkeligt hensyn til de sociale problemer, der vitterlig er i Frankrig i dag.

Macron har talt om, at han med udskrivelsen af nyvalg i utide “kastede en håndgranat” ned foran fødderne på Marine Le Pen og det frembrusende National Samling. På sin vis kan man sige, at operationen er lykkedes, for valgdeltagelsen blev den største i mange år. Men valget betød også, at Macrons parti, Renaissance, fik en markant tilbagegang. Partiet vandt stort, da han blev præsident i 2017, tabte voldsomt, da han blev genvalgt i 2022, og gik nu igen tilbage. Faldet i mandattal er næsten chokerende: Fra 308 mandater i 2017 til 175 i 2022 og nu til 98.

Macron er kendt for radikale løsninger. Allerede før valget til Nationalforsamlingen var der overvejelser i pressen om, hvad der kunne ske, hvis han som forventet ville tabe. Mulighed nr. 1: Lægge op til et nyt valg i utide. Efter fransk lov vil det vil ikke kunne finde sted de første 12 måneder. Men fra sommeren 2025 vil der stadig være to år tilbage af Macrons præsidentperiode, så med lidt held ville han stadig kunne håbe få at få en del af sin planlagte lovgivning igennem. Mulighed nr. 2 ville være den helt radikale: At gå af nu, fordi han må erkende, at hans opbakning i befolkningen er lav. Han kan under ingen omstændigheder blive genvalgt i 2027, for man kan kun sidde i to perioder. Men går han af nu, kan han stille op igen om fem år, efter næste præsidentperiode. Til den tid vil han være blot 51-52 år; det er stadig ungt for en præsident.

 

Idéen om et regeringssamarbejde på tværs af eksisterende partigrupper har hidtil været en by i Rusland
_______

 

MEN DET, MAN DISKUTEREDE i Elysée-palæet på valgaftenen, var den tredje mulighed: At få tingene til at ordne sig. Som en af deltagerne udtrykte det, igen ifølge Le Monde: “Lige nu drejer det sig om at lade landet falde til ro, så tingene kan falde på plads i Nationalforsamlingen”. Macron selv sagde ikke meget den aften. Faktisk var han påfaldende tavs de første dage efter valget. Da han forleden drog til NATO-topmøde i Washington, efterlod han et brev til den franske befolkning – indledt med et “Kære franskmænd”. Det taler om dialog og om “en ny politisk kultur”, der skulle indebære, at man får etableret et regeringssamarbejde på tværs af eksisterende partigrupper – noget, der hidtil har været en by i Rusland.

I Frankrig skal man som nævnt kunne tælle til halvdelen+1 af Nationalforsamlingens 577 mandater, dvs. til 289. Præsidentens koalition, Ensemble, råder over 150; dertil kan man måske lægge 39 mandater fra de franske konservative (Les Republicains), hvis man kan lave en aftale med dem. Men de er splittede for tiden, så reelt er tallet mindre. Yderligere kan Ensemble måske regne med støtte fra en del af de 68 mandater i Nationalforsamlingen, der går under betegnelsen “Diverse”. Det giver i alt 257 – men i realiteten langt mindre, og der er stadig et godt stykke op til det magiske tal 289.

Den kattepine, Macron står i, skyldes et af hans store forbilleder, general de Gaulle. Da den nuværende, femte, republik blev lanceret i 1958 – under de Gaulles præsidentperiode – var det hensigten, at præsidenten skulle fremstå stærk og urørlig som en konge. Han skulle støttes af en regering valgt af Nationalforsamlingen, men sådan, at det er præsidenten, der udpeger regeringslederen. Det er ofte gået godt, fordi det parti, der vinder præsidentposten, normalt har gode chancer for også at få flertal i Nationalforsamlingen. Men ikke altid. Efter sit genvalg i 2022 har Macron på det nærmeste været stækket som en “lame duck”, og det er en ny udgave af den situation, han stirrer ind i i dag. Alternativet til at stykke en broget koalition sammen er det, franskmændene kalder cohabitation, hvor præsidenten udpeger en premierminister fra et andet parti end sit eget. Men det fører typisk til, at de to partier bekriger hinanden, og det styrker i hvert fald ikke præsidentens handlemuligheder.

 

Den kattepine, Macron står i, skyldes et af hans store forbilleder, general de Gaulle
_______

 

DET OPLAGTE VILLE VÆRE at søge et samarbejde med Socialistpartiet, som Macron engang selv har været medlem af. PS, som det kaldes, råder over ca. 65 mandater og ville kunne gøre den ønskede forskel. Men da Macron kastede sin håndgranat og alt handlede om at mobilisere mod National Samling, gik Socialisterne med i venstrekoalitionen Den Ny Folkefront. Det var måske klogt for PS, for partiet fordoblede sit mandattal, men fronten ledes af den person, Macron ser som sin værste fjende på venstrefløjen – Jean-Luc Mélanchon fra partiet Det Ukuelige Frankrig (La France Insoumise). Folkefrontens program går stort set ud på at rulle alle de reformer tilbage, som Macron betragter som afgørende for, at fransk økonomi kan komme på fode igen; ikke mindst den upopulære pensionsreform fra sidste år, der sætter pensionsalderen op fra 62 til 64 år. Læser man venstrefløjsavisen Libération i disse dage, handler det meste om, hvordan en enerådig præsident knægter folkets vilje, fordi han ikke vil udpege Jean-Luc Mélanchon – leder af den største af de tre koalitioner, men som nævnt kun med 178 mandater – til at danne en ny regering.

P.t. er situationen låst fast, og måske er det klogt, som de tænkte i Elyséepalæet, bare at “lade landet falde til ro”. Men det mudrede valgresultat har sat ny gang i en gammel diskussion, der handler om forholdstalsvalg i Frankrig. Ikke sådan, at alle mandater fordeles efter forholdstal (procenten af alle afgivne stemmer) – de fleste taler om “une dose”, dvs. at det kun er et begrænset antal mandater, der skal tildeles sådan. Sådan en dose har vi også i det danske valgsystem, hvor man som bekendt blander kredsmandater og mandater, der fordeles forholdsmæssigt på partier. Der er tusind måder at skære kagen på – og det vil tage lang, lang tid at blive enige – men til gengæld vil man i givet fald kunne indføre forholdstalsvalg ved en simpel lovændring, uden at skulle ændre forfatningen.

Om det er den vej, de kommer til at gå i Frankrig, kan ingen vide, men det indgår i debatten, at forholdstalsvalg som oftest fører til samarbejdende folkestyre, som i Danmark eller Tyskland, mens valg i enkeltmandskredse, som i Storbritannien og Frankrig, typisk opildner partierne til at nægte at samarbejde.

MÅSKE GIVER SPØRGSMÅLET OM forholdstalsvalg den håndgranatkastende præsident en ekstra mulighed for at vise, at det valg, han udskrev, ikke var uklogt – tværtimod. For netop i det spørgsmål er der en vis samklang mellem lederne i de forskellige partigrupper. Macron selv har talt positivt om “une dose” lige siden sin start som politiker, og senest den 5. maj i år har han erklæret, at forholdstalsvalg “ville være godt for demokratiet”. Mélanchon har udtalt sig tilsvarende positivt, og det samme har Marine Le Pen.

I mellemtiden er magtens tyngdepunkt ved at forskubbe sig i fransk politik. Som den unge, fortsat fungerende premierminister Gabriel Attal udtrykte det hin mindeværdige valgaften i Elysée-palæet: “Mere end nogensinde før ligger tyngdepunktet nu hos parlamentet”. ■

 

Magtens tyngdepunkt ved at forskubbe sig
_______

 

ILLUSTRATION: Vælgere i Paris, 15. juni 2024 [foto· Jeanne Menjoulet/Flickr]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland