Niels Westy: Milei vil give Argentina markedskapitalistisk chokterapi. Det kan blive vejen frem for Latinamerika
01.03.2024
Erfaringerne med at gennemføre og fastholde nødvendige omfattende markedsreformer i demokratier i Latinamerika er ikke gode, slet ikke i Argentina. Men måske bliver Milei præsidenten, som gør det?
Niels Westy i RÆSON Opinion
Det er formentlig gået de færrestes næse forbi, at Argentina har fået en ny – og højest usædvanlig – præsident, Javier Milei. En excentrisk økonom, med sine klonede hunde, vilde hår og store bakkenbarter, referencer til popkultur og superhelte (hans alter ego er ”Kaptajn Ancap”), sit kampråb ”længe leve friheden for fanden”, voldsomme udbrud, som når han omtaler Colombias præsident som en ”morderisk kommunist” og omtale af landets politikere (og dele af det private erhvervsliv) som parasitter og en politisk klasse, som udnytter og udsuger den almindelige argentinske befolkning alene for at gavne sig selv.
Han er også verdens første erklærede anarkokapitalistiske præsident, om end det skal understreges, at det mere er filosofisk end i praksis. Her omtaler han sig selv som minarkist (minimalstat i modsætning til ingen stat).
Hans vej til sejren ved præsidentvalget i november har været ultrakort – hans politiske karriere startede så sent som i 2021, hvor han blev valgt til deputeretkammeret, og hans parti LLA’s historie er lige så kort. Han havde dog på det tidspunkt været kendt som en populær og deltager i diverse talkshows, der i den grad ikke lagde fingrene imellem, når han debatterede – eller hvad man nu skal kalde det – med andre deltagere, som han var uenig med (hvis man skal sammenligne med noget i Danmark, må det være Debatten på DR2, som i den sammenligning er den rene søndagsskole, selv når bølgerne går højt).
At overvære hans vælgermøder er som at overvære en blanding af rockkoncerter og fodboldkampe – ikke noget særsyn i Latinamerika, men så var der så lige det, at substansen og indholdet i hans taler er noget helt andet, end vi har oplevet før – ikke kun i Argentina, men vel historisk noget andet sted. I hvert fald når man betænker, at der her var tale om en kandidat, som ikke kun deltog i et præsidentvalg, men ligefrem slog sin modstander ved den største valgsejr nogensinde ved et demokratisk valg i Argentina. Og i modsætning til sine forgængere holdt han ikke sin tiltrædelsestale i parlamentet, men udenfor, henvendt til de fremmødte argentinere. Mileis budskab var klart – ’No hay plata’: vi har ingen penge – og det kommer til at gøre ondt, før det bliver bedre.
Man oplevede det igen ved dette års World Economic Forum møde i Davos, hvor hans tale var fyldt med referencer til liberale (i den danske anvendelse af ordet) tænkere som Adam Smith, Milton Friedman, Ludvig Von Mises, Rothbard, Hayek, mens han henviste til Maddison-projektets beregninger af udviklingen i levestandard i forskellige lande århundrede tilbage i tiden og Fraser Institutes analyser af graden af økonomisk frihed i verdens lande.
Talen i Davos var i den grad usædvanlig. Dels på grund af dens uhildede forsvar for markedskapitalisme, dens frontalangreb på socialisme (der ifølge Milei aldrig har produceret anden end fattigdom, død og ødelæggelse) i alle dens afskygninger, som Milei opfatter det (og det er en bred opfattelse inkl. Europæiske socialliberale og Biden-regeringen i USA), hele woke-dagsorden (i mangel på et bedre ord) som sluttede af med en opfordring til den private sektor til at holde op med at lade sig tryne, mens Milei omtalte dem som helte (med klar reference til Ayn Rand), for det var dem, som var årsagen til den enorme fremgang i velstand, som verden har oplevet de seneste 200 år. Omvendt har stater ifølge Milei absolut intet bidraget med andet end at ”stjæle” folks penge. Her var der også en tydelig reference til en af Mileis politiske forbilleder, nemlig Ronald Reagan: ”Staten er ikke løsningen, staten er problemet”.
Hvis man vil forstå Milei, er det væsentligt at forstå hans udgangspunkt, hvor Argentina gennem de seneste mere end 100 år – og særligt siden i midten af det 20. århundrede – har været, hvad han opfatter som en socialistisk økonomi
_______
Et andet politisk forbillede, som Milei har fremhævet flere gange, er i øvrigt Margaret Thatcher, der som bekendt var premierminister, da englænderne gav den argentinske hær læsterlige tæsk i Falklandskrigen i 1982. En krig, som i parates bemærket medførte, at det brutale argentinske militærdiktatur faldt sammen, og landet igen blev demokratisk. Og Thatcher var næppe blevet genvalgt, havde det ikke været for den militære sejr tusindvis af kilometer væk fra de britiske øer.
Mileis ideologi er rodfæstet i argentinsk historie
Hvis man vil forstå Milei, er det væsentligt at forstå hans udgangspunkt, hvor Argentina gennem de seneste mere end 100 år – og særligt siden i midten af det 20. århundrede – har været, hvad han opfatter som en socialistisk økonomi. Den periode står i følge Milei i modsætning til Argentinas guldalder i sidste halvdel af det 19. århundrede og frem til 1. verdenskrig (1916, for at være helt præcis), hvor millioner af europæere, især spaniere og (syd)italienere, immigrerede til landet, og hvor økonomien formentlig var den hastigst voksende i sin samtid.
En udvikling, der tog sit udgangspunkt i Argentinas meget amerikansk inspirerede og liberale grundlov i 1853, baseret på frie markeder og fri indvandring.
Herfra udviklede Argentina sig i en stadig mindre markedsorienteret og mere nationalistisk-statslig (i 1930’erne fascistisk) styret økonomisk retning med stigende lovbestemte rettigheder, kulminerende i årene efter 2. verdenskrig med valget af præsident Juan Peron (1946-1955). Under Peron nationaliseredes udenlandske virksomheder, mens man førte en i begyndelsen voldsomt ekspansiv finanspolitik og gennemtvang store lønstigninger (uden tvivl til stor begejstring for Argentinas arbejdere de første år). Peron førte i den grad en restriktiv handelspolitik – der på bagkant blev intellektuelt beskrevet som en måde at udvikle og afskærme Argentinas økonomi fra de vekslende internationale konjunkturer gennem den såkaldte importsubstitutionsmodel (ISI), mens væksten i den offentlige sektor ”eksploderede”. Det indebar stor fremgang de første år, men endte hurtigt i inflation og økonomisk krise, og i 1955 blev Peron afsat ved et militærkup. Herefter prøvede vekslende militær- og civile regeringer med ringe held at stabilisere den Argentinske økonomi i de efterfølgende årtier.
I første halvdel af 1990’erne, under den daværende peronistiske præsident Carlos Menem, syntes Argentina i en kort periode at være kommet sig over ”tømmermændene” – efter årtiers økonomisk mishandling. Der gennemførtes en række markedsorienterede reformer, åbning af økonomien over for omverdenen og nedbringelse af inflationen, som havde været kronisk høj i mange årtier. Desværre brød det hele sammen en gang til op mod årtusindeskiftet, primært som konsekvens af en blanding af økonomisk ansvarsløshed med store offentlige underskud (og direkte svindel som resultat af, at Carlos Menem forsøgte af opnå en 3. valgperiode i strid med den argentinske forfatning) og den førte penge- og valutakurspolitik.
Omvendt har stater ifølge Milei absolut intet bidraget med andet end at ”stjæle” folks penge. Her var der også en tydelig reference til en af Mileis politiske forbilleder, nemlig Ronald Reagan: ”Staten er ikke løsningen, staten er problemet
_______
I starten af 2002 brød økonomien for alvor sammen, og Argentina opgave at betale af på sin udlandsgæld (og det skulle ikke være sidste gang). Pendulet svingede tilbage, og under først Nestor Kirchner og siden hans kone Cristina Kirchner øgedes handelsrestriktionerne igen, udenlandsk ejede virksomheder (re)nationaliseredes, mens offentlige underskud finansieredes ved at lade seddelpressen køre med det forventede resultat, at inflationen steg igen.
Efter en kort periode mellem 2015-2019, hvor en centrumhøjre-regering under præsident Macri fejlede i forøget på en gradvis stabilisering af den argentinske økonomi, kom peronisterne endnu en gang til magten. Økonomisk fortsatte nedturen, inflationen steg til nye højder, Argentina opgav endnu en gang at betale af på sin udenlandsgæld og endnu mere regulering – og populistisk økonomisk politik – forværrede Argentinas økonomi. Og så er vi fremme ved valget af Javier Milei.
Men selv om det kan se ud, som om ”Milei kom ud af ingenting”, er det ikke tilfældet. Godt nok har han selv sagt, at han først i begyndelsen af 2010’erne blev ”anarkokapitalist” i filosofisk forstand og ’minarkist’ i praktisk politisk forstand, efter at have læst Friedman, Hayek, Rothbard, Von Mises og andre liberalistiske tænkere – før det havde han betegnet sig selv som ”almindelig neo-klassisk” økonom.
Hans offentlige gennembrud kom, da han blev en hyppig gæst i forskellige argentinske talkshows op gennem 10’erne, hvor hans anderledes fremtoning, engagement, flair for provokerende onelinere, kritik af den ”politiske klasse”, som han omtaler som snyltere og parasitter, blandet med solid formidling af økonomiske sammenhænge hurtigt gjorde ham populær, især blandt yngre (mandlige) argentinere. I 2021 blev han valgt til Deputeretkammeret for det nystartede parti La Libertad Avanza (Friheden går frem) og nu præsident, blot to år senere.
”Milei-ismen”, som den amerikanske liberalistiske tænketank CATO har døbt det, kan føres tilbage til i hvert fald 2. halvdel af 1950’erne, hvor den argentinske økonom, Alberto Benegas Lynch, begyndte at invitere en række fremtrædende tænkere til Argentina, bl. a. Ludvig Von Mises. Et arbejde hans søn af samme navn videreførte – bl. a. med etableringen af det private universitet Escuela Superior de Economía y Administración de Empresas i 1978, hvor en række nobelprismodtagere i økonomi, først Hayek og siden James Buchanan and Vernon Smith blev medlemmer af bestyrelsen.
Og så er vi fremme ved spørgsmålet: ”Hvad drømmer Argentinas præsident om, når han sover?”. Han drømmer om demonteringen af den peronistiske økonomiske model og en tilbagevenden til det, Alberto Benegas Lynch jr. har kaldt ”Alberdian liberalism” efter Juan Bautista Alberdi, hvis tanker i midten af 1800-tallet lagde fundamentet for forfatningen af 1853.
Om det så kan lade sig gøre, står hen i det uvisse. En tilbagevenden til noget, der bare ligner den økonomiske model, der herskede før Første Verdenskrig (og som er noget tættere på det nuværende Danmark end det nuværende Argentina) kræver dels opbakning fra et flertal i kongressens to kamre (hvilket regeringen ikke har for nuværende), dels at de grupper, som ikke har en interesse i forandringer (hjemmemarkedserhverv og en række fagforeninger, ikke mindst offentlige) på en eller anden måde enten går med til forandringerne eller på anden måde håndteres. Og endelige kræver det naturligvis også, at den menige argentiner accepterer, at ”det skal gøre ondt, før det bliver godt”.
Erfaringerne med at gennemføre omfattende reformer (ikke mindst af arbejdsmarkedet), vel og mærke varige reformer, og samtidig opretholde demokratiet er ikke gode i Latinamerika. Men måske bliver Milei præsidenten, som kan gøre det?
Mileis budskab var klart – ’No hay plata’: vi har ingen penge – og det kommer til at gøre ondt, før det bliver bedre
_______
Niels Westy (f. 1960) er cand.polit., underviser på Niels Brock og skribent på punditokraterne.dk. Han har tidligere været tilknyttet Dagbladet Børsen som udlandskommentator.
ILLUSTRATION: Buenos Aires, 25. september 2023: En ung mand støtter Jair Mileis præsidentkampagne i den argentinske hovedstad [FOTO: Luis Robayo/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
