Niels Jørgen Langkilde (K): Privatlivet er ved at forsvinde. De borgerlige må sørge for at vende udviklingen

05.08.2024

Individualismen er øget, samtidig med at privatlivet er reduceret – af staten på den en side og af sociale medier som Facebook på den anden. Vores frihed og tryghed er under pres.

Opinion af Niels Jørgen Langkilde

DA JEG SOM UNG blev politisk aktiv, forsvarede vi igen og igen den private ejendomsret, egen bolig og beskyttelse af privatlivet. I 1963 sagde et flertal ved folkeafstemningens nej til indgreb i den private ejendomsret – statens „sorte hånd‟ fra en plakat i den valgkamp fik et langt efterliv. Valgplakaten demonstrerede for første gang parcelhusejernes umådelige styrke.

Men det gik modsat af, hvad vi arbejdede for. Det private rum, hvor ingen måtte blande sig, og hvor offentlige personer uden dommerkendelse ikke kunne trænge ind, er ved at være en saga blot. Lov efter lov giver offentlighedspersoner adgang til de mest private og intime oplysninger i de patientjournaler, som skulle være dybt fortrolige – der kigges i patienters journaler på samme uautoriserede måde som i gamle politirapporter og skattepapirer. Begge dele har også ramt politikere højt på strå.

 

Hvad overvågningssamfundet ikke har ordnet, klarer befolkningen selv med Facebook og andre sociale medier

 

Hvad overvågningssamfundet ikke har ordnet, klarer befolkningen selv med Facebook og andre sociale medier. Gamle Stasi-folk må være dybt misundelige, og reaktionen for mange er da også at gå i indre eksil, helt som det skete i DDR. Man tør ikke være medlem af politiske partier og andre foreninger, medmindre de er helt uskadelige og apolitiske – snart bliver sport, fitness og madlavning de eneste tilbageværende frirum for privat udfoldelse.

Denne dramatiske samfundsændring sættes måske klarest i perspektiv, hvis man går tilbage til en kultusminister (dvs. minister både for undervisning og kirke), Jacob Frederik Brønnum Scavenius, der på et valgmøde i 1887 priste familielivets værdier i høje toner. Det slap han ikke godt fra, da en bagermester spurgte ham, hvorfor han så gik på horehus. Her blev bagermesteren straffet for at krænke privatlivets fred. Men i dag er vi blevet vænnet til, at offentlige personer ikke har krav på et privatliv.

Dommen over bagermesteren blev en motor i det såkaldte „borgerlige oprør‟ med bl.a. forfatteren Gustav Wied blandt de prominente støtter. Det handlede i det borgerlige oprør om at gøre op med den udbredte dobbeltmoral, som var en konsekvens af en stærk beskyttelse af privatlivet. Den udbredte dobbeltmoral blev herefter jagtet og gjort til grin i skønlitteraturen, på teatrene og i revyerne.

 

Rødstrømpernes kamp for „at gøre det private offentligt‟ er lykkedes ganske godt, desværre. Forfatter efter forfatter skriver bøger om deres nærmeste pårørendes mest intime dårligdomme. Det sælger

 

RØDSSTRØMPERNES KAMP for „at gøre det private offentligt‟ er lykkedes ganske godt, desværre. Forfatter efter forfatter skriver bøger om deres nærmeste pårørendes mest intime dårligdomme. Det sælger, som allerede H. C. Andersens titelfigur i eventyret „Skyggen‟ havde fundet ud af. Det manglende frirum giver masser af mentale problemer for alle de mennesker, som siger ét, men gør noget andet.

Individualismen er øget, samtidig med at privatlivet er reduceret. Man sælger sig selv ved at udstille privatlivet og sine tidligere resultater på arbejdsmarkedet. De klassiske fire skarpt adskilte liv – familielivet, arbejdslivet, kulturlivet og det politiske liv – er i dag frit flydende, ligesom skellet mellem det private og det offentlige er utydeligt. Det gamle system sikrede borgerne frihed og tryghed i privatlivet.

Som ovennævnte dom over bagermesteren viste, så beskyttede den daværendes retsstat privatlivet mod offentligheden. Denne beskyttelse tog udgangspunkt i 1849-grundlovens § 86. „Boligen er ukrænkelig. Huusundersøgelse, Beslaglæggelse og Undersøgelse af Breve og andre Papirer maa, hvor ingen Lov hjemler en særegen Undtagelse, alene skee efter en Retskjendelse‟. Misbrug fandtes, ja, og det misbrug blev brugt til at kvæle „det private‟. Det er foregået lidt efter lidt: Lovgivning om ophør af revselsesretten, ligestilling mellem kønnene og seneste lovgivning mod psykisk vold i hjemmene er alle eksempler på offentlig regulering af privatlivet. Det har betydet et bedre liv for titusinder, men privatlivet indskrænkes igen og igen. Når en konservativ justitsminister, Søren Pape Poulsen, var bannerfører for at kriminalisere den psykiske vold i hjemmene, så dækker det over en erkendelse af, at privatlivets beskyttelse har sine grænser. De er svære at fastsætte, men de ændres igen og igen.

 

De klassiske fire skarpt adskilte liv – familielivet, arbejdslivet, kulturlivet og det politiske liv – er i dag frit flydende, ligesom skellet mellem det private og det offentlige er utydeligt. Det gamle system sikrede borgerne frihed og tryghed i privatlivet

 

I dag er det klart, at vi må og skal sikre en bedre beskyttelse af privatlivet. Det handler f.eks. om at beskytte de vitale oplysninger, der ligger i sundhedsjournalerne, og muliggøre rettelser af forkorte informationer. I dag er det stort set er umuligt – og regeringen har år efter år har udskudt den revision, som der er udarbejdet et oplæg til. Det gælder også om bedre beskyttelse mod identitetstyveri, som er en lammende oplevelse for de ramte. Det gælder om at stoppe ulovlige overvågninger af borgerne. Og det gælder ikke mindst om bedre beskyttelse af boligen mod tyveri, hærværk og andre krænkelser. Man kommer heller ikke uden om at stramme strafbestemmelserne. Bevidste fejl i patientjournaler har stort set ingen straf, men for patienten kan det være forskel på liv eller død, eller erstatning eller ingen erstatning. Straffens størrelse betyder meget, når man anmelder en sag til politiet.

SAMTIDIG MED at privatlivet er blevet afviklet, har det offentlige lukket sig om sig selv. Det er paradoksalt: At den åbenhed, der burde være selvfølgelig i det offentlige, gradvist er blevet til lukkethed via loven om offentlighed i forvaltningen fra 2013. Oluf Jørgensen, der er en af landets førende eksperter på området, er blandt forfatterne til en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten den 7. juni 2024, hvor man refererede to undersøgelser, der har sammenlignet åbenhed dels i de nordiske lande, dels også inddraget Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Østrig. Konklusionen lyder ”Når alle danske undtagelser for politiske beslutningsprocesser tages med, er Danmark det land, der lukker mest af for indsigt i de politiske beslutningsprocesser‟.

Den nuværende SVM-regering har i særklasse fået beskyldninger om magtmisbrug som følge af manglende offentlighed, sletning af dokumenter og en helt usædvanlig langsommelighed i en række sager om aktindsigt. For de Konservative må projektet være langt mere offentlighed i den offentlige forvaltning. Mere åbenhed modvirker magtmisbrug, vennetjenester og korruption. I en tale på Det Konservative Folkepartis Landsråd erkendte Søren Pape Poulsen, at indskrænkningen var alt for voldsom, og han prøvede efterfølgende at komme igennem med ændringer blandt forligspartierne. Desværre uden resultat. Heldigvis ser der ud til, at alle partier udenfor den nuværende regering er klar til ændringer. ■

 

Samtidig med at privatlivet er blevet afviklet, har det offentlige lukket sig om sig selv
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland