Niels Jakob Pasgaard: For 10 år siden ødelagde politikerne folkeskolen. Og de er stadig fanget i de samme illusioner
17.07.2024
Denne artikel er en del af RÆSONs nye tema om uddannelse, dannelse og demokrati, som også vil være en del af Idéernes Festival 21. september.
Så længe vi holder skole med henblik på at vinde i den internationale konkurrence, lige så længe vil vi blive ved med at tabe i den. Og hvad værre er: Lige så længe vil vi blive ved med at tabe dannelsen, som er skolens væsentligste opgave, på gulvet. Vores politikere er nødt til at løfte blikket helt ud af den blindgyde, som de seneste 25 års skolepolitik har ført os ned i, og få øje på den rige skoletradition, som reformen blot var det seneste og mest omfattende angreb på.
Kronik af Niels Jakob Pasgaard, lektor, cand. pæd. i filosofi
Det er nu godt 10 år siden vores fælles folkeskole blev reformeret. Det var daværende undervisningsminister, Christine Antorini, der stod ved roret, og som udråbte reformen (vedtaget i 2013, aktiveret i 2014) til at være intet mindre end en læringsrevolution. Bag hende stod finansminister Bjarne Corydon, som efter eget udsagn er mere stolt af skolereformen, end af noget andet han har haft indvirkning på i sit politiske liv. Vi skulle ’fra undervisning til læring’, hed det, så hvert enkelt barn i kongeriget kunne udfolde sit potentiale fuldt ud, og så vi kunne klare os i den stigende internationale konkurrence, som forligspartierne skrev i aftalen om skolereformen.
Man opstillede tre nationale mål, som løbende skulle monitoreres for at vise fremdriften:
Mål 1: Andelen af de allerdygtigste elever i dansk og matematik skulle stige år for år.
Mål 2: Andelen af elever med dårlige resultater i de nationale test for læsning og matematik skulle reduceres år for år.
Mål 3: Elevernes trivsel skulle øges.
Revolutionen rullede og der blev ansat udrejsende (be)læringskonsulenter i ministeriet, som kunne skubbe skolerne i den rigtige, målstyrede retning, mens ministerielt-udråbte-eksperter talte varmt om både reformen og læringsmålstyringen i flotte videoer på ministeriets hjemmeside. Den digitale platform EMU’en, som tidligere havde været lærernes portal til videndeling og gensidig inspiration, blev underlagt en stram redaktionel linje – nu kunne man kun dele forløb og materialer, der understøttede en læringsmålstyret praksis. Samtidig donerede A.P. Møller Fonden en milliard til folkeskolen, og så godt som alle de uddelte midler gik til projekter, der kunne understøtte skolereformen og læringsmålstyringen. Kommunerne skrev ud til forældrene, at de ikke længere skulle spørge deres børn, hvad de havde lavet i skolen – de skulle i stedet spørge, hvad de havde lært, for på den måde at dreje elevernes mindset i den rigtige, resultatorienterede retning. Alt skulle handle om at optimere det målbare læringsudbytte.
Vi VAR nogle, der problematiserede at lærerne nu ikke længere skulle interessere sig for undervisningens indhold, men kun have fokus på elevernes målbare læringsudbytte. Vi var også nogle, der problematiserede den åbenlyse umyndiggørelse af både lærere og elever, som de nationale mål og den til reformen koblede læringsmålstyring lagde ned over skolen.
Men kritikken blev tiet ihjel, for reformen var fuld af gode intentioner. Nu skulle den bare have lov at virke, måtte vi forstå. Og næsten hele folketinget stod i øvrigt bag reformen, så selvfølgelig virkede den!
Men hvad skete der? Gang på gang dumpede der data ind som viste, at reformen ikke rigtigt virkede ift. at opfylde sine mål. Igen og igen blussede kritikken op, men svaret fra reformtilhængerne forblev uændret: Ingen revolutionerende reformer virker efter få år – nej, en så storslået reform måtte have mindst 5 år til at virke. Og da der var gået 5 år og resultaterne stadig udeblev, måtte kritikerne forstå, at det mindst ville tage 10 år at nå målene.
Vi VAR nogle, der problematiserede at lærerne nu ikke længere skulle interessere sig for undervisningens indhold, men kun have fokus på elevernes målbare læringsudbytte
_______
Og her er vi så, godt 10 år efter skolereformen. Virkede den så? Nej, det gjorde den ikke. Tværtimod. Kigger man på resultaterne af PISA-undersøgelserne, ser det nærmere ud som om reformen har virket modsat af intentionen. Lad os kigge på reformens mål ét for ét.
Mål 1: Andelen af de allerdygtigste elever i dansk og matematik skulle stige år for år.
I 2015, hvor reformen endnu ikke havde nået at virke, havde 11,7 pct. af eleverne særdeles høje kompetencer indenfor matematik (ifølge PISA). I 2022, hvor eleverne har levet hele deres skoletid i den reformerede skole, er andelen så lille som 7,7 pct.. Ligesådan gik det med dansk: I 2015 var det 6,5 pct. af eleverne, der havde særdeles høje kompetencer indenfor læsning. I 2022 er andelen faldet til 6,3 pct.. Man må sige, at reformen er dumpet med et brag på dens første mål.
Mål 2: Andelen af elever med dårlige resultater i de nationale test for læsning og matematik skulle reduceres år for år.
Fra 2015 til 2022 er andelen af elever med manglende matematiske kompetencer steget fra 13,6 pct. til 20,4 pct.. I samme tidsrum er andelen af elever med manglende læse-kompetencer steget fra 15 pct. til 19 pct.. Det er jo heller ikke prangende.
Mål 3: Elevernes trivsel skulle øges.
Kunne man så håbe, at eleverne trods alt er kommet i bedre trivsel? Nej; andelen af elever med ’højest generel trivsel’, som man kalder det, er, fra at ligge på 92,9 pct. i 2016, faldet til 87,4 pct. i 2022, ifølge de nationale trivselsmålinger. Andre målinger af unges trivsel, som fx dem man finder i Den Nationale Sundhedsprofil, viser en fordobling i andelen af unge kvinder med dårligt mentalt helbred – fra ca. 17 pct. i 2013 til over 34 pct. i 2021 – mens der for unge mænd er tale om et endnu større spring – nemlig stigende fra ca. 8 pct. i 2013 til ca. 22 pct. i 2021.
Så nej, reformen har ikke virket, i hvert fald ikke i forhold til dens egne mål. Til gengæld har den sat et helt andet aftryk: Næsten 4.000 dygtige lærere er ifølge Undervisningsministeriets tal flygtet fra det accountability-regime, der fulgte med reformen, og eleverne vandrer mod de frie skoler som aldrig før. Antallet af elever i folkeskolen er i perioden fra 2013 til 2023 faldet med 50.000, mens antallet af elever i de frie grundskoler er steget med 18.000, ifølge ministeriets tal.
Og man forstår det godt: Lejrskoler, morgensang – ja, alt, hvad der ikke direkte har bidraget til læringsmålsopfyldelsen – er blevet nedprioriteret på landets folkeskoler, for den kommunale forvaltning følger med i måltalsopfyldelsen i ministeriets ”Datavarehus”, og man vil jo nødigt tabe læringskonkurrencen til naboskolen. Og når økonomien er stram, som den jo bestemt er de fleste steder, må man prioritere.
Samtidig blev fritidspædagogikken, med etableringen af verdens næstlængste skoledag, reduceret til ukendelighed. Selvom skoledagen nogle steder er blevet afkortet, som følge af to-lærer-ordninger, er de økonomiske midler ikke fulgt med tilbage til fritidsdelen. Dette område, som er enormt vigtigt for børnenes udvikling, er i dag totalt underfinansieret, og i stedet for at besøge de udsultede fritidstilbud, sidder stadig flere af børnene og de unge alene på deres værelser og scroller TikTok eller gamer, hvilket næppe heller bidrager positivt til deres sociale evner eller trivsel.
Skolereformen, og hele den politiske bevægelse, der ligger forud for den med øget fokus på internationale benchmarks og stadigt strammere resultatstyring, har været ødelæggende. Politikerne på Christiansborg har en stor opgave i at få genrejst folkeskolen, og med Antorini på sygeplejerskestudiet og Corydon som redaktør på en efterhånden mindre avis, bør det være muligt at sætte en ny retning. Der er da også gjort en række gode tiltag, blandt andet med de omtalte kortere skoledage, men også i forhold til at reducere antallet af obligatoriske mål for skolens undervisning.
Så længe vi holder skole med henblik på at vinde i den internationale konkurrence, lige så længe vil vi blive ved med at tabe i den
_______
Men, og her kommer pointen: Så længe vi holder skole med henblik på at vinde i den internationale konkurrence, lige så længe vil vi blive ved med at tabe i den. Og hvad værre er: Lige så længe vil vi blive ved med at tabe dannelsen, som er skolens væsentligste opgave, på gulvet.
Vores politikere er nødt til at løfte blikket helt ud af den blindgyde, som de seneste 25 års skolepolitik har ført os ned i, og få øje på den rige skoletradition, som reformen blot var det seneste og mest omfattende angreb på. Politikerne må få øje på, at skolens centrale opgave aldrig har været at lære eleverne kompetencer, men at skolens centrale opgave er – og altid har været – elevernes dannelse.
De må få øje på, at denne dannelse er en levende vekselvirkning mellem et frit tilblivende menneske og en frit tilblivende verden – og at en sådan levende vekselvirkning ikke kan finde sted, så længe skolen styres efter bindende outcome-mål – uanset om der så er 800 eller 4.000 af dem. I stedet må vi – igen – styre skolen efter det indhold, vi ønsker eleverne skal indgå i levende vekselvirkning med.
Endelig må politikerne erkende, at skolen ikke er til for statens eller arbejdsmarkedets skyld. Skolen er ikke en velfærdsfabrik, der producerer human ressources eller digitale fremtidskompetencer, men en kulturbærende og -skabende institution, der skal give børnene en fortrolighed med den kultur og det samfund, de engang skal bidrage til at forny. ■
De må få øje på, at denne dannelse er en levende vekselvirkning mellem et frit tilblivende menneske og en frit tilblivende verden – og at en sådan levende vekselvirkning ikke kan finde sted, så længe skolen styres efter bindende outcome-mål – uanset om der så er 800 eller 4.000 af dem
_______
Niels Jakob Pasgaard (f.1979) er lektor ved pædagoguddannelsen, cand. pæd. i filosofi, foredragsholder og forfatter til en række artikler og bøger om skole, pædagogik og dannelse, herunder bogen FAQ om læringsmål. ILLUSTRATION: 25. april 2013: Regeringen griber ind i konflikten mellem KL og lærerne – og indkalder til pressemøde i Spejlsalen med statsminister Helle Thorning-Schmidt, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og undervisningsminister Christine Antorini [foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
