Niels Byrjalsen i RÆSONs nye trykte nummer: Norden rykker sammen i NATO, men hvor langt vil Danmark gå?

13.07.2024

Det er fortsat uklart, hvor langt Danmark egentlig vil gå i det nordiske forsvarssamarbejde efter NATO-udvidelsen.

Denne artikel indgår i RÆSONs nye sommernummer, “Hvad vil Europa egentlig?”, ude nu. Læs mere her.

Af Niels Byrjalsen

At Sverige og Finland er blevet medlem af NATO, er en mindre revolution for Norden. Den sikkerhedspolitiske opdeling af de nordiske lande, som har defineret regionen siden Anden Verdenskrig, er pludselig en saga blot – og NATO-udvidelsen har da også givet det nordiske forsvarssamarbejde NORDEFCO nyt momentum.

Revolutionen har dog endnu ikke affødt en større dansk debat om, hvad udviklingen egentlig betyder for Danmarks position i og relation til Norden. Faktisk har Danmark længe været en lidt akavet nabo for de andre nordiske lande. Som dem principielt hyper-positiv i nordisk samarbejde – men ofte med utilstrækkelig opfølgning og mangel på fokus, fordi man i København har mindst ét øje årvågent rettet mod de større aktører i Europa og USA.

Denne dobbelthed har ikke mindst udspillet sig i forsvars- og sikkerhedspolitikken – paradoksalt nok det område, som nu giver anledning til, at Danmark for alvor kan gentænke og forny sin nordiskhed. Det er et projekt for politiske ledere med udsyn og visioner.

En akavet nabo

Det tvetydige danske forhold til Norden har dybe historiske rødder. På den ene side er Danmark klart en del af Norden i udenrigs- og sikkerhedspolitisk forstand. Allerede i vikingetiden var denne indlejring tydelig, både internt i Skandinavien og i de mange byer og samfund på tværs af Europa, der stiftede bekendtskab med vikingerne. Med de europæiske statsdannelser og hyppige dansk-svenske krige blev Norden, inklusive Danmark, i tiltagende grad en egentlig region med selvstændig betydning i international politik – eller, som Henrik Breitenbauch formulerer det, et sikkerhedspolitisk rum, der indkapsles og formes af stormagterne i vest (Storbritannien og USA), syd (Tyskland) og øst (Rusland).[1] I NATO kom Danmark i starten af 1950’erne under kommandoen AFNORTH, placeret i Kolsås i Norge, med ansvar for norsk, dansk og nordtysk territorium. Samtidig oprettedes Nordisk Råd, der samlede parlamentarikere fra de tre NATO-lande Danmark, Norge og Island samt fra de alliancefri Sverige og Finland. I 1971 fik samarbejdet en overbygning i form af Nordisk Ministerråd, der tilsvarende samlede de nordiske landes regeringer i et format med løbende politiske drøftelser. De nordiske forbindelser blev yderligere styrket efter Den Kolde Krigs afslutning, herunder også på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område, særligt fra og med oprettelsen af NORDEFCO i 2009.

På den anden side er Danmark et slags periferi-medlem af Norden – ikke altid helt lige så nordisk som de andre nordiske lande. Det handler til dels om basal geografi. Danmark er tømret fast på toppen af det europæiske hovedkontinent, og det har geostrategisk betydning. Særligt relationen til Tyskland har i moderne tid – på godt og ondt – været definerende for dansk selvforståelse og danske udenrigspolitiske rationaler på en måde, som slet ikke gør sig gældende for de øvrige nordiske lande. Nederlaget i 1864 og særligt besættelsen i 1940 skabte både en dansk atlantisme og en stærk dansk interesse i det europæiske fredsprojekt, og Danmark blev som bekendt medlem af EF (senere EU) mere end to årtier før de til dato eneste andre nordiske medlemmer, Sverige og Finland. Ved folkeafstemningen om medlemskab i 1972 var det i øvrigt en udbredt ide, at Danmark kunne blive en brobygger mellem Norden og (det øvrige) Europa.[2]

Især angående nordisk forsvarssamarbejde er Danmark blevet opfattet som tilbageholdende[3] – som Anders Wivel har udtrykt det, har dansk udenrigspolitik på én og samme tid været super-nordisk, u-nordisk og anti-nordisk.[4]

Det svingende danske engagement afspejler, at Danmark mere eller mindre bevidst afvejer det nordiske over for andre relationer, samarbejder og alliancer. Danmark valgte efter Anden Verdenskrig NATO-vejen frem for en nordisk eller skandinavisk forsvarsalliance, der ellers var på tegnebrættet, men kollapsede, da det blev tydeligt, at man i den gryende kolde krig ikke kunne være sikker på vestlig hjælp, hvis man stod uden for den transatlantiske alliance. Et andet eksempel findes i 1990’erne, hvor Danmark blev drivende i det nordisk-baltiske samarbejde – herunder i form af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens initiativ til oprettelsen af Østersørådet og en dansk nøglerolle i grundlæggelsen af Det Baltiske Forsvarsakademi – mens det snævert nordiske primært blev fremmet i andre nordiske hovedstæder end København.

Kompleksiteten øges yderligere af rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og Færøerne. I en vis forstand trækker rigsfællesskabet dansk opmærksomhed i nordlig retning og gør danske interesser vedrørende Arktis og Nordatlanten mere overensstemmende med især Norges og Islands. Grønland og Færøerne gør fundamentalt set Danmark mere nordisk. Omvendt er Danmarks arktiske interesser – netop i kraft af Grønland og Færøerne – meget anderledes end det, der gælder for det øvrige Norden. For nordmændene, svenskerne og finnerne ligger tyngdepunktet mod nordøst, centreret omkring Nordkalotten, Barentshavet og den russiske Kolahalvø – samt for Norges vedkommende: Svalbard. For Danmark ligger tyngdepunkt mere vestligt, og derfor er USA og (i mindre grad) Canada de væsentligste aktører i forhold til dansk positionering og danske beslutninger. Dertil kommer, at kolonihistorikken og den særlige politiske konstruktion, som rigsfællesskabet udgør, skaber politiske dynamikker, der er fremmede for de andre nordiske lande.

NATO-udvidelsen kaster mange bolde op i luften. Hvor nordisk er Danmark egentlig? Hvor nordisk bør Danmark være?

 

NATO-udvidelsen kaster mange bolde op i luften. Hvor nordisk er Danmark egentlig? Hvor nordisk bør Danmark være?
_______

 

Udvidelsens konsekvenser

Hvis man skal gribe bare nogle af disse bolde, kræver det forståelse af, hvad svensk og finsk NATO-medlemskab reelt indebærer. Sammen med udvidelsens udløsende årsag – krigen i Ukraine – ændrer den nordiske forandring af NATO betydeligt på vilkårene for dansk udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.[5]

Både i Østersøregionen og Skandinavien står alliancen i en helt ny situation. Den finsk-russiske landegrænse på cirka 1.340 kilometer fordobler NATO’s direkte frontlinje til Rusland, og alliancen har nu fået en helt anden tyngde i den nordlige del af Skandinavien. Samtidig omkranses Østersøen af NATO-lande på næsten alle sider. Kun regionen omkring Sankt Petersborg samt Kaliningrad-eksklaven har nu kyststrækninger, der ikke befinder sig på alliancens territorium. Derudover kommer både Sverige og Finland ind i alliancen med omfattende militær slagkraft. Sverige ikke mindst i kraft af flåden (bl.a. med ubåde skabt til at navigere i Østersøen med dens lave vand og mange kystnære zoner) og flyvevåbnet (bl.a. med omkring 100 egenproducerede Gripen-kampfly). Finland særligt på grund af en stor hær designet netop til at håndtere den russiske trussel. Alt dette giver NATO styrke og manøvrerum. Flere basefaciliteter, flere transit- og adgangsveje, flere militære kapabiliteter – kort sagt: bedre muligheder for at afskrække (og forsvare sig imod) Rusland i både Skandinavien, de baltiske lande og Polen.

Situationen formes imidlertid også af, hvordan Rusland reagerer på NATO-udvidelsen. De fleste analytikere ser den hidtidige russiske reaktion som relativt begrænset, måske fordi Rusland er travlt optaget i Ukraine, måske fordi det russiske styre i forvejen anså Sverige og Finland for de facto-NATO-allierede i kraft af deres meget tætte partnerskaber med alliancen før 2022. Ikke desto mindre tyder meget på, at Rusland nu optrapper sine hybride aktiviteter i Norden – en udvikling, der i starten af juni fik Center for Cybersikkerhed til at hæve trusselsniveauet for destruktive cyberangreb mod Danmark. Ydermere har det russiske styre meddelt, at Leningrad Militærdistrikt genetableres med henblik på en kraftig forøgelse af Ruslands militære slagkraft i Karelen-området og grænseregionerne ind mod Finland og Norge. Kolahalvøen og de omkringliggende have er af vital strategisk betydning for Rusland – bl.a. fordi det er her, at hovedparten af landets flådebaserede nukleare kapabiliteter har hjemme. NATO’s større tilstedeværelse tæt på halvøen kan dermed ændre de militære rationaler og dynamikker i en skala, der rækker langt ud over de nordiske lande selv, men derimod er et kerneanliggende for alliancen og de store allierede, først og fremmest USA.

NATO er da også i gang med at definere sin egen tilstedeværelse i Norden på ny. I forbindelse med alliancens nye regionale forsvarsplaner, der blev vedtaget på Vilnius-topmødet i juli 2023, reformeres NATO’s kommandostruktur. Det involverer en udvidet rolle for JFC Norfolk (placeret i USA) – en af NATO’s tre Joint Force Commands (de andre ligger i Brunssum i Holland og Napoli i Italien), der nu skal stå for den mest nordlige af de tre nye forsvarsplaner. Forventningen er, at de nordiske lande samlet flyttes ind under kommandoen i Norfolk, men i skrivende stund er intet meldt ud endnu.

Et centralt spørgsmål bliver så, hvordan den allierede organisering og opgavevaretagelse i Arktis og Østersøregionen gentænkes. Hvilke underkommandoer (fx knyttet til henholdsvis land-, sø- og luftdomænerne) skal placeres hvor? Hvilke konkrete opgaver kan og skal de enkelte nordiske lande løse i de to meget forskelligartede regioner? Skal der være enheder fra andre NATO-lande placeret på (nogle af de) nordiske landes territorier – fast eller på rotationsbasis?

Dertil kommer forskydninger i behovet for infrastruktur, baser og styrker. Danmark er nu ligesom Sverige primært et transitland, hvor tropper skal kunne passere igennem så gnidningsfrit som muligt. Finland er derimod en frontlinjestat – med de særegne udfordringer, som det indebærer. Norge er en hybrid. Alle fire lande har underskrevet bilaterale aftaler med USA, der sikrer det amerikanske forsvar adgang til basefaciliteter. Der tænkes i præpositioneret udstyr, i nye våbensystemer og i ny transportinfrastruktur, der kan flytte mange tropper hurtigt i tilfælde af krise eller krig.

De store forandringer rykker på nogle balancer i NATO. Fx kan et øget nordisk fokus på forsvar og afskrækkelse i selve Norden trække nordisk opmærksomhed og ressourcer væk fra andre opgaver, herunder i de baltiske lande. I så fald kan det medføre nordisk-baltiske uenigheder. Sveriges beslutning om at bidrage til den fremskudte tilstedeværelse i Letland, hvor også Danmark er til stede, viser, at der indtil videre ikke er et problem. Men omorganiseringen er kun i sin spæde startfase, og implikationerne kan vise sig, når implementeringen af alliancens nye forsvarsplaner og strukturer for alvor rulles ud.

Ingen ønsker mere gruppedannelse, regionalisering og fragmentering i NATO, men alle kan se, at de nordiske lande rykker tættere sammen inden for alliancen. Det vigtige spørgsmål er her, hvordan man sikrer, at denne bevægelse bliver en fordel frem for en belastning for NATO’s sammenhængskraft.

Tilsvarende skal NATO (gen)finde balancen mellem afskrækkelse af Rusland og forsikrende tiltag, der afværger eskalation og holder konfliktniveauet så lavt som muligt. Især Norge og Finland har lange traditioner for at finde denne balance i konkrete militære aktiviteter såvel som i politiske signaler. Der kan dog hurtigt opstå nye brudflader, når NATO skal konstituere sig i Norden, fordi de allierede – som debatterne om alliancens involvering i Ukraine tydeligt viser – er uenige om, hvordan konflikten med Rusland bedst håndteres.

De militærstrategiske forandringer skaber – som indikeret ovenfor – behov for tættere nordisk koordination, men giver også nye muligheder, fordi de nordiske lande nu arbejder sammen fra et fælles udgangspunkt. Man har adgang til de samme informationer, og man kan planlægge ud fra de samme NATO-processer (fx angående alliancens kapabilitetskrav og fordelingen af bidrag til den fremskudte tilstedeværelse i de østlige frontlinjestater) og som en del af de samme NATO-strukturer (de militære kommando- og styrkestrukturer såvel som de politisk-administrative enheder i Bruxelles og andre steder i alliancen). Denne indlejring af samarbejdet i NATO-rammen kommer tydeligt til udtryk i NORDEFCO’s opdaterede vision – underskrevet under dansk formandskab ved et møde i Tórshavn i april – der fremhæver, at samarbejdet nu skal være på linje (aligns) med NATO.[6]

Konkret er der potentiale for styrket samarbejde på en række områder – nogle gange i den samlede nordiske gruppe, andre gange i mindre landekonstellationer. Det gælder materielanskaffelse og kapabilitetsudvikling som fx det dansk-svenske samarbejde om infanterikampkøretøjer. Det gælder beredskab (herunder en mere koordineret beredskabsstøtte til Ukraine) og infrastruktur (herunder mulighederne for at transportere soldater og militært grej fra vest mod øst i Norge og Sverige, som på grund af det bjergrige terræn ellers primært har transportlinjer på nord-syd-aksen). Det gælder også operativt samarbejde. Cheferne for de nordiske flyvevåben har annonceret, at de vil arbejde på at skabe ét samlet luftforsvar, og landmilitært arbejder Norge, Sverige og Finland allerede langt tættere sammen i Skandinaviens nordligste egne.

Endelig gælder ambitionerne også dagsordensættelsen i NATO og EU, hvor de nordiske lande nu kan tale med større fælles vægt og søge at fremme udvalgte prioriteter og initiativer.


Nær Sørstraumen i det nordlige Norge, 10. marts 2024: Finske marinesoldater gør klar til at boarde en svensk kampbåd i CB90-klassen under træningen af et amfibieangreb som en del af NATO-øvelsen Nordic Response 24 [FOTO: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix]

Den nordiske dimension i dansk forsvarspolitik

Fra et dansk perspektiv har NATO-udvidelsens mange konsekvenser grundlæggende et positivt skær – om end på et mørkt bagtæppe. De fremtvinger dog også en masse afvejninger og valg vedrørende Norden og nordisk samarbejde, som danske beslutningstagere pludselig skal forholde sig til. Her er det nyttigt at skelne mellem forsvarspolitikken og udenrigspolitikken.

Med forsvarsforliget for 2024-33 og de massive investeringer, der følger med, står dansk forsvar over for en omfattende udbygning og omkalfatring. I den sammenhæng er udviklingen i de andre nordiske lande en betingende faktor for, hvad Danmark kan og ikke kan.

I Norge forhandler Stortinget i disse uger regeringens fremsatte Langtidsplan for forsvarssektoren 2025-2036, der vil øge forsvarsbudgettet med 600 mia. norske kroner (svarende til omkring 390 mia. danske kroner) for de næste 12 år. I Sverige har den indflydelsesrige forsvarskommission (Försvarsberedningen) i april afleveret sin slutrapport. Kommissionen foreslår yderligere investeringer, der skal bringe de svenske forsvarsudgifter op på 2,6 pct. af BNP i slutningen af dette årti. I Finland er arbejdet med regeringens næste forsvarsplan (Defence Policy Report) i gang, og det forventes, at finnerne fastholder et stort forsvarsbudget med plads til nye investeringer – og det på trods af nedskæringer på tværs af den øvrige offentlige sektor. Hos de to nyeste NATO-medlemmer sigter regeringerne således mod at have forsvarsaftaler på plads i løbet af i år eller senest i starten af 2025.

Med andre ord bliver der inden for det næste år truffet store beslutninger om opbygning og omorganisering af forsvar samt indkøb af materiel i de andre nordiske lande. Disse beslutninger er vigtige for Danmark. Fx kan der opstå nye danske muligheder for at købe og sælge teknologier og ydelser på nordiske markeder – eller for, at danske soldater, beredskabsfolk, diplomater og andre kan bidrage til den brede palet af opgaver, som de nordiske forsvar skal løse. Desuden er det åbenlyst, at den parallelle oprustning i de nordiske lande kan skabe konkurrence om produktion og arbejdspladser. Fx har TV 2 beskrevet, hvordan norske Nammo og danske Danammo konkurrerer om at få lov til at bygge en ammunitionsfabrik i Nordjylland.[7]

Hvor systematisk Danmark vil orientere sig efter, hvad de andre nordiske lande gør, er selvsagt op til danske beslutningstagere.

Danmark kan vælge at forholde sig afventende og reaktivt til, hvad de andre nordiske lande gør – og så indrette sig derefter. Men det er også muligt at gå mere aktivt til værks, så Danmark søger at indarbejde nordisk ekspertise i de valgte løsninger og iværksatte initiativer. Fx er der i Norden stor viden om forsvarsindustriel udvikling på områder som flådefartøjer (især i Norge og Sverige) og satellitteknologi (især i Norge), der kan være af interesse for Danmark i de kommende år. Der er også store erfaringer (især i Finland) med, hvordan man bedst indretter sit forsvar og gør sit samfund resilient over for den russiske trussel, som Danmark kan lære af. Læring og erfaringsudveksling behøver ikke at være en ensrettet proces, men kan gøres til et fælles projekt, ikke mindst på de områder – fx angående rekruttering og fastholdelse af personel – hvor flere af de nordiske lande har ensartede udfordringer.

En tredje vej er at arbejde for reel koordination, altså at Danmark gør det nordiske forsvarssamarbejde og opbygningen af dansk forsvar til mere integrerede processer. Det kunne fx komme til udtryk i, at danske materielanskaffelsesvalg tager udgangspunkt i egentlige fællesnordiske analyser og drøftelser, der sikrer koordinerede valg på tværs af grænserne. Men hvis en sådan tilgang skal fylde mere i dansk forsvarspolitik, kræver det, at der er opbakning til det både i Danmark og i de andre nordiske lande. Det vil derfor også kræve vilje og lederskab fra det absolut højeste politiske niveau i hver af de nordiske hovedstæder.

Dette bringer os til en anden væsentlig observation: Der er forskel på at reagere på det, de andre gør, og på, hvordan man selv vælger at gå ind i det nordiske forsvarssamarbejde. Og det er – på trods af skåltalerne – fortsat uklart, hvor langt det politiske establishment i Danmark egentlig vil gå i det nordiske forsvarssamarbejde. Der er meget snak om tættere integration på forsvarsområdet, men det forbliver uvist, om danske magthavere er villige til at lade nordiske aktører træffe beslutninger med mere direkte indvirkning på dansk forsvar og dansk forsvarspolitik – i tråd med det som både NATO- og EU-aktører (i større og mindre omfang) kan. Apropos EU er det velkendt, at al integration er kontroversiel – og det vil næppe være mindre tydeligt i en sektor med så stærk en national forankring som forsvaret.

Det er heller ikke klart, hvor langt Danmark vil gå for at bidrage til Norden som forsvarsfællesskab. Vil man prioritere det nordiske over andre danske interesser, hvis det fx indebærer, at man må nedsætte sine ambitioner om at kunne udsende bidrag til krisehåndtering i det globale syd? Vil man opgive (nogle) danske styrkepositioner – forsvarsindustrielt, i opgavehåndteringen i Østersøen og Arktis eller i NATO’s fordeling af prestigeprojekter og tunge poster – hvis det er for the greater Nordic good?

Historisk er det som nævnt i forsvarspolitikken, at man fra dansk side har været mest fodslæbende og tilbageholdende over for de nordiske partnere. Men netop derfor er det måske også her, at der er størst potentiale i at redefinere og revitalisere Danmarks forhold til Norden.

 

Det er heller ikke klart, hvor langt Danmark vil gå for at bidrage til Norden som forsvarsfællesskab. Vil man prioritere det nordiske over andre danske interesser, hvis det fx indebærer, at man må nedsætte sine ambitioner om at kunne udsende bidrag til krisehåndtering i det globale syd?
_______

 

De store valg

NATO-udvidelsen fordrer også en ny dansk stillingtagen på en række områder i udenrigspolitikken. Det gælder ikke mindst i forhold til alliancespillet i NATO.

Sveriges og Finlands medlemskab indebærer en intensiveret konkurrence om status, indflydelse og opgaver i NATO-hierarkiet – særligt iblandt de nordiske lande. Logikken er til at forstå. Der er nye elever i klassen, der endda ankommer med en så tydelig kompetence og styrke, at de let kan gøre sig bemærket (og måske endda finde lydhørhed) i gruppens diskussioner. Det påvirker selvsagt de ’gamle’ nordiske medlemmers position, herunder Danmarks. Man bliver nu sammenlignet på et andet grundlag og skal hele tiden forholde sig til disse sammenligninger.

Som Nils Andreas Stensønes, chefen for den norske efterretningstjeneste, i marts skrev i sit høringssvar i forbindelse med opdateringen af Norges bilaterale baseaftale med USA: ”Finske, svenske og danske bilaterale forsvarssamarbeidsavtaler med USA av 2023, vil ved ikrafttredelse legge opp til opprettelse av et større antall omforente områder i våre naboland. Dette tilsier at også Norge bør følge på, for ikke å risikere a fremstå som dårligere vertskap for amerikanske investeringer, bidrag og tilstedeværelse”.[8]

Tydeligere kan det ikke blive. Det afgørende – også for Danmark – er, hvordan man forholder sig til den slags konkurrence- og sammenligningstendenser. Bliver det en bremseklods for det fællesnordiske, fordi de nordiske lande ikke får koordineret tilstrækkeligt og i stedet ender med at prioritere at sikre egen status eller økonomiske interesser? Eller kan man, som når konkurrence i det hele taget fungerer bedst, gøre det til noget, der skaber dynamik og bedre resultater? Det kræver en bevidst og proaktiv indsats at undgå utilsigtede negative konsekvenser af det enkelte lands bestræbelser på at positionere sig, særligt hvis man vil undgå de knaster, som tidligere har affødt skuffelse og tilbageholdenhed i det nordiske samarbejde.

Danmark skal også forholde sig til de føromtalte forskydninger i NATO’s gruppedynamikker.

Forsvarsmæssigt er Danmarks geografiske fokus, som tidligere antydet, anderledes end de andre nordiske landes, både på grund af den særegne kobling til Arktis, på grund af de langvarige bånd til de baltiske stater (især Estland og Letland) og på grund af en stærkere tradition for involvering i det, der nu kaldes ’verdens brændpunkter’, primært i regionerne syd og sydøst for Europa. Samtidig spiller Danmark ofte en rolle som brobygger og mægler, der kan hjælpe bl.a. USA med at bygge konsensus i NATO.

Det er derfor ikke utænkeligt, at man fra dansk side i nogle spørgsmål vil forfølge policy-linjer, der ikke fuldt ud stemmer overens med de nordiske naboers. Et af de store spørgsmål bliver: Vil Danmark skubbe på med dagsordener, som trækker NATO’s opmærksomhed og ressourcer væk fra forsvar og afskrækkelse i Norden, for at tilfredsstille amerikanske og centrale europæiske allieredes ønsker? Det gælder fx Kina-politikken (hvor USA gerne vil have NATO mere involveret) og alliancens arbejde i de sydlige naboregioner, der ikke prioriteres højt i Norge, Sverige og Finland, men er afgørende for sydeuropæiske medlemmer og dermed for alliancens sammenhængskraft. Skal Danmark nu bygge bro mellem Norden og Europa inden for alliancen?

På den helt store klinge kan NATO-udvidelsen også forandre to af grundpillerne i dansk udenrigspolitik – atlantismen og aktivismen. Ikke fordi der er politiske ønsker om at kaste nogen af delene på historiens mødding, men fordi der nu er et andet nordisk fundament at bygge på. Med de nordiske lande samlet i NATO og en grundlæggende nordisk enighed om verdenspolitikkens overordnede bevægelser og trusler kan atlantismen og aktivismen gentænkes i en nordisk ramme. Dette foregår allerede i et vist omfang ad hoc. De nordiske landes stats- og regeringschefer havde et fælles nordisk-amerikansk topmøde med præsident Biden i juli 2023, og støtten til Ukraine – den aktuelt mest iøjnefaldende form for aktivisme – koordineres i stigende grad på nordisk niveau. Disse fællesnordiske udenrigspolitiske relationer og initiativer kan dog tænkes mere systematisk – og måske endda institutionaliseres. En sådan tilgang vil selvsagt ikke være problemfri. For de nordiske lande er – som reaktionen på krisen i Gaza viser – bestemt ikke enige om alt, slet ikke når der indgår risici i relationerne til USA. Enigheden overstiger dog langt uenighederne. Det handler om, hvad man fra politisk side vil: Mere Norden kræver politiske valg – og godt politisk håndværk.

En ny dansk nordiskhed?

Det er indlysende, at der indgår et element af fælles nordisk identitet i dansk selvforståelse. Den knytter sig til nordiske friheds- og lighedsidealer, en bestemt nordisk form for internationalisme og til nordisk sprog og historie. Den er også indfanget kulturelt. Danmarks ubetinget største virksomhed hedder ikke Novo Danica, men Novo Nordisk. Forbrydelsen og Broen var en del af Nordic noir, mange dansk film produceres og distribueres af Nordisk Film, og Noma og Geranium laver New Nordic.

Spørgsmålet er, hvor dybt det nordiske stikker. Og i hvilket omfang danske beslutningstagere vil forankre dansk forsvars- og sikkerhedspolitik i Norden. Særligt i lyset af en storpolitisk udvikling, hvor både de europæiske og transatlantiske søjler svajer faretruende, er der gode grunde til at overveje, hvad Danmark egentlig vil med Norden. NATO-udvidelsen har – på en dybt alvorlig baggrund – åbnet et mulighedsvindue. Er der en visionær politiker til stede? ■

 

Mere Norden kræver politiske valg – og godt politisk håndværk
_______

 

Niels Byrjalsen (f. 1990) er ph.d. og forskningsmedarbejder ved Center for Militære Studier, Københavns Universitet. Han er sammen med Kristian Søby Kristensen forfatter til rapporten ”Den nordiske udvidelse af NATO: Forsvars- og sikkerhedspolitiske implikationer for Danmark”.

ILLUSTRATION: Kungsängen nær Stockholm, 27. februar 2024: Svenske soldater øver sig i rekognoscering og kontraspionage [FOTO: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix]

Fodnoter følger nederst.

Apropos denne artikel:

Lars Erslev Andersen: Trumps hybris vil blive Vestens nemesis

Vidensfestival 2025 finder sted lørdag 22. marts – bestil dine billetter allerede idag (der er udsolgt hvert år)

Stephen Walt: Når tingene går galt, vil folk begynde at opdage, hvor godt de havde det under Biden – og beskylde Trump

Lars Struwe om regeringens nye Arktis-pakke: Den helt rigtige aftale – i 2014

Adam Nordlund: Kan EU stå distancen, når big tech svinger mod højre?

Niels Thygesen om Trumps økonomiske politik: Han lytter til ældre, tågede og undertiden vilde idéer fra for længst afdøde økonomer