Niels Bjerre-Poulsen i RÆSONs nye trykte nummer: Mændene, der banede vejen for Trump

04.07.2024

I juni 2015 kom Donald Trump ned ad sin gyldne rulletrappe og erklærede, at han nu var kandidat til præsidentembedet. Men jorden blev gødet længe inden.

Denne artikel indgår i RÆSONs nye sommernummer, “Hvad vil Europa egentlig?”, ude nu. Læs mere her.

Af Niels Bjerre Poulsen

Ved et stort vælgermøde i Virginia i begyndelsen af marts 2024 råbte den formodede Republikanske præsidentkandidat Donald J. Trump til sine tilhørere, at tiden var inde til at smide ”verdens Romney’er” ud af Det Republikanske Parti. Hans egen MAGA-bevægelse (Make America Great Again), udgjorde nu ifølge den tidligere præsident i hvert fald ”96 pct. og måske 100 pct. af alle Republikanere”. Hans søn, John Jr., fulgte op et par dage senere: ”Det Republikanske Parti eksisterer ikke længere … Folk må forstå, at MAGA er det nye Republikanske Parti”. Måske havde han for en sjælden gangs skyld en pointe: Det, der engang var ’Reagans parti’ var nu blevet ’Trumps parti’. Hvis der fortsat var en betragtelig gruppe Republikanere, som ventede på, at Trump forsvandt, så de atter kunne gøre det til ’Reagans parti’, så holdt de i hvert fald meget lav profil.

Begrebet ’Romney’er’ brugte Trump nok i bredeste forstand: som en betegnelse for traditionelle konservative Republikanere, der ikke støtter ham personligt. Men der var også to konkrete Romney’er, han havde i tankerne: Den ene er Mitt Romney, der så sent som i 2012 var Republikanernes præsidentkandidat og nu er senator for staten Utah. Den anden er Mitt Romneys niece, Ronna McDaniel, der har stået i spidsen for partiets nationalkomité (RNC), indtil Trump i marts 2024 fik gennemtvunget, at hun blev erstattet med hans egen svigerdatter, Lara Trump.

Selv ni år efter at Donald Trump kom ned ad rulletrapperne i Trump Tower og bekendtgjorde, at han nu var kandidat til at blive Republikanernes præsidentkandidat i 2016, er transformationen – og radikaliseringen – af Det Republikanske Parti svær at begribe. Trump er på mange måder en slags ’anti-Reagan’, og partiets villighed til at skrotte sine principper, undsige tidligere ledere og opgive traditionelle mærkesager som frihandel og ’lov og orden’ er fortsat slående.

Inden Lara Trump overtog ledelsen i RNC, havde hun gjort klart, at en af partiets hovedprioriteter under hendes ledelse er at betale Donald Trumps svimlende advokatregninger (omkring 350 mio. kroner alene i 2023). Hun følte sig nemlig overbevist om, at folk i partiet ligesom hende mente, at retssagerne ”ikke blot er et angreb på Donald Trump, men på denne nation”.

I en årrække har Trump opbygget fortællingen om, at ’den dybe stat’ ikke kun er efter ham, men også hans vælgere. Ser man på den opbakning, han fik i de Republikanske primærvalg, har både han og hans svigerdatter nok ret: Millioner af vælgere vil gerne støtte hans martyrium, både moralsk og – nok så vigtigt – økonomisk. Blandt sine kernevælgere er han tilsyneladende ikke blevet svækket af den rolle, han i 2020 spillede i forsøget på at omstøde resultatet af et demokratisk valg – den eneste gang et sådant forsøg har fundet sted i USA.

Domme i to civilretssager og 88 sigtelser i fire kriminalsager, hvoraf Trump den 30. maj 2024 blev dømt skyldig i de første 34, har indtil videre heller ikke gjort den store forskel for hans kernevælgere – nærmest tværtimod. Ej heller har Trumps placering som bundprop på politologernes og historikernes seneste rangliste over USA’s præsidenter (Presidential Greatness Project) dæmpet kernevælgernes lyst til at få ham tilbage i Det Hvide Hus. Millioner af vælgere føler sig fortsat overbeviste om, at hans evner er enestående, og at de ringe resultater i hans fire år som præsident udelukkende skal tilskrives politiske benspænd fra Demokraterne og obstruktion fra ’den dybe stat’.

Mange kristne-evangeliske, som nu udgør Trumps mest trofaste vælgersegment, er tilmed overbeviste om, at Gud har en særlig plan med Trump. For dem er han Bibelens kong David – et syndigt menneske, som ikke desto mindre er blevet tildelt en mission. De kan se tilbage på hans første fire år og bl.a. konstatere, at hans tre udnævnelser til Højesteret førte til, at den 50 år gamle forfatningssikrede ret til abort blev afskaffet. For nogle af dem er næste skridt vedtagelsen af et nationalt forbud mod abort og helst også et forbud mod de fleste former for prævention.[1]

Hvordan skal vi forklare dette dramatiske skifte i magtbalancen på den amerikanske højrefløj? Dét er det underliggende spørgsmål i det seneste årtis politiske debat i USA. Er Trump blot et symptom på en transformation af nationens politiske kultur, eller er han en katalysator for den? Svaret er nok, som så ofte med den slags spørgsmål, både-og. Tidligere vicepræsident Dick Cheney, tidligere speaker Nancy Pelosi og historikeren Allan Lichtman står langt fra hinanden i de fleste politiske spørgsmål, men de kan enes om, at Donald Trump er ’den farligste mand i USA’s historie’.

Denne artikel handler dog ikke om, hvad Trump personligt har gjort for at korrumpere amerikansk politisk kultur. Den retter i stedet opmærksomheden mod tre personer – og tre tendenser, de promoverede – der siden 1990’erne har medvirket til at gøre Reagans konservative parti til Trumps højrepopulistiske parti. Det her er et bidrag til beretningen om, hvordan Newt, Rush og Pat fortrængte Bill og Ronnie og dermed banede vejen for Donald.


William F. Buckley Jr. (1925-2008) var en konservativ intellektuel, forfatter og politisk kommentator, der i 1955 grundlagde magasinet National Review, som skulle vise sig at blive et særdeles indflydelsesrigt tidsskrift [FOTO: Ho/Reuters/Ritzau Scanpix]

Dørvogterne

Da den konservative bevægelse opstod i USA i årene efter Anden Verdenskrig, var det først som en intellektuel bevægelse, som skulle demonstrere, at konservative kunne skabe et alternativ til den liberale samfundsorden, som præsident Franklin D. Roosevelts New Deal havde skabt grundlaget for i USA. Roosevelts sociale reformer – ikke mindst indførelsen af Social Security Act (1935) – havde som svar på 1930’ernes økonomiske depression skabt grundlaget for en basal velfærdsstat, og de fleste Republikanske politikere havde efterfølgende anerkendt, at den var kommet for at blive.

Den nye konservative bevægelse var med rette motiveret af beskyldninger fra liberale intellektuelle om, at de ikke var i besiddelse af konkrete politiske ideer, men kun, som litteraturkritikeren Lionel Trilling udtrykte det, ”handling eller irritable mentale fagter, der forsøger at ligne ideer”.

Et af samlingspunkterne for den nye konservative bevægelse blev det tidsskrift, som William F. Buckley Jr. grundlagde i 1955: National Review. Buckley var også en hovedkraft bag grundlæggelsen af Young Americans for Freedom (YAF). YAF blev en del af et konservativt organisatorisk netværk, der ønskede at overtage kontrollen med Det Republikanske Parti fra moderate Me-too Republicans. Betegnelsen beskyldte implicit disse moderate Republikanere for grundlæggende at ville det samme som Demokraterne. Denne kategori af Republikanere omfattede bl.a. præsident Dwight D. Eisenhower, Nelson Rockefeller, George Romney (Mitt Romneys far) og Richard Nixon. Disse medlemmer af partiets establishment blev nu udfordret af Buckley og hans ligesindede, der intet ønske havde om at ’konservere’ den liberale samfundsorden, som The New Deal havde etableret. I stedet ville de fremme ideer, der kunne underbygge politiske alternativer til liberalismen.

Buckley var overbevist om, at et politisk magtskifte krævede, at ideerne blev taget alvorligt. Skulle de blive det, krævede det etableringen af en slags intellektuelt velfunderet anti-establishment med egne medier og egne tænketanke, der kunne levere den intellektuelle ammunition til politikerne. Han så det derfor som en hovedopgave for kredsen af konservative intellektuelle omkring National Review at sammentænke en række forskellige ideologiske strømninger – først og fremmest traditionalisme, libertarianisme og antikommunisme. Han erkendte dog også, at ville man skabe respekt for konservative ideer, så de kunne kanaliseres ind i den politiske hovedstrøm, måtte han og hans ligesindede samtidig fungere som intellektuelle ’dørvogtere’. De skulle sørge for, at anarkistiske kapitalister (fx tænkeren Ayn Rands tilhængere), racister, antisemitter og konspirationsteoretikere blev holdt ude af bevægelsen. Man måtte også lægge afstand til resterne af den isolationistiske bevægelse, som både Buckley og hans far havde tilhørt – de var, før USA’s indtræden i Anden Verdenskrig, medlem af America First Committee.


Pasadena i Californien, 27. maj 1980: I kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat uddeler Ronald Reagan – filmstjernen, der blev guvernør (1967-75) – signerede plakater før primærvalget i sin hjemstat [FOTO: Zeboski/AP/Ritzau Scanpix]

Konservatisme uden tårer

Valget af Ronald Reagan som USA’s 40. præsident i 1980 blev af mange amerikanske konservative set som fuldbyrdelsen af, hvad Buckley og hans ligesindede havde arbejdet på siden begyndelsen af 1950’erne. Hvad Reagan selv formåede at tilføre, var, hvad skribenten George Will engang kaldte forestillingen om en ”konservatisme uden tårer”. Nok bekendtgjorde Reagan et ønske om at afskaffe velfærdsstaten, men han formåede at præsentere sine politiske målsætninger i den optimistiske ånd, der siden hans ungdoms politiske helt, Franklin D. Roosevelts New Deal i 1930’erne ellers havde været karakteristisk for den anden fløj – altså: amerikansk liberalisme.

Hvor et af 1960’ernes konservative ikoner, senator Barry Goldwater fra Arizona, havde erklæret, at han ikke var kommet til Washington for at vedtage love, men for at afskaffe dem, præsenterede Reagan sin politik med begreber som Reaganomics, supply-side economics og trickle-down economics. Konservative var nu for noget og ønskede at udmønte konkrete ideer i lovgivning.

Præsident Reagan formåede også at erobre en større andel af stemmerne blandt de mindre velhavende vælgere, der traditionelt havde stemt Demokratisk. En del af disse ’Reagan-Demokrater’ var tydeligvis mere motiverede af værdipolitik end af traditionelle Republikanske mærkesager som frihandel og liberale immigrationslove. Potentialet for at appellere til hvide arbejdervælgere var allerede blevet demonstreret klart af Alabamas tidligere guvernør George C. Wallace, der som præsidentkandidat for sit eget American Independent Party i 1968 og 1972 havde formået at tiltrække socialt konservative hvide vælgere, der bl.a. reagerede på den igangværende ’rettighedsrevolution’ – lovgivning, der skulle kompensere for generationers diskrimination af kvinder, sorte og etniske minoriteter.

Op til præsidentvalget i 1980 talte man fortsat om at gøre ”The Wallace Vote” til en del af Det Republikanske Partis vælgerkoalition. Det stod dog klart, at hvis man ville appellere til de socialt konservative arbejdervælgere, var det ikke Buckleys højpandede ideer og imponerende ordforråd, der var brug for. Hans vision om nødvendigheden af at vinde intellektuel anerkendelse for konservative ideer måtte ofres på antielitens alter. Bedre end nogen anden politiker forstod Reagan at gøre dét med sin egen nationalromantiske udgave af den amerikanske drøm. Var der et ’os’ og et ’dem’, så var ’de andre’ ikke hans politiske modstandere hjemme i USA, men kommunisterne i ”Ondskabens Imperium”.

Reagan formåede endda også at appellere til en type vælgere, som ellers havde holdt sig ude af den politiske debat, nemlig kristne fundamentalister. Mange evangelister var i løbet af 1970’erne blevet politisk motiveret af diskussionerne om abort, homoseksuelles rettigheder, bøn, seksualundervisning i skolerne og ikke mindst undervisning i Darwins evolutionsteori, som de fortsat fandt var i strid med deres tro.

De evangelikale kristne følte sig marginaliserede og havde deres egne bud på, hvad amerikanerne kalder grievance politics. Hvad liberale så som afskaffelse af diskriminerende lovgivning, så de som ’omvendt diskrimination’ – alvorlige trusler mod den kristne hvide kernefamilie. Reagan formåede at mobilisere en større andel af disse vælgere, uden at det på kort sigt havde nogen større indflydelse på Det Republikanske Partis politik. Men som tiden gik, ville disse vælgere have mere end sympatitilkendegivelser. De ville have lovgivning og føderale dommere, der ville fremme deres værdier.

Personligt fremstod Reagan for det meste som blød og venlig. Det hjalp også på hans personlige popularitet, at han virkede en smule distanceret fra de mere brutale aspekter af regeringens politik, og at han sjældent følte noget behov for at dæmonisere eller ligefrem delegitimere sine politiske modstandere. Hans Amerika fremstod fortsat som det, han med et klassisk udtryk (oprindeligt inspireret af Jesu Bjergprædiken) kaldte ’den solbeskinnede by på bakketoppen’ – ikke som det USA, Trump på et vælgermøde tidligere i år beskrev som en ’ruinernes kloakbrønd’ (sic!).

Det var netop Reagans evne til at præsentere denne ’konservatisme uden tårer’, der efterfølgende gjorde ham til rollemodel for alle håbefulde Republikanske kandidater. Det Republikanske Parti blev The Party of Reagan.

Hvornår holdt det op og hvorfor? Som journalisten Ezra Klein redegør for i Why We Are Polarized (2020), er der mange forskellige faktorer, som siden har bidraget til den voldsomme polarisering mellem Demokrater og Republikanere. En del af forklaringen kan tilskrives de omstændigheder og strategiske valg, der siden borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne har foranlediget vælgervandringer mellem partierne (realignment), så moderate Republikanere med tiden blev Demokrater, mens konservative Demokrater (som der var særligt mange af i syden) blev Republikanere.

Der er dog også enkeltpersoner, vi med god ret kan tildele en del af ansvaret for skabelsen af det giftige politiske klima, der sendte Reagans konservative parti på pension og banede vejen for Trump. Tre gode bud på medansvarlige er Newt Gingrich, Rush Limbaugh og Pat Buchanan, der på hver deres måde transformerede den amerikanske højrefløj i 1990’erne. Lad os se nærmere på deres bidrag til udviklingen.


Washington D.C., 15. maj 1986: Præsident Reagan taler med pressen. Bag ham står finansminister James Baker og Det Hvide Hus’ kommunikationsdirektør, Patrick Buchanan [FOTO: Barry Thumma/AP/Ritzau Scanpix]

Newt Gingrich og det nye sprog

Journalisten McKay Coppins har peget på den tidligere republikanske speaker Newt Gingrich som manden, der ’ødelagde amerikansk politik’. Det er et skudsmål, Gingrich selv hævder at være stolt af. Han er en uhyre intelligent og vidende mand, men han er også en særdeles kynisk politiker. I 1978 blev han valgt ind i Repræsentanternes Hus fra det kongresdistrikt i Georgia, der i dag har valgt Marjorie Taylor Greene. Han var den første Republikaner valgt i distriktet, og hans valg var symptomatisk for den transformation, syden havde undergået siden 1960’erne – en proces, hvor socialt konservative Demokrater i stigende grad havde søgt over i Det Republikanske Parti.

Efter små ti år i Kongressen blev Gingrich en helt på den amerikanske højrefløj ved at indlede en brutal jagt på den Demokratiske speaker Jim Wright. Anledningen var Wrights tvivlsomme finansielle transaktioner i forbindelse med indtægterne fra en bog.[2] I 1989 måtte Wright forlade posten som speaker, og samme år blev Gingrich valgt som Republikanernes minoritetsleder, og han udstak straks en langt mere konfrontatorisk kurs for sit parti.

Valget af Gingrich skete paradoksalt, samtidig med at George H.W. Bush overtog præsidentposten efter Reagan og udtrykte sit ønske om at repræsentere en ”venligere og blidere nation”. Udtrykket faldt mange Republikanere for brystet, fordi de så det som en indirekte kritik af Reagan. Det provokerede også ejendomsmagnaten Donald Trump, der i et interview i 1990 udtalte: ”Jeg kan virkelig godt lide George Bush, og jeg støtter ham og vil altid gøre det. Men jeg er uenig med ham, når han taler om et ’venligere og blidere’ Amerika. Jeg tror, at hvis dette land bliver det mindste venligere eller blidere, så vil det helt bogstaveligt ophøre med at eksistere. Jeg tror, at hvis vi havde folk fra erhvervslivet – folk som Carl Ichan og Ross Perot – til at forhandle noget af vores udenrigspolitik, så ville vi blive respekteret rundtomkring i verden”.

Hvad Trump allerede talte til, årtier før han selv gjorde alvor af at stille op til valg, var forestillingen om USA som et offer – en nation, der lod sig udnytte af sine allierede. Det var den samme grievance politics, der senere blev kernen i hans appel til sine MAGA-tilhængere. Reagans budskab om, at det igen var ”morgen i Amerika” (som det lød i hans 1984-kampagne) blev med tiden afløst af Trumps ”amerikanske blodbad” (American carnage). Folk skulle ikke være optimistiske – de skulle være vrede og føle sig forrådt af systemet.


Washington D.C., 2. maj 1995: Newt Gingrich, som på det tidspunkt var formand (speaker) for Repræsentanternes Hus, viser en graf over, hvor slemt det kan gå for sundhedssystemet Medicare. Konflikten mellem Clinton-administrationen og det Gingrich-ledede Repræsentanternes Hus førte til flere nedlukninger af statsapparatet i USA [FOTO: Richard Ellis/AFP/Ritzau Scanpix]

Lær at tale som Newt

Da Newt Gingrich blev valgt som minoritetsleder i 1989, havde Demokraterne haft flertallet i Repræsentanternes Hus uafbrudt i 35 år. Gingrichs budskab var, at det var slut med at opføre sig pænt og opretholde den eksisterende anstændighed: Hans partifæller skulle lære at være nasty.[3] Hvad hjalp det at indgå kompromiser med Demokraterne, når det efterfølgende var dem, der fik æren for de politiske resultater? Ville Republikanerne vinde magten, måtte de først smide så meget grus i maskineriet, at folk fik en afsky for Washington D.C. og business as usual.

Gingrich, der ifølge sin egen vurdering i dag var ”sin tids mest seriøse og systematiske revolutionære”, så nye muligheder i at holde lange brandtaler på C-Span – tv-kanalen, der sender fra Kongressen. Oftest talte han til en næsten tom sal, men det kunne man ikke se på skærmen. Transmissionerne havde ikke umiddelbart noget stort publikum, men klip med hans voldsomme udfald mod Demokraterne nåede ud til andre medier. Han udviklede nærmest et nyt politisk sprog om sine politiske modstandere. De var ikke blot af en anden opfattelse, men ’syge, destruktive, patetiske, korrupte, løgnagtige, bizarre og forrædere’.

Efterfølgende blev der ligefrem lavet memoer for andre Republikanske politikere, der gerne skulle lære at ’tale som Newt’. Et af skrifterne, udfærdiget af den Republikanske kommunikationskonsulent Frank Luntz, hed Language: A Key Mechanism of Control (1990). Det rummede en liste over positive ord, man skulle anvende om sine egne – familie, frihed, sund fornuft, lys og fred – og en liste over negative ord, man skulle anvende om Demokraterne. Det vigtige var at mobilisere vrede hos vælgerne snarere end at præsentere visioner for en bedre fremtid.[4]

Ifølge Luntz skulle man ikke tale om ’forandring’: Ordvalget skulle være hårdt og aktivt. Vælgerne skulle få fornemmelsen af, at de var under belejring, at nogen havde forrådt dem og taget noget fra dem, som de burde kræve tilbage. Det skulle være klart, at den amerikanske befolkning var opdelt i et ’os’ og et ’dem’, og at sidstnævnte havde forrådt nationens idealer. Gingrich og Luntz blæste til kulturkamp.

 

Hvad Trump allerede talte til, årtier før han selv gjorde alvor af at stille op til valg, var forestillingen om USA som et offer – en nation, der lod sig udnytte af sine allierede
_______

 

Pat Buchanan og krigen om Amerikas sjæl

En politiker, som var klar til at føre an i den kamp, var Pat Buchanan, der tidligt så potentialet i en ny form for højrepopulisme. Buchanan havde været rådgiver for præsident Nixon, og det var ham, der under voldsomme demonstrationer mod Vietnamkrigen havde givet Nixon ideen om at tale til the silent majority – det tavse flertal, som han mente støttede regeringens politik. Buchanan var også med til at udforme Nixons southern strategy, der gik ud på at bruge modstand mod borgerrettighedslovgivning til at få hvide sydstatsdemokrater til at forlade deres parti og blive Republikanere. Siden var Buchanan blevet en kendt politisk kommentator, men i 1992 forsøgte han sig selv som politiker ved at udfordre Republikanernes siddende præsident, George H.W. Bush, i partiets primærvalg.

På det nationale konvent erklærede Buchanan det år, at USA var midt i en kulturkrig, der var lige så vigtig som Den Kolde Krig. Det var en krig om ’Amerikas sjæl’ – vendt mod kulturmarxister, feminister og andre grupperinger, som angiveligt truede den kristne hvide kernefamilie.

Omdrejningspunktet for Pat Buchanans identitetspolitik var hvide vælgeres frygt for at komme i mindretal. Hvad han tilbød, var en offerfortælling, hvor det var dem, der i virkeligheden blev diskrimineret, dem, der blev marginaliseret, fordi minoriteter blev kompenseret med positiv særbehandling. Det var denne identitetspolitik, der skulle gøre det muligt for Det Republikanske Parti at appellere til arbejdervælgere uden at ændre partiets økonomiske fordelingspolitik. Snak om at reducere underskuddet på de statslige budgetter, privatisering af sociale ydelser og andre traditionelle Republikanske mærkesager skulle dog ikke fjernes, bare nedtones.

Et område, hvor Buchanan for alvor brød med Republikanske dogmer, var immigrationspolitikken. I maj 1995 talte han på et pressemøde om ’en illegal invasion’ af USA og meddelte, at han, hvis han blev præsident, agtede at bygge et militært bevogtet ’Buchanan-hegn’ langs hele den sydlige grænse. Han ville også indføre et femårigt stop for lovlig immigration og forsøge at få ændret USA’s forfatning, så børn af udokumenterede indbyggere ikke automatisk fik statsborgerskab. Alle disse tiltag skulle forhindre, at hvide kom i mindretal i USA.

Buchanans forslag var et opgør med det liberale syn på immigration, som Reagan-regeringen havde ført – et syn, som i 1986 manifesterede sig i vedtagelsen af Immigration Reform and Control Act, der nok gjorde det ulovligt for virksomheder at ansætte udokumenterede immigranter, men også gav opholdstilladelse til millioner af immigranter, der var kommet ulovligt ind i landet. Mange Republikanere så ellers USA’s økonomiske succes som resultatet af den konstante tilstrømning af immigranter. Modsat de fleste europæiske lande havde man ifølge dem ’en tredjeverdens økonomi i et førsteverdens land’. Nu ville Buchanan bremse tilstrømningen af ikke-hvide immigranter. Ifølge ham var USA truet udefra af frihandel og indefra af idealiseringen af mangfoldighed.

Buchanans hovedbudskab var et angreb på ideen om USA som den store smeltedigel. Forsvaret for det hvide Amerika var vigtigere end økonomien. ”Hvem taler for euro-amerikanere?” spurgte han, ”Er tiden ikke kommet til at tage Amerika tilbage?”, Efter flere årtiers højrepopulisme på begge sider af Atlanten lyder budskabet nu muligvis mindre rabiat for mange, men dengang placerede det klart Buchanan uden for den politiske hovedstrøm i Det Republikanske Parti.

Buchanan angreb også USA’s rolle i det internationale system. Hans ”America First”-politik ville betyde et farvel til USA’s forpligtelser over for internationale organisationer som FN og WTO samt forsvarsalliancer som NATO.[5] Hvor den Republikanske præsident George H.W. Bush så muligheden for at skabe en ny international orden efter Den Kolde Krigs afslutning, så Buchanan en trussel mod sande amerikanske værdier. Ligesom Gingrich udfordrede han de herskende dogmer i Det Republikanske Parti.


Manchester, New Hampshire, 29. januar 1992: Republikaneren Pat Buchanan, der udfordrede sin partifælle og siddende præsident George H. W. Bush, følger med i præsidentens State of the Union-tale [FOTO: Elise Amendola/AP/Ritzau Scanpix]

Politik som en kamp til døden

Allerede i 1984 havde højrefløjen i partiet (ikke for første gang) indledt en offensiv mod deres moderate partifæller – Republicans in Name Only (RINOS), som de nu kaldte dem. Heller ikke præsident Reagan gik fri. Ifølge Newt Gingrich havde han skabt for lidt polarisering i det amerikanske samfund. I tidsskriftet Policy Review beklagede Gingrich, at Reagan brugte for meget tid på at regere og ikke nok på at forandre Amerika. Præsidenten burde efter hans mening have forberedt sig på genvalg det år ved at ’gennemtvinge en polarisering af landet. Han burde have ført sin valgkamp mod liberale og radikale’. Reagan blev – uden at følge Newt Gingrichs råd – genvalgt ved at vinde 49 ud af 50 stater, men frøene til højrefløjens utilfredshed med hans ”morgen i Amerika”-konservatisme var begyndt at spire.

Da Demokraten Bill Clinton i 1993 afløste Bush som præsident, kunne Gingrich for alvor lancere den obstruktionsstrategi, som ved det kommende midtvejsvalg skulle gøre vælgerne sure på Washington D.C. og – som det oftest er tilfældet – straffe det parti med flertal i Kongressen og præsidentposten. Hans plan virkede: Clinton-regeringen fik næsten intet gennem Kongressen, og ved valget i 1994 kvitterede vælgerne ved at lade Republikanerne erobre 54 pladser i Repræsentanternes Hus og otte pladser i Senatet samt mange guvernørposter og flertal i lovgivende forsamlinger rundtomkring i staterne.

For første gang i 40 år kontrollerede Republikanerne nu begge kamre i Kongressen, og Gingrich blev speaker. At han senere spændte buen for hårdt i sine bestræbelser på at få præsident Clinton ned med nakken og selv endte med at blive fjernet fra posten af sine egne partifæller, er en anden historie, men den konfrontatoriske politik i Kongressen var kommet for at blive.

I sine år som speaker nåede Gingrich at introducere en række konkrete lovforslag – ”Contract with America”, kaldte han dem – men de løb næsten alle ud i sandet. Derimod ændrede hans taktiske nyskabelser både den måde, Kongressen fungerede på, og det indbyrdes forhold mellem partierne. Det var dem, der ifølge The Atlantic-journalisten McCay Coppins gjorde Gingrich til ’manden, der ødelagde amerikansk politik’, fordi han gjorde ’partipolitiske slagsmål til en kamp til døden, ødelagde Kongressen og banede vejen for Trumps politiske opstigning’.

I takt med at den demografiske udvikling gik Republikanerne imod, udløste det også en stribe lovforslag, som formelt handlede om valgintegritet (election integrity) – sikringen af frie og retfærdige valg – men som dybest set havde til formål at nære en myte om, at Demokraternes valgsejre kunne tilskrives snyd, og at det derfor burde gøres sværere for visse grupper at stemme.

At anfægte troværdigheden af ét af demokratiets grundpiller – nemlig tilliden til, at der blev afholdt frie og retfærdige valg – var en risikabel strategi for et konservativt parti, som traditionelt havde stået for ’lov og orden’. Men så længe sorte, brune og unge vælgere overvejende stemte Demokratisk og samtidig udgjorde en voksende andel af vælgerskaren, ville problemerne kun vokse for Det Republikanske Parti. Enten måtte man udvide sin vælgerbase eller indskrænke de andres.

 

Så længe sorte, brune og unge vælgere overvejende stemte Demokratisk og samtidig udgjorde en voksende andel af vælgerskaren, ville problemerne kun vokse for Det Republikanske Parti. Enten måtte man udvide sin vælgerbase eller indskrænke de andres
_______

 

Rush Limbaugh for President!

Blandt de festende Republikanere, der fejrede deres triumf ved midtvejsvalget i 1994, havde nogle allerede udset sig en mulig præsidentkandidat til det næste valg. ”Rush Limbaugh for President” stod der på deres T-shirts. Den amerikanske højrefløj havde i de foregående år opdaget og opdyrket et magtfuldt politisk redskab, nemlig taleradio (talk radio), og Rush Limbaugh var blevet mediets ukronede konge. Indtil sin død i februar 2021 havde han hver uge omkring 16 millioner lyttere.

Ligesom Newt Gingrich var med til at forandre den politiske kultur i Kongressen, var talk radio med til at forandre den politiske kultur i offentligheden. Højrefløjens nye ikoner var hverken intellektuelle som William F. Buckley eller politiske ledere som Ronald Reagan: De var radio- og TV-værter, der dagligt var i kontakt med millioner af lyttere og seere, og de kom i stigende grad til at sætte den politiske dagsorden for Det Republikanske Parti. De fik tilmed et betragteligt forspring i kampen om lytterne, for de forstod langt hurtigere end folk på den modsatte fløj, hvilket politisk potentiale, der var i et medie, som mange troede var forældet: AM-radio. Satellitteknologi og mobiltelefoner gav AM nyt liv og nye anvendelsesmuligheder.

Det var nemlig først i 1987 – under Reagan-regeringen – at det blev muligt at lave den type programmer, som Rush Limbaugh og andre talk radio-værter skabte: Før det krævede Federal Communications Commission (FCC), at alle programmer, der behandlede kontroversielle politiske emner, skulle skabe balance ved at præsentere et spektrum af synspunkter. Doktrinen havde været gældende i 38 år, da den i 1987 blev afskaffet, og et veto fra præsident Reagan forhindrede, at den blev fornyet eller erstattet.

For højreorienterede, som følte sig diskrimineret i de etablerede medier, fordi de ikke offentligt kunne lufte ’politisk ukorrekte’ holdninger, gav talk radio nye muligheder. Her kunne man nå lyttere på farten, og lytterne kunne relativt anonymt ringe ind og lufte synspunkter på raceforhold, religion eller andre ømtålelige emner. Man kunne ringe fra sin bil og fremsætte kontroversielle synspunkter uden at skulle stå til ansvar med efternavn og adresse.

Faktisk var det bedst, hvis det, man sagde, var kontroversielt, for det bekræftede forestillingen om, at de nye programmer havde befriet deres lyttere og givet dem mulighed for at sige, hvad de virkelig følte, men hidtil havde været forhindret i at sige af alle dem med ’de rigtige meninger’. Nu kunne man både fremsætte kontroversielle synspunkter og samtidig dyrke følelsen af at have været en slags offer, typisk fordi man angiveligt tidligere havde været påtvunget en tolerance over for minoriteter, man ikke ønskede at udvise.

Mediets pioner og mest populære vært Rush Limbaugh viste vejen. Som en producer udtrykte det om ham, var han ”altid på udkig efter muligheden for at forvandle nogens hellige ko til lækre hamburgere eller et par gode bøffer”. I 1988 gik han første gang i luften, og med tiden blev hans programmer sendt på over 600 radiostationer. Han var grov og ofte også sjov. Viljen til at fornærme folk, man var politisk uenig med, var helt central for den kult, der opstod omkring ham.

Målet med Limbaughs programmer var ikke at skabe forståelse eller bygge broer – ej heller at præsentere konkrete politiske ideer. Limbaugh fandt derimod eksempler på hykleri og politisk korrekthed blandt USA’s liberale. Det var whataboutism [emne-skifteri (red.)] i en underholdende form, der kunne anvendes som politisk ammunition for højreorienterede lyttere, så de kunne gå imod det, de hørte fra liberale medier. Programmerne skabte en form for kollektiv identitet hos hans faste lyttere, der begyndte at kalde sig Dittoheads. Og lyttere var der mange af: Allerede i starten af 1990’erne kunne han hver dag samle 12 millioner amerikanere ved højtalerne.

Programmerne havde nok et politisk indhold, men radiostationerne var også kommercielle foretagender, der skulle tjene penge, og det stod hurtigt klart, at indignation og beklagelser tiltrak flere lyttere end kølige ræsonnementer. Særligt beklagelser over de etablerede medier – mainstream media – og historier, som de traditionelle medier (ofte af indlysende grunde) ikke bragte, kunne på én gang validere klageren og ophøje programmet, fordi det tog emner op, som de etablerede medier angiveligt forsøgte at undertrykke.

Med tiden udviklede der sig et nærmest symbiotisk forhold mellem Det Republikanske Parti og en række radioværter, hvis programmer millioner af amerikanere dagligt hørte. Flere af dem nåede et endnu større publikum, da Fox News blev lanceret i 1996. Denne form for grievance politics, hvor politisk korrekthed med Rush Limbaughs ord var ’den nye fascisme’, blev siden perfektioneret af Donald Trump. USA blev udnyttet, hans vælgere var ofre, og han var ikke mindst selv et offer. Med Trumps erobring af præsidentembedet i 2016 fik Limbaugh og Fox News-værter som Sean Hannity, Tucker Carlson og Laura Ingraham en nær allieret i Det Hvide Hus. Hvem af dem der reelt satte den politiske dagsorden, er ikke nemt at svare på.

Men længe inden Donald Trumps politiske opstigen var Rush Limbaugh blevet en kongemager i Det Republikanske Parti. Han og andre talk radio-værter vendte op og ned på partiets hierarkier. Ikke alene blev det sværere for partiets ledere i Kongressen at styre menige medlemmer: alle de folkevalgte frygtede også at blive hængt ud i programmerne, hvis de indgik kompromiser: Mådehold var usexet og ville sandsynligvis give taletid til en mere beslutsom primærvalgsudfordrer. Desuden blev lederne – partiets establishment – ofte selv yndede skydeskiver i talk radio.

I den politiske verden, som talk radio var med til at skabe, viste det sig, at Donald Trump var den ideelle kandidat. De vedvarende angreb og opfindsomme øgenavne, han gav sine politiske modstandere, opfyldte de forventninger til politisk samtale, som Rush Limbaugh og hans disciple havde skabt gennem tre årtier. Og konspirationsteorierne fulgte også med ham ind i den politiske hovedstrøm.


Washington D.C., 4. februar 2020: Førstedame Melania Trump tildeler en bevæget Rush Limbaugh The Presidential Medal of Freedom. Han døde det følgende år [FOTO: Tom Brenner/Reuters/Ritzau Scanpix]

”America First”, igen

Pat Buchanan havde i 2000 forladt Det Republikanske Parti og forsøgte nu som uafhængig kandidat at føre an i kampen mod globaliseringen. Som kandidat for Ross Perots Reformparti angreb han NAFTA, WTO og den øgede samhandel med Kina. Allerede i 1998 præsenterede han sine ideer for en ny økonomisk nationalisme i en bog med titlen The Great Betrayal. Han gik også tilbage i historien for at rehabilitere den ”America First”-bevægelse, som havde modsat sig USA’s indtræden i Anden Verdenskrig.

Op til præsidentvalget i 2000 bekymrede Pat Buchanans succes den berygtede dirty trickster Roger Stone, der dengang arbejdede i Florida for den Republikanske præsidentkandidat George W. Bush. Han var særdeles bevidst om, at Ross Perot – der i 1992 havde stillet op som kandidat for et tredje parti – sandsynligvis havde kostet George H.W. Bush sejren. Nu frygtede han, at Buchanan kunne påføre sønnen, George W. Bush Jr., samme skade. Derfor fik Stone sin gode ven byggematadoren Donald Trump til at udfordre Pat Buchanan i kampen om at blive Reformpartiets præsidentkandidat.

Trump havde før flirtet med ideen om at stille op til valg. I 1987 havde han – også på Roger Stones opfordring – indrykket helsidesannoncer i en række aviser, hvor han i stærke vendinger kritiserede Reagan-regeringens forhandlinger med Sovjetunionen. Han mente, at han selv kunne have forhandlet sig frem til langt gunstigere resultater. På møder lancerede han også sin senere så velkendte klagesang om, hvordan USA blev udnyttet af sine handelspartnere og allierede. Dengang var det ikke Kina, men Japan, der indtog skurkerollen. De øvrige allierede, der angiveligt ’svindlede og begrænsede’ USA, var dog de samme som tre årtier senere – ikke mindst (Vest)Tyskland.

Det var dog ikke med politiske visioner, Trump forsøgte at køre Buchanan af banen. Fuldt bevidst om, at Florida er en stat med mange ældre jødiske vælgere, tog han i stedet fat i Buchanans ”America First”-slogan, som han (med rette) kaldte en direkte reference til den historiske bevægelse, der i 1940-41 forsøgte at hindre, at USA trådte ind i Anden Verdenskrig. I flere nationale TV-programmer sagde Trump om Pat Buchanan: ”Han er en Hitler-elsker. Jeg tror, at han er antisemit. Han kan ikke lide de sorte, han kan ikke lide de homoseksuelle”. Trumps konklusion var, at Buchanan kun ville være i stand til at tiltrække ’tosserne’ på højrefløjen (”the wacko vote”).

På sin vis fik Trump hjælp af den omstændighed, at Buchanan også havde en anden udfordrer i kampen om at blive Reformpartiets præsidentkandidat. Det var den tidligere nynazist og leder af Ku Klux Klan i Louisiana David Duke. Han anvendte nemlig det samme slogan som Buchanan: ”America First” – som Klanen allerede i 1920’erne havde anvendt i den daværende  kulturkamp.

Trump kunne ikke forhindre Buchanan i at vinde nomineringen, men han havde på sin vis fuldført den mission, Roger Stone havde tiltænkt ham i Florida: Han havde nemlig skadet Buchanan tilstrækkeligt til, at Bush kunne vinde Florida, om end yderst knebent. Dét nederlag blev afslutningen på Buchanans karriere som præsidentkandidat. Trump havde nok tabt, men han kunne trække sig fra kampagnen – og hævde, at han alligevel ikke havde været interesseret i at stille op.

 

I den politiske verden, som talk radio var med til at skabe, viste det sig, at Donald Trump var den ideelle kandidat
_______

 

Et større telt

Trods George W. Bushs valgsejr i 2000 stod det fortsat klart, at Det Republikanske Parti på længere sigt var udfordret af den amerikanske demografi. Det havde ikke længere det samme tag i unge vælgere som i Reagan-årene. Partiets vælgere var nu typisk ’ældre, hvidere og vredere’. Latinoer – den hurtigst voksende minoritetsgruppe – udgjorde et særligt problem. Nok var de endnu ikke så aktive vælgere, men når de stemte, var det overvejende på det Demokratiske Parti. Republikanernes demografiske udfordringer ville kun vokse, hvis ikke man fandt en måde, hvorpå man med et ofte brugt udtryk kunne ’gøre teltet større’. Kort sagt: Partiet måtte fremstå mere inkluderende.

Det var en del af begrundelsen for i 2000 at nominere den tidligere guvernør i Texas George W. Bush som Republikanernes præsidentkandidat. Han havde været populær i Texas, også blandt latinovælgere. Målsætningen om at ændre partiets image havde sandsynligvis haft bedre vilkår, hvis ikke 9/11 havde gjort krigen mod terror til det altdominerende tema i hans to perioder som præsident.

Skønt George W. Bush – som den eneste Republikanske præsidentkandidat de seneste 36 år – formåede at vinde et flertal af vælgernes stemmer i 2004, forsvandt partiets demografiske problem ikke. Da Mitt Romney i 2012 var partiets præsidentkandidat, var han på selve valgdagen fortsat overbevist om, at meningsmålingerne var forkerte, og at han ville vinde et flertal af stemmerne. Han tog fejl: Den siddende præsident, Barack Obama, fik, som i 2008, 51 pct. mod Romneys 47 pct.

Romneys nederlag fik efterfølgende en gruppe af ledende Republikanere – blandt dem senatorerne John McCain og Lindsey Graham – til at lave, hvad de selv betegnede som ’et ligsyn’. Konklusionen i den rapport, der officielt kom til at hedde The Growth and Opportunity Project, var klar: Hvis Republikanerne fremover ville vinde nationale valg, måtte de bl.a. støtte gennemførelsen af en immigrationsreform. De mange millioner, som opholdt sig illegalt i landet, skulle have en vej til legaliseret status og på længere sigt også statsborgerskab. Det forslag vakte voldsom harme blandt en stor del af vælgerne. Pat Buchanan havde da også et ganske anderledes råd til sit gamle parti: Koncentrér jer om at appellere til hvide vælgere, der ikke plejer at stemme.

Blandt dem, der lyttede til Buchanan, var hans gamle rival: forretningsmanden og reality-stjernen Donald Trump og dennes chefstrateg, Steve Bannon. Allerede i 2011 havde Trump fået en fornemmelse af sine muligheder i partiet ved at stille sig i spidsen for den såkaldte ”Birther”-bevægelse, der hævdede, at Barack Obama var født i Kenya og derfor ikke var kommet retmæssigt til magten (fordi forfatningen stipulerer, at en præsident skal være født i landet).

Trump føjede et vigtigt aspekt til Buchanans advarsler om et fremtidigt USA, hvor hvide var i mindretal: Han tog ’erstatningsteorien’ til sig og gjorde det til resultatet af en liberal konspiration. Han fortalte hvide arbejdervælgere, at den samme liberale elite, der havde gjort Obama til præsident, også planmæssigt importerede immigranter fra andre dele af verden med det eksplicitte formål at erstatte dem. Tiden var inde, erklærede han, til at ’tage deres land tilbage’.


Cape Girardeau i Missouri, 5. november 2018: Præsident Trump tager imod talkshow-værten Sean Hannity under et rally. Hannity var en af de tidlige Trump-støtter og er bl.a. af Republikanske rådgivere i Det Hvide Hus blevet kaldt Trumps “skygge-personalechef” [FOTO: Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix]

Opgøret med det Republikanske establishment

Buchanan havde påbegyndt et højrepopulistisk oprør i Det Republikanske Parti, men det havde været umuligt at bryde gennem partiets ’dørvogtere’, og han var derfor nødsaget til at stille op som kandidat for et tredje parti. 15 år senere kopierede Donald Trump hans politiske program nærmest punkt for punkt og anvendte det til en slags fjendtlig overtagelse af partiet. For god ordens skyld genanvendte Trump også sloganet ”America First” – det udtryk, han tidligere selv havde brugt som en anledning til at skade Buchanan.

Noget havde tydeligvis gjort Buchanans budskab mere salgbart, men hvad? Nogle har peget på strukturelle faktorer ved valgsystemet og ændrede regler for kampagnebidrag som medvirkende til at stimulere en tiltagende partipolitisk polarisering. Andre har set finanskrisen i 2007-08 som et afgørende vendepunkt, mens atter andre har fremhævet valget af Barack Obama i 2008 som den vigtigste katalysator.

Imidlertid var det også tydeligt, at Republikanerne ikke længere havde nogen ledende skikkelser, som kunne tegne partiets politiske profil – særligt ikke efter præsident George W. Bushs opbakning havde sat ny bundrekord efter fiaskoen med Irak-krigen.

Da Gallup i maj 2009 spurgte, hvem der tegnede partiet, fik ’ingen’ flest stemmer. På andenpladsen fandt man Rush Limbaugh, tæt fulgt af Newt Gingrich – ti år efter at han havde forladt Kongressen! Partiets ledere i Kongressen blev snart yderligere svækket af den såkaldte Tea Party-bevægelse, der ganske vist mest var en reaktion på valget af Obama, men også et internt oprør mod Det Republikanske Partis establishment. Også den bevægelse var med til at bane vejen for Trump.

Mange af de Republikanske kongresmedlemmer, som identificerede sig med Tea Party-bevægelsen og efterfølgende sluttede sig til det såkaldte Freedom Caucus i Repræsentanternes Hus, havde ingen ambitioner om at fremme deres karriere gennem lovforslag og udvalgsarbejde. Deres ambitioner – og vej til genvalg – var snarere at blive hyppige gæster i radio og TV. Det var dér, den politiske dagsorden blev sat, og den havde efterhånden sjældent noget med konkret lovgivning at gøre.

Efter fire år som republikansk speaker i Repræsentanternes Hus smed John Boehner i 2015 håndklædet i ringen. I sine erindringer, On the House; A Washington Memoir (2021), beskrev han efterfølgende den herskende kultur blandt mange af sine uregerlige partifæller: ”Hvad de i virkeligheden er interesserede i er kaos (,,,) De vil smide sand i den forhadte føderale regerings maskineri, indtil det fejler, og de endelig har bevist, at det er hinsides frelse. Hver gang de nedstemmer et lovforslag, får de endnu en invitation til at komme på Fox News eller talk radio. Det er et narcissistisk – og farligt – feedback loop”.

Det var en dynamik, der gav en række højreorienterede talk radio– og tv-værter utrolig stor indflydelse på den politiske dagsorden. De kunne fyre op under politikernes bagland og gøre det svært for alle Republikanske politikere, der indgik uønskede kompromiser.

I 2015/16 kunne Trump derfor ride til en Republikansk primærvalgssejr på en bølge af utilfredshed med de ledende kræfter i partiet. Undervejs sørgede han for omhyggeligt at angribe stort set alle partiets ledende skikkelser – John McCain, Lindsey Graham, Mitt Romney, George W. Bush og dennes lillebror, Jeb Bush, der ellers på forhånd var blevet betragtet som favorit til nomineringen.

Mange kommentatorer troede, at det ville skade Trump at angribe Det Republikanske Partis to seneste præsidentkandidater, men det viste sig mod al forventning at være uhyre populært blandt en betragtelig del af partiets vælgere. Det var den antiestablishment-retorik, de var kommet til at sætte pris på ved at lytte til talk radio og se Fox News. Her havde den systematiske mistillid til det amerikanske demokratis bærende institutioner længe været en hovedattraktion.

Mange af de mest populære værter øjnede hurtigt fordelene ved at slutte sig til Trumps korstog mod de etablerede medier, der forholdt sig mere kritisk til ham. Eksempelvis lavede Fox News’ Sean Hannity i de sidste ni måneder op til præsidentvalget i november 2016 hele 41 interviews med Trump – vel at mærke uden at stille et eneste kritisk spørgsmål. Forløbet var med til at understrege, at de højreorienterede medier nu var mere magtfulde, når det gjaldt  udfaldet af de Republikanske primærvalg end partiets eget establishment.

Med Donald Trump blev Newt Gingrichs delegitimering af politiske modstandere, chok-effekten af Rush Limbaughs ’politisk ukorrekte’ infotainment og Pat Buchanans kombination af antiglobalisme og kulturkrig samlet i én skikkelse. Nok havde Trump i 2000 kaldt Pat Buchanan for en ’Hitler-elsker’ på grund af hans ”America First”-program, men nu var det hans eget program. Trump sejrede, hvor Buchanan havde fejlet. Reagans æra var slut – Trumps var begyndt. ■

 

Det var tydeligt, at Republikanerne ikke længere havde nogen ledende skikkelser, som kunne tegne partiets politiske profil – særligt ikke efter præsident George W. Bushs opbakning havde sat ny bundrekord efter fiaskoen med Irak-krigen
_______

 

Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er ph.d. i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara, og  lektor på Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet. Han har skrevet en lang række bøger og artikler om historie og samfundsforhold i USA og kommenterer ofte amerikansk politik i de danske medier. Han arbejder nu på et større bogværk om USA’s politiske historie.

ILLUSTRATION: USA’s præsidentvalg i 1968: De to intellektuelle fra hver sin fløj – den konservative William F. Buckley Jr. (tv.) og den liberale Gore Vidal (th.) – forud for en TV-transmitteret debat [FOTO: Mary Evans/Ritzau Scanpix]

Fodnoter følger nederst.

[1] Mary Ziegler, ”The right’s war on birth control is already starting,” MSNBC, October 10, 2023 (https://www.msnbc.com/opinion/msnbc-opinion/birth-control-ban-alliance-defending-freedom-rcna119675)

[2] Forløbet beskrives i Julian E. Zelizer, Burning Down the House: Newt Gingrich and the Rise of the New Republican Party (New York: Penguin Books, 2020).

[3] Citeret fra Jeff Shesol, ”How Newt Gingrich made nastiness a virtue”, The Washington Post. 17. Juli, 2020.

[4] Uddrag fra Frank Luntz’ pamflet kan findes her: University of Houston (https://uh.edu/~englin/rephandout.html).

[5] Pat Buchanan, A Republic, Not an Empire: Reclaiming America’s Destiny (Chicago: Regnery, 2013 [1999]).