07.05.2024

Politisk panik og opportunisme har altid været epidemiers foretrukne vækstmiddel. Det leveres gennem sproget og dets metaforer. Det skaber større politisk råderum, men giver samtidig en falsk tryghed, fordi bestemte grupper tillægges skylden for epidemien. Det både legitimerer og efterlader os med banal nationalisme, fremmedhad, stigma og afsky for de fattige.

Kronik af Morten Sodemann, professor og overlæge

Pandemier lokker det værste frem i os. Det gælder bl.a. den måde vi bruger sproget til at forstærke normalt mere skjulte modsætninger i samfundet. I Frankrig kom et tidsskrift i problemer, da det kaldte COVID-19 for ”Den Gule Fare” kort efter, at daværende præsident Trump havde kaldt den ”China Virus”. I Indien talte premierministeren om, at muslimer i landet var en del af en global ”Coronajihad”  

Herhjemme nøjedes Dronning Margrethe med at kalde den ”en farlig gæst” i sin coronatale til nationen, mens Rasmus Stoklund (S) i en Folketingsdebat i 2020 brugte et stenalderbillede på de høje smittetal blandt minoriteter: ”I relation til corona kan den større andel smittede [blandt etniske minoriteter] altså ikke blot undskyldes med, at der mangler pjecer på stormellemøstlige sprog. Man skal have opholdt sig dybt inde i en jordhule det seneste år, hvis man ikke har hørt om coronavirus og vigtigheden af at holde afstand, og da der mig bekendt ikke er nogen i Danmark, der bor i jordhuler, så er sprogsøforklaringerne altså ikke andet end dårlige undskyldninger” .

Enkelte politikere talte også om, at der var brug for ”jernnæve” eller ”fodlænker” i indsatsen for at stoppe smitte blandt indvandrere. Religiøse ritualer blev omtalt som ”smittebomber” .

Graden af mystik og hvor ny en sygdom er for offentligheden, er måske nøglen, der låser op for ekstremerne af usikkerhed og frygt, der kan tænde det akutte behov for syndebukke og udadreaktion med verbal og fysisk massevold mod minoriteter. Da pesten vendte tilbage til Europa i anden halvdel af det sekstende og syttende århundrede, udløste det igen rygter om ondsindede pestspredere, men denne gang stod nye syndebukke for skud: fra højtstående embedsmænd og politibetjente og læger til de laveste niveauer af sundhedsarbejdere – pestrensere, vognmænd og gravere. De blev udpeget og anklaget for at fastholde og sprede sygdommen af en række forskellige årsager, herunder at de på hver deres måde havde personlig interesse og gevinst af en fortsat epidemi, som blandt andet historikeren William G. Naphy har vist. Under COVID-19 kunne man påvise en direkte sammenhæng mellem stigningen i online hadefulde beskeder og en stigning i fysisk ”off-line” vold mod etniske minoritetsgrupper. Historikeren William Eamon har fx fokuseret på syfilis, primært i Italien i slutningen af det femtende og begyndelsen af det sekstende århundrede og beskriver, at ”nye sygdomme bringer en kulturs dybeste fobier frem”. Han forklarer det således: ”udbrud af nye sygdomme, især epidemier, opfattes som slående visuelle beviser på, at der er noget frygteligt galt i den bredere sociale sfære. Fordi nye sygdomme overbelaster vores samfund og tester dets evne til at absorbere voldsomme forstyrrelser”. Syfilis blev fx opfattet som en sygdom, der skyldtes kannibalisme blandt ulydige soldater som udtryk for en afvigende seksuel nydelse.

 

Epidemier er serielle tragedier, der alle følger den samme drejebog
_______

 

Enhver epidemi italesættes som en hidtil uset katastrofe; en 1000-års hændelse, en krise ingen, især ikke politikerne, kunne have forudset eller forberedt samfundet på. Men epidemier er serielle tragedier, der alle følger den samme drejebog: De kan ikke ske, så når det utænkelige alligevel sker, er det en bibelsk plage, der påføres mennesket, fordi noget fremmed har sneget sig ubemærket ind. Det burde ikke kunne lade sig gøre og sker kun under helt exceptionelle omstændigheder. Det er aldrig forudsigeligt, for så ville ansvaret ligge hos beslutningstagere, flertallet og politikerne – og dét er endnu mere utænkeligt end det utænkelige. Kriser som epidemier får os til at tænke i metaforer, fordi de indikerer noget nyt. Pludselig er vi ”i samme båd” og vi er ”i fælles front i kampen mod fjenden”. Fællesskabet fik en ny betydning, da folketingspolitiker Mette Thiesen (dengang for Nye Borgerlige) på daværende Twitter d. 6.august 2020 forklarede at de sociale grupper der havde høje smittetal ”skider på det danske fællesskab”. Især virusepidemier har givet anledning til sproglige men tvetydige nyskabelser (Fx Abekopper, den gule svøbe, kamelinfluenza, kina-virus, kyssesyge).

Hvad er det, der gør virussen til en så populær prototype for metaforer? Én af forklaringerne er, at virussen længe har været den „store usynlige“ blandt mikrober. Dens ringe størrelse gør, at den ikke kan identificeres med lysmikroskopet. Udviklingen af ​​det elektroniske mikroskop i 1930’erne førte til virussens identifikation, men samtidig til en popularisering af specifikke egenskaber, der adskiller virussen fra andre mikrober. Blandt de tvivlsomme kvaliteter, som særligt tilskrives et virus, er evnen til snedig invasion, usynlig tilstedeværelse, undergravning af værtens organisme og evnen til mutation. Sammenlignet med andre mikrober ser virussen desuden ud, som om den har en hjerne, fordi den kan snyde immunforsvaret, virus kan indtage og forandre celler og gener og samtidig gemme sig i årevis. Det har medvirket til at skabe en konceptualisering af virussen som en umenneskelig form for intelligens, der kan snøre det menneskelige kropsforsvar. Gennem andre metaforer, der giver virus egenskaber som at ”skrive” og informationsteknologiske begreber som af-/omkodning, transskription osv., fremstår virus som kloge små biomaskiner. De viser, at mennesket ikke er så sikkert adskilt fra de teknologier, det har opfundet – en tilskrivning, der har fået ekstra styrke ved fremkomsten af menneskabte computervirus og spekulationerne om, at COVID-19 opstod i et kinesisk laboratorium ved siden af et marked med vilde dyr.

På grund af denne spidsfindiggørelse af virussen bruger populære forklaringer om vira ikke kun militære metaforer, men tegner især ideen om en ulige kamp mod en modstander, som skal bekæmpes med strategiske færdigheder, tricks, og kyndighed. Virus er svag i sin lidenhed men snedig: Viruspartiklerne rotter sig sammen og infiltrerer og manipulerer den i øvrigt stærke og sunde arvemasse. Koblingen mellem virus, fremmede og svaghed sker i sproget, og sproget påvirker vores efterfølgende opfattelser og oplevelser.

Aktuelt pågår en politisk defineret diskussion om ”herskermentalitet” blandt etniske minoritetsgrupper, og der har været fremsat beskyldninger om, at højt uddannede akademikere med samme baggrund planlægger at infiltrere ministerier og højere uddannelser. Enhver vigtig sygdom, hvis årsagssammenhæng er uklar, har en tendens til at blive oversvømmet af motivsøgning, overførte betydninger og metaforer.

Sygdommen identificeres først og fremmest med det, der er forbundet med menneskers dybeste frygt fx korruption, forfald, social uorden. forurening, svaghed, fremmedhed, invasion, magtovertagelse. Sygdommen bliver dermed i sig selv en metafor og tilskrives rædsler, som oprindeligt var forbundet med andre ting: rotter, skadedyr, vilde dyr, uhumske boligområder, affald, blodforurening, tilbagestående samfund, svagt begavede indvandrere, primitive mennesker, migrantoversvømmelser, terror og horder. Man bliver derfor mere bange for sygdommens koblede skrækscenarier end selve sygdommen. Terrorisme beskrives som en kræftsygdom, en infektion, en epidemi, en pest. I mere end et århundrede har denne metafor billedgjort vold og oprør som en smitte, der skal slås ned, som litteraturprofessoren beskriver det i sin bog ”Epidemic Empire Colonialism, Contagion, and Terror, 1817–2020”. Trusler og frygt spejles ind i sygdommen, og den vender styrket tilbage, så den ikke bare smitter, men truer med at ødelægge samfundet indefra. Sygdommen kommer derfor også nødvendigvis udefra, båret af fremmede. De opfattes som immune bærere, fordi de lever uhumsk i tæt relation til smittestof, som man så det i de amerikanske sydstater, hvor de sorte amerikanere fik værdi, fordi man mente de bedre kunne tåle at arbejde i de myggeplagede sumpområder, hvor risikoen for gul feber var høj.

 

Sygdomsmetaforerne invaderer andre sprogfelter, og langsomt bliver enhver situation, man ikke bryder sig om, til en sygdom
_______

 

Sygdomsmetaforerne invaderer andre sprogfelter, og langsomt bliver enhver situation, man ikke bryder sig om, til en sygdom. Enhver hændelse udenfor rutinen er en fornærmelse mod tingenes naturlige tilstand og starten på en epidemi af destruktive hændelser. Amerikanerne var i 1920’erne bange for at de ”nye svage” migranter fra Østeuropa skulle forurene og svække amerikansk blod og arvemasse og derigennem smitte med social degeneration. De ”svage racer” måtte derfor ikke assimileres, og den eneste løsning var, mente nogle derfor, at ”ødelægge deres protoplasma, arvelige træk, instinkter og kulturer og ud af elementerne i disse opbygning af vores egen organisation”.  

Under epidemien blev snavs synd. Fremmede og fattige blev snavsede syndere. Sygdom blev mere skræmmende, da det gik fra at være knyttet til steder og ritualer til at være båret af bestemte grupper af mennesker og deres (amoralske og sygdomsfremkaldende) adfærd. Sygdomsbekæmpelse antog et moralsk-religiøst værdisæt, hvor hygiejniske pligter blev anset for at være en kamp mod det onde fremmede. Sygdom gik fra at være en straf eller en forbandelse, til noget personen, der ramtes, skulle straffes og forbandes for.

Kontrollen over fortællingen om skylden for epidemier handler om magt. Stigma udøves gennem sproget af mennesker med magt overfor mennesker med mindre magt og med mindre sandsynlighed for at svare igen pga. deres sociale position. Stigma frarøver mennesker deres værdighed, og forværrer de allerede svære levevilkår, som sårbare og mindre velstillede udsættes for: De omtales som dovne, skøre og frastødende og sundhedskampagner kan bidrage til at forstærke eksisterende stigma, mener to antropologer, der har undersøgt hvordan sundhedskampagner virker blandt minoriteter. I en dansk sammenhæng undersøgte Institut for Menneskerettigheder stigmatiserende sprog og hadefulde ytringer under COVID-19 og de kommer med eksempler på verbale overgreb på gaden med beskyldninger om at være årsag til smitte eller tilråb om at være ”idioter” ”svin”. Én af de interviewede er citeret for følgende udfald på gaden fra en forbipasserende: ”Du skulle se at komme hjem, hvor du kommer fra, i stedet for at slæbe sådan noget pis med herop. Det er ulækkert”.

USA lukkede i starten kun for rejsende fra nøje udvalgte lande og viste dermed, hvor tæt mikrober, normer, politik, konflikter og magt hænger sammen. De forstærker og faciliterer hinanden, giver hinanden nye muligheder. Biologi og politik lever og påvirker hinanden i det samme øko-system. I starten af Corona-pandemien sagde politikerne, at ”hvert dødsfald er en tragedie”. Senere viste det sig, at de gamle, tykke, servicemedarbejdere, de fattige, de udsatte og de fremmede var ”lidt mindre tragiske” tab end andre. Det varede længe før man fik indført beskyttende skærme i supermarkeder og taxaer og hjemmehjælperne fik meget lidt hjælp til at beskytte sig, samtidigt med at de ældre på plejehjem hvis de blev syge ofte måtte dø uden at se de pårørende. Testbusserne blev ofte flyttet væk fra sociale boligbyggerier når der opstod udbrud i andre byer og vaccinationsindsatserne i samme områder blev forsinket. Magt er ultimativt identisk med retten til at bestemme, hvem der må leve, og hvem der skal dø. Udøvelse af suverænitet er i den forstand at udøve kontrol over døden og definere livet som udbredelse og manifestation af magt. Reaktioner mod pandemier kan sandsynligvis lige så godt skabe nye sociale fællesskaber, som det kan gøre os til stærkt isolerede ensomme individer med galopperende hudsult. Man taler om ‚Det virale forstørrelsesglas‘, der på pinagtig vis tydeliggør og udvider eksisterende sociale uenigheder, forskelle og begrænsninger.

Pestepidemier og influenzaepidemier viste gang på gang at dem der har mindst indflydelse på deres arbejde heller ikke har indflydelse på deres boligkvalitet, og de har derfor mindst mulighed for at kunne omsætte myndighedernes krav om afstand og isolation – alligevel udskammes de socialt mindst velstillede for at bidrage ”for meget” til smittespredning. Det oplevede beboere i sociale boligbyggerier og slagteriarbejdere fra Østeuropa under COVID-19. Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye mente tilmed, at de socialt mindst velstillede havde et ekstra stort ansvar for at gøre en indsats for fællesskabet: ”Uanset hvad forklaringerne er, så må folk, der er særligt udsatte, anstrenge sig lidt ekstra for at leve op til anbefalingerne”.

Gennem epidemisproget skabes modsætninger mellem de gode og de onde, mellem de smittede og usmittede. Metaforen er tvetydig, for den placerer skyld og fungerer dermed også som en slags løsning, men den skaber også en fornemmelse af utryghed, der skaber mere frihed til politisk handling. Det metaforiske sprog signalerer, at situationen er kritisk og svær og kræver særlige tiltag fra politikernes side. Metaforer baner derfor vejen for, at folket hellere end gerne overlader ansvaret til myndigheder og ministre.

 

Under COVID-19 var der grund til at frygte, at smitten ville sprede sig. Men frygten kan leve og overleve gennem sin helt egen epidemi
_______

 

Under COVID-19 var der grund til at frygte, at smitten ville sprede sig. Men frygten kan leve og overleve gennem sin helt egen epidemi. Frygten og den hastighed, den smitter med, er ikke et resultat af, hvor mange der smittes eller kan smittes. HIV og Ebola er eksempler på epidemier, hvor frygten ikke stod på mål med den viden, der var tilgængelig. Panik og irrationel adfærd er kendetegnende for frygtepidemier og kan også smitte beslutningstagere, ledere, myndigheder og politikere. Det kan skade den sociale orden og de sociale kontrakter, den normalt er bundet sammen af, som fx at velfærdssamfundet passer på os alle, eller at vi ikke snyder os til en større del af velfærdsydelser end vi har ret til. Hvis lederne virker rådvilde og panikparate, spredes en epidemi af forvirring og ukontrolleret stigma. Myndighedernes udsagn og beslutninger fortolkes som ubeslutsomhed, slingrekurs, manglende overblik og uenighed om alvorligheden. Der opstår en ekstremt skrøbelig tilstand i det offentlige rum, hvor en syndflod af bekvemme forklaringer om epidemiens årsag og smitteveje oversvømmer moral, fornuft og ideologi. Der var politikere som opponerede meget kraftigt imod, at der var social ulighed i smitte med COVID-19 – smitte kunne kun skyldes skødesløshed eller ligegyldighed, og der var politikere, der var bekymrede for, at forskerne ikke efterkom politiske ønsker om at undersøge de mange rygter om succesfuld behandling af COVID-19 med ormemiddel og malariamedicin – en politiker mente ligefrem at forskere skulle fratages retten til at bestemme, hvad der skulle forskes i.

Under så skrøbelige politiske forhold som under en pandemi kan normalt ufarlige partipolitiske kløfter graves meget dybe, og de forsimplede fordomsfulde sociale fremstillinger af pandemiens årsager og udvikling i medierne kan hurtigt polarisere og opdele samfund på en måde der er kontraproduktiv i forhold til smittebegrænsning, inklusion og sammenhold. Et studie af amerikanske nyhedsmedier påviste at mediernes dækning af COVID-19 var stærkt politiserede og polariserede i deres sprog. Fx fandt de at politikere optrådte hyppigere end forskere i de trykte medier. Medierne spillede under COVID-19, som under mange tidligere pandemier, en klar rolle i reproduktionen af stereotypier og falske skillelinjer mellem grupper med god og med dårlig adfærd. For eksempel blev personer i pressen oftere afbildet som enten helte, skurke eller ofre, og de tilhørende fotografierne konstruerede et falsk skel mellem sociale grupper. Desuden fandt man i samme studie, at unge mennesker blev afbildet som uregerlige, ligeglade og festglade, og de valgte fotos gav indtryk af at de unge udgjorde en potentiel risiko for hele samfundets helbred. Voksne blev derimod afbildet som autoritative eksperter og ansvarlige pårørende, og man tilskrev dem at bære sikkerhedsansvaret for samfundet. Flere studier har vist, at polariserede polemiske sociale repræsentationer af sygdommen i medierne kan få sociale grupper til at drage forskellige og ofte følelsesladede og kontekstafhængige konklusioner om trusselsbilledet. Politisk berøringsangst og dens strategiske tvetydighed, pressens behjælpelighed og behovet for angstdæmpende projektion skaber en række kontraproduktive adfærdsmønstre, der skaber eksplosive vækstforhold for epidemier. I bogstavelig forstand er der tale om middelalderlig magi, tabu, heksejagt, afsky og udskamning som erstatning for rationel epidemibekæmpelse under sikker politisk og faglig ledelse.

Politisk panik og opportunisme er, og har altid været, epidemiers foretrukne vækstmiddel – en gødning, der leveres gennem sproget og dets metaforer, men som kun giver en falsk tryghed. Imens har virus en fest. Det var dét, der satte COVID-19-indsatsen over styr verden over. COVID-19 er nu næsten forsvundet, men den efterlader os med en meget værre kronisk pandemicocktail af banalnationalisme, fremmedhad, stigma og afsky for de fattige.

Den grænsekontrol, der blev indført, er fortsat til stede, men nu med argumenter om kontrol med migranter. Det samme gælder en række andre lande, der under COVID-19 fik frit spil til at indføre skrappere grænsekontrol med migranter. Præsidenterne i Ungarn, Brasilien og USA koblede behændigt migration med smitte og viste særlig lydhørhed over for nationalistiske særinteresser, som er fortsat, efter COVID-19 er forsvundet. Som den italienske filosof Donatella di Cesare har skrevet om i bogen Suveræn Virus, afslørede COVID-19 en identitetssyge: Enten er man syg eller også er man rask. Når migranter, fattige, syge og udsatte ikke længere vækker vores empati, men derimod frygt, misbilligelse og vrede, så viser samfundet sit mest bestialske ansigt. Som de Cesare skriver: ”Uligheden mellem de beskyttede og de forsvarsløse, som udfordrer enhver forestilling og retfærdighed, har aldrig været så eklatant og utilsløret som i den krise, coronavirussen har skabt”. ■

 

Politisk panik og opportunisme er, og har altid været, epidemiers foretrukne vækstmiddel – en gødning, der leveres gennem sproget og dets metaforer, men som kun giver en falsk tryghed

_______

 

Morten Sodemann (f. 1959) er professor i global sundhed og indvandrermedicin på Syddansk Universitet. Overlæge, Indvandrermedicinsk klinik, Odense Universitetshospital. Næstformand i Selskab for Indvandrersundhed. Forskning og forskeruddannelse i flere afrikansk lande. Forfatter til bogen: ”Sårbar? – det kan du selv være”. Bogen ’Pandemiernes pariaer’ udkom d. 25. april på forlaget Samfundslitteratur.

ILLUSTRATION: Morten Sodemann [FOTO: Lars Skaaning]:

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne