Moritz Schramm i RÆSON SØNDAG om Tyskland: Fløjene tager opmærksomheden – men midten er stadig nøglen til magten
29.09.2024
I Brandenburg overraskede SPD forleden ved at forhindre Alternativ für Deutschland i at gå af med sejren. Samtidig efterlader CDU’s tydelige højredrejning et tomrum, der kan – nej, vil – blive afgørende for Tysklands fremtid.
Af Moritz Schramm
Det er ikke kommet som en overraskelse at det stærkt højreorienterede – mange kritikere ville sige: populistiske –parti Alternative für Deutschland fik et kanonvalg i de østtyske delstater Sachsen, Thüringen og Brandenburg. De fleste meningsmålinger havde længe peget på AfD som valgenes suveræne vinder, og selv om det – i sidste øjeblik – lykkedes Socialdemokraterne i Brandenburg at indhente AfD, og sågar at blive det største parti, hersker der ingen tvivl om at AfD nu for alvor har markeret sig som politisk magtfaktor i de østtyske delstater.
Samtidig har delstatsvalgene udløst omfattende uro i tysk politik, der sender bølger helt til Berlin. I de østtyske delstater har Sahra Wagenknechts nye parti BSW, der kombinerer en meget restriktiv indvandrings- og værdipolitik med en venstreorienteret fordelingspolitik, for alvor demonstreret sin styrke på det politiske landkort, og mange iagttagere gisner allerede om vedvarende forandringer i Tysklands politiske landskab. Det liberale FDP er i de østtyske delstater havnet på under én procent af stemmerne, og er – igen – begyndt at true med at forlade tre-parti-regeringen i Berlin, hvis ikke de får opfyldt alle deres ønsker i de kommende budgetforhandlinger. Samtidig befinder det tredje regeringsparti, De Grønne, sig også i dyb krise: få dage efter partiets nederlag i Brandenburg, hvor man endnu engang ikke klarede spærregrænsen på 5 procent, er hele partiets ledelse – inklusiv de to forpersoner – trådt tilbage. Samtidig har hovedbestyrelsen i partiets ungdomsorganisation under stor mediebevågenhed valgt at forlade partiet, og at danne en ny politisk bevægelse til venstre fra de Grønne – hvad der (som vi skal se herunder) kan blive sprængfarligt.
Næste efterår skal der ifølge forfatningen være valg til forbundsdagen samtidig med disse omvæltninger træffes de første beslutninger forud for den kommende valgkamp. Hvordan skal man tolke de mange begivenheder?
Mange iagttagere gisner allerede om vedvarende forandringer i Tysklands politiske landskab
_______
Hvor vil Tyskland hen?
I det større perspektiv handler det aktuelle kaos ikke bare om de to fløjpartier, AfD og BSW, og deres succes i de østtyske delstater. Det, vi ser, er snarere konsekvenserne af en længere udvikling, hvor forskellige partier forsøger at positionere sig i forhold til den kommende valgkamp.
Afgørende er her udviklingen i det konservative CDU, der forleden udråbte deres formand Friedrich Merz til kanslerkandidat. Hans forsøg på en højredrejning af partiet efterlader et tomrum i tysk politik. Især De Grønnes krise og deres forsøg på at genfinde en position i tysk politik skal læses med afsæt i denne udvikling.
AfD har lige nu opbakning på omkring 17 procent, og selv om de nok har et potentiale til at trække 20-25 pct., peger alle tal på at den store politiske midte i Tyskland ikke ønsker at være i nærheden af AfD og deres positioner. Faktisk er ingen anden parti så upopulært blandt resten af vælgerne som AfD. Selv i de østtyske delstater findes meningsmålinger, der påpeger at næsten to ud af tre østtyske vælgere ikke ønsker, at AfD opnår regeringsdeltagelse på delstatsniveau.
AfD ligner et stærkt og højtråbende mindretal, men ikke mere end det. Netop Socialdemokraternes sejr i Brandenburg bygger på denne kendsgerning. Her lykkedes det den meget populære regeringschef, Dietmar Woidke, at mobilisere vælgerne fra alle andre partier til at stemme på SPD, alene fordi han dermed vil forhindre en sejr til AfD. En stor del af SPDs vælgere har således i målinger erklæret, at de udelukkende bakkede partiet op for at forhindre, at AfD gik af med sejren. Kort sagt: Der er intet flertal til AfD, end ikke i Østtyskland.
Og fremover vil det afgørende spørgsmål være: Hvem kan samle de mange midtsøgende stemmer, som massivt afviser AfD? For den, der formår at positionere sig som den afgørende modpol til AfD, har mulighed for at trække store dele af midt-vælgerne til sig, især i det forhenværende Vesttyskland.
Denne ret simple kendsgerning er vigtigt for at forstå den aktuelle udvikling i Tyskland, og ikke mindst for at forstå uroen hos De Grønne.
Fremover vil det afgørende spørgsmål være: Hvem kan samle de mange midtsøgende stemmer, som massivt afviser AfD?
_______
CDU vil snuppe AfDs hovedfjende
At CDU i sidste uge valgte Friedrich Merz til kanslerkandidat, viser at partiet vil fortsætte sine forsøg på at flytte sig til højre for at appellere til AfDs vælgere. Denne tendens er ikke ny. Igennem længere tid har bevægelsen været i gang – og samtidig har CDU udråbt ikke AfD, men De Grønne som sin hovedmodstandere. Her har Merz fra CDU og Markus Söder fra søsterpartiet CSU trodset mange vælgeres ønske og brugt tiden på at angribe De Grønne for deres angiveligt farlige og skadelige politik for Tyskland. Det er angreb, der ofte ligger i direkte forlængelse af AfDs massive kritik mod De Grønne og deres politik.
Ifølge alle undersøgelser står AfDs vælgere nemlig længst fra De Grønne, og ser dem som årsagen til alt det, de mener går galt i det nuværende Tyskland, når det gælder fx: ligestilling, feminisme, klima, indvandring, og især kampen for og mod fossile brændstoffer. Dette refræn har AfD i årevis har kørt frem, og det er de seneste måneder blevet overtaget af CDU og CSU.
Merz og Söder er naturligvis klar over AfDs massive afvisning af De Grønne – og tanken er altså at vinde AfDs vælgere tilbage ved at overtage deres dagsorden. Men CDUs markante angreb mod De Grønne har samtidig også tjent et andet formål, som måske er vigtigere endnu. Ved at stemple De Grønne som uansvarligt forbudsparti, der af ideologiske årsager ødelægger den tyske økonomi, forsøger de at skabe et billede af partiet som radikalt venstreorienteret – et parti, ingen borgerlig vælger kan forsvare at sætte sit kryds ved. Det gælder med andre ord ikke kun om at vinde vælgerne tilbage fra AfD, men også om at skubbe De Grønne ud af den politiske midte, som fortsat er afgørende for at vinde valg i Tyskland.
Strategien har været en delvis succes. Godt nok er det ikke lykkedes Merz at hente stemmerne fra AfD – og der er heller ingen tegn på, at det vil lykkes ham fremover. Men det ER lykkedes ham at skabe en enorm negativ stemning imod især De Grønne, som disse har haft meget svært med at håndtere. At de selv har begået den ene fodfejl efter den anden, er naturligvis også en del af historien. Men det er ikke det afgørende.
Under overfladen ligger ønsket om at flytte De Grønne mod midten af det politiske spektrum, især ved at appellere til vælgerne i den borgerlige midte
_______
De Grønnes drøm om midten
Partiets tidligere ledelsesduo, Ricarda Lang og Omid Nouripour, har ofte virket ude af stand til at svare igen mod de massive angreb fra alle sider. Men under overfladen ligger samtidig også en mere grundlæggende politisk ambition, som især vice-kansleren Robert Habeck er kendt for: Ønsket om at flytte De Grønne mod midten af det politiske spektrum, især ved at appellere til vælgerne i den borgerlige midte.
Det var med den strategi, at De Grønne under sidste valgkamp i perioder overhalede CDU i målingerne – inden deres daværende kanslerkandidat Annalena Baerbock dummede sig og partiet tabt opbakningen blandt vælgerne. Opbakningen voksede, efter at partiet gik i regering. Habeck var i lange periode den mest populære politiker i Tyskland – inden CDU og CSU begyndte deres angreb mod partiet, ofte iagttaget af en passiv Olaf Scholz, der kun var glad for at se sin yderst populære vicekansler tabe opbakningen i befolkningen.
Den aktuelle udskiftning De Grønnes ledelse – hvor Habeck efter sigende har spillet en afgørende rolle bag kulisserne – er den sidste chance for at indfri drømmen om en plads i midten af det politiske spektrum. Strategisk set er ambitionen mere end fornuftig.
Den sigter nemlig efter de såkaldte ”Merkel-vælgere”. Merkel-vælgerne er de unge vælgere i byerne – det er kvinderne, babyboomerne, akademikerne, som især på det værdipolitiske område er massivt midtsøgende. Denne vælgergruppe går på ingen måde ind for nationalkonservative dagsordener eller en indvandringskritisk kulturkampretorik, som man kender det fra AfD og den politiske højrefløj i Tyskland. Merkel-vælgerne er borgerlige, men på mange områder liberale og kosmopolitiske. Det er denne vælgergruppe, der har holdt Merkel ved magten i 16 år, og det er denne vælgergruppe, som allerede i sidste valgkamp har afgjort hvem, der i sidste instans fik lov til at sætte sig i kanslerkontoret.
Under Scholz var SPD så heldigt at vinde denne vælgergruppe kort inden lukketid, eftersom både den konservative spidskandidat Armin Laschet og den grønne kanslerkandidat Baerbock dummede sig massiv i valgkampen. Scholz var der lachende Dritte, som man så fint siger på tysk.
Situationen er imidlertid anderledes i dag. I modsætningen til både Merkel og hendes afløser Laschet, der selv var midtsøgende, appellerer den nye CDU-formand Merz kun i meget ringe grad til denne vælgergruppe. Han starter med at være dybt upopulær netop blandt kvinderne, i urbane miljøer og bland unge vælgere. Og denne upopularitet vil kun blive yderligere forstærket af hans forsøg på at flytte CDU mod højre for at kapre vælgere fra AfD.
Som sagt efterlader Merz’ bevægelse mod højre et tomrum i midten af det politiske spektrum, som både SPD og De Grønne satser på at udnytte. Det er derfor alt andet end tilfældigt, at Scholz efter sigende har ytret sig begejstret over udsigten at skulle op mod Merz i den kommende valgkamp. Ledelsesskiftet hos De Grønne skal ligeledes læses som reaktion på denne udvikling. I Habecks rationale gælder det om at appellere til de mange midtsøgende vælgere i det borgerlige Tyskland, der ikke følger sig trygge ved Merz og det de ser som hans mandschauvinisme og hans ofte impulsive og højreorienterede retorik.
De aktuelle kommentarer hos De Grønne peger præcis i denne retning. Det ser ud som om afløserne til Lang og Nouripour vil blive Franziska Brantner (fra den pragmatiske, midtsøgende fløj) og Felix Banaszak (fra partiets venstrefløj).
Begge har omfavnet strategien: At vinde de skuffede ”Merkel-vælger” over til De Grønne, og dermed at tage regeringsmagten i Tyskland. Habeck ytrede sig på tilsvarende vis i et tv-interview, og gjorde det klart, at udskiftningen af ledelsen især handler om at positionere De Grønne igen i midten af det politiske spektrum. Katharina Dröge, der er vice-forperson for parlamentsgruppen, spørger: ”Inden valget vil tyskerne spørge sig selv: Ønsker vi virkeligt at blive regeret af Friedrich Merz?”
Men det er i skrivende stund komplet uklart, om denne strategi vil lykkes. De Grønne er nemlig fanget i forsøget på at repræsentere fremskridt og forandring i en tid, hvor mange tyskere ikke føler overskud til denne forandring.
For partiet er det vigtigt at de hurtigt kan modarbejde det negative image, som AfD og nu CDU har pålagt dem, og igen fremstår som et ægte, midtsøgende alternativt til både CDU og SPD. Blandt De Grønne henviser man derfor i disse dage begejstret til en af de seneste målinger, der viser at mange flere tyskere foretrækker Habeck som kansler end den massiv upopulære Scholz, og at Habeck kun ligger meget få procentpunkter efter Merz i målingen. Potentialet, kan man sige, er til stede. Spørgsmålet er, om De Grønne formår at komme i offensiven igen og genvinde populariteten i midten af tysk politik.
Mens medierne både i ind- og udland mest fokuserer på AfD og BSW, forgår den reelle kamp om magten fortsat et andet sted, nemlig på midten af det politiske spektrum
_______
Hvad CDU har brug for
Mens medierne både i ind- og udland mest fokuserer på AfD og BSW, forgår den reelle kamp om magten fortsat et andet sted, nemlig på midten af det politiske spektrum. Og ligesom ved sidste valg, er udfaldet åbent: De Grønne starter, ligesom Scholz, fra en elendig position. Men samtidig udgør Merz’ forsøg på at positionere CDU tættere på AfD en yderst risikabel strategi: Hans tilnærmelser mod højre åbner et enormt tomrum i midten af Tysklands politiske landskab, som de andre partier med al kraft vil forsøge at udfylde. Og flertallet findes i Tyskland fortsat ikke på fløjene, men i midten.
Men i skyggen af denne kamp om midten opstår samtidig også nye og andre konflikter, som endnu ikke helt kan overskues. Fx peger de seneste dages udvikling på, at De Grønne potentielt står foran den selvsamme udfordring, som allerede SPD og CDU/CSU har været igennem i begyndelsen af det 21. århundrede: At bevægelsen mod midten fører til, at de taber deres respektive yderfløj, der skuffet vender sig bort. Det skete for Socialdemokraterne, efter Gerhard Schröder førte partiet til magten ved at dreje dem mod midten i tysk politik. Dermed skabte han grobund for partiet Die Linke, der opstod efter at Socialdemokraternes venstrefløj forlad partiet i protest mod Schröders midtsøgende kurs. Og det skete for Merkel, da hun bevidst smed sin egen nationalkonservative højrefløj ud af partiet for at gøre partiet attraktivt for midtervælgerne. AfD er en konsekvens af denne vej mod midten – men beslutningen var samtidig forudsætningen for Merkels succeshistorie, fordi det blev midtervælgerne, der sikrede hende magten igennem 16 år.
For De Grønne vil det være en katastrofe, hvis partiet taber sin klimabevidste og indvandringsvenlige yderfløj. At ungdomspartiets samlede hovedbestyrelse i denne uge forlod partiet for at starte en ny bevægelse til venstre for De Grønne, er et tydeligt advarselstegn for Habeck – der efter alt at dømme kåres til partiets spids- eller kanslerkandidat i løbet af efteråret – og partiets kommende ledelsesduo.
Dertil kommer et andet perspektiv, der efter alt at dømme kan blive en afgørende faktor for tysk politik om nogle år:
Bag kulisserne venter nemlig allerede nu en anden fremtrædende politiker fra CDU, som – i modsætning til Merz – ville være i stand til at appellere til Merkel-vælgerne. Hendrik Wüst er til daglig regeringschef i delstaten Nordrhein-Westfalen, hvor han, ligesom Daniel Günther i Schleswig-Holstein, arbejder fint sammen med De Grønne. Wüst har ganske vist allerede erklæret sin støtte til Merz – efter en vis tøven, må man tilføje. Så ved det kommende valg vil han ikke selv være en mulig rival til kanslerposten.
Men uanset hvem, der vinder det næste valg, vil der opstå en chance for ham eller en anden konservativ politiker, der kan samle den politiske midte – de midtsøgende, borgerlige vælgere – der kan blive afgørende på sigt. ■
For De Grønne vil det være en katastrofe, hvis partiet taber sin klimabevidste og indvandringsvenlige yderfløj
_______
Moritz Schramm er lektor ved tyske studier (SDU) og formand for Dansk-Tysk Selskab. Anmelder ved Information, foredragsholder og forfatter til ”Kampen om midten. Tysk politik i det 21. århundrede” (GAD 2021). ILLUSTRATION: Berlin 17. September 2024: Økonomi- og klimaminister Robert Habeck (De Grønne), finansminister Christian Lindner (FDP) og kansler Olaf Scholz (SPD) under „Startup Germany Summit‟ 2024. Foto: Carsten Koall/DPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
