Moritz Schramm: Det var Merkels arv, der førte til kansler Scholz’ regeringskollaps
11.11.2024
Sammenbruddet af den tyske regering drejer sig om principielle uoverensstemmelser om, hvordan Tyskland skal moderniseres og fremtidssikres. Og hvis disse uenigheder fortsætter i næste regering, kan resultatet meget vel være, at Tyskland som økonomisk motor for Europa svækkes yderligere eller til sidst sågar bryder sammen..
Analyse af Moritz Schramm
Sammenbruddet af den tyske regering – bestående af Socialdemokraterne, De Grønne og det liberale FDP – kommer ikke som en overraskelse. Igennem mange måneder har interne skænderier og konflikter mellem de tre partnere i regeringen domineret billedet, og de første målinger viser følgelig også en stor lettelse over regeringens sammenbrud i store dele af befolkningen. På grund af skænderierne hørte den nu hedengangne regering til de mest upopulære regeringer i hele den tyske efterkrigshistorie.
Det passer derfor også fint ind i billedet, at fremtrædende regeringsmedlemmer med det samme begyndte at beskylde hinanden for at have ansvar for sammenbruddet. Kansler Olaf Scholz angreb sin nu forhenværende finansminister Christian Lindner fra det liberale FDP i ret enestående vendinger, i og med han på voldsomste vis beskyldte ham for at have sæt sine partipolitiske overvejelser højere end landets interesser: ”Alt for ofte”, således Scholz, havde Lindner undergravet de aftalte og nødvendige kompromisser ved ”offentlig iscenesatte skænderier og højtråbende ideologiske krav”. Midt i international usikre tider, hvor Ruslands fremmarch i Ukraine falder sammen med valget af Donald Trump til ny præsident i USA, havde Lindner udelukkende ageret taktisk, og dermed forhindret at Forbundsrepublikkens udfordringer kunne blive løst for ”vores lands ve og vel”. Lindner havde modarbejdet vigtige lovforslag af snævre hensyn til sine egne kernevælgere, han havde opført sig ”respektløs” og ”uanstændigt”. I grund og bund anklager Scholz sin forhenværende finansminister altså for at oppuste og iscenesætte skænderier af partitaktiske hensyn, i stedet for at arbejde for at løse republikkens problemer.
I de tyske medier har man efterfølgende i lange artikler forsøgt at rekonstruere de afgørende møder i det tyske kansleramt, hvor de tre partier forsøgte at finde kompromisser i forhold til den kommende finanslov, men som altså endte i fyringen af Lindner, og den efterfølgende udtræden af de andre liberale ministre fra regeringen. Nu fortsætter Scholz som leder af et mindretalsregeringen sammen med De Grønne og en enkelt minister fra det liberale parti, trafikministeren Volker Wissing, der i protest mod Lindners linje forlod partiet og behold sin ministerpost.
Regeringens sammenbrud er samtidig blot højdepunktet af en længerevarende intern uenighed, der helt fra begyndelsen lurede i regeringssamarbejde – og som især begyndte at bryde ud i fuldt flor siden sommeren 2022, hvor de økonomiske konsekvenser af Ruslands angreb mod Ukraine for alvor ramte Tyskland og tysk økonomi. Og krisen blev yderligere forstærket, da den tyske forfatningsdomstol i november 2023 erklærede dele af regeringens finanslov for uforenelig med den tyske grundlov – og især med den såkaldte ”gældsbremse”, der meget restriktivt begrænser siddende regeringers mulighed for gældsoptagelse.
Sammenbruddet af den tyske regering – bestående af Socialdemokraterne, De Grønne og det liberale FDP – kommer ikke som en overraskelse
_______
Baggrunden for uenigheden ligger især i vidt forskellige syn på finanspolitikken og den økonomiske politik. Mere overordnet kan man sige, at det drejer sig om forskellige syn på statens rolle i forhold til de økonomiske og strukturelle udfordringer, som Tyskland står overfor. Og en del af disse udfordringer peger tilbage til tiden under Angela Merkel.
Da Scholz’ socialdemokrater sammen med De Grønne og FDP i efteråret 2021 overtog regeringsmagten efter 16 år med Angela Merkel i spidsen, stod det nemlig klart, at Tyskland stod overfor massive udfordringer; ikke mindst med blik på økonomien og med hensyn til infrastrukturen. Mens Merkel ofte – og langt hen ad vejen med rette – blev rost for sin stabiliserende politik i både Tyskland og Europa, er de fleste iagttagere enige om den kendsgerning i at denne stabiliserende politik blev købt med en mangel på innovation og fremskridt. Digitaliseringen er en katastrofe, store dele af vejene og broerne trænger til massive investeringer, skolerne er i en jammerlig tilstand, og især den grønne omstilling er blevet sløjfet under Merkel. Store dele af det tyske erhvervsliv er faldet bagud med hensyn til innovation og konkurrenceevne.
Det var på denne baggrund at den nye regering i efteråret 2021 beskrev sig selv som en ”Fortschrittskoalition”, en fremskridtskoalition, der vil tage fat i de mange udfordringer, som Merkels regeringer havde efterladt. Nogle mere radikale stemmer ville sige at regeringens opgave bestod i at rydde op efter 16 års stilstand under Merkel.
Mens Merkel ofte – og langt hen ad vejen med rette – blev rost for sin stabiliserende politik i både Tyskland og Europa, er de fleste iagttagere enige om den kendsgerning i at denne stabiliserende politik blev købt med en mangel på innovation og fremskridt
_______
Allerede fra begyndelsen kunne der imidlertid spores en grundlæggende uenighed i måden, man vil løse problemerne på. Især finansministeren Lindner insisterede – i starten støttet af Scholz – på en liberal reformdagsorden, der skulle gå hånd i hånd med, det han kaldte en ”ansvarlig finanspolitik”. Bag denne formel skjulte sig en fortsættelse af den restriktive finanspolitik, som Tyskland havde været kendt for under Merkel – og ikke mindst under den daværende finansminister Olaf Scholz. Efter Corona-krisen, hvor staten brugte mange milliarder på hjælpepakkere, gjaldt det nu om at reducere statens budgetunderskud, og igen sikre sorte tal på betalingsbalancen. ”Die schwarze Null”, som er et kendt ideal fra det borgerlige Tyskland, skulle genoprettes og overholdes.
Denne ideal om en tilbageholdende finanspolitik stod fra starten af i stærk kontrast til især økonomiministeren Robert Habecks forestilling om en aktiv økonomisk politik, hvor staten massivt investerer i infrastrukturen og den grønne omstilling. Habeck er bl.a. inspireret af den italiensk-amerikanske økonom Mariana Mazzucato og hendes teorier om staten som aktivt spiller indenfor det økonomiske felt. Ifølge denne tilgang kræver de aktuelle udfordringer, og Ikke mindst kampen mod den globale opvarmning, en aktiv stat, der er med til at gestalte fremtidens markeder – bl.a. ved hjælp af massive investeringen i de dele af samfundet, som vil være bærende for fremtidens udvikling.
Lindners minimalistiske statsopfattelse på den ene side og Habecks aktivistiske statsopfattelse på den anden kom ikke mindst til syne i forbindelse med de tyske diskussioner om den såkaldte ”gældsbremse”, der for 15 år blev indskrevet i den tyske grundlov med det formål at begrænse en tysk regerings mulighed for gældsoptagelse. Ingen regering havde efterfølgende lov til at optage lån der er større end 0,35 procent af det samlede bruttonationalprodukt.
Mens ”gældsbremsen” godt kunne sættes ud af kraft under Corona-krisen, siden der var tale om en ”nødsituation”, der retfærdiggjorde en større gældsoptagelse, skulle den nu igen overholdes, var Lindners position. ’Austeritetspolitikken’ skulle genetableres, var Lindners mantra allerede under forhandlinger om en mulig regeringsdannelse.
Den lurende konflikt i regeringen blev i første omgang løst ved at benytte sig af en gældsreservere på 60 milliarder euro, som oprindeligt var øremærket til Corona-krisen. Disse lån var ikke blevet aktiveret under Corona-krisen, men blev nu overført i en ny klima- og transformationsfond, som skulle fremme den aktivistiske økonomisk politik, som Habeck ønskede. Siden de 60 milliarder euro ikke blev del i regeringens nye finanslov, kunne Lindner samtidig påstå, at ”gældsbremsen” var blevet overhold.
”Die schwarze Null”, som er et kendt ideal fra det borgerlige Tyskland, skulle genoprettes og overholdes
_______
Med denne løsning kunne Scholz fejre koalitionsaftalen, der sikrede regeringsgrundlaget for de kommende fire år, som ”det største industrielle moderniseringsprojekt, som Tyskland formentligt har gennemført de seneste 100 hundrede år”. Siden mange penge var øremærket til den grønne omstilling, til klimapolitikken og til digitaliseringen, spåede ikke mindst det danske erhvervsliv store gevinster på den tyske moderniseringsdagsorden.
Det tyske moderniseringsprojekt blev imidlertid, allerede kort efter aftalen, ramt af virkeligheden. Med sammenbruddet af gasforsyningerne, og de stigende elpriser som konsekvens af den russiske angreb mod Ukraine, stod Tyskland pludseligt overfor uanede udfordringer – ikke mindst siden Tysklands årtier lange økonomiske succeshistorie var bygget på importen af billig gas fra Rusland, der var et hjørnesten i det tyske eksporteventyr. De stigende priser pressede Tysklands økonomi på det yderste, og ikke mindst den meget energiintensive stålproduktion og kemiindustri. Samtidig blev private husholdninger på tilsvarende vis udfordret af voldsomt stigende varme- og elregninger. Siden man ikke havde udbygget fjernvarme i stor stil, ramte prisstigerne bredt i befolkningen, der ofte havde deres egen olie- eller gasfyr i kælderen. Og siden der samtidig skulle findes massive pengebeløb for at investere i militæret og for at støtte Ukraine, blev det hurtigt klart, at pengene fra klima- og transformationsfondet alene ikke vil kunne løse problemerne.
Og imens yderfløjene i tysk politik begyndte at mobilisere deres tilhængere mod regeringens støtte af Ukraine, og især krævede en genåbning af gasleveringerne fra Rusland, blev regeringen ramt af den næste krise: I november 2023 erklærede den tyske forfatningsdomstol anvendelsen af de ubrugte Corona-midler i den eksisterende klima- og transformationsfond, samt oprettelse af særlige fonde ved siden af den officielle finanslov, for illegalt. Men i og med en del af midlerne på dette tidspunkt allerede var brugt, skulle regeringen nu pludseligt finde et beløb på næsten 60 milliarder euro, svarende til svimlende 450 milliarder kr.
Forfatningsdomstolens domfældelse i slutningen af 2023 har de facto afsluttet moderniseringsprojektet. Sidenhen er de interne uenigheder om den økonomiske politik og om finanspolitikken, der hele tiden havde luret under overfladen, brud ud i åbent lys. Næsten alle store reformprojekter, som regeringen havde lagt op til i deres regeringsgrundlag fra 2021, blev nu genforhandlet i offentligheden, og de voldsomme uenigheder om de nødvendige tiltag blev synlig for alle og enhver. Skænderierne dominerede dagligdagen, og især socialdemokraterne og De Grønne begyndte at opleve Lindners krav på en restriktiv finanspolitik som uansvarlig.
Forfatningsdomstolens domfældelse i slutningen af 2023 har de facto afsluttet moderniseringsprojektet
_______
Sammenbruddet af regeringssamarbejde under forhandlingerne om en ny finanslov i onsdags var en logisk konsekvens af disse grundlæggende uenigheder. Hvor Scholz og Habeck under forhandlingerne ønskede igen at erklære en ”nødsituation”, og dermed sikre regeringen muligheden for at opbløde ”gældsbremsen” – og dermed finde penge til støtte for Ukraine udenfor den ellers tilbageholdende finanslov – insisterede Lindner fortsat på en yderst restriktiv finanspolitik. Overholdelsen af ”gældsbremsen” blev nærmest til et ideologisk mantra hos Lindner, hvis parti havde lidt voldsomme nederlag ved forskellige delstatsvalg, og som var blevet konfronteret med katastrofale målinger på landsplan, der vil true parties eksistens i Forbundsdagen. Lindners 18-sider lang positionspapirer fra forrige uge, i hvilken han krævede en komplet ny kurs i den økonomiske politik og som ifølge mange iagttager var selve startskuddet for bruddet, er en reaktion på denne situation. Ifølge ham skulle den vanskelige situation håndteres ved at indføre skattelettelser for erhvervslivet og den mest velhavende del af befolkningen, samtidig med at de sociale ydelser skæres ned, og alle nationale klimamål stoppes. Hjælpen til Ukraine skulle, hvis overhovedet, findes indenfor rammerne af den eksisterende finanslov, og dermed står i konflikt med blandt andet udgifterne til sociale ydelser.
Lindner var naturligvis klar over, at hverken SPD eller De Grønne kunne være med til disse krav, og mange journalister omtalte hans positionspapir med det samme som et ”skilsmissepapir”, der især havde til formålet at provokere et brud i regeringssamarbejdet. Måske vil hans overvejende borgerlige vælgere støtte op omkring partiets kompromisløse forsvar af gældsbremsen og en restriktiv finanspolitik, og dermed skabe fremgang for partiet igen, således muligvis logikken.
Med denne forhistorie in mente er bruddet af regeringssamarbejdet altså ikke særligt overraskende. I realiteten har regeringen siden november 2023 været ud af stand til at finde en fælles linje overfor de aktuelle udfordringer, Tyskland står overfor, og især Lindner har gang på gang indtaget rollen som oppositionspolitiker indenfor regeringen. Det er nok ikke særlig overraskende, at to ud af tre tyskere i en første måling ytrer sig lettet over sammenbruddet af en regering, der for det meste var optaget af at positionere sig mod hinanden.
I denne politiske situation vejer ikke mindst det konservative CDU under Friedrich Merz morgenluft. Ved det kommende valg, som efter alt dømme vil finde sted i begyndelsen af 2025, formentlig i marts, kommer CDU ifølge de allerfleste målinger til at blive landets suveræn største parti, der efter alt at dømme kommer til at stille den kommende kansler. Og for mange iagttagere virker det lovende, at den nuværende, dysfunktionelle regering erstattes af en ny regering, der måske igen kan give stabilitet til Tyskland.
Det er nok ikke særlig overraskende, at to ud af tre tyskere i en første måling ytrer sig lettet over sammenbruddet af en regering, der for det meste var optaget af at positionere sig mod hinanden
_______
Problemet er imidlertid at de grundlæggende uenigheder, som den nuværende regering har været fanget i, muligvis vil fortsætte i den nye regering. Det er udelukket, at CDU vil få at flertal alene, og siden et samarbejde med det delvis højreekstreme AfD er udelukket, forventer alle at CDU under alle omstændigheder vil være nødt til at samarbejde med enten SPD eller De Grønne, hvis ikke med begge to. Og det samme vil gælde for SPD eller De Grønne, hvis en af dem mod forventningen skulle lykkes i at overhale CDU, og dermed have mulighed for at stille kansleren. Også de vil i så fald være nødt til at samarbejde med CDU, al den stund at de to partier ikke vil få et flertal alene.
Situationen betyder på den ene side, at den politiske kamp fortsat bliver afgjort i midten af det politiske spektrum, og at hverken AfD eller Sahra Wagenknechts venstrefløjspopulistiske BSW vil få indflydelse på den kommende regering. På den anden side betyder det at de store midterpartier vil være presset til at finde løsninger på finansieringsproblemerne og de massive udfordringer, som Tyskland står overfor.
Og her er det vigtigt at huske, at Friedrich Merz indtil videre har indtaget præcis den samme position, som Lindner stod for som finansminister under Scholz. I flere udmeldinger har han og andre ledende politikere fra CDU rost Lindners ”skilsmissepapir” og gjort det mere end klart, at partiet i en kommende regering under deres ledelse agter at fortsætte den samme tilbageholdende linje, som Lindner har stået for. Samtidig har førende politikere fra CDU allerede annonceret, at de ligeledes vil finansiere fremtidens udfordringer ved at skære i sociale ydelser, ved at opbløde indsatsen for klimaet og ved at nedprioritere de offentlige subventioner, i stedet for at udbygge dem. Merz har sågar udtalt, at han gerne så Lindner som finansminister igen i en kommende regering.
Det er svært at se, hvordan SPD eller De Grønne, som CDU altså skal samarbejde med efter valget, kan være med på denne dagsorden. Og medmindre CDU efter valget er villigt til at reformere ”gældsbremsen”, som både SPD og De Grønne ønsker det, står vi formentlig i den samme konflikt igen, som har domineret den nuværende regering siden 2021, og som i sidste ende har ført til dens sammenbrud. Rygterne siger, at der vil være en vis åbenhed i CDU til at gennemføre en sådan reform, som partiet dog ikke vil indrømme under valgkampen. Om Merz, der er kendt for sin nærmest ideologiske forkærlighed for en traditionel ’austeritetspolitik’, vitterligt vil være parat til det, er dog en anden sag.
Rygterne siger, at der vil være en vis åbenhed i CDU til at gennemføre en reform af gældsbremsen, som partiet dog ikke vil indrømme under valgkampen
_______
Omfanget af de aktuelle udfordringer blev bl.a. tydeligt, da det arbejdsgivervenlige Institut für Wirtschaftsentwicklung (IW) i samarbejde med Insititut für Deutsche Wirtschaft (IDW) i foråret 2024 fremlagde en rapport om Tysklands kommende investeringsbehøv. Ifølge deres studie har Tyskland de kommende år et investeringsbehøv på svimlende 600 milliarder euro, svarende til omkring 4,5 billioner DKK. Den næste regering vil altså efter alt at dømme stå overfor præcis de samme udfordringer om at finde penge til massive investeringer og subventioner. Og de fleste økonomer er rystende enige om, at den tyske gældsbremse, der blokerer for omfattende offentlige investeringer, skal reformeres så snart som muligt.
Spørgsmålet er imidlertid om der vil være politisk vilje til det. Og dermed også om Tyskland vil være i stand til at varetage den førende rolle i Europa, som mange anser for nødvendigt, ikke mindst efter Trumps valgsejr i USA.
I denne kontekst er det uden tvivl et problem, at Tyskland efter alt at dømme ikke vil have en handlekraftig regering indtil foråret eller sommeren 2025. Men langt værre endnu er udsigterne til en fortsættelse af de selvsamme konflikter, der allerede har ført til den nuværende regerings sammenbrud, blot med nye aktører. Hvis disse stridigheder og uenigheder vitterligt fortsætter i næste regering – og der ikke kommer fremgang med henblik på infrastrukturen og de offentlige investeringer – kan resultatet meget vel være, at Tyskland som økonomisk motor for Europa svækkes yderligere, eller til sidst sågar helt bryder sammen. Den politiske midte vil i så fald formentligt blive mere og mere udfordret. Stik imod det indtryk mange journalister giver med deres fokus på yderfløjene i tysk politi, er det i dag fortsat denne politiske midte, der dominerer tysk politik. Om det forbliver sådan, er dog på tilsvarende vis uklart.
Lige nu er det svært at se, hvilken regering vil skabe den fremadrettet og innovative dagsorden, som de fleste iagttagere mener er nødvendigt for Tyskland. Ifølge formanden for IW, Michael Hüther, er der behøv for et klart signal fra tyske politikere i disse dage, der både indebærer en klar bekendelse til Tysklands rolle i den sikkerhedspolitiske situation, og i forhold til fremtidige udfordringer. Der vil være behøv for et markant skift i den politiske linje, der følger Joe Bidens Inflation Reduction Act. ”Alle giver udtryk for, at det var fremragende, hvad amerikanerne har gjort med deres ’Inflation Reduction Act’”, tilkendegiver Hüther, inden han med en tydelig frustration i stemmen konkluderer: ”… med blik på den nuværende situation i Tyskland vil jeg sige: så gør det dog, for helvede”. Om den kommende regering er parat til at levere varen, står dog i stjernerne. ■
Hvis disse stridigheder og uenigheder vitterligt fortsætter i næste regering, kan resultatet meget vel være, at Tyskland som økonomisk motor for Europa svækkes yderligere, eller til sidst sågar helt bryder sammen
_______
Moritz Schramm er lektor ved tyske studier (SDU) og formand for Dansk-Tysk Selskab. Anmelder ved Information, foredragsholder og forfatter til ”Kampen om midten. Tysk politik i det 21. århundrede” (GAD 2021).
ILLUSTRATION: Berlin, 10. november 2021: Den på daværende tidspunkt afgående kansler Merkel deltager i et pressemøde med forhenværende finansminister, vicekansler og nuværende kansler Olaf Scholz [FOTO: Kay Nietfeld/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
