28.03.2024

På bosteder og plejehjem venter der brugerne op til 10 timers indespærring i døgnet, øget fastholdelse og kameraovervågning, ifølge et nyt lovforslag. Politikerne opløser velfærdssamfundet i forsøget på at afbøde effekterne af deres egne besparelser og reformer.

Artiklerne i RÆSONs Kommentarserie er altid gratis at læse – takket være vores abonnenter. Tegn abonnement på RÆSON (der er større end nogensinde) idag og få omgående adgang til tusindvis af artikler: Kun 250 kr./året (200 for studerende+pensionister).

Kommentar af Monica Lylloff

Forestil dig, at det er lovligt for pædagogerne i dit barns børnehave at låse dit barn inde – dagligt, i op til to timer – i et rum for sig selv. Forestil dig, at pædagogerne fysisk må holde dit barn fast ved bleskift, når barnet ikke vil ligge stille. Du ved, at dit barn i ren frustration har reageret på manglende tid, omsorg og forståelse. Du ved også, at den manglende tid til dit barn er en konsekvens af for få pædagoger eller manglende viden om pædagogik.

Dét scenarie er – som bekendt – ikke en realitet, og ville vække et ramaskrig, hvis det blev foreslået. Men hvis du har et voksent barn med psykisk handicap, så mener regeringen, at bl.a. indespærring, fysisk fastholdelse og (hvis der er risiko for personskade) kameraovervågning er i orden (se fx JP’s omtale samt selve forslaget).

Lovforslagets formål er åbenlyst: At løse konsekvenserne af personalemanglen på landets botilbud ved at give ansatte ret til bl.a. fysisk fastholdelse i plejesituationer og indespærring i op til 10 timer i døgnet i 6 måneder. Ifølge forslaget vil sidstnævnte kunne omfatte op til “8 timer i tidsrummet mellem kl. 21.00 og kl. 8.00” og op til “2 timer i tidsrummet mellem kl. 8.00 og kl. 21.00” sidstnævnte ”aldrig længere end 1 time ad gangen”. Indespærringen kan tillades, når ”beboeren vil kunne være til væsentlig fare for sig selv eller andre eller vil udvise en særligt truende adfærd over for andre hvis beboeren forlader sin bolig”. Hvem definerer det?

Min egen datter har en omfattende hjerneskade som følge af, at hun blev født 11 uger for tidligt. Hun er 16 år, men hun er mentalt udviklet som en 3-årig. Hun går på en specialskole for børn med omfattende handicap, der har brug for hjælp til alt. Skolen har udviklet hende mere, end vi nogensinde havde drømt om, takket være deres faglige kompetencer og antallet af ansatte. Men de sidste to år har kommunen kørt en grønthøster hen over skolen og med besparelserne barberet antallet af ansatte ned til det uholdbare og uansvarlige.

Resultatet af de besparelser blev, at vores datter blev voldsomt udadreagerende. Hun skreg, slog, sparkede og gik tilbage i sin udvikling.

Hvis regeringen kommer igennem med deres skræmmende forslag, vil løsningen i vores datters situation, når hun kommer på botilbud, kunne blive indespærring i isolation og fastholdelse. Dét ville man ikke tillade med kæledyr.

 

Resultatet af de besparelser blev, at vores datter blev voldsomt udadreagerende. Hun skreg, slog, sparkede og gik tilbage i sin udvikling
_______

 


Jagten på besparelser giver flere udgifter – ikke færre

Indenfor de senere år har både statsminister Mette Frederiksen og socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil – på vegne af den danske stat – stået og undskyldt for, hvordan man i fortiden behandlede mennesker med handicap. Samtidig genindfører de den selvsamme tilgang. Etik, medmenneskelighed og retssikkerhed er snart en saga blot, når det handler om, hvordan vi behandler hinanden, når vi har brug for hjælp.

Regeringens lovforslag er blot en del af flere umenneskelige ændringer, der er på vej.

I forbindelse med aftalen om kommunernes økonomi for 2022 blev der nedsat et ekspertudvalg (Tranæs-Udvalget), der fik til opgave at komme med forklaringer på, hvorfor udgifterne på blandt andet handicapområdet er steget samt komme med anbefalinger til, hvordan udgifterne til blandt andet handicapområdet kan tøjles ude i kommunerne. En delrapport udkom i maj 2023 og om få dage, 3. april 2024, lander den endelige rapport.

Igen er det politiske mål åbenlyst: At nedbringe udgiftspresset på handicapområdet. Det er Tranæs-udvalgets beskidte opgave at komme med forslag til, hvordan dette kan gøres. Både regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) fortæller nemlig historien om, at udgifterne til børn og voksne med handicap løber løbsk, og at det sker på bekostning af alt andet – herunder børn og ældre.

Men et konsulentbureau har – i samarbejde med bl.a. borgere fra En Million Stemmer – undersøgt baggrunden for Tranæs-udvalgets delrapport. De har påvist, at de samlede udgifter til handicapområdet samlet kun er steget med 4-5 pct. siden 2007 (fraregnet inflation). Det er samtidig påvist, at der i høj grad er tale om stigende udgifter til botilbud, og at dette er en konsekvens af, at mennesker ikke har fået den rette hjælp hurtigt nok og derfor er blevet endnu mere støttekrævende. Undersøgelsernes resultater taler dermed imod det narrativ, som de politiske magthavere ønsker.

Kan de stigende udgifter på socialområdet skyldes, at kommunerne i årevis ofte har undladt at bevilge den rigtige og forebyggende hjælp for at spare penge på den korte bane? Når mennesker ikke får den rette hjælp i tide, får de i mange situationer brug for endnu mere hjælp senere hen. Så har kommunerne sjovt nok ikke sparet noget som helst men alene bidraget til, at udgifterne på området stiger i sidste ende.

I forvejen er situationen for mennesker med handicap en retssikkerhedsmæssig katastrofe. Kommunerne har siden 2013 ikke overholdt gældende lov i en tredjedel af alle klagesager, og siden 2017 er det blevet påvist, at kommunerne har lavet fejl i omkring halvdelen af klagesagerne om støtte til børn med handicap. Dette blev bekræftet af Rigsrevisionen i deres beretning fra marts 2022, hvor der blev rettet kritik af både kommuner og Socialministeriet.

 

Som om det ikke var slemt nok, at mennesker med handicap i alt for mange tilfælde ikke får den hjælp de har behov for, så bliver de nu udnævnt som syndebukke for besparelser på tværs af velfærdsområder. Det er forkert, og det er usmageligt
_______

 

De svageste som syndebukke

Som om det ikke var slemt nok, at mennesker med handicap i alt for mange tilfælde ikke får den hjælp de har behov for, så bliver de nu udnævnt som syndebukke for besparelser på tværs af velfærdsområder. Det er forkert, og det er usmageligt.

Helt overordnet fører regeringen en skruppelløs socialpolitik, der bl.a. bygger på fortællingerne om hvordan det specialiserede socialområde bliver dyrere og dyrere uden, at man søger en forklaring på, hvordan og hvorfor problemerne på området er opstået.

Hvis ikke man vil undersøge området, herunder årsagerne til de stigende udgifter, er der en overhængende risiko for, at de løsninger, man indfører, ikke løser problemerne, men gør problemerne værre.

Regeringen og kommunerne er faret vild: De vil møde mennesker med behov for hjælp ved at skære i ressourcerne og udøve magt. Med Tranæs-udvalgets indstilling bliver det legalt, at Danmarks socialpolitik styres af kommunernes kortsigtede økonomiske interesser. I delrapporten fra maj 2023 hedder det direkte: ”Ekspertudvalget ønsker at sende et markant signal om en ny retning for socialpolitikken, hvor borgerens potentiale står centralt, og hvor økonomi er et legitimt hensyn på lige fod med øvrige hensyn”.

Velfærdsstaten smuldrer under fødderne på politikerne. Fra vugge til krukke er systemet blevet kronisk sygt:

Daginstitutionerne lider. Folkeskolen lider. Sundhedsvæsenet lider. Ældreområdet lider. I stedet for at se indad og erkende årtiers fejlslagen politik, forsøger politikerne i stedet panisk og krampagtigt at bilde den brede befolkning ind, at lidelserne på samtlige velfærdsområder skyldes udvalgte grupper, der koster alt for meget på bekostning af alle andre.

Det ville klæde politikerne at tage ansvar for konsekvenserne af blandt andet: en udskældt folkeskolereform og fejlslagne inklusionsidéer; strukturelle problemer (såsom et-årige kommunale budgetter) og en kommunalreform, der i 2007 udlagde ansvaret for handicapområdet i 98 kommuner. Den førte politik har haft vidtgående konsekvenser på tværs af velfærdsområder – konsekvenser, der umuligt kan være de handicappedes skyld.

Hvis regeringen kommer igennem med deres lovforslag om fastholdelse og magtanvendelse som en løsning på personalemanglen på ét velfærdsområde, hvad skulle så forhindre, at lignende lov indføres som en løsning på personalemanglen på andre velfærdsområder? ■

 

Det ville klæde politikerne at tage ansvar
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?