Mikkel Vedby Rasmussen i RÆSONs nye artikelformat: Med sin invasion af Kursk har Ukraine skabt andre veje til freden
13.09.2024
Meter for meter erobrer Rusland territorium i det østlige Ukraine, men det betyder ikke nødvendigvis at Ukraine er ved at tabe. Med sin invasion af Kursk-regionen har de ukrainske styrker skabt andre veje til en fred end et udmattelsesslag i Donetsk. Men de har taget en kæmpe risiko. Nu har Rusland indledt et modangreb, som i de næste uger og måneder vil afgøre, om ukrainerne har slået for stort et brød op.
IGENNEM KRIGENS TÅGE er et nyt longread format fra Mikkel Vedby Rasmussen, der løbende opdateres med aktuelle analyser og perspektiver på krigens gang i Ukraine.
Det er svært at vurdere, hvordan situationen egentlig er ved fronten. De færreste journalister besøger hele fronten, men de kan give os indblik i, hvad der sker et sted for en enhed på et tidspunkt. Det er en værdifuld indsigt i taktik, våbensystemer og soldaternes moral. Men det fortæller os meget lidt om, hvem der vinder krigen. En underskov af kommentatorer og civile efterretningstjenester er blomstret frem de sidste to år. De tilbyder den strategiske analyse, som medierne ofte ikke giver, men i virkeligheden fortæller de mest om, hvordan et givent våbensystem virker – og så er de oftere, end de selv vil indrømme, påvirket af, at de hepper på den ene eller den anden side. Siden krigens start har den britiske og amerikanske efterretningstjeneste fremlagt vurderinger af, hvordan krigen går for russerne. Men de er tavse om fx ukrainske tab. Britiske og amerikanske tænketanke har været gode til at beskrive strategiske udfordringer og, særligt, effektiviteten af våbensystemer, men de er ofte – forståeligt nok – lidt på bagkant af begivenhederne.
Lægger man alle de kilder sammen, så får man ikke nødvendigvis det fulde billede. Summen er på mange måder mindre end værdien af de enkelte informationer. Det skyldes, hvad Carl von Clausewitz kaldte ’krigens tåge’. Krig i denne skala er så kompleks, at det er svært, måske umuligt, at overskue den.
Jeg tænker ofte på, hvordan jeg ville analyseret Anden Verdenskrig, hvis jeg havde levet i 1940’erne. Ville jeg i juli 1944 have forudset, at Tyskland ville overgive sig i maj 1945 efter, at Hitler havde begået selvmord og Berlin var bombet til ruiner? Fra juni til august 1944 kæmpede de allierede for et fodfæste i Normandiet. I dag virker en allieret sejr uafvendelig. Men havde de tyske SS-panserdivisioner rykket hurtigere frem, eller havde stormen 19. juni ødelagt havnen i Arromanche, så de allierede ikke kunne få styrker og forsyninger i land, var det måske gået anderledes. Det burde en analyse i sommeren 1944 have taget højde for. Uanset hvor meget man heppede på de allierede styrker.
Ville en analyse den sommer have konkluderet, at Tyskland ville søge en forhandlet fred med Vestmagterne? Det frygtede Stalin, hvis hær kæmpede sig igennem Ukraine på det tidspunkt. Og jeg kan sagtens forestille mig den kølige analyse: Selvfølgelig ville tyskerne søge en fred i stedet for at kæmpe en krig, som de var dømt til at tabe på to fronter. Hvem ville have troet, at den tyske hær ville kæmpe til det sidste i anden verdenskrig, når de ikke havde gjort det i den første?
Jeg er derfor temmelig mistroisk overfor dem, der påstår, at det er åbenbart indlysende, hvordan Ukrainekrigen ender. Og jeg bliver lidt træt, når den indlysende slutning, så tilfældigvis viser sig at være den stilling, som på det tidspunkt er ved fronten. Man kan meget sjældent tegne en stiplet linje fra i dag til fremtiden, og så sige, at det er sådan det vil ende.
Men at afslutningen på Ukrainekrigen er hyldet i krigens tåge forhindrer os ikke i at spekulere i, hvordan den ender. Hvordan kan vi lade være? Snarere tværtimod er det en forudsætning for at føre en effektiv udenrigs- og sikkerhedspolitik, at man spekulerer i, hvordan krigen vil forløbe. Men kun med en vis ydmyghed og en vis nysgerrighed.
I det følgende vil jeg sige noget om status ved fronterne og på den baggrund prøve at beskrive, hvilke muligheder det giver både Rusland og Ukraine. Ser vi på de muligheder i sammenhæng, så er vi tættere på en beskrivelse af, hvad stillingen er i en krig, som har varet i to år. En krig hvor 11.500 civile ukrainere dræbt og 23.630 civile ukrainere sårede. Hvor liv er gået til grunde eller forandret for altid, mens byer er bombet og infrastruktur ødelagt. 6,6 millioner ukrainere er drevet på flugt. Vi har endnu ikke pålidelige tal for antallet af russiske civile tab eller ødelæggelser i Rusland. Men de skal selvfølgelig tælles med.
Krigen handler nu om, hvor stort Ukraine skal være og hvilke allianceforhold landet må have efter krigen
_______
Ukraine har taget initiativet
Ukraine har erobret mere end 1.000 km2 af russisk territorium i Kursk-regionen. Præsident Zelenskyj sagde til NBC 3. september, at ukrainske styrker ‘konceptuelt’ planlægger at holde det erobrede territorium i Kursk Oblast. Han siger ikke hvor længe.
Med sin invasion af russisk territorium har Ukraine taget initiativet i krigen. Initiativ er et militært fagudtryk, at beskriver hvem der sætter tempoet i en krig. Initiativ handler om strategi – altså spørgsmålet om hvem der vinder krigen. Svaret på det spørgsmål er ikke, hvor meget territorium den ene side har vundet fra den anden. Svaret på spørgsmålet om hvem, der vinder, gives ikke i kvadratkilometer, men i evnen til tvinge den anden side til at forsvare sig i stedet for at angribe.
Ukraine har vundet en strategisk sejr i Sortehavet, hvor den russiske flåde ikke længere kan blokere ukrainske havne. Det sikrer Ukraine muligheden for at handle med omverden. Ukraine har også vundet en strategisk sejr i begyndelsen af krigen ved at sikre, at Rusland ikke kunne erobre Kyiv eller dele af det nordlige Ukraine. Havde Rusland kunnet det, så ville Ukraines bæredygtighed som nation være i tvivl. Det er ikke tilfældet længere. Krigen handler nu om, hvor stort Ukraine skal være og hvilke allianceforhold landet må have efter krigen.
Men Ukraines sejre var gledet i baggrunden, efterhånden som Rusland rykkede frem i det sydøstlige Ukraine. General Oleksandr Syrskyj, som er ukrainske øverste militære leder, udtalte til CNN 5. september om angrebet på Kursk-regionen: “It reduced the threat of an enemy offensive. We prevented them from acting. We moved the fighting to the enemy’s territory so that [the enemy] could feel what we feel every day”. General Syrskyj peger på, hvor vigtigt det er at forme russerne handlinger, i stedet for at skulle reagere på deres handlinger. Om den ukrainske hær kom en russisk offensiv i forkøbet, er måske mindre vigtigt. Det vigtige er fokusset: Hvem, der har initiativet. Ukraines invasion af Rusland var et genialt strategisk træk – fordi det var den eneste mulighed, som ukrainerne havde. Og fordi det kun var den ukrainske generalstab, som så den mulighed xxok?. Men netop fordi det var den eneste mulighed, som Ukraine havde for at tage initiativet i krigen, så er risikoen så meget desto større.
Netop fordi Kursk var den eneste mulighed, som Ukraine havde for at tage initiativet i krigen, så er risikoen så meget desto større
_______
Slaget i Kursk
Rusland forsøgte fra Ukraines angreb 6. august frem til midten af september at ignorere den ukrainske invasion af Kursk, hvor den russiske hær nu (13. september) har iværksat et modangreb. Ukraine valgte ikke at trænge længere ind i Rusland – så det var op til Rusland at gå til modangreb. Hvis russerne får succes med det, og tvinger ukrainerne tilbage over grænsen, ja, måske endda er i stand til at forfølge de ukrainske styrker ind i Ukraine, så har Ukraine tabt soldater og udstyr, som Kyiv har svært ved at undvære, mens de stadig har mistet territorium i Donetsk.
Med mindre at de vitterlig bare har kastet med terningerne for at se, om de kunne skabe en ny situation, så må de ukrainske generaler have gjort sig nogle overvejelser, om hvad der skulle ske i anden akt af deres Kursk-operation. Præsident Zelenskyj tog i hvert fald ud ad til det russiske modangreb med knusende ro: ’modoffensiven følger vores ukrainske plan’ udtalte han til BBC 12. september.
Det er svært at frigøre sig fra tanken om, at det er en del af ’ukrainske plan’, som Zelenskyj taler om, at Ukraine skal få tilladelse til at bruge langtrækkende våben på russiske territorium, netop som den ukrainske invasion har givet en invitation til et slag, som de russiske styrker ikke kunne afslå. Har Ukraine håbet på, at invasionen af Rusland ville udstille de russiske røde linjer og give nogle militære muligheder, som sammen ville give en anledning for USA til at sige ja?
Én mulighed er, at ukrainerne prøver at tvinge de russiske styrker op af deres skyttegrave og væk fra deres artilleri. Ukraine har haft svært ved at bryde igennem de russiske linjer, så hvorfor ikke tvinge russerne i offensiven, og så udnytte, at selvom ukrainerne ikke har lige så mange kampvogne og kanoner som russerne, så er deres vestlige våben af bedre kvalitet. Og den kvalitet vil være en fordel i et mere åbent slag, hvor begge partere må manøvrere i det åbne lande.
Én anden mulighed er, at ukrainerne faktisk gerne vil have, at russerne opbygger en stor styrke til at jage dem ud af Kursk. Det vil tage presset af fronten i det sydøstlige Ukraine og tvinge den russiske hær til at dele sin opmærksomhed mellem to frontafsnit, og så giver det chancen for at lokke russiske styrker inden for rækkevidde af ukrainske raketter og de F-16 fly, som Ukraine endelig har modtaget.
De to muligheder viser, at det betyder noget, at Ukraine har invaderet Kursk. Det er russerne, der skal handle på Ukraines initiativ. Men det viser også, at Ukraine ikke har andet valg end at forsøge at lokke russerne til at føre en anden slags krig. For den krig, som russerne fører mod ukrainske styrker i Donetsk, er russerne ved at vinde.
Kursk viser også, at Ukraine ikke har andet valg end at forsøge at lokke russerne til at føre en anden slags krig. For den krig, som russerne fører mod ukrainske styrker i Donetsk, er russerne ved at vinde
_______
Slagtebænken Donetsk
Samtidigt med at ukrainerne rykker frem i Rusland, så rykker russerne frem i Ukraine. Det store spørgsmål er, hvor meget den fremrykning betyder. Hvor krigen i Kursk er en ny front, så har russiske og ukrainske styrker kæmpet i Donetsk siden 2014. Som general Syrskyj sagde til CNN i sit interview 5. september: “I have been in this war since 2014.” Siden Rusland annekterede bl.a. Donetsk og Luhansk i det sydøstlige Ukraine, så har Ruslands operationelle fokus været at erobre det territorium, som præsident Putin har proklameret tilhørte Ukraine.
“Over the last six days the enemy hasn’t advanced a single meter in the Pokrovsk direction. In other words, our strategy is working.”, udtaler en meget selvsikker general Syrskyi interviewet. Og det kan være, at generalen tager munden for fuld. De russiske styrker kan meget vel have stoppet deres fremrykning mod Pokrovsk. Men det betyder ikke, at den russiske fremrykning som sådan er stoppet. Fronten foran Pokrovsk står stille, mens russiske styrker rykker frem på flankerne for at omringe Pokrovsk. Har de held til at omringe Pokrovsk, så kan det bringe de ukrainske forsyningslinjer i fare og tvinge den ukrainske hær til at trække sig tilbage – måske bliver de nødt til at trække sig helt ud af regionen.
De russiske soldater betaler en frygtelig pris for hver meter, at den russiske hær rykker frem. Det britiske forsvarsministerium vurderer, at den russiske hær har omkring 1.000 døde, sårede og tilfangetagne per dag.
Har russerne held til at omringe Pokrovsk, så kan det bringe de ukrainske forsyningslinjer i fare og tvinge den ukrainske hær til at trække sig tilbage – måske bliver de nødt til at trække sig helt ud af regionen
_______
Verdenskrigstab
Til sammenligning kan vi se på de amerikanske tab under Irakkrigen. USA’s invasion af Irak – operation Iraqi Freedom – fra marts 2003 til december 2011. Det amerikanske forsvarsministerium opgør fortsat tab her over ti år efter (senest 2023), da enkelte soldater stadig dør som en del af den operation til at støtte den irakiske hær, eller når deres lig bliver fundet og deres status dermed opgjort. Men langt, langt de fleste amerikanske tab skete mellem 2003 og 2011. De amerikanske tab under Irak-krigen var 31.994 sårede, 4.418 døde. USA opgør ikke tilfangetagne eller desertører. Det er meget, meget få for amerikanerne i Irak, og store tal for Ukraine. I løbet af de første to uger i Kursk-offensiven tog ukrainerne over 500 russiske soldater til fange. Men i løbet af de tolv år (vi ignorerer de få dødsfald, som skete efter 2011), mistede amerikanerne 12 soldater om dagen. Russerne mister mere end 1.000 i Donetsk. I de 90 dage, som slaget om Normandiet i 1943 varede, havde amerikanerne omkring 1.400 tab per dag (heraf over 20.000 døde).
Putin drømte om at kopiere den amerikanske måde at føre krig på; i stedet har han og hans generaler genskabt Den Røde Hærs operationer. Den ukrainske generalstab vurderer, at Rusland har mistet mere end 500.000 soldater i løbet af de to års krig i Ukraine. Det er alment accepteret, ikke mindst blandt russiske kommentatorer, at Rusland godt kan bære tab af den størrelsesorden.
På den ene side siger man, at Rusland har befolkningen til at kunne blive ved med at rekruttere nye soldater. Hvis vi kun ser på tallene, så har Rusland udskiftet sin hær i Ukraine på cirka 250.000 soldater to gange siden krigens begyndelse – hvis tallet om 590.000 tab, som den ukrainske generalstab er kommet med, er korrekt. Det kræver en konstant rekruttering, men Rusland skulle således være i stand til at udskifte sin hær igen og igen. Rusland har værnepligt, men sender ikke værnepligtige i krig. De skal således – mere eller mindre frivilligt – melde sig. Hvis de gjorde det i det antal, som den russiske generalstab behøver, så havde Rusland ikke haft behov for at rekruttere 100.000 fanger fra fængslerne og ikke måtte give 1,9 millioner rubler (143.000 kroner) i rekrutteringsbonus.
Problemet med tabstallene er ikke blot muligheden for at erstatte en død soldat med en ny rekrut, men at hæren mister erfaring. Dermed mister den sin taktiske og operationelle smidighed. Det bliver værre af, at hæren mister officer og befalingsmænd. De kan ikke uddannes i samme hastighed som menige. Når den russiske hær så samtidigt mister materiel – den ukrainske generalstab vurderer, at Rusland har mistet 8.447 kampvogne siden 2022 – så står det klart, at omkostninger for at holde hæren i felten er høje.
Indtil videre kan Rusland tilsyneladende holde en hær i felten på trods af høje tab. Præcis som USA kunne under Anden Verdenskrig, og Den Røde Hær kunne, da den kæmpede mod tyskerne i Ukraine under Anden Verdenskrig. Men i dag har Rusland ikke mobiliseret på samme måde, som USA eller USSR gjorde det. Derfor kan Rusland ikke med tab af den størrelsesorden holde en hær af den samme kvalitet i felten. Rusland står således i den situation, at den eneste krig, som dets hær kan føre, er den krig, som den allerede fører i Donetsk. Det er relativt simple operationer, hvor infanteri rykker frem fra faste stillinger, støttet af artilleri. Droner, kampvogne og andet panser supplerer infanteriets fremrykning, men grundlæggende er den russiske hær gået tilbage i tiden – fra den moderne, 21. århundrede styrke, som gik ind i Ukraine i 2022, til en hær som minder mere om den, zaren sendte i krig i 1914. Det eneste punkt, hvor den russiske hær har udviklet sig, er i brugen af droner og informationskrigsførelse. Man kan sige, at det er Første Verdenskrigs taktik med Anden Verdenskrigs våben og med computere og droner fra fremtidens krige.
Jeg kan forstå, hvordan man bliver imponeret over den robusthed og viljestyrke, som ligger i at kæmpe sig frem meter for meter. Men man skal ikke forveksle robusthed med udødelighed. For hvor Rusland fører den eneste type krig, som den russiske hær magter at føre, så er det også en type krig, som tærer på de russiske soldaters robusthed. Faktisk kan man netop sige, at fordi den russiske generalstab tager sine soldaters vilje til at gå i døden for givet, så kan den forregne sig. For der kommer et tidspunkt, hvor en hær simpelthen ikke kan kæmpe længere. Et tidspunkt hvor selv den mest robuste soldat ikke kan længere. Et tidspunkt hvor der ikke længere er panser og artillerigranater nok til at kompensere for, at soldaternes ’moral’ er blevet mere skrøbelig.
Fordi den russiske generalstab tager sine soldaters vilje til at gå i døden for givet, så kan den forregne sig. For der kommer et tidspunkt, hvor en hær simpelthen ikke kan kæmpe længere
_______
Hvor længe kan russerne holde krigen gående?
I den forbindelse kan vi måske lære noget af en anden hær, som kæmpede sig frem meter for meter i årevis for så i løbet af nogle måneder at give op og kollapse. I marts 1918 var de tyske styrker i offensiven i Operation Michael, hvor 74 tyske divisioner angreb de britiske styrker ved Somme. Tyskerne var meget tæt på at bryde den britisk-franske linje, men de havde ikke længere styrken til at udnytte deres fordel. I stedet for at vinde krigen, så var de tyske styrker så udmattede i april 1918, at hen over sommeren tog de britiske og franske styrker initiativet og begyndte at drive de tyske styrker tilbage. Den tyske overkommando måtte erkende, at hæren ikke kunne kæmpe videre og bad regeringen i Berlin om at søge fred. Resultatet var, at den tyske regering kollapsede. Og det er selvfølgelig hvad man i Vesten håber på at kunne ske i Ukrainekrigen.
Rusland har valgt en strategi, som forudsætter, at der altid er en ny russisk soldat, der er villig til at dø for den næste meter i Donetsk, og at der til stadighed vil være nye kampvogne og artillerigranater på lager. Ruslands manglende evne eller vilje til at hurtigt at sende styrker til Kursk for at smide de ukrainske styrker ud, viser svagheden i den strategi. For Rusland har ikke mobiliseret hele sin befolkning og hele sin økonomi til at føre krig, og det giver nogle ressourcebegrænsninger, som gør at Rusland kan føre krig på samlebånd i Donetsk, men tilsyneladende ikke tilpasse sig, når den ukrainske side gør noget nyt.
Én mulighed er således, at den russiske hær bryder sammen. Og den mulighed bliver ikke mindre af, at Ukraine tvinger Rusland til at koncentrere sig om andet end det felttog, som de russiske generaler omhyggeligt har opbygget efter de russiske ressourcer og behov. Den russiske hærs sammenbrud er ikke så sandsynligt, som Ukraines tilhængere i Vesten håber, men ikke så usandsynligt, som de russiske militærbloggere påstår. Sandsynligheden for et russisk sammenbrud er bare ikke stor nok til, at Ukraine udelukkende kan basere sin strategi på det. I et udmattelsesslag ved sydøstfronten får Rusland dén eneste krig, som Kreml har størst sandsynlighed for at vinde. Derfor må og skal Ukraine skal tvinge dem til at kæmpe en anden, hvis de vil have en afgørelse ved fronten.
Den anden mulighed er, at den russiske hær lykkes med mekanisk og metodisk at trænge de ukrainske styrker tilbage. Den russiske strategi forudsætter en politisk afslutning af krigen, som er løsrevet fra de militære operationer. Rusland har hele tiden spillet på, at som en stormagt, så kan de gennemtvinge en afslutning af krigen – uanset stillingen på slagmarken. De efterhånden noget tyndslidte trusler om at bruge atomvåben handler (også) om det. For de understreger, at Rusland er i anden liga end Ukraine. Resten af verden vil have en interesse i, at Rusland går tilfreds fra forhandlingsbordet, lyder ræsonnementet i Kreml. Ruslands strategi er således at afslutte krigen i en forhandling, der giver Kreml det territorium, som den russiske hær har erobret.
Derfor er Ukraines invasion af Rusland så irriterende for Kreml, fordi det giver Ukraine territorium at forhandle med. Forhandlingerne vil således ikke bare handle om at stoppe krigen, så Rusland kan gå på rov i fred xxok?. Det svækker den russiske forhandlingsposition, men på den anden side giver det også Rusland muligheden for at lave en aftale med regeringen i Kyiv, som ellers vil være modvillig over at endegyldigt afgive de østlige territorier. Forudsætningen for en forhandling er en villighed til at handle. Og måske har Ukraine med invasionen af Rusland skabt muligheden for netop det.
Resten af verden vil have en interesse i, at Rusland går tilfreds fra forhandlingsbordet, lyder ræsonnementet i Kreml
_______
Forhandlinger?
Præsident Putin har (5. september) peget på, at Kina, Indien eller Brasilien kunne facilitere en forhandling mellem Kyiv og Moskva. Tyrkiet spillede den rolle i begyndelsen af krigen. Er det, fordi Kreml selv gerne vil afslutte krigen? Måske. CIA-direktør Bill Burns sagde til et arrangement på Financial Times’ festival 7. september, hvor han var på podiet sammen med chefen for det britiske efterretningsvæsen MI6, Richard Moore, at den ukrainske invasion af Kursk havde “raised questions . . . across the Russian elite about where is this all headed”. Nu kan man jo spørge sig selv, hvorfor lederne af vestlige efterretningstjenester siger den slags. Er det en analyse – eller et forsøg på at slå lus i skindpelsen i den russiske elite? Det er svært at svare endegyldigt på. Måske handler det også om at udstille overfor russerne og resten af verden, hvor meget CIA og MI6 ved om, hvad der foregår i Kreml. Amerikanerne og briterne har tydeligt vist, at de har meget gode kilder i Rusland. Og de kan godt lide at fortælle den russiske ledelse, at de god ved, hvad der foregår.
Hvis den russiske hær er presset af sit skrøbelige rekrutteringsgrundlag, og materielsituation og den russiske militære ledelse ikke tænker, at de russiske styrker har energi at rykke flere metre frem, så var det måske på tide at begynde forhandlinger. Ikke nødvendigvis for at stoppe krigen; men for at give et pusterum i kamphandlingerne. Rusland har i andre sammenhænge været glad for forhandlinger om våbenhvile, som pressede den anden side til ikke at angribe, mens Rusland selv kunne bryde våbenhvilen, når det passede. Ukraine ville have meget svært ved at genstarte offensive operationer. Tænk bare på ramaskriget i Berlin. Så når forhandlingerne først er indledt, kan initiativet komme tilbage til Kreml.
Derfor skal regeringen i Kyiv tænke sig meget godt om, inden den accepterer et forhandlingsforløb. Zelenskyj siger, at han har en plan for sejr på slagmarken – ikke ved forhandlingsbordet. Ukraine afholdt et fredstopmøde i Schweiz i sommers for at mobilisere sine allierede bag en række krav til kommende fredsforhandlinger. Men ind til videre håber den ukrainske regering på at mobilisere støtte i Vesten til at kæmpe videre – eller i hvert fald have muligheden for at gøre det. For uden den mulighed er Ukraine prisgivet Rusland.
Vil Kina – eller et andet BRICS-land – tage Putins udtalte ønske om fredsmægling alvorligt? Kina og Brasilien syntes at forspilde en chance for at spille rollen som fredsmægler ved at fremsætte et fredsforslag, som i virkeligheden bare var en opvarmning af de tidligere lunkne forsøg på fredsforslag, som Kina er kommet med. Det fredsforslag var et politisk trick til at udstille Ukraine, der, som forventet, sagde nej til udspillet med det samme. ”Destruktivt” kaldte præsident Zelenskyj udspillet 12. september 2024. Traditionelt har fredsmægling været en af de måder, som nye stormagter slog deres status fast. I 1905 fik præsident Theodore Roosevelt forhandlet en fredsaftale mellem Rusland og Japan, som afsluttede den russisk-japanske krig. Roosevelt fik Nobelprisen for sine anstrengelser. For USA var belønningen, at det blev tydeligt, at USA var ved at blive en global magt. Håber Xi Jingping af samme grund på Nobels fredspris?
Ved at forhandle en fred på Ukrainekrigen, kunne Kina håbe på at indtage en rolle i europæisk sikkerhedspolitik – ikke på samme måde, som USA spiller en rolle i asiatisk sikkerhedspolitik, men dog nok til at Kina ville få en rolle uden for Asien, som landet aldrig har haft i Europa, men måske er tæt på at få i Afrika. Derfor er det ikke i NATO og USA’s interesse, at Kina optræder som mægler. Indien eller Brasilien ville ikke være udgøre samme trussel som mægler for Vesten. Men de lande ville heller ikke være lige så effektive. De har ikke den adgang til Kreml, som det kinesiske kommunistparti har. Så går man op i den slags, får Kina ingen rolle som mægler, men er man Donald Trump, så ville en kinesisk mæglerrolle være lige efter éns temperament.
Hvor, hvornår og hvordan Ukrainekrigen slutter bliver afgjort på slagmarken i disse måneder. Det betyder bare ikke, at krigen slutter snart. Det er meget muligt, at den – på den ene eller anden måde – fortsætter i årevis. Men den måde krigen kan slutte på, bliver afgjort af, hvem der har initiativet i de kommende måneder, og hvilke muligheder de giver for kamp såvel som forhandling. ■
IGENNEM KRIGENS TÅGE er et nyt longread format fra Mikkel Vedby Rasmussen, der løbende opdateres med aktuelle analyser og perspektiver på krigens gang i Ukraine.
Hvor, hvornår og hvordan Ukrainekrigen slutter bliver afgjort på slagmarken i disse måneder. Det betyder bare ikke, at krigen slutter snart
_______
Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor i statskundskab på Københavns Universitet. Han er forfatter til bl.a. Krisesamfundet (2021) og Tilbage til krigen. Danmark i den nye verdensorden (2022). Vedby er tidligere dekan på Københavns Universitet og tidligere leder af center for militære studier. Han har arbejdet som udviklingschef i Forsvarsministeriet. Sammen med Lars Bangert Struwe udgiver Mikkel Vedby Ræsons podcast Geopol.
ILLUSTRATION: Kyiv, 24. august 2024: Præsident Zelenskyj og regeringen markerer 33-året for Ukraines selvstændighed på St. Sofia-pladsen [FOTO: AFP PHOTO/UKRANIAN PRESIDENTIAL PRESS SERVICE]