Mikkel Vedby Rasmussen efter nattens angreb: Har israelerne vist, at de kan og vil tage atomvåbnene fra Iran?

19.04.2024

Israel har i nattens mulm og mørke angrebet væsentlige installationer inde i Iran. Selvom iranske embedsmænd forsøger at nedtone angrebet, er der forlydender om, at angrebet har omfattet en israelsk operation indenfor Irans egne grænser. Hvis det er rigtigt, er der tale om en israelsk magtdemonstration. Men samtidig stiller forløbet et spørgsmålstegn ved effektiviteten af Israels afskrækkelse.

Lynanalyse af Mikkel Vedby Rasmussen

ISRAEL HAR natten til idag [fredag 19/4] angrebet en flystation ved Isfahan, syd for hovedstaden Teheran; og muligvis også yderligere et mål i den nordvestlige del af Iran. Ifølge The Guardian er flystationen ved Isfahan hjemstedet for Irans F-14, som Iran købte af USA i 1970’erne dengang før revolutionen i 1979, hvor verden så anderledes ud. Isfahan er også hjemsted for et af de centrale anlæg i Irans atomprogram.

Om angrebet har været rettet mod de tre kinesisk-producerede atomreaktorer i Natanz anlægget uden for Isfahan vides ikke på nuværende tidspunkt (fredag morgen, red.). Et iransk medie med tætte bånd til den iranske revolutionsgarde har vist videomateriale fra atomanlægget i det bløde lys fra solopgangen med den besked, at atomanlægget var sikkert. Det bekræftes af FN’s atomagentur, at anlægget var sikkert ved solopgang, men det betyder jo ikke, at det ikke er blevet angrebet i løbet af natten; og det betyder ikke, at Israel ikke kan angribe en anden gang. Tværtimod kan selve budskabet med angrebet være, at Israel kan og vil angribe det iranske atomprogram.

Ifølge New York Times siger iranske embedsmænd, at det var israelske droner som gennemførte angrebet (eller i hvert fald dele af angrebet). Iranerne siger endda, at droner blev sendt afsted mod Isfahan inde fra Iran. Israel skulle med andre ord have fløjet en styrke ind i Iran med droner, som de derefter sendte mod iranske mål.

Det virker som om iranerne prøver at tale det israelske angreb ned ved at sige, at israelerne blot angreb med små droner uden at ramme noget. Iranske embedsmænd prøver at få det israelske angreb til at fremstå lige så ineffektivt som det iranske angreb på Israel 13. april. Men hvis Israel vitterlig har sendt droner mod Iran inde for Irans egne grænser, så ville det være en magtdemonstration.

Et angreb foretaget af Israel fra iransk jord, ville kræve, at Israel fløj dronerne, mandskab til at betjene dem og kommandosoldater ind i Iran, etablerede en sikker zone, hvorfra de kunne afsende droner, og så flyve tilbage til Israel.Alt det uden at Iran opdagede noget eller uden Iran var i stand til at angribe den israelske styrke, hvis det iranske forsvar havde opdaget israelerne.

Udfordringen ved et angreb på de iranske atomanlæg er, at Iran har haft så lang tid til at opbygge sit program og beskytte sine atomfaciliteter, at Israel ikke kan være sikker på, at et luftangreb kan ødelægge programmet på samme måde, som Israel ødelagde den irakiske Osiak reaktor i 1981. Skal atomprogrammet helt stoppes med et militært angreb, kræver det formentlig, at man indsætter specialstyrker, som kan placere sprængstof inde i selve anlægget og i faciliteter under jorden.

 

Har israelerne vist, at de kan og vil tage atomvåbnene fra Iran?
_______

 

Hvis Israel har indsat styrker i Iran i nat for at gennemføre et droneangreb, så har det israelske forsvar demonstreret at man har viljen og evnen til at kunne gøre dét – igen. I den sammenhæng er det ligegyldigt, hvorvidt droner har ramt noget eller om det iranske luftforsvar formåede at skyde dem ned – israelerne har vist, at de kan og vil tage atomvåbnene fra Iran.

For atomvåben er det centrale spørgsmål i konflikten mellem Iran og Israel – en konflikt som startede 7. oktober med Hamas progrom, der dræbte 700 civile israelere. Hamas vidste selvfølgelig, at Israel ville slå hårdt til mod Gaza efter angrebet 7. oktober. Men det afskrækkede ikke terroristerne. Iran vidste også, at Houthi militsens missilangreb på skibsfarten i Rødehavet ville udløse en vestlig militær reaktion. Men det afskrækkede ikke den iranske regering, som heller ikke lod sig afskrække af Israel til at afstå fra at direkte angribe Israel 13. april.

Israels konventionelle militære magt har således ikke haft en afskrækkende effekt. Det er en del af forklaringen på, hvor hårdt Israel har slået tilbage i Gaza. Hvis Hamas’ vilje til at slå til mod Israel ikke bliver påvirket af truslen om israelsk gengældelse, så er Israels eneste militære mulighed for at forhindre flere angreb ved fjerne Hamas’ evne til slå til igen. At den konventionelle afskrækkelse ikke virker overfor en dødskult som Hamas, er mindre overraskende; men at Israels atomare afskrækkelse ikke afholder Iran for at angribe Israel, er mere alvorligt.

Kunne man forestille sig, at Sovjet havde beskudt USA med missiler i 1960’erne uden at det havde udløst en atomkrig – også selvom de sovjetiske missiler havde været konventionelle (eller fyldt med blomster for den sags skyld)? Nej. Resultatet havde været Tredje Verdenskrig. Iran angreb derimod Israel med missiler og droner, uden at Israel svarede med andet end et meget, meget begrænset modangreb.

Iran kunne angribe Israel netop, fordi Iran ikke har bomben endnu. Det er den primære forskel mellem et angreb fra Sovjet i 1960’erne og disse ugers angreb fra Iran.

 

Iran kunne angribe Israel netop, fordi Iran ikke har bomben endnu. Det er den primære forskel mellem et angreb fra Sovjet i 1960’erne og disse ugers angreb fra Iran
_______

 

FORDI ISRAEL er Iran så overlegent, så har Iran paradoksalt nok muligheden for at slå til mod Israel, så længe det ikke gør rigtig ondt på Israel. Det svarer til at en dreng fra 5. klasse selvsikkert går over skolegården og sparker en 9. klasse elev over skinnebenet. Så det længe ikke gør alt for ondt, vil den ældre elev lade den lille dreng slippe med en advarsel. Men den lille dreng kan ikke være sikker på at den store dreng ikke vil slå tilbage. Han tager en kæmpe risiko. Og det gør Iran også ved at forsøge at undergrave Israels afskrækkelse både direkte gennem missilangreb og indirekte gennem angreb fra Irans allierede.

Derfor var Irans direkte angreb 13. april i høj grad symbolsk. Iran havde advaret nabolandene om, at det ville sende droner og missiler igennem deres luftrum, og de sladrede selvfølgelig til USA og Israel, som sammen med Storbritannien således stod klar til at skyde næsten alle de iranske missiler og droner ned.

Israels modangreb var tilsvarende symbolsk – men symbolikken var, som nævnt ovenfor, lidt anderledes. Symbolikken bestod her i, hvor begrænset angrebet var. Israel behøvede ikke bevise, at det har arsenalet til at angribe på samme måde, som Iran derimod har behov for. Men Israels angreb pegede tydeligt på det iranske atomprogram. Og budskabet var her: ’vi har atomvåben, det har I ikke. Og vi ved hvor jeres atomprogram bor; og vi kommer tilbage’.

Men udveksling af missiler mellem Iran og Israel, hvor symbolske de end måtte være, viser at lande ikke afskrækker hinanden. Det viser også, at atomvåben ikke altid er garanti for fred. ■

Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor i statskundskab på Københavns Universitet. Han er bestyrelses- leder i INVI – Institut for vilde problemer. I 2014-15 var han leder af Forsvarsministeriets Udviklingssekretariat. Han er tidligere leder af Center for Militære Studier ved Københavns Universitet og Dansk Institut for Militære Studier. Udgav sidste år ‚Tilbage til krigen: Danmark i en ny sikkerhedsorden’ på RÆSONs forlag. Opdateret 22.57. ILLUSTRATION: Arkivfoto af premierminister Netanyahu, 7. november 2023 [foto: Den Israelske Premierministers Kontor