18.11.2024

Spørgsmålet er, om Bidens beslutning blot er kulminationen på støtten til Ukraine.

I KRIGENS LØB er et nyt artikelformat fra Mikkel Vedby Rasmussen, der løbende opdateres med aktuelle analyser og perspektiver på krigens gang i Ukraine. Du kan læse tidligere indlæg fra I KRIGENS LØB nederst.

18 november 2024. Af Mikkel Vedby Rasmussen

Efter to års tøven har præsident Biden nu givet Ukraine tilladelse til at bruge langtrækkende amerikanske våben (ATACMS) mod mål på russisk territorium, beretter New York Times og andre medier. Det er stadig uklart, hvorvidt Ukraine har fået en generel tilladelse eller om tilladelsen kun gælder i forsvaret af de ukrainske stillinger i Kursk. Det er også uklart, om franske og britiske våbensystemer med en tilsvarende rækkevidde nu også står til rådighed for ukrainerne til brug langt inde på russisk territorium. Den britiske regering var for nogle måneder siden tilsyneladende langt i sine overvejelser om at give den tilladelse, så det virker sandsynligt.

Spørgsmålet er, om Bidens beslutning blot er kulminationen på en støtte til Ukraine, hvor USA levede op til de ord, som tilskrives Winston Churchill, mens han ventede på, at en anden amerikansk præsident tog mod til sig til at støtte en vigtig krig: Amerikanernes skal nok gøre det rigtige, men først når alle andre muligheder er udtømte. Jeg tror, historiens dom vil være mindre hård overfor Biden, end den dom, som kommentatorerne fælder for øjeblikket. Bidens prioritet var at begrænse krigen – også fordi det var den eneste måde, som den kunne kæmpes på. Biden prøvede en strategi overfor Rusland, som Sovjetunionen brugte overfor USA i bl.a. Vietnam og Korea; nemlig at binde Rusland til en opslidende konflikt uden at eskalerede den så meget, at Moskva udvidede konflikten til at omfatte NATO. Det virkede. Men af samme grund er ideen om, at en massiv støtte til ukrainerne uden nogen former for begrænsninger ville have gjort, at Ukraine kunne vinde krigen i 2022 eller 2023, bygger på, at man set i bakspejlet kunne tegne en vej, som havde ført til sejr. Om den vej reelt eksisterede i øjeblikket, er jeg oprigtigt i tvivl om. Det er stadig indhyllet i krigens tåge.

I stedet valgte amerikanerne at støtte en udmattelseskrig. Det var en sikker løsning; og den havde den fordel, at den både kunne svække Ruslands fremtidige evne til at true Europa og tildele den russiske hær et nederlag i Ukraine. Men planens svaghed var, at den afhang af, at USA ville være med hele vejen, og at Ukraine kunne holde til presset om at være i krig i årevis. Den forudsætning faldt bort med valget af Trump. Trump og hans folk tror ikke på Ukraines evne til at kæmpe kampen til ende. De er – måske mest i bagspejlet – parate til at ville have støttet en hurtig krig med massiv støtte fra USA. Trump vil ikke betale en regning med en uendelig antal poster.

Derfor vil ukrainerne formentlig ikke kunne bruge de langtrækkende våben inde på russisk territorium efter 20. januar, hvor Trump træder til. Med mindre Trump beslutter sig for, at de er en interessant forhandlingsbrik i forhold til russerne. Og det skal man ikke udelukke. Men det kan blive afgørende for ukrainerne at have den mulighed i de kommende måneder. De vil nu have muligheden for at angribe de russiske forsyningslinjer omkring Kursk, hvilket kan være afgørende for ukrainernes evne til at forsvare det russiske territorium, som de har erobret. Desuden, og mindst lige så vigtigt, vil ukrainerne have mulighed for at angribe russiske luftbaser og andre dele af infrastrukturen bag angrebene på ukrainske byer og ukrainsk energiinfrastruktur. Det kan blive afgørende for, at Ukraine klarer sig igennem vinteren. Slaget om Kursk – og slaget om de ukrainske byer – vil stå i de næste måneder. Her kan Bidens beslutning gøre en reel forskel. ■

 

Slaget om Kursk – og slaget om de ukrainske byer – vil stå i de næste måneder. Her kan Bidens beslutning gøre en reel forskel
_______

 

I KRIGENS LØB er et nyt artikelformat fra Mikkel Vedby Rasmussen, der løbende opdateres med aktuelle analyser og perspektiver på krigens gang i Ukraine. Du kan læse hovedartiklen (13. september) og de tidligere bidrag nedenfor:

5: Danmark vil meget hurtigt kunne blive militært engageret i Ukraine, hvis Trumps planer bliver til virkelighed (10. november, 2024)



4: Måske Ukraine er den vigtigste svingstat i det amerikanske valg (21. oktober, 2024)



3: Var Kursk en fejl? (15. oktober, 2024)



2: Er den russiske offensiv kulmineret? (25. september, 2024)



1: Med sin invasion af Kursk har Ukraine skabt andre veje til freden (13. september, 2024)



Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor i statskundskab på Københavns Universitet. Han er forfatter til bl.a. Krisesamfundet (2021) og Tilbage til krigen. Danmark i den nye verdensorden (2022). Vedby er tidligere dekan på Københavns Universitet og tidligere leder af center for militære studier. Han har arbejdet som udviklingschef i Forsvarsministeriet. Sammen med Lars Bangert Struwe udgiver Mikkel Vedby desuden Ræsons ugentlige podcast Geopol samt Krisecast.

ILLUSTRATION: Washington D.C., 26. september 2024: Joe Biden lytter til præsident Zelenskyj under den ukrainske præsident diplomatiske besøg under valgkampen [FOTO: Walter/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland