Mikkel Rasmussen om den kommunale psykiatri i Aarhus: Et systematisk svigt af borgerne med autisme. Forløbet er absurd – men ikke enestående
16.12.2024
I en årrække har vi råbt om at styrke psykiatrien, inddrage borgerne og fagkundskaben. Alligevel fortsætter systemet med gennemføre besparelser forklædt som effektivisering – og møder indsigelserne med bevidst tavshed.
Kommentar af Mikkel Rune Vossen Rasmussen, speciallæge i psykiatri, næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab, stifter af græsrodsbevægelsen ”Værdig psykiatri for Alle” og medlem af Psykiatri-Listen
EN OMFATTENDE OMSTRUKTURERING i Aarhus Kommunes bostøtteordning for borgere med autisme har skabt stor bekymring blandt fagfolk, pårørende og brugere. En omstrukturering, der på papiret lyder meget fint og smart, men som har vidtrækkende konsekvenser for en del af de autistiske borgere, der rammes af disse forandringer. Der er tale om en politisk og ledelsesmæssig beslutning med store menneskelige omkostninger, der fuldstændig tilsidesætter autismefaglig viden til fordel for administrative ændringer.
Jeg skriver dette som psykiater og som en fagperson, der hver dag udreder og behandler mennesker med psykiske lidelser og ofte møder konsekvenserne af systemiske fejl i vores velfærdssystem. Hvorfor er bostøtte vigtig for mennesker med autisme? Mennesker med autisme har ofte udfordringer med struktur, forudsigelighed, energiforvaltning og sociale relationer. For mange er hverdagen en kompleks labyrint af krav og forventninger, som kan virke uoverkommelige uden den rette støtte. Her spiller bostøtter en afgørende rolle. Gennem tæt og stabil relation kan de hjælpe med at skabe struktur, navigere i sociale situationer og styrke borgerens selvstændighed. Relationen til bostøtten bygger ofte på årelang tillid og kendskab, hvilket gør det muligt at yde individuelt tilpasset støtte.
Bodil er nu blevet mere syg. Hendes angst er eksploderet, hun isolerer sig mere og sover dårligere. Hun har fået behov for mere medicin og flere konsultationer hos mig, hvilket ellers ikke ville have været nødvendigt, hvis hun havde kunnet beholde sine erfarne bostøtter. Situationen er en trist konsekvens af en beslutning, der kunne være undgået
_______
Sagen om Bodil: En absurd – og symptomatisk – historie
Jeg har en patient, Bodil (anonymiseret), der er afhængig af sine to erfarne bostøtter for at klare hverdagen. Disse bostøtter har gennem flere år opbygget en tillidsfuld relation til hende og hjulpet med alt fra praktiske opgaver til håndtering af mentale udfordringer i mødet med systemet og i mødet med andre i sociale kontekster. Imidlertid har kommunens nye omstrukturering i bostøtteordningen besluttet, at Bodil skal have to nye bostøtter. Beslutningen er truffet uden at lytte til de faglige anbefalinger – hverken dem fra hendes nuværende bostøtter eller mig som psykiater, der gentagne gange har advaret om, at skiftet vil have alvorlige konsekvenser for hendes psykiske trivsel. ”Hvis I fastholder beslutningen om at udskifte begge bostøtter, vil det være ødelæggende for hendes psyke,” skrev jeg til kommunen i en skarp kritik af deres håndtering.
Bodil er nu blevet mere syg. Hendes angst er eksploderet, hun isolerer sig mere og sover dårligere. Hun har fået behov for mere medicin og flere konsultationer hos mig, hvilket ellers ikke ville have været nødvendigt, hvis hun havde kunnet beholde sine erfarne bostøtter. Situationen er en trist konsekvens af en beslutning, der kunne være undgået.
Bodils sag er desværre ikke unik. Aarhus Kommunes beslutning om at omstrukturere bostøtteordningen til en geografisk model har betydet, at 361 autistiske borgere skal have nye bostøtter. Kommunen begrunder ændringen med behovet for at reducere transporttid og dermed frigøre ressourcer. Men beslutningen ser ud til at være taget uden tilstrækkelig hensyntagen til de individuelle behov, som borgere med autisme har for stabilitet og kontinuitet.
Flere fagfolk og organisationer, herunder Landsforeningen Autisme, har kritiseret omlægningen som fagligt uforsvarlig. Relationen mellem borger og bostøtte er afgørende, og bostøtten kan ikke blot erstattes med en ny person uden risiko for betydelige negative konsekvenser for borgernes trivsel.
Det absurde består i, at beslutningen på kort sigt måske sparer penge i en budgetramme, men de længerevarende konsekvenser bliver dyrere – både menneskeligt og samfundsøkonomisk. Når et menneske som Bodil får det dårligere pga. en administrativ beslutning, er det et tegn på, at noget grundlæggende er galt i vores velfærdssystem.
Bodils sag er desværre ikke unik. Aarhus Kommunes beslutning om at omstrukturere bostøtteordningen til en geografisk model har betydet, at 361 autistiske borgere skal have nye bostøtter
_______
Tavshed som strategi
Aarhus Kommunes tilgang er ikke enestående. Rundt om i landet oplever borgere med psykiske sårbarheder, at deres støtte reduceres som led i besparelsesøvelser – ofte maskeret under ord som effektivisering. Mennesker, der er afhængige af kommunens hjælp, har sjældent ressourcerne til at råbe op om uretfærdigheder, hvilket gør dem særligt udsatte.
Dette rejser flere spørgsmål: Hvorfor tænker beslutningstagere, politikere og ledere ikke ud over budgetter og kasser? Hvornår bliver de menneskelige konsekvenser vægtet lige så højt som de kortsigtede økonomiske hensyn? Der synes at være en systemisk blindhed over for de langsigtede konsekvenser, der ikke blot rammer individet, men også samfundet som helhed. Forøget brug af psykiatriske afdelinger, øget medicinering og tabt arbejdsevne er blot nogle af de mange afledte omkostninger, der kunne undgås med bedre planlægning og respekt for faglige vurderinger.
Konsekvenserne af en sådan tilgang er vidtrækkende. For borgerne kan det medføre øget angst, depression og isolation. For samfundet betyder det stigende udgifter til behandling og andre sociale og sundhedsfaglige støtteforanstaltninger på lang sigt. Det kan ende med at blive en meget dyr omgang på flere måder.
Det er også en moralsk udfordring. Hvordan kan vi kalde os et velfærdssamfund, hvis vi konsekvent svigter dem, der har allermest brug for hjælp? Når ledere vælger at ignorere faglige argumenter og bruger tavshed som strategi til at undgå kritik, underminerer det fuldstændigt tilliden til hele systemet. Det er ikke kun et svigt over for Bodil, men over for de mange borgere, der sætter deres lid til, at systemet vil hjælpe dem.
For at rette op på situationen er det nødvendigt, at kommunerne genovervejer deres tilgang til støtte for psykisk sårbare borgere. Individuelle behov skal vægtes højere, og faglige vurderinger skal tages alvorligt. Det er afgørende, at beslutningstagere ser både børn og voksne med autisme som individer med individuelle behov – ikke blot som tal i et regneark.
Aarhus Kommune har muligheden for at gå forrest og vise, hvordan man kan skabe et system, der både er effektivt og menneskeligt. Men det kræver, at man lytter til eksperter, borgere og deres pårørende. Indtil da vil sager som Bodils forblive et skarpt vidnesbyrd om, hvad der sker, når systemet svigter dem, det er skabt for at hjælpe.
Det er tid til handling, ikke undskyldninger. Sagen med Bodil har kørt i et tovtrækkeri med ledelsen for bostøtteordningen siden september, hvor jeg med min patients fuldmagt skrev mit første bekymringsbrev og siden oktober har jeg ikke hørt mere – til trods for flere rykkere. ■
For at rette op på situationen er det nødvendigt, at kommunerne genovervejer deres tilgang til støtte for psykisk sårbare borgere. Individuelle behov skal vægtes højere, og faglige vurderinger skal tages alvorligt
_______
ILLUSTRATION: Olafur Eliasons “Rainbow Panorama” på taget af kunstmuseet Aros, 2017 [foto: IMBiblio]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
