18.11.2024

Den kommende Trump-administration lover besparelser i den offentlige sektor svarende til 30 pct. af det samlede føderale budget i USA. Men er det overhovedet realistisk?

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter. Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge samt rabatter, fordele og fribilletter til udvalgte arrangementer). Klik her og læs mere

Kommentar af Mikael Olai Milhøj

Det nærmer sig to uger, siden at tidligere præsident Donald Trump og republikanerne vandt det amerikanske valg. Fra et markedsperspektiv var reaktionen, som man kunne forvente: Stigende amerikanske aktiekurser, højere amerikanske renter og en stærkere dollar som følge af forventningerne om en mere ekspansiv og inflationær økonomisk politik. Trump har lovet at forlænge og måske endda udvide indkomstskattelettelserne fra sin første præsidentperiode, der står til at udløbe næste år, begrænse immigrationen, som alt andet lige vil øge lønvæksten og hæve toldsatserne på importerede varer. Europæiske renter og euroen faldt, fordi investorerne er blevet mere bekymrede for den i forvejen skrantende europæiske, eller måske snarere tyske, økonomi, hvis der kommer en handelskrig med amerikanerne oven i hatten.

Jeg plejer at sige, at politik er vigtigt af mange årsager, som ikke alle sammen har en økonomisk eller finansiel vinkel. Derfor har jeg nok også været mindre interesseret i de hidtidige udnævnelser til den kommende Trump-administration, da de fleste af dem har været inden for områder, hvor de økonomiske implikationer er begrænsede. Jeg spidser mere ører, når Trump på et tidspunkt udnævner den kommende finansminister. Hvis vi ser tilbage på Trumps finansminister i første periode, Steven Mnuchin, så holdt han alle fire år viste sig dermed at være ganske solid i en administration, hvor der ellers var gang i svingdøren. Ifølge prediction-markederne (markeder for væddemål på fx politiske begivenheder) står det relativt lige mellem Scott Bessent og Howard Lutnick. Bessent er en kendt amerikansk investor, der har tjent sine penge bl.a. på at spekulere imod det britiske pund og den japanske yen sammen med George Soros, og han betragtes som det mere moderate valg. Lutnick, som støttes af Musk, er også en amerikansk forretningsmand, og har bl.a. argumenteret for større udbredelse og accept af kryptovalutaer som fx bitcoin.

Men mest opsigtsvækkende er den rolle, som Elon Musk har fået i administrationen. Musk får, sammen med erhvervsmanden Vivek Ramaswamy, en rådgivende rolle i ”Department of Government Efficiency”. Man kan kalde det for en mere kulørt udgave af Moderniseringsstyrelsen, som vi havde herhjemme op gennem 10’erne. Det er væsentligt at pointere, at Musks rolle er rådgivende, og derfor skal han ikke godkendes af Senatet, ligesom han kan bevare kontrollen over sine virksomheder som Tesla, SpaceX og Starlink.

Målet, Musk og Ramaswamy har givet sig selv til 4. juli 2026, er at få effektiviseret den offentlige sektor i USA og spare penge på de offentlige udgifter. Datoen er nøje valgt, da det er USA’s 250-års fødselsdag.

Lad mig indrømme med det samme: Jeg ved ikke, hvor stort potentialet er for at effektivisere den offentlige sektor i USA. Ligesom herhjemme er der nok mange besværlige og i praksis ligegyldige regler, der med fordel kunne skrottes. Hvis man har været i USA, så får man også indtrykket af, at gevinsterne ved digitalisering må være store, fordi så mange processer fortsat er analoge.

Når det er sagt, er der også grænser for, hvor meget man kan spare på de offentlige udgifter alene ved at effektivisere. Musk har sagt, at han kan reducere de offentlige udgifter med ”i hvert fald 2.000 mia. dollar” (se Fortune). Det svarer til 30 pct. af de samlede føderale udgifter i USA eller 7 pct. af det samlede bruttonationalprodukt i USA. Hvis man skal beskrive det i ”journalistenheder”, svarer tallet til at reducere de offentlige udgifter med mere end det dobbelte af udgifterne til det amerikanske forsvar. Det vil efter min bedste vurdering kræve store nedskæringer flere steder i det føderale budget, hvis udgiftsniveauet skal reduceres med 2.000 mia. dollar. Det er næppe nok med effektiviseringer. Musk har ikke specificeret, hvor han vil skære, og derfor skal vi holde øje med udmeldingerne fra ham og den nye styrelse.

Der er ingen tvivl om, at Elon Musk er en dygtig forretningsmand – og ikke mindst en dygtig udvikler. Men det bliver svært for Musk at nå sit mål. For det første er budgetprocessen langsommelig og kompliceret, og dermed kan Musk ikke få sine ting igennem Kongressen lige så hurtigt, som han er vant til fra erhvervslivet. Vi kender det også fra Danmark, at nogle erhvervsfolk finder overgangen fra erhvervsledelse til politisk ledelse svær. For det andet er det svært for mig at se, at de republikanske politikere i Kongressen vil sige ja til store budgetbesparelser, når der for nogles vedkommende er valg allerede igen om to år. De korte politiske cyklusser med et midtvejsvalg allerede om to år gør det svært for de amerikanske politikere at vende op og ned på indretningen af den offentlige sektor, især på udgiftssiden.

Desuden lærte vi af Trumps første periode som præsident, at Trump faktisk ikke er en politiker, der nødvendigvis har stor lyst til at reducere de offentlige udgifter. Republikanerne vedtog i hvert fald hans skattelettelser, velvidende at de var estimeret til at øge statsunderskuddet med 1.500 mia. dollar over en tiårig periode, fordi de offentlige udgifter ikke blev reduceret tidligere. For Trump synes det vigtigere at stimulere økonomien, så økonomien er stærk, og han dermed er mere populær i vælgernes øjne.

Hvis jeg får ret i, at Trump igen vil prioritere skattelettelser, og at det bliver svært at finde appetit for store budgetbesparelser, vil det betyde, at statsunderskuddene og dermed den offentlige gæld bliver endnu større, end hvad der ligger indregnede i de officielle prognoser fra CBO pt. Selvom de fleste økonomer er enige om, at de offentlige finanser i USA er uholdbare på den lange bane, og der derfor skal træffes nogle hårde beslutninger før eller siden, så er det ikke et problem på den korte bane, hvor der fortsat er en stor efterspørgsel efter dollaraktiver som fx amerikanske statsobligationer. Vi ved af erfaringerne i Europa, og i virkeligheden også fra Danmark i starten af 80’erne, at politikerne først træffer de vanskelige beslutninger, når man nærmer sig kanten. ■

 

Vi lærte af Trumps første periode som præsident, at Trump faktisk ikke er en politiker, der nødvendigvis har stor lyst til at reducere de offentlige udgifter
_______

 

Mikael Olai Milhøj (f. 1989) er uddannet cand.polit fra Københavns Universitet (2014) og arbejder som chefstrateg hos kapitalforvalteren Sterna Capital Partners, hvor han rådgiver velhavere, virksomheder og fonde med deres investeringer. Tidligere arbejdede Mikael Olai Milhøj som chefanalytiker hos Danske Bank med særligt fokus på global økonomi.

ILLUSTRATION: Butler, 5. oktober 2024: Elon Musk taler til Trumps vælgermøde i Pennsylvania, der blev afholdt der, hvor Donald Trump blev udsat for attentatforsøget [FOTO: Jim Watson/AFP/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?