Mickey Gjerris & Sofie Graarup Jensen: Tænk, at det i 2024 kan være en nyhed, at grise kan tale
09.10.2024
Det er fascinerende at grise på forskellig vis kan kommunikere deres oplevelse af tilværelsen til os. Men hvad der virkelig ville være fascinerende og kunne løfte velfærden for de millioner af dyr, som vi avler, opdrætter, dræber og spiser, var, hvis mennesker lærte at lytte.
RÆSON Opinion af Mickey Gjerris, Bioetiker, teolog, PhD, forfatter og foredragsholder & Sofie Graarup Jensen, Biolog, gymnasielærer og artsrettighedsforkæmper
Dokumentaren ”Hvis grise kunne tale” af Miki Mistrati, der for nylig blev tilgængelig på DRTV, har vakt en del debat. Dokumentaren fortæller om et forskningsprojekt ved Københavns Universitet, hvor det er lykkedes at ”træne” en computer til at skelne mellem forskellige slags lyde, som grise laver og korrelerer med tidligere observationer af grise. Forskerne mener derfor ud fra lyden alene at kunne fastslå om grisen, der siger lyden, oplever en positiv følelse (glæde, begejstring), en negativ følelse (frygt, stress) eller oplever noget midt imellem.
Vi skal ikke nægte, at det er et interessant studie – og forskerne håber uden tvivl, at denne nye viden muligvis kan bidrage til at gøre forholdene for de 30 millioner svin, der årligt ryger igennem den danske kødfabrik, en smule mindre groteske. Men det er også et skræmmende eksempel på, hvor langt vi har fjernet os fra dyrene i effektivitetens, økonomiens og baconens hellige navn. Tænk, at det i 2024 kan være en nyhed, at grise kan tale. Tænk, at vi tager et socialt, intelligent væsen og reducerer det til tre sindstilstande udelukkende bedømt på dets grynt. Som kunne man sige noget væsentligt om din oplevelse af tilværelsen ud fra, om du råbte ”av”, ”tja” eller ”uhm” i et tilfældigt øjeblik.
Bunken af studier på dyrene i fødevareindustrien er tyk af rapporter, hvis konklusioner – set fra vores lille verdensvindue – burde være indlysende: Der er studier, som undersøger, om det gør ondt på grisen at få halen skåret af. Studier, der konkluderer, at slagtehøns har det bedre, når de får lov at opføre sig lidt mere som høns og lidt mindre som maskiner. Studier, der undersøger om koen, der fra naturens hånd ville passe sin unge i over et år, mon lider, når hun fuld af alle drægtigheds- og diegivningshormoner frarøves sin kalv efter 12-24 timer, afhængig om hun er en produktionsenhed i en konventionel eller en økologisk mælkefabrik.
Det er grundlæggende spørgsmål, som vokser ud af en videnskabelig tradition, hvor man begyndte med at reducere dyrene og deres liv til maskiner ud fra et positivistisk tankesæt og nu forsøger at undersøge det, som burde være åbenbart for enhver, der tilbringer tid med dyret uden at have afskåret sig fra en umiddelbar forståelse af dyrets situation. Vi er ganske enkelt endt der, hvor der kræves videnskabelig dokumentation for, at et pattedyr oplever smerte og frygt, hvis man snitter i dets kønsdele med en kniv.
End ikke den mest indlysende lidelse og nedværdigelse af vores produktionsdyr lader vi trænge igennem vores sanser – i en sådan grad, at det i 2024 kan være en nyhed, at grise kan tale
_______
”Det kan kolde hjerner ej forstå” skrev Jeppe Aakjær i 1916 i sangen ”Jeg er havren” om sin egen tid, der havde mistet fornemmelsen for lærkesangens magi midt i industrialiseringens nyttiggørelse af verden for vores egne behov og begær. Her mere end hundrede år senere er sangen så aktuel som dengang. End ikke den mest indlysende lidelse og nedværdigelse af vores produktionsdyr lader vi trænge igennem vores sanser – i en sådan grad, at det i 2024 kan være en nyhed, at grise kan tale. En evne som utallige dyr har. Hvordan skulle de ellers fortælle, hvor der er mad, hvad der er farligt – og hvordan de skal forholde sig til hinanden, når de mødes? Hvordan skulle evolutionen have skabt utallige umælende væsener og så pludselig, ud af det blå, været kommet op med os og vores evne til at opleve vores tilværelse indefra? Hvor dumme har vi lov til at lade, som om vi er, for at kunne lukke øjnene for den smerte, frustration, frygt og lidelse, som vi dagligt udsætter millioner og atter millioner af vores medskabninger for, blot for at kunne sætte tænderne i dem? Det er ikke forskning og viden, vi mangler. Det er vilje og empati.
Grise skal ikke behandles som små mennesker uden sprog. Men de skal behandles som komplekse biologiske væsener, der står lyslevende for øjnene af os. Og som alle andre følende væsener rejser en fordring om, at vi tager vare på det af deres liv, som vi har taget i vores hånd. For vi er alle pattedyr. Vokset ud af de samme evolutionære processer, hvor det at kunne opleve sin tilværelse indefra har været en fordel i forhold til at klare sig. Det kan og bør ikke være en overraskelse, at grise ligesom os er i stand til at føle angst, smerte og glæde – og er i stand til at give udtryk for deres oplevelser med lyde, grimasser og kropssprog. Hvor langt tilbage vores viden går om grises evne til gennem deres sprog at udtrykke deres oplevelse af livet illustreres bedst ved filosoffen Frederik Christian Eilschov. Eilschov udgav i 1748 bogen Philosophiske breve over adskillelige nyttige og vigtige Ting, hvor han bl.a. sætter grises lyde på toner og gør opmærksom på, hvordan lydene er tegn på, om grisene er bedrøvede eller glade (tak til Jes Harfeld, Aalborg Universitet, som har fundet dette eksempel i arkiverne).
Personerne bag studiet og dokumentaren har helt sikkert et oprigtigt ønske om at bidrage til en forbedring af dyrevelfærden, men forskningen bliver alt for ofte misbrugt: Det er altid muligt for industrilandbruget at forhale ændringer med argumentet, at ”der er brug for mere viden”, før det er muligt eller rentabelt at handle. Det har været den animalske produktions mantra, siden velfærdsforskningens begyndelse i 1960’erne. Alternativt kan de ændringer, industrilandbruget rent faktisk udfører, være så små, at de ikke grundlæggende ændrer på dyrenes umenneskelige forhold – f.eks., som når landmanden smider en træpind ind, som svinene så kan puffe lidt rundt med for efterfølgende at hævde, at nu har grisene rigeligt med rodemateriale. Med den positivistiske forskning i ryggen kan landmanden nu prale med at have lavet forbedringer af velfærden – desuagtet, at ethvert barn kan se, at en håndfuld halm eller en pind på ingen måde tilfredsstiller grisenes iboende nysgerrige natur.
Det er ikke forskning og viden, vi mangler. Det er vilje og empati
_______
Den forskning, som dokumentaren tager udgangspunkt i, er fagfællebedømt og utvivlsomt udført grundigt ud fra anerkendte videnskabelige metoder. Så der er ikke meget at klandre selve forskningen for. Det, vi tværtimod ønsker at rejse spørgsmålstegn ved, er, hvordan vi som kultur er endt der, hvor det kan være nyhed, at grise kan tale. Vores frygt er, at denne forskning, gode intentioner til trods, vil føre til, at svineproducenterne fremover kan reducere deres ansvar gennem simple teknologiske løsninger. Fx at lade en computer holde øje med det meget begrænsede indblik i grisens liv, som teknologien kan tilbyde – og så påstå, at man igen har gjort alt for, at dyrene, der ender på vores bord, har været glade dyr. En konklusion, som på ingen måde kan drages ud fra tre typer grynt.
Vi medgiver gerne, at forskningen på nogle punkter har ført til, at forholdene er en smule mindre slemme end tidligere – men slutresultatet anno 2024 er beskæmmende: 20 pct. pattegrisedødelighed, 16 pct. sodødelighed. Derudover følger flere problemer: Ko og kalv, der skilles kort efter fødsel, udbredte problemer med betændelse i klovene hos malkekøer, slagtekyllinger, hvis knogler ikke kan følge med deres vækst og trædepudesvidninger af at stå i egen afføring – for ikke at nævne at over 80 pct. af alle æglæggere har 2 eller flere brud på brystbenet, når deres korte liv afsluttes i effektivitetens navn. Og meget af dette er på trods af gentagne løfter fra landbruget om det modsatte.
Dyrevelfærden i det industrielle landbrug er på et niveau, hvor vi må spørge os selv: Hvem bliver vi til, når vi behandler andre følende væsener på den måde uden egentlig at have andre grunde, end at de smager godt, når vi så har slået dem ihjel? Det er fascinerende at grise på forskellig vis kan kommunikere deres oplevelse af tilværelsen til os. Men hvad der virkelig ville være fascinerende og kunne løfte velfærden for de millioner af dyr, som vi avler, opdrætter, dræber og spiser, var, hvis mennesker lærte at lytte.
Dyrevelfærden i det industrielle landbrug er på et niveau, hvor vi må spørge os selv: Hvem bliver vi til, når vi behandler andre følende væsener på den måde uden egentlig at have andre grunde, end at de smager godt, når vi så har slået dem ihjel?
_______
Mickey Gjerris (1969) teolog, Ph.d., lektor i bioetik ved Københavns Universitet. Han har de sidste 25 år forsket i etiske spørgsmål vedrørende natur, etik, teknologi og mennesker og udgivet en lang række artikler og bøger om disse emner. Tidligere medlem af Det Etiske Råd, foredragsholder, smagsdommer og trækrammer.
Sofie Graarup Jensen (1993), cand. scient i biologi ved Aalborg Universitet. Naturformidler og artsrettighedsforkæmper. Bestyrelsesmedlem i De Unge Biodiversitetsambassadører
ILLUSTRATION: Danish Crown i Horsens, 19. juni 2023 [FOTO: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
