05.07.2024

Storbritanniens forfald startede for lang tid siden. Og der er meget at lære også for danskerne

Opinion af Michael Dassa

“The British case is unique in its combination of extended economic decline and considerable political continuity. Its uniqueness, if nothing else, makes it unlikely that it is once again the model which others will have to follow in due course” Ralf Dahrendorf: The Politics of Economic Decline, 1982

Efter 14 år med falske løfter, populistisk retorik og Brexit har de konservative fået deres største vælgerlussing i historien. Tilbage står et imperium i knæ – et “Broken Britain”. I 14 år har briterne været vidne til en belastende katalog af fortielser, fejlvurderinger og bedrag, kombineret med en hverdag præget af en faldefærdig offentlig sektor og leveomkostninger – herunder skyhøje energipriser – der frarøver mange acceptable boliger og fødevarer. Man har et sundhedssystem, som er så belastet af underfinansiering og rekrutteringsproblemer, at der er 7 millioner mennesker på venteliste, og et uddannelsessystem, hvor en fjerdedel af landets børn forlader skolen uden eksamensbevis.

Ingen lande i Europa har flere privatfly per indbygger end i England, men hver femte brite lever i fattigdom. Af de hjemløse er 37 pct. i arbejde.

Labour har endeligt vundet en sejr. Men det var også et valg, som var mere end protest mod de konservative end en reel tiltro til at Labour redder landet. Ser man på valgresultatet fik Labour 36,3 pct. – kun 4,2 procentpoint højere end ved det forrige valg, og under niveauet for Blairs sejre i 1997 og 2001. Ikke ligefrem en jordskredssejr. Og 14,3 procent af stemmerne blev afgivet til det højre populistiske parti Reform – leder af manden, der var hovedaktør bag den skandaløse Brexitafstemning. Uanset sejren står Labour derfor overfor et gevaldigt oprydningsarbejde, tårnhøje forventninger, en utålmodighed og skepsis overfor om det lykkes dem at rette op på ødelæggelserne.


En længere historie


I dækningen af valget blev der – både i og udenfor landets grænser – ofte argumenteret for, at de konservatives egoisme over de seneste 14 år er skyld i Storbritanniens ødelæggelse. Jeg har dog personligt erfaret, at mange af de udfordringer, som landet står overfor idag, rækker længere tilbage end 2010. Sammenlagt har jeg boet knap 17 år i England, først som barn i 1980’erne i et af Londons nybyggede sociale boligbyggerier, som hurtigt eskalerede til at blive et af de mest notoriske ghetto-kvarterer i London, og 30 år senere som voksen i 2010-12, mens jeg færdiggjorde min kandidatgrad i antropologi. Min opvækst var præget af en allestedsnærværende fattigdom, underfinansierede skoler, forfalden infrastruktur, kriminalitet, mangel på fritidstilbud for unge samt en dyb følelse af magtesløshed, håbløshed og svigt af systemet blandt unge mennesker. Med enlige mødre, der måtte jonglere to jobs for at få mad på bordet. Og en tydelig vrede over de dybe kløfter mellem rig og fattig, der oftest kom til udtryk i de forskellige kriminelle løbebaner, man ofte valgte blandt venner, familier og bekendte. I mit tilfælde blev mødet med Danmark og velfærdsstaten min redning. For mange andre i min omgangskreds i London blev skæbnen en anden.

Da jeg som voksen vendte tilbage til London og besøgte folk i det område, hvor jeg var vokset op, havde intet forandret sig. Heller ikke frustrationerne over klassesamfundet og politikernes inkompetence.

 

Jeg har dog personligt erfaret, at mange af de udfordringer, som landet står overfor idag, rækker længere tilbage end 2010
_______

 

Thatcherismens arv

Dagens Storbritannien kan spores tilbage til det nyliberalistiske ideal, som blev opstillet i 1979 af Margaret Thatcher og videreført i årtier af hendes imitatorer – også efter finanskrisen i 2008. Thatcherismen førte til deregulering af finanssektoren, nedskæring og privatisering af den offentlige sektor – særligt inden for transport, uddannelse og energi – og svækkelsen af fagforeninger. I 1980erne blev London et globalt finanscentrum, men dét havde voldsomme konsekvenser for arbejder- og middelklassen i England. I bogen ”This Time No Mistakes: How to Remake Britain” beskriver journalisten Will Hutton hvordan ideologien fra 1979 beskrev, at det private ”jeg” var moralsk overlegent i forhold til statens ”tvangsmæssige” idealer, der skulle tøjles for at fremme et frit marked. Regulering og beskatning ville kvæle iværksætterånden. Idealet var øget individualisering og personligt ansvar – i modsætning til den velfærdsstat, der blot ville skabe en stor underklasse af uværdige stakler, som altid ville være afhængige af sociale ydelser.

I Danmark har neoliberalismen også slået an med idéen om at staten ”skal fylde så lidt som muligt” og ønsket om at udbrede markeds- og konkurrencelogikker til sociale og politiske funktioner i den offentlige sektor, som hermed søger at øge effektivitet, vækst og frit forbrugervalg. Der sættes spørgsmålstegn ved skattetrykket, væksten i velfærdssystemet, danskernes arbejdsmoral, antallet af offentligt ansatte, den offentlige sektors (in)effektivitet, bureaukratiet og løse borgernes behov. Samtidig fastholder man i den offentlige en række New Public Management-strategier, hvor medarbejdere må prioritere øget fokus på effektivitet, produktivitet og dokumentation frem for kvalitet og brugertilfredshed. Dette har skabt store rekrutteringsproblemer, mangel på kvalificeret arbejdskraft og flugt til den private sektor. Resultatet er et belejligt billede af velfærdsstaten som ineffektiv og dyr, hvilket skaber en ond spiral, der yderligere berettiger privatiseringer, udliciteringer og øget ansvar og individualisering.

Det ligner en glidebane. Resultatet kan meget vel blive et samfund, der i fremtiden vil ligne England – præget af forøgede økonomiske forskelle, mindre social sikkerhed og en offentlig sektor, der ikke længere er i stand til at levere de universelle ydelser, som har været kendetegnende for den danske velfærdsstat.

Hvad kan man lære af England de sidste 50 år? De neoliberale tiltag viste sig at være frisættende i toppen af det sociale hierarki og straffende i bunden. I stedet for en massiv vækst, skabte ideologien massiv arbejdsløshed – og på et årti blev antallet af produktionsvirksomheder i landet halveret. De områder, der blev ramt hårdest, stemte ifølge Huttons analyse 30 år senere for Brexit som en protest mod det politiske og økonomiske status quo.

Og selvom deres popularitet og direkte anvendelse har varieret over tid, er mange af de centrale principper fra Thatcher æren fortsat en integreret del af Englands politik og økonomi den dag i dag.

Et samlet parti?

Keir Starmer’s første budskab stod klart: ”Change begins immediately”. Labour har identificeret fem prioriteter: at skre økonomisk stabilitet, nedbringelse af ventetider i NHS, oprettelse af et statsejet energiselskab, ansættelsen af 6.500 nye lærere og en hårdere kurs mod kriminalitet.

Ambitiøse mål – og hvordan de skal indfries er mindre klart. Mange briter er forståeligt skeptiske overfor store løfter, der vil kræve massive investeringer, reformer og ikke mindst: Tid. At genvinde tilliden overfor en slidt vælgerskare – for nylig viste en måling, at kun ni procent af landets befolkning har tillid til deres politikere – og indfri forventningerne til bedre levevilkår, der kan mærkes i hele landet, bliver en monumental opgave for Labour partiet.

Kan partiet enes? Opgaven bliver dobbelt: Dels, at opretholde status quo på de mere ’konservative’ områder (fx vedr. skat og reduktion af migration). Dels, at finde fodslag på de socialdemokratiske områder (tættere samarbejde med EU og store investeringer i velfærdssamfundet).

Starmer lover nemlig en regering, der er „unburdened by doctrine‟ – en regering, der ikke er låst fast i ideologiske skyttegrave, men som er åben og fleksibel i sin tilgang til at tjene offentligheden. Og hans erklæring om „Country first, party second‟ er udtryk for en radikal prioritering. Dette er et direkte budskab til alle britiske borgere, uanset deres politiske overbevisning, om at hans regering vil arbejde for dem. Løftet er ikke kun retorisk – det understreger hans forståelse af den nuværende politiske situation. Hermed erkender han den alvorlige erosion af tillid i britisk politik – og insisterer på, at den kun kan genoprettes gennem konkrete resultater. ■

 

Kan partiet enes? Opgaven bliver dobbelt: Dels, at opretholde status quo på de mere ’konservative’ områder (fx vedr. skat og reduktion af migration). Dels, at finde fodslag på de socialdemokratiske områder (tættere samarbejde med EU og store investeringer i velfærdssamfundet).
_______

 

Michael Dassa (f. 1977) har opvokset i London, England. Uddannet i antropologi fra Aalborg Universitet. Siden 2011 har han arbejdet med uddannelsespolitik, forandringsledelse, rådgivning og kompetenceudvikling inden for uddannelses- og folkeskoleområdet. Illustration: Ritzau Scanpix

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland