Michael Böss i RÆSONs nye trykte nummer: Derfor fortsætter den demokratiske krise i USA – uanset valgets udfald
21.10.2024
Den amerikanske forfatning er vigtig, men den har aldrig stået alene – og den er i øvrigt ikke så demokratisk, som amerikanerne tror.
Denne artikel indgår i RÆSONs nye efterårsnummer, “Om USA’s valg og demokratiets fremtid”, ude nu. Læs mere her.
Af Michael Böss
Det er en udbredt opfattelse blandt eksperter, at det amerikanske demokrati lider under alvorlige krisetegn og undergår en ’demokratisk erosion’, som det sidste år blev betegnet af tænketanken Brookings Institution. Erosionen foregår i to hovedformer: valgmanipulation og udvidelse af den præsidentielle magt. Selvom der skete en forbedring på det sidste punkt efter valget i 2020, betød Højesterets kendelse om Donald Trumps præsidentielle immunitet i juni i år et nyt tilbageslag. Det amerikanske demokrati kan derfor langtfra beskrives som sikkert. Specielt ikke så længe det ene af de to store partier fortsætter med dels at begrænse ikkehvide borgeres muligheder for demokratisk medbestemmelse, dels ikke anerkender valgnederlag. Uanset udfaldet af præsidentvalget i dette efterår vil krisen således fortsætte.
USA’s demokratiske deroute
I det såkaldte Democracy Index fra The Economist Intelligence Unit har USA siden 2008 ikke været at finde blandt gruppen af ’fuldt demokratiske’ lande som Canada, Japan og de fleste lande i Vesteuropa, men i gruppen af ’fejlbehæftede demokratier’ som Grækenland, Brasilien og, indtil sidste valg, Polen. Lignende målinger er foretaget af Freedom House og Göteborgs Universitets Varieties of Democracy Institute. Det demokratiske forfald, der er sket, skyldes således ikke alene Donald Trump – det har været længe undervejs. Men valget af Trump til præsident i 2016 har givetvis accelereret udviklingen.
Den demokratiske erosion er da heller ikke kun sket på det føderale niveau. Politologen Jake Grumbach fra University of California i Berkeley har udarbejdet et State Democracy Index, som måler, hvor gode delstaterne er til at gennemføre frie og lige valg. Det tager således højde for faktorer som ventetid ved valgstederne, vælgerregistrering og ændringer af valgdistrikternes form og størrelse. Ifølge en måling fra 2018 er der betydelige forskelle mellem dem. Kun 17 delstater lå bedre end i perioden 2000-10. Resten lå på et lavere niveau – mange endog meget lavere.
Hvad der kendetegnede de stater, som havde undergået et demokratisk tilbageslag, var, at de var styret af Det Republikanske Parti. Grumbachs måling bekræftede dermed tidligere forskning, som viste en forbindelse mellem Republikanernes kontrol af den politiske magt og forsøg på at begrænse adgangen til at stemme ved valg.
Partiets faldende støtte til demokratiet finder sted på alle niveauer – både i dets højeste cirkler og blandt græsrødderne. Der er desuden forskning, der viser, at det er ’etnisk antagonisme’, som udhuler partiets støtte til demokratiet. En undersøgelse fra januar 2020 viste således, at den stærkeste afgørende faktor for almindelige Republikaneres vælgeradfærd er deres syn på indvandrere, afrikanskamerikanere og latinoer. Etniske konflikter fortsætter altså med at spille en vigtig rolle i nutidig amerikansk politik, og Det Republikanske Parti spiller stadig på de historiske racemodsætninger i USA.[i]
Der er meget, der tyder på, at der er en sammenhæng mellem det demokratiske forfald og faldet i tillid blandt amerikanerne. I disse år ligger amerikanernes tillid til deres offentlige og private institutioner således meget lavt. Faldet i tilliden er sket over to omgange gennem de sidste 20 år. Det første fald indtraf i George W. Bushs anden regeringsperiode. Dengang faldt den gennemsnitlige tillid med 10 pct. Den anden omgang er tiden fra 2019 til 2024, hvor den er faldet med yderligere 10 pct.
Der er meget, der tyder på, at der er en sammenhæng mellem det demokratiske forfald og faldet i tillid blandt amerikanerne
_______
Den seneste af de årlige målinger (18. juli 2024), som Gallup siden 1993 har foretaget af amerikanernes tillid til 17 institutioner, viser en gennemsnitlig tillid på 28 pct. Før 2022 havde den i 20 år svinget mellem 31 pct. og 43 pct. i gennemsnit. Til sammenligning måltes danskernes tillid til de offentlige institutioner i 2022 til gennemsnitligt 64 pct. (PWC’s Tillidsbarometer).
De institutioner, der måles på, er både offentlige og civile: kirkerne (organiseret religion), militæret, Højesteret, bankerne, de offentlige skoler, aviserne, Kongressen, TV-nyheder, fagforeninger, præsidentembedet, politiet, sundhedsvæsenet, strafferetssystemet, højere uddannelsesinstitutioner, små virksomheder, hightech-firmaer og big business.
Ud af disse 17 er det kun små virksomheder (68 pct.), militæret (61 pct.) og politiet (51 pct.), som har mere end halvdelen af amerikanernes tillid. I bunden ligger præsidentembedet (26 pct.) og Kongressen med kun 9 pct. Bemærkelsesværdigt er det endvidere, at tilliden til Højesteret, forbundsstatens højeste retsinstitution, ligger så lavt som 30 pct. Målingerne viser således, at tilliden til det amerikanske demokratis tre bærende søjler – den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt – er meget lav.
Den 11. juni i år udtalte politologen Marc Hetherington, University of North Carolina, til The Guardian, at faldet i tillidsniveauerne skyldes tre faktorer, der alle kan føres tilbage til 1970’erne. På det tidspunkt begyndte den tillid til de amerikanske myndigheder og institutioner, som var blevet opbygget under Anden Verdenskrig, at falde. Da den hidtil havde ligget unormalt højt, kan lidt af faldet dog ses som udtryk for en normalisering.
Tilliden til det amerikanske demokratis tre bærende søjler – den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt – er meget lav
_______
En anden faktor var 1960’ernes og 1970’ernes sociale og økonomiske kriser: først borgerrettighedskampen og siden energikrisen, som blev efterfulgt af en periode med stagflation (en økonomisk situation med lavkonjunktur, voksende ledighed og tiltagende inflation). Tilsammen gav kriserne mange amerikanere indtryk af, at hverken regeringen eller dens institutioner fungerede særlig godt.
Oven i denne udvikling kom desuden en politisk faktor: Det Republikanske Partis strateger fandt nemlig på det tidspunkt ud af, at der var stemmer i at sige noget direkte negativt om de føderale institutioner. I 1984 hed det således i partiets officielle valgprogram: ”Ikke alle problemer kalder på en føderal løsning”.
Republikanerne, der historisk set altid har været kritiske over for politisk centralisering, blev fra da af et åbenlyst regerings- og statsfjendtligt parti, og det har partiet været i stigende grad lige siden. Det var partiets såkaldte Tea Party-fraktion – som bestod af en blanding af libertære (stærkt frihedssøgende og statskritiske), højrefløjspopulister og konservative – især ansvarlig for, da den opstod i 2009 som en protest mod øget beskatning og den føderale regerings støtte til bankerne under finanskrisen.
Man kan ikke sige, at krisen har ført til en krænkelse af forfatningen – endnu. Det kan forekomme overraskende, for så vidt som en manglende anerkendelse af valgnederlag, politisk vold og kupforsøg må anses for eklatante brud på demokratiet. Men som det vil fremgå af det følgende, er en forfatning, som begrænser regeringens magtudøvelse, ikke i sig selv nok til at sikre et demokrati, det afhænger også af uskrevne regler og normer. I USA’s tilfælde spiller det desuden en rolle, at det system, som de amerikanske forfatningsfædre skabte i 1787, faktisk slet ikke var demokratisk. Og dét har Republikanerne forstået at udnytte.
Savannah, 29. august 2024: Vicepræsident og præsidentkandidat Kamala Harris deltager i et rally i Georgia, der ved præsidentvalget 2020 gik til Joe Biden [FOTO: Christian Monterrosa/AFP/Ritzau Scanpix]
Arven fra Montesquieu
Den amerikanske forfatning bygger på Montesquieus ideer om det ideelle politiske styre. Man skrev en forfatning, der fordelte magten mellem en lovgivende, en udøvende og en dømmende instans med hver deres adskilte funktioner. Det skulle dog ikke forstås sådan, at magten var delt, dvs. splittet; for så ville en regering ikke kunne styre effektivt. Magtens deling betød derimod, at den var fordelt mellem tre instanser.
Som den nyligt afdøde demokratiteoretiker Mogens Hermann Hansen påpeger i sin lille bog En gentænkning af demokratiet (2017), er en bedre betegnelse end ’magtens tredeling’ derfor ’en blandet forfatning’. For de tre magtinstansers funktioner er ikke absolut adskilte. Det er de heller ikke i parlamentariske systemer, hvor den udøvende magt – regeringen og dens embedsapparat – vælges af parlamentet og derfor ikke må have et flertal imod sig. Og hvor et demokratisk valgt flertal i parlamentet kan udstede et mistillidsvotum og derved tvinge en regering eller en minister til at gå af.
I USA blev funktionsopdelingen mellem Kongressen, præsidenten og Højesteret kombineret med en række kontrolmekanismer, de såkaldte checks and balances. De skulle sikre, at de personer, der varetog de tre instanser, ikke misbrugte deres magt og handlede tyrannisk. Således fik præsidenten eksempelvis ret til at nedlægge veto mod en lov, som Kongressen havde vedtaget. Højesteret fik magt til omstøde love, som dens dommere vurderede som forfatningsstridige. Og selvom præsidenten kunne udpege nye højesteretsdommere, når de gamle døde, skulle de nominerede godkendes af Senatet.
Disse checks and balances blev først og fremmest indført for at forhindre, at mindretal blev undertrykt. Eller i det mindste: gøre en sådan undertrykkelse vanskelig.
En forfatning, som begrænser regeringens magtudøvelse, er ikke i sig selv nok til at sikre et demokrati. Det afhænger også af uskrevne regler og normer
_______
I dag anser vi mindretalsbeskyttelse som en helt naturlig del af et demokrati og tænker i den forbindelse som regel på behandlingen af kulturelle og racemæssige mindretal. Men sådan var det ikke i 1700-tallets USA. Det mindretal, som dengang krævede beskyttelse, var slaveejerne i de sydlige stater. De krævede da også, at et oprindeligt forslag om forbud mod slaveri blev fjernet fra forfatningsudkastet. Desuden sørgede de for, at forfatningen ikke udstyrede slaver med rettigheder.
Heller ikke kvinder blev som bekendt gjort til rettighedshavende borgere. Og selvom både afroamerikanere og kvinder siden tilkæmpede sig rettigheder, har forfatningens checks and balances i de senere år gjort det muligt for et politisk mindretal af højreorienterede Republikanere i fx Georgia, Arizona og Texas at genindføre begrænsninger af sortes mulighed for at deltage i valgene ved fx at stramme kravene til vælgeridentifikation eller ved at ændre valgdistrikter. Dertil kommer den stigende tendens til at bruge de principielt politisk neutrale domstole til at gennemtrumfe en bestemt politik.
Da han var præsident, forstod Donald Trump – ved at samarbejde med det dengang Republikanske flertal i Senatet – at udnytte sit embedes magt til at nominere kandidater til Højesteret. Da Barack Obama i 2016 nominerede en ny kandidat til dommerembedet, nægtede det Republikansk dominerede senat at starte godkendelsesproceduren og brød derved den gældende norm, ifølge hvilken Senatet umiddelbart efter skal indlede godkendelsesproceduren.
Skønt den amerikanske forfatning er liberal, i den forstand at den begrænser regeringens magt, er den altså langtfra demokratisk, i den forstand vi normalt forstår ordet; nemlig som et styre baseret på et folkeligt flertal, fair og lige stemmeret og politisk neutrale domstole.
Og selvom det repræsentative styre i USA udviklede sig i demokratisk retning i de første årtier af 1800-tallet, beholdt det mange af forfatningens udemokratiske træk.
Skønt den amerikanske forfatning er liberal, i den forstand at den begrænser regeringens magt, er den altså langtfra demokratisk, i den forstand vi normalt forstår ordet; nemlig som et styre baseret på et folkeligt flertal, fair og lige stemmeret og politisk neutrale domstole
_______
Den udemokratiske forfatning
Et af forfatningens udemokratisk træk er, at alle delstaterne hver har to pladser i Senatet uanset deres befolkningsstørrelse. Denne ordning havde oprindeligt til formål at forhindre de forholdsvis få hvide i slavestaterne i at blive undertrykt af de mere folkerige nordstater.
Det andet udemokratiske træk er det såkaldte valgkollegium (Electoral College). Som der har været rig lejlighed til at høre om i de sidste måneder, består valgkollegiet af 270 valgmænd, som udpeges på basis af stemmeafgivningen i de enkelte delstater. Det betyder som bekendt, at en præsident ikke bliver valgt direkte af folket, men har mulighed for at blive valgt af et mindretal af vælgerne. Det er i de sidste 15 år blevet en hyppig foreteelse: Republikanerne har således blot vundet ét ud af de seneste otte præsidentvalg på grundlag af stemmeflertal (2004, hvor George H.W. Bush blev genvalgt). De andre to valgsejre (Bushs første sejr i 2000, Trumps sejr over Clinton i 2016) skyldtes flertal i valgkollegiet.
Det var især Alexander Hamilton (1757-1804), der var skeptisk over for en direkte valgt præsident. Han frygtede, at folket ikke var i stand til at vurdere, om en kandidat var egnet til embedet. ”Historien vil lære os”, skrev han i Federalist Papers, ”at de mænd, som har afskaffet republikkers frihedsrettigheder, for en stor dels vedkommende er begyndt deres karriere med at lefle for folket. De er begyndt som demagoger og endt som tyranner”. Hamilton og hans meningsfæller mente altså, at der var brug for en screening af kandidater. Og den skulle valgkollegiet stå for. Men den funktion blev kortvarig, og det er der to grunde til.
Den første er, at forfatningen ikke siger noget om, hvordan præsidentkandidater i det hele taget skal udvælges, før vælgerne stemmer om dem. Kollegiet træder først i funktion, når valget er foretaget. Den anden grund er, at der kort efter valget af den første kongres opstod en politisk splittelse mellem dem, der ønskede en stærk centralregering, og dem, der ønskede mere magt til delstaterne. Denne splittelse førte til dannelsen af to politiske partier. Partidannelse var imidlertid ikke noget, som forfatningens fædre havde forudset, og derfor står der ikke noget om deres funktion i forfatningen.
Men det blev på den måde partierne, der kom til at stå for udvælgelsen og screeningen af egnede kandidater. De skulle sørge for, at der ikke blev opstillet personer, der ikke havde de rette personlige kvalifikationer til at sidde i Det Hvide Hus. Derved fik partierne et politisk ansvar, som de ikke havde i kraft af forfatningen, men som hvilede på uskrevne normer.
Hvad sker der, hvis partierne svigter denne rolle som demokratiets vogtere?
Milwaukee, Wisconsin, 17. juli 2024: På det Republikanske konvent tager deltagerne imod Donald Trump fire dage efter det første attentatforsøg [FOTO: Cheney Orr/Reuters/Ritzau Scanpix]
Normernes betydning for demokratiet
Det er et af hovedtemaerne i bøger af Steven Levitsky og Daniel Ziblatt fra henholdsvis 2018 og 2023, How Democracies Die og Tyranny of the Minority. Her påviser de to politologer, som oprindeligt var eksperter i henholdsvis latinamerikansk og europæisk politik, at årsagen til, at en eklatant uegnet kandidat som Donald Trump vandt sit partis nominering i både 2016 og 2024, er et katastrofalt svigt i det Republikanske partiapparats pligt til at screene kandidater.
Det andet hovedtema i bøgerne er de to politologers påvisning af, hvordan demokratisk forfald ofte sker i ly af forfatningen – altså uden at demokratiets formelle love bliver krænket. Det sker ved, at autokrater tilsidesætter de uformelle normer og regler, der er afgørende for, at et demokrati kan fungere.
Levitsky og Ziblatt går tilbage i historien og beskriver, hvad den amerikanske forfatnings udemokratiske træk har betydet: ”Udformet som den er i en før-demokratisk tidsalder, tillader den amerikanske forfatning mindretalspartier rutinemæssigt at stille sig i vejen for flertal og undertiden ligefrem styre dem”. Forfatningens checks and balances, som oprindeligt blev indført for at sikre mindretallet, har – i kombination med en dyb geografisk polarisering – mod deres oprindelige formål gjort det muligt for mindretallet at udøve tyranni. Som de skriver i How Democracies Die:
”Institutioner er ikke i sig selv nok til at holde styr på demokratisk valgte autokrater. Forfatninger må forsvares – af politiske partier og organiserede borgere, men også af demokratiske normer. Uden robuste normer kan forfatningsmæssige checks and balances ikke tjene som bolværk omkring demokratiet. Så bliver institutioner i stedet politiske våben i hænderne på dem, som kontrollerer dem, mod for dem, der ikke gør det [min fremhævning]. Det er på den måde demokratisk valgte autokrater, der omvælter demokratiet: ved at fylde og ’armere’ domstolene og andre neutrale institutioner, ved at bestikke medierne og den private sektor (eller presse dem til tavshed) og ved at omskrive de politiske regler til skade for deres modstandere”.
Fx er det en norm, men ikke en forfatningsbestemmelse, at en præsident skal træde tilbage, hvis han taber et valg. Den norm var Donald Trump klart indstillet på at bryde i januar 2021. Det er også en uskreven regel, at Senatet skal begynde sin godkendelsesproces, så snart en præsident nominerer en ny højesteretsdommer. Da det Republikanske flertal i Senatet nægtede at gøre det efter Obamas nominering af Merrick Garland i 2016, brød de altså ikke loven eller begik et kup. I stedet gjorde de det, der var lige så slemt for demokratiet: De afviste at følge spillets regler.
Et tredje eksempel på normerosionen er den såkaldte filibuster. Da den har været et af de midler, som Republikanerne hyppigst har benyttet sig af som politisk mindretal, kræver den lidt historisk baggrundsinformation.
Forfatningens checks and balances, som oprindeligt blev indført for at sikre mindretallet, har – i kombination med en dyb geografisk polarisering – mod deres oprindelige formål gjort det muligt for mindretallet at udøve tyranni
_______
Filibusteren – mindretallets våben
Filibusteren er ikke en forfatningssikret lov, men en konvention, som gælder i Senatet. Den giver et mindretal mulighed for at ’tale en lov til døde’. Den kan derved bruges til at obstruere lovbehandlingen uden at bryde formelt med den procedure, som forfatningen foreskriver, men blot ved at mindretallets repræsentanter holder alenlange taler. Selvom den historisk set har været brugt af begge partier, er den især blevet benyttet af Republikanerne under både Obama og Biden. Og det i en grad, som ingen tidligere havde forestillet sig.
Filibusteren stammer fra begyndelsen af 1800-tallet og er gennem tiderne blevet forsvaret med nødvendigheden af at sikre en tilbundsgående debat om vigtige politiske spørgsmål. Indtil 1840’erne var filibustre forholdsvis sjældne, men derefter er de blevet stadig hyppigere. I 1917 blev der indført en regel om, at et flertal på to tredjedele af Senatet kunne lukke en filibuster. Baggrunden var, at et lille mindretal af senatorer forsøgte at stille sig i vejen for USA’s deltagelse i Første Verdenskrig.
I midten af 1900-tallet opstod der dog mulighed for sydstatsdemokrater at alliere sig med Republikanske senatorer ved at bruge filibusteren til at bevare raceadskillelsen i deres stater og begrænse sortes mulighed for at stemme med de såkaldte Jim Crow-love. Det var først i 1964, at det lykkedes at skabe en koalition af Republikanere og Demokrater på to tredjedele, der var i stand til at bryde sydstatsdemokraternes magt. Årtiet efter nedsatte et nyt tværpolitisk flertal en grænse for, hvor meget der skulle til for en cloture – altså en lukning af debatten – nemlig 60 ud af Senatets 100 stemmer.
Stik mod hensigten blev resultatet alligevel en forstærket tendens. Alene truslen om en filibuster bliver i dag brugt som et politisk våben i Senatet. I takt med polariseringen mellem Demokrater og Republikanere siden Barack Obamas første præsidentperiode er antallet løbet op på over 100 om året – og i 2021-22 blev der sat en rekord på 181.
Filibusteren er således en årsag til og et tegn på den ’fastlåsning’ (gridlock) af det demokratiske system, som vi har hørt så meget om i de sidste ti år. Tidligere var der nemlig en tradition for, at senatorer ikke nødvendigvis stemte inden for den partiblok, de tilhørte. Ja, i det hele taget var amerikansk politik førhen ikke kendetegnet ved den ’blokpolitik’, vi ser i dag.
Milwaukee, Wisconsin, 17. juli 2024: De sidste årtier har Republikanerne valgt at afholde konventer i svingstater – denne gang i Wisconsin, der i 2016 stemte snævert for Trump og i 2020 snævert for Biden [FOTO: Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix]
Republikanerne et blevet et autoritært parti
I 2018 var Levitsky og Ziblatt ikke overbeviste om, at Trump ville afskaffe demokratiet i USA. Seks år senere er de mindre sikre. For som de fortalte klummeskribenten Michelle Goldberg fra The New York Times i september 2023, ”vi hverken betragtede eller kaldte dengang Det Republikanske Parti for et autoritært parti. Vi ventede ikke, at det ville forvandle sig så hurtigt og grundigt”.
Indtil Barack Obamas første præsidentperiode (2008-12) fungerede forfatningens checks and balances rimelig godt. Ikke kun fordi de gav mening i forhold til det system, som forfatningsfædrene havde skabt, men også fordi de blev understøttet af en demokratisk kultur, som hvilede på to grundlæggende demokratiske normer. For det første gensidig tolerance, dvs. en forståelse af, at konkurrerende partier må anerkende hinanden som legitime rivaler. Den anden norm er selvkontrol, altså et princip om at beherske sig selv i udøvelsen af de privilegier, der følger med et politisk embede.
Men i de sidste årtier af det forrige århundrede begyndte bevidstheden om disse normer at svækkes, og i stedet blev politik i USA til dødelig kamp mellem to partier og deres ekstremt polariserede vælgere.
USA’s demokratiske krise er ikke vores
Der skal altså ikke kun en forfatning til at beskytte demokratiet. Demokratiet afhænger også af den kultur og adfærd, der lægges til grund for det. Derfor bliver en demokratisk krise ikke kun skabt af politikere og partier. Den skabes også af de holdninger, som opstår og udvikler sig i en befolkning. Og af det sprog, som politiske modstandere i og uden for de valgte forsamlinger bruger om hinanden og politikere, de er uenige med. Samt ikke mindst også: af mediernes måde at dække de demokratiske processer på.
Som borgere er vi derfor medansvarlige for demokratiets sundhedstilstand. Og udviklingen i USA i de seneste 15 år har til fulde illustreret dette.
Det er dog unfair, når Levitsky og Ziblatt kritiserer Montesquieu for at have troet, at der blot skulle en forfatning til for at sikre et godt politisk styre. Og at han betragtede normer og uskrevne regler som ligegyldige. For Montesquieu var mere end nogen anden i sin egen tid bevidst om, at enhver styreform har rødder i særlige geografiske, sociale, økonomiske og kulturelle omstændigheder.
Derfor bør vi ikke se den krise, som det amerikanske demokrati gennemgår i disse år, som udtryk for en generel krise for demokratiet. I stedet bør den minde os om, hvor skrøbelige demokratiet kan være. Og om, hvor vigtigt det er at bevare tilliden til de demokratiske institutioner. Trods de fejl og mangler, de kan have. ■
I de sidste årtier af det forrige århundrede begyndte bevidstheden om de demokratiske normer at svækkes, og i stedet blev politik i USA til dødelig kamp mellem to partier og deres ekstremt polariserede vælgere
_______
Michael Böss (f. 1952) er dr.phil. i historie og forfatter. Han er lektor emeritus ved Aarhus Universitet og var præsident for The Danish Association for American Studies 1994-98.
ILLUSTRATION: New York City, 11. september 2024 (fra højre mod venstre): Præsidentkandidat Donald Trump, vicepræsidentkandidat J.D. Vance, erhvervsmand og tidligere borgmester Michael Bloomberg, præsident Joe Biden, vicepræsident Kamala Harris og senator Chuck Schumer deltager i en mindehøjtidelighed for terrorangrebet 11. september 2001 [FOTO: Dave Sanders/New York Times/Ritzau Scanpix]
[i] Larry M. Bartels, ”Ethnic antagonism erodes Republicans’ commitment to democracy”, Proceedings of the National Academy of Sciences 117.37 (2020): 22752-22759.