18.08.2024

.

Denne artikel bringes i RÆSONs nye serie om dannelse, uddannelse og demokrati. Se overblikket over artiklerne her.

Af Merete Riisager

”Hvordan gik det egentlig så galt for folkeskolen?” Det spørgsmål stilles med jævne mellemrum. Når en skole et sted i landet er ved at bryde helt sammen på grund af vold og uro. Når lovændringer og flere ressourcer ikke afspejler sig i bedre resultater. Når statistikkerne igen viser, at lærere og skoleledere søger ud af skolen, så antallet af ufaglærte undervisere eksploderer – og når et stigende antal elever mistrives i en grad, så de slet ikke kan holde ud at være i skolen. ”Hvordan endte vi her?” er et spørgsmål, der kan besvares i en hel bog. Alligevel vil jeg forsøge mig at slå tonen an i denne artikel og pege på i hvert fald nogle af årsagerne til folkeskolens problemer.

Men før vi går i gang, er det værd at slå fast, at det ikke har skortet på den gode vilje. Ministre, folketingspolitikere, kommunale embedsmænd, fonde, forskere – en lang række aktører har ønsket alt det bedste for skolen. Vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner. Derfor er det også glædeligt at Socialdemokratiet har bidt hovedet af al stolthed og er gået forrest i kampen for at afvikle den folkeskolereform, der i hvert fald er skyld i nogle nogle af problemerne. For sandheden er, at få folkeskolen på ret køl, er der først og fremmest brug for mindre af den indblanding og gode vilje, der har efterladt den danske folkeskole forvirret og på sammenbruddets rand.

 

Derfor er det også glædeligt at Socialdemokratiet har bidt hovedet af al stolthed og er gået forrest i kampen for at afvikle den folkeskolereform, der ihverfald er skyld i nogle af problemerne
_______

 

I. Folkeskolens formål er blevet borte

Hvorfor holder vi egentlig skole? Spørgsmålet kan lyde banalt, men er det ikke.

Enhver institution må have et klart formål, hvis den skal kunne fungere. Hvis de ansatte i en given institution møder på arbejde hver morgen uden nogen klar forståelse af, hvorfor de er der, vil der automatisk opstå et klima af konflikt og mistænksomhed, der vil æde den energi op, der skulle bruges i det daglige virke.

Folkeskolen har haft et defineret formål i mere end to århundreder. Dette formål har ændret sig med tiden, men det har altid bestået af tre elementer: Et nytteelement, der skal ruste eleven til at kunne ernære sig selv, når han/hun bliver voksen, et element af karakteropbygning, der handler om at udvise en bestemt adfærd, der gør fællesskabet muligt – samt et tredje element, der relaterer sig til de værdier, eleverne forhåbentlig vil bære med sig videre, når de en dag bliver voksne – man kan kalde det dannelseseelementet. De tre elementer spiller sammen og skal kort fortalt forberede den unge generation på at overtage det samfund, de får i arv.

Historisk set spillede kristendommen en fremtrædende rolle i skolens oprindelige formålsparagraffer, mens demokrati for cirka 50 år siden begyndte at fylde meget i formålsbeskrivelserne. I de allerseneste årtier har fokus dog ligget på nytteperspektivet i den førte politik og i de skiftende pædagogiske strømninger, der er skyllet ind over skolen. I folkeskolereformen fra 2013 lyder det, at eleverne skal blive ”så dygtige, de kan”. Både målsætninger, metoder og værktøjer har dette ene for øje: At optimere elevernes kompetencer – altså deres evner til at blive nyttige arbejdende borgere. Digitalisering, bevægelse og åben skole – alt skulle nu måles i forhold til elevernes dygtighed. Trivsel kom også til at fylde. Eleverne skulle have det rart, mens de blev dygtige. Værdier, viden og karakteropbygning var derimod svære at få øje på.

Således blev folkeskolens formål som en grundsøjle i samfundet med den brede opgave at videregive de vigtigste erkendelser fra de ældre generationer til den yngre, udskrevet af skolens praksis.

 

Således blev folkeskolens formål som en grundsøjle i samfundet med den brede opgave at videregive de vigtigste erkendelser fra de ældre generationer til den yngre, udskrevet af skolens praksis
_______

 

II. For mange kokke giver røg i køkkenet

Uden et klart formål opstår der hurtigt problemer i en hvilken som helst organisation. Det samme gælder, hvis der er for mange om at bestemme.

Sådan er det også med folkeskolen. Engang i 1990’erne fik kommunerne den rolle, de har nu. Denne magt har kommunerne gradvist kapitaliseret på, sådan at det nu ikke længere handler om, hvor og hvor mange skoler, der skal ligge i kommunen og indkøb af skolemøbler og legestativer. Nej, kommunerne blander sig direkte i den pædagogiske styring af skolerne. Embedsmandsorganisationer som KL og Børne- og kulturchefforeningen har udviklet egne holdninger til, hvordan skolen skal være. Det samme har arbejdsmarkedets parter, en række af de pengestærke fonde, som Danmark er rig på, tænketanke, interesseorganisationer og fremtrædende erhvervsfolk. Folkeskolen befinder sig midt i en kakofoni af gode viljer og initiativer. Mens én kommune indfører ”ballet-år” på alle skoler, bruger andre kommuner millioner på digitale satsninger eller nye pædagogiske metoder, som alle lærere omskoles til. Et kommunalvalg eller en ny børne-unge-chef kan betyde, at hverdagen på kommunens skoler ændres markant. ”Fremtidens skole” opfindes og genopfindes år efter år efter år.

Resultatet er, at den enkelte skoleleders mandat efterhånden er yderst begrænset. Han eller hun kan hverken fastlægge den pædagogiske retning eller bestemme over skolens budget. Selv efteruddannelsen af lærere ligger hos kommunen.

Mange lærere oplever, at de konstante forandringer går ud over undervisningen. Resultatet er ikke sjældent demotiverede lærere og skoleledere, der oplever at skulle bruge tid og ressourcer på noget, der ikke er relevant for dem og deres hverdag.

 

Et kommunalvalg eller en ny børne-ungechef kan betyde, at hverdagen på kommunens skoler ændres markant. ”Fremtidens skole” opfindes og genopfindes år efter år efter år. Resultatet er, at den enkelte skoleleders mandat efterhånden er yderst begrænset
_______

 

III. Lærerrollen er blevet undergravet

En dygtig og dedikeret lærer er den vigtigste enkeltfaktor for, hvor meget eleverne får ud af undervisningen. Denne indlysende sandhed er blevet belyst igen og igen i forskellige forskningsprojekter. Alligevel er lærerens rolle som fagligt fyrtårn og myndig bestyrer af klassefællesskabet blevet gradvist udvasket gennem de sidste 50 år. Lærernes arbejdsmiljø er desuden blevet forringet på en måde, der gør, at selv dedikerede lærere søger væk fra deres fag.

Tanken bag udviklingen var ellers god nok. 1970´ernes opgør med lærerautoriteten grundede i et sympatisk ønske om at gøre klasselokalet til et rart sted, hvor kreativitet og ligeværdige relationer kunne udfolde sig. Men et sted undervejs, løb denne tænkning over sine bredder i en grad, så selv meget dygtige lærere kan have svært ved at forsvare deres egen myndighed og skabe ro og overblik i undervisningen. Den megen uro er blevet mødt af et politisk ønske om to voksne i klassen – men sagen er den, at hvis ingen af disse voksne nyder den nødvendige respekt fra elever og forældre, vil uroen brede sig alligevel.

Læreruddannelsen er blevet undermineret af et teknokratisk ønske om at kunne indsætte andre faggrupper i rollen som lærer – særligt pædagoger, der gennemsnitligt oppebærer en lidt lavere gennemsnitsløn end lærere. I folkeskolereformen af 2013 benævnes underviserne ganske enkelt ”voksne”. Lærernes faglighed svækkes således. Pædagogerne har ikke fortjent at havne i den besynderlige rolle, der giver dem status som undervisere uden at give dem de didaktiske og faglige værktøjer til at udfylde den. Samlet set har denne devaluering af lærerrollen naturligvis svækket undervisningen og dermed også skolen.

 

Kompetencetænkningen har det indbyggede handicap, at den forholder sig til et fjernt og ukendt arbejdsmarked i stedet for at forholde sig til den videnskabelige og kulturelle arv
_______

 


IV. Arbejdsmarkedstænkning svækker skolen

I dette punkt dvæler vi kort ved kompetencetænkningen, som jeg også beskrev i afsnittet om skolens manglende formål. I stedet for et bredt dannelsesfokus er skolens formål over de sidste 30 år gradvist blevet indsnævret til primært at handle om arbejdsmarkedskompetencer. Dette er problematisk af flere årsager. Dels, fordi det svigter skolens oprindelige formål med at styrke elevernes brede almendannelse og karakteropbygning som myndige borgere og dels fordi det slet ikke er muligt for folkeskolen at forudse, hvilke kompetencer eleverne vil få brug for, når de 20 år senere indtager deres første job.

Målene blev lanceret af Margrethe Vestager, da hun var undervisningsminister i 1998 og er senere blevet udbygget. Danmark blev et af de første lande i verden, der forlod curriculumtænkningen (fokus på indhold) for i stedet at styre efter kompetencer. Nu skulle det ikke længere handle om, hvad der kom ind i skolen, men i stedet om hvad der kom ud af den. Det lyder godt, men over tid får det uheldige følger. Enhver med forstand på skole ved, at hvis man skriver en ny bog eller tekst ind i curriculum, må man også tage én ud – ellers kan man ikke nå igennem det hele i løbet af skoleåret. Man glemmer, at det samme egentlig burde gælde kompetencer – det er (for) let at skrive et par mål mere på. Og sådan går det til, at man i løbet af et par årtier når op på tusindvis af kompetencemål. Et bureaukratisk helvede, som gør det langt mere kedeligt at være lærer og vanskeligere at være elev.

Kompetencetænkningen har det indbyggede handicap, at den forholder sig til et fjernt og ukendt arbejdsmarked i stedet for at forholde sig til den videnskabelige og kulturelle arv. Dette handicap kommer til udtryk i skolens hverdag, og eleverne præsenteres for situationer og krav, de ikke har nogen jordisk chance for at forstå eller leve op til. Blot et enkelt konkret eksempel er et faghæfte fra 2019, hvor læreren opfordres til at inddrage det tværgående tema ”Innovation og entrepenørskab” i timer med Seksualundervisning. Hvordan dette skal bringes til at give mening, har jeg ikke noget godt bud på. Men arbejdsmarkedstænkningen fylder godt i landskabet, og lærere og elever forventes at følge trop.

V. Teknologien giver nye udfordringer

Den danske undervisningssektor er generelt positivt stemt overfor ny teknologi. Det er grundlæggende godt, men det giver også udfordringer. For når ny teknologi implementeres uden at skele til, om det bruger flere ressourcer, end det giver, og uden at forholde sig til, om det har skadelige bivirkninger for skolens kerneopgave, opstår der problemer. Folkeskolen har de seneste årtier oplevet mange af denne slags udfordringer.

Den positive indstilling til ny teknologi har den positive effekt, at den teknologi, eleverne kender fra deres fritid, er en del af samtalen i skolen. Det betyder også, at lærerne får redskaber, der kan lette deres arbejde på nogle punkter, og som kan give dem mulighed for at træne elevers færdigheder på bestemte områder uden selv at skulle være til stede hele tiden. Men! Der er også en tendens til, at skolen ukritisk implementerer ny teknologi uden at forholde sig nævneværdigt til, hvordan disse nye værktøjer vil få indflydelse på eksempelvis elevernes evne til at koncentrere sig, klassefællesskab, lærernes forberedelsestid, prøver og eksameners anvendelighed osv.

Eksempelvis implementerede mange skoler for år tilbage digitale tavler og brugte mange ressourcer på hardware og kurser, alt imens skolerne hurtigt blev overhalet indenom af endnu nyere teknologi, der var både billigere og lettere at anvende. Mange kommuner har fx brugt millionbeløb på ipads, der forventedes at have gavnlige effekter på læring og teknologiforståelse, men som i stedet betød betragtelige udgifter og besvær med vedligeholdelse og manglende anvendelighed i praksis. Senere blev der indkøbt 3D-scannere, der nu mange steder står og samler støv. Adgang til internettet i prøverne har givet problemer med snyd, der slet ikke er løst, og nye udfordringer ruller nu ud over skolerne ved fremkomsten af ChatGPT, der gør det vanskeligt for lærerne at give eleverne en skriftlig hjemmeopgave og have tiltro til, at de selv skriver den.

Den teknologiske udvikling er en præmis, skolen må leve med. Men fordi formål, ansvarsfordeling og kerneopgave er blevet så uklar, bliver det unødvendigt svært for skolerne at navigere i det.

Det store arbejdsmarkedsfokus betyder, at skolens interessenter løbende kaster sig over alt nyt i den tro, at det er vigtigere end Tove Ditlevsen, reformationen og læren om syre og base. Det er det naturligvis ikke. Uanset hvad eleverne anvender af teknologiske værktøjer i skolen, vil disse se anderledes ud, når de en dag bliver voksne. Der skal skrues ned for den digitale støj og op for en ædruelig anvendelse af værktøjer, der rent faktisk understøtter skolens kerneopgave.

Vi må finde tilbage til formålet

Folkeskolens udfordringer er mange – også flere end dem, jeg har kunnet opliste her. Til gengæld kan skolens betydning vanskeligt overdrives – i en global verden, hvor viden fortaber sig i mængder af information, hvor konflikter udspiller sig på nye måder og hvor mange mennesker føler sig isolerede og alene.

Der er brug for at finde tilbage til skolens formål – som er at give den vigtigste viden, de vigtigste erkendelser og de væsentligste værdier videre fra én generation til den næste. De faglige mål skal beskrives – men ikke som kompetencer, der skal udleves i en fjern fremtid på et ikke kendt arbejdsmarked. Der skal træffes valg om, hvad der er vigtigst. Det skal rent faktisk være muligt både at undervise i og lære det, der står beskrevet i de faglige mål. Det skal være kort og præcist. Fokus skal tilbage på indholdet. Det er den eneste måde at sikre, at eleverne præsenteres for det, de får i arv.

Og ikke mindst: Lærernes uddannelse og rolle skal styrkes – og langt mere magt skal uddelegeres til den enkelte skoleleder. Derfor må især kommunernes rolle begrænses kraftigt. Når den enkelte skole styrkes, bliver det langt mere spændende at være skoleleder og lærer. Sådan skal det være, for vi har brug for at dygtige og engagerede mennesker søger mod skolen, og derfor skal det både være trygt og spændende at gå på arbejde som lærer.

De værste unoder fra den kuldsejlede folkeskolereform bliver rullet tilbage i disse år. Det er både godt og nødvendigt, men det løser langt fra alle skolens problemer. Der er lang vej, før vi har en skole, der kender sin kerneopgave og har de rigtige rammer til at udføre den.

Kampen om folkeskolereformen er vundet. Nu kan kampen for skolen begynde. ■

 

De værste unoder fra den kuldsejlede folkeskolereform bliver rullet tilbage i disse år. Det er både godt og nødvendigt, men det løser langt fra alle skolens problemer
_______

 

Merete Riisager (f. 1976) er forfatter til bogen “Selvbyggerbørn” (2020, Kristeligt Dagblads Forlag), tidligere medlem af Folketinget for Liberal Alliance og tidligere undervisningsminister. ILLUSTRATION: Tommy Frost for RÆSON.