Matt Qvortrup: Er det slut for det mest succesfulde parti i verdenshistorien?

19.01.2024

Kunne de britiske konservative – verdens mest succesfulde parti – forsvinde ved næste valg? At stille det spørgsmål er ikke længere odiøst.

Matt Qvortrup, professor i statskundskab ved Coventry University, i RÆSON OPINION

“Er jobbet blevet for stort for ham?” Labours leder, Sir Kier Starmer, var brutal. Det er en del af spillet i den ugentlige spørgetime i det britiske Underhus. Det er unægteligt usportsligt at drille den diminutive britiske premierminister med hans ringe højde (169 centimeter). Men den hånlige tone fra lederen af oppositionen er det mindste, den konservative britiske leder har imod sig.

Alle meningsmålinger tyder på, at de konservative ikke bare vil tabe valget til Labour, men at de risikerer at blive udraderet. De konservative ligger i gennemsnit 20-22 procent bag Labour. En sådan forskel er ikke set, siden Tony Blairs New Labour vandt en jordskredssejr ved valget i 1997.

Dengang for 26 år siden var jeg studerende ved Oxford University, og min professor, den berømte valgforsker David Butler, var ikke i tvivl om situationens alvor for de konservative.

“De konservative har et minimumniveau på 29 pct. af vælgerne. Det er de på nu”, sagde han, da jeg spurgte, om de Konservative kunne vinde.

“Alt under dette niveau kunne føre til deres udslettelse”, sagde han.

Hvis Butlers prognose stadig holder, er der grund til panik. Ingen meningsmålinger har været givet de konservative over 24 procent af vælgertilslutningen siden juni sidste år. Og i en meningsmåling af den konservative avis The Daily Telegraph – vel at mærke – fra den 14. januar giver Tory partiet sølle 22 procent.

Med så ringe opbakning er der en risiko for, at Det Konservative Parti ophører med at eksistere. Det britiske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandsvalgkredse betyder, at der er et stort stemmespild. I Storbritannien afholdes der suppleringsvalg, hvis et medlem dør eller træder tilbage. I de seneste sådanne har mange vælgere valgt strategisk, og i valgkredse, hvor Labour er stærkest, har vælgere, der normalt stemmer på De Liberale Demokrater (et parti der minder om Det Radikale Venstre), stemt på Labour. Og vice versa i valgkredse, hvor De Liberale Demokrater står stærkt (primært på den engelske sydkyst)

Dette valgsystem har traditionelt været til fordel for de konservative. Men det er ikke længere tilfældet. Nogle taler om en “canadisk situation”. I det nordamerikanske land, der har det samme valgsystem, faldt de konservatives antal medlemmer af parlamentet fra 169 til to medlemmer ved valget i 1993. Det samme kunne ske i Storbritannien.

 

Med så ringe opbakning er der en risiko for, at Det Konservative Parti ophører med at eksistere
_______

 

At de konservative står til det største nederlag i partiets historie, er sensationelt. Under Boris Johnson vandt ’toryerne’ 42 pct. af stemmerne – det samme som Margaret Thatcher i hendes historiske valgsejr i 1983. Men Johnsons kaotiske ledelse, og den næsten katastrofale økonomiske inkompetence under efterfølgeren Liz Truss, har gjort livet næsten umuligt for den nuværende premierminister, Rishi Sunak. Den tidligere bankmand og søn af indiske forældre (der kom som flygtninge fra Uganda) solgte sig selv som pragmatisk og kompetent.

Og det image om at være pragmatisk og kompetent er et, som de konservative har solgt sig selv på, siden Sir Robert Peel skabte partiet tilbage i 1830’erne.

En historisk succes

I mangt og meget er de konservative det mest succesfulde parti i verdenshistorien. Inden Peel var de konservative partiet, der vandt krigen over Napoleon. Navnet ‘Tory’ var slang for fårehyrder fra den irske ø Toraigh. Det var ment som en hån. Men ’torierne’ tog navnet til sig, og under George den Første – i 1714 – begyndte de at bruge navnet som et tegn på, at de ikke var en del af eliten. Man sagde, at partiet ikke var så aristokratisk, at det gjorde noget. Den populisme, som partiet dengang spillede på, kan man genfinde i partiet i dag.

Problemet med datidens konservative var, at deres outsider-image ikke appellerede til et vælgerkorps, der dengang bestod af én procent af befolkningen og som alle var aristokrater og liberale. Det var først i 1870’erne, at de konservative fandt deres politiske ben. Benjamin Disraeli – søn af jødiske immigranter fra Spanien – appellerede til et vælgerkorps, der var blevet udvidet med den såkaldte Second Reform Act 1867, der udstrakte valgretten til håndværkere: Økonomisk kompetence, nationalisme, og en moderat og rudimentær velfærdsstat efter samme mønster, som Bismarck indførte i Tyskland på nogenlunde samme tid, blev partiets basis.

Da Sunak tiltrådte som premierminister i efteråret 2022, appellerede han til disse idealer og denne tradition. Men et er retorik; den praktiske politik er en anden sag. I praksis har Sunak ført en slingrekurs. Til landsmødet i september fremstillede han sig selv som en fornyer. En måneds tid senere bragte han tidligere premierminister David Cameron tilbage som udenrigsminister. Denne inkonsistens har kostet ham troværdigheden. Sunak er nu tilbage på det niveau, som partiet var faldet til under Liz Truss’ 49 dage korte periode som regeringschef.

I store dele af det 20. århundrede var de konservative pragmatiske og fulgte en midtsøgende og frem for alt økonomisk ansvarlig kurs. Det var også tilfældet under Margaret Thatcher. Trods ideologiske korstog og ditto retorik var hendes politik altid en fortsættelse af velfærdsstaten. Andre konservative ledere fra John Major (1990-1997) og David Cameron (2005-2016) til Theresa May (2016-2019) var i alt væsentligt socialliberale og økonomisk moderate.

Under Boris Johnson ændrede dette billede sig. Johnson var ikke ideolog, i stedet var hans problem dovenskab og administrativt kaos – og en mildt sagt inkompetent håndtering af corona-pandemien. Men det største problem som Johnson efterlod var, at mange af de nyvalgte medlemmer ved valget i 2019 var politiske novicer fra det yderste højres overdrev. De var ikke socialiserede til at finde kompromisløsninger. Konsekvensen for Sunak er, at han (hidtil forgæves) har måttet forsøge at forlige de midtsøgende ‘One Nation Tories’. Sidstnævnte er en gruppe i partiet, der forfægter traditionen fra den legendariske Benjamin Disraeli i Viktoriatiden (Han var en tidlig fortaler for velfærdsstaten). Men problemet for Sunak er, at partiet er svinget mod det radikale højre, og mange af de parlamentsmedlemmer der blev valgt i 2019 minder mere om Italiens premierminister Giorgia Melonis parti, Fratelli d’Italia. Det er en umulig opgave.

Ved sin tiltræden sagde Sunak, at han ville reducere antallet af bådflygtninge ved at sende dem til Rwanda, at han ville skabe økonomisk vækst og få inflationen (dengang over 10 pct.) under kontrol. At sidstnævnte er faldet til næsten samme niveau som Eurozonen er rigtigt (den økonomiske vækst er med 0,6 pct. bag de 0,9 pct. i Eurozonen), men det er primært Nationalbankens fortjeneste. For sagen er den: Vælgerne er stadig utilfredse.

For at sikre fortsat vækst har Storbritannien brug for immigranter til lavtlønnede jobs. Men det er uacceptabelt for det yderste højre, der nu udgør hovedparten af Sunaks parlamentsgruppe. For at få tilslutning fra disse fremsatte Sunak og indenrigsminister James Clevery et lovforslag, der ville indskrænke familiesammenføringer og kun give visum til dem, der tjener over 30.000 pund (300.000 kr). Men få hjemmehjælpere tjener summer i den størrelsesorden. Så lillejuleaften ændrede Sunak lovforslaget, hvor han forsøgte at snige forslaget igennem, men det blev opdaget af højrefløjens ideologer, heriblandt tidligere indenrigsminister Suella Breverman. Facit er, at Sunak – igen – er i krig med fløje i partiet.

Forslaget om at sende flygtninge til Rwanda er blevet underkendt af den britiske højesteret, og det er blevet kritiseret af konservative stemmer. Det parti, der engang kæmpede for retsstaten, kritiserer nu dommere for at følge loven, i dette tilfælde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som, i parentes bemærket, blev skrevet af den konservative politiker og kammeradvokat David Maxwell Fyfe. Politikere som tidligere indenrigsminister Suella Breverman ønsker nu, at Storbritannien træder ud af konventionen. Kun to europæiske lande står udenfor: Hviderusland og Rusland. Det siger noget om, hvor langt de britiske konservative er drevet mod højre, når et sådant forslag kan blive taget alvorligt. Faktum er, at denne politik efter al sandsynlighed vil være en del af Torys valgprogram i 2024.

 

Boris Johnson sagde “fuck business” i juni 2018, da en erhvervsorganisation kritiserede Brexit. Det er sigende, at et parti, der engang var sindbilledet på britisk kapitalisme, nu ser sig nødsaget til at kritisere erhvervslivet
_______

 

Labour, Skotland og Brexit

Og hvad gør Labour? Meget lidt. “Du skal aldrig afbryde fjenden, når han begår en fejl” sagde Napoleon Bonaparte angiveligt. Kier Starmer er ikke universelt populær blandt vælgerne, men han har klogeligt valgt at følge den franske kejsers valgsprog. Nogle optimistiske konservative slår da også deres lid til, at der ikke er folkelig begejstring for Starmer. Men de glemmer, at John Major faktisk var lige så populær som Blair i 1997. Sunak er derimod 12 pct. bag Starmer i popularitet. Hvad værre er for den nuværende premierminister, er hans popularitet er faldet med ti pct. siden oktober.

Det, der har holdt Labour væk fra magten, er paradoksalt nok et resultat af Labours politik under Tony Blair. I 1997, under Blair, indførtes hjemmestyre i Skotland. Det var tænkt som et middel til at mindske tilslutningen for skotsk uafhængighed, men det modsatte skete: De skotske nationalister vandt magten. Det betød, at de 56 valgkredse i Skotland (som Labour tidligere vandt hovedparten af) blev vundet af Det Skotske Nationale Parti. Men skandaler (og angivelig korruption) har kostet det regerende SNP-stemmer.

Den nye skotske leder, Humza Yousaf, har ikke formået at løfte arven efter forgængeren Nicola Sturgeon. Den 38-årige søn af pakistanske gæstearbejdere kaldes i folkemunde ‘Humza Useless’ – et ordspil på førsteministerens efternavn, retfærdiggjort af hans mindre end imponerende håndtering af Skotlands stigende sociale problemer. Trods manglende popularitet er der dog stadig knap 50 pct. af skotterne, der ønsker uafhængighed. Men med udsigten til et nederlag for SNP, er der ikke noget, der tyder på, at skotterne igen får mulighed for at stemme om løsrivelse. 10 års diskussion om selvstændighed fra henholdsvis Storbritannien (i Skotland) og fra EU (i hele riget) har kostet Skotland dyrt. Social-, sundheds-, og undervisningspolitik har været nedtonet til fordel for ideologiske korstog. Men den tid lakker mod enden.

Meget tyder på, at Labour kan drage fordel af, at både de skotske nationalister og de konservative har været ved magten i over 10 år. “At regere er at skuffe”, sagde den amerikanske politolog V.O. Key i en berømt analyse i 1960’erne. Det er stadig tilfældet. Og det er årsagen til, at Labour vejrer politisk morgenluft. At Starmer også har foretaget en gennemgribende udrensning af venstresocialistiske kandidater – og endog har smidt sin forgænger Jeremy Corbyn ud af partiet – er et tegn på, hvor langt partiet er villigt til at gå.

Nogle – især på det europæiske fastland – håber på, at Starmer kunne søge om genoptagelse i EU. Og det flugter da også med, at et flertal af vælgerne nu opfatter beslutningen om at forlade EU efter folkeafstemningen i 2016 som en fejl. Således mener kun 33 procent af vælgerne nu, at ‘Brexit’ var en rigtig beslutning. Men det betyder ikke, at Labour vil ændre en beslutning, der anslås at have kostet en britisk gennemsnitsfamilie 4000 kroner om året. Hvorfor? Primært fordi Labour kun er fem pct. bag de konservative i valgkredse, der stemte mest entusiastisk for Brexit. Den kortsigtede betydning af at vinde disse valgkredse, som Labour tabte i 2019, er, at pragmatismen og opportunismen har vundet over de langsigtede og positive konsekvenser af EU-medlemskab.

En anden grund til at EU-spørgsmålet ikke står til politisk diskussion er, at Sunak har indgået en række praktiske og pragmatiske aftaler med EU, som betyder, at Storbritannien har samme forholdt til EU som Schweiz. Det er nationaløkonomisk positivt og ædrueligt, men i stedet for at tage æren for disse aftaler, har Sunak forbigået dem i tavshed. Også her frygter han at blive upopulær på partiets højrefløj. Det er hans problem i en nøddeskal: Stort set alle nationaløkonomisk rationelle beslutninger bliver behandlet med skepsis.

Boris Johnson sagde “fuck business” i juni 2018, da en erhvervsorganisation kritiserede Brexit. Det er sigende, at et parti der engang var sindbilledet på britisk kapitalisme, nu ser sig nødsaget til at kritisere erhvervslivet.  

Konservativ afgang

Fremfor alt er de konservative ofre for egne fejl. Fejl, som de ikke vil vedgå. Trods de elendige meningsmålinger fortsætter Sunak og hans ministre den stålsatte bedyrelse af, at de konservative vil vinde i 2024. Men der er meget, der tyder på, at de menige parlamentsmedlemmer ikke tror på en valgsejr.

Over 60 medlemmer af parlamentsgruppen har valgt ikke at genopstille. Blandt disse er fremstående politikere som tidligere udenrigsminister Dominic Raab og forhenværende finansminister Sajid Javid. Om de konservative bliver udslettet ved det valg (som angiveligt vil blive afholdt i maj måned) er et åbent spørgsmål. Men at stille det er ikke længere odiøst.

Livet er ikke let for Sunak. Alle hans forslag falder til jorden. Måske er jobbet som premierminister for stort til ham? ■

 

Fremfor alt er de konservative ofre for egne fejl. Fejl, som de ikke vil vedgå
_______

 

Matt Qvortrup er professor i statskundskab ved Coventry University. Hans bog The Political Brain: The Emmerence of Neuropolitics https://ceupress.com/book/political-brain udkommer i Februar