Mathias Sproegel i RÆSON SØNDAG: Er Tyskland ved at spare sig selv ihjel – igen?
27.01.2024
Som konsekvens af den føderale dom har de tyske politikere nødtvunget igen spændt livremmen ind og lægger dermed op til at fortsætte årtiers underinvesteringer i økonomien – netop på et tidspunkt, hvor banen var kridtet op til store investeringer. Derfor er Tyskland i overhængende fare for igen at blive Europas syge mand ligesom i nullerne.
Af Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom, Sydbank
Det havde nær udløst en uoverskuelig politisk krise, da den føderale domstol i Tyskland tilbage i november 2023 vurderede, at de penge de tyske politikere havde øremærket til en stor klimafond, var forfatningsstridige. Den største taber af domstolens beslutning er imidlertid ikke de tyske politikere, men alle europæere. Som konsekvens af dommen har de tyske politikere nødtvunget igen spændt livremmen ind og lægger dermed op til at fortsætte årtiers underinvesteringer i økonomien – netop på et tidspunkt, hvor banen var kridtet op til store investeringer. Derfor er Tyskland i overhængende fare for igen at blive Europas syge mand ligesom i nullerne.
Den tyske gældsbremse er igen en fodlænke om økonomien
Den tyske trafiklyskoalition bestående af SPD (socialdemokraterne), De Grønne og FDP (de liberale) fik travlt op til jul med at finde en løsning på den føderale domstols opsigtvækkende dom, der vurderede, at finansieringen af en storstil klimafond var ulovlig. Situationen var tæt på at eskalere til en enorm politisk krise i Europas største økonomi. Politisk fandt man en løsning på målstregen, men beslutningen om at stramme finanspolitikken i 2024 og genaktivere gældsbremsen,kan vise sig at få store økonomiske konsekvenser.
For at forstå domstolens afgørelse må vi have forhistorien på plads. For ligesom alverdens andre statskasser blev den tyske statskasse fyldt godt og grundigt op under coronakrisen med det formål at finansiere hjælpepakker. Hjælpepakker, der skulle redde tysk og europæisk økonomi fra de værste økonomiske konsekvenser af coronapandemien.
Ligesom i mange andre lande endte coronaregningen i Tyskland med at blive langt mindre end frygtet. Under coronakrisen blev økonomien lagt i dybfryseren, men økonomien tøede hurtigt op, da nedlukningerne og restriktionerne blev lempet eller fjernet. Den kraftige økonomiske vækst efter genåbningen af økonomierne dæmpede behovet for at holde hånden under samfundsøkonomien. Det efterlod den tyske statskasse med bunkevis af ubenyttede euros.
Pandemien blev samtidig en øjenåbner for de tyske politikere og i særdeleshed den tyske befolkning i forhold til Tysklands digitalisering. Eller mangel på samme. Hverken 4G eller 5G er en selvfølge i Tyskland, og pandemien afslørede også store sårbarheder i den offentlige digitalisering i en situation, hvor kommunikation var altafgørende. De tyske politikere så det derfor som en oplagt mulighed at bruge de ubenyttede coronamidler til at investere i fremtiden.
Coronareserverne blev dermed øremærket til at finansiere de kommende års massive investeringer i solcelleparker, mikrochipsfabrikker og infrastrukturinvesteringer. Den føderale domstol vendte imidlertid tommelfingeren ned til manøvren med begrundelsen, at pengene var øremærket til et andet formål – coronahjælp. Derfor måtte coronapengene forblive parkeret i statskassen i Berlin.
Den beslutning kan vise sig at få voldsomme økonomiske konsekvenser. Både på kort og lang sigt. På kort sigt vil det resultere i en betydelig finanspolitisk stramning på 0,5 procent af tysk BNP. Det kan blive forskellen mellem nul- eller minusvækst i tysk økonomi i 2024. På længere sigt kan beslutningen få tysk økonomi til at sakke længere bagud og bremse nødvendige og tiltrængte investeringer i fremtiden. Sidst, men ikke mindst, så sender det også et klart signal om, at den tyske sparedoktrin kendt som ’det sorte nul’ (die Schwarze Null) vil fortsætte, så langt øjet rækker. En sparedoktrin, der har været fastforankret i hele den økonomiske politik i Tyskland siden finanskrisen. Mest symbolsk blev det slået fast, da embedsmændene i det tyske finansministerie stillede op til et foto, der set fra oven viser, hvordan embedsmændene iført sorte jakkesæt dannede et stort sort nul.
Den største taber af domstolens beslutning er imidlertid ikke de tyske politikere, men alle europæere
_______
Corona gav forhåbninger om et nybrud i den tyske sparementalitet
Corona gav ellers forhåbninger om et nybrud i indretningen af den tyske økonomiske politik. Højest overraskende accepterede Tyskland under coronakrisen fælles europæisk gældsudstedelse og dermed solidarisk hæftelse på tværs af eurolandene. De facto garanterede Tyskland dermed for de sydeuropæiske lande. Det var et regulært paradigmeskifte i forhold til Tysklands klokkeklare spareknivsmentalitet under den europæiske gældskrise i 2012-2014. Med andre ord bliver vi under pandemien vidne til en regulær kovending i den tyske europapolitik.
EU kunne derfor låne enorme summer på finansmarkederne under pandemien med en tysk garanti i ryggen under projektet Next Generation EU. EU udnyttede muligheden til at låne 750 milliarder euro svarende til mere end 5 procent af eurozonens BNP. Investorerne kvitterede ved at handle renten på EU-lånene meget tæt på de renter, som den tyske regering kan låne til på finansmarkederne.
Der var tale om en stor gave fra den tyske regering til hele Europa. Skulle gældsplagede europæiske lande som fx Italien hente 5 procent af BNP på finansmarkederne, stod investorerne næppe i kø for at få fingre i disse obligationer. Investorerne ville i hvert fald kræve en betydelig kompensation i form af markant højere renter, end hvis Tyskland skulle låne pengene.
Det er derfor svært ikke at se det som andet end et jordskred i Tysklands europapolitik, når man tænker på, hvilke sparekrav Tyskland, EU og Den Internationale Valutafond (IMF) krævede af Grækenland under den europæiske gældskrise. Sporskiftet i den tyske europapolitik blev ligeledes et springbræt til at gå EU’s gælds- og budgetregler efter i sømmene, da reglerne nærmest aldrig er blevet overholdt. De hidtil regler har dikteret, at et lands budgetunderskud maksimalt må være 3 procent af BNP, og statsgælden ikke måtte overstige 60 procent af BNP.
Det var dog ikke kun på EU-scenen, at det så ud, som at Tyskland skiftede kurs. På den hjemlige scene blev vi også vidne til et tøbrud i Tysklands økonomiske politik: Årtiers konservativ finanspolitik blev vendt til en proaktiv finanspolitik. Det var for en stund slut med det sorte nul og gældsbremsen. De hjemlige beslutninger var næsten lige så opsigtsvækkende som EU-beslutningerne.
Midt i orkanens øje blev gældsbremsen i 2020 suspenderet på ubestemt tid for at understøtte økonomien. En mangeårig strategi om at skabe overskud på de offentlige finanser for enhver pris og en kronisk gældsforskrækkelse blev for en stund skrinlagt. Man kan vel nærmest tale om en decideret gældsforskrækkelse i det tyske finansministerie, hvilket de offentlige investeringer historisk har lidt under. Tysklands offentlige investeringer som andel af BNP på knap 2,5 procent ligger væsentligt under gennemsnittet for eurozonen, som igen ligger under Danmarks offentlige investeringskvote. Det er næppe kontroversielt at proklamere, at den lave investeringskvote er en væsentlig årsag til, at Tyskland sakker bagud i den grønne omstilling, og digitaliseringen i økonomien halter.
Aktuelt kan den tyske stat låne penge i de næste 10 år til en rente på 2,3 procent. Til sammenligning skal den italienske regering betale næsten 4 procent
_______
Havde de tyske politikere reelt andre alternativer end at trække i håndbremsen?
Udfaldet af juledramaet i regeringskontorerne i Berlin blev som nævnt, at Tyskland trak i håndbremsen og genindførte gældsbremsen med virkning fra 2024. Det har helt sikkert ikke været en nem beslutning for den tyske regering, da domstolens afgørelse udstillede de politiske skel mellem de tre regeringspartier – SPD, De Grønne og FDP. For SPD var det vigtigt ikke at skære i de offentlige ydelser. For De Grønne har det været en bitter pille at sluge, at grønne investeringer skulle bremses, og FDP stod stejlt på, at gældsbremsen skulle genaktiveres. Kompromisset blev en række offentlige besparelser, som regeringspartierne alle kunne se sig selv i, og en genaktivering af gældsbremsen.
Genaktiveringen af gældsbremsen vil ikke blot forsinke de påkrævede investeringer i digitalisering og grønne initiativer, som bl.a. havde til hensigt til at hjælpe Tyskland af med gasafhængigheden. Samtidig sendte regeringen et politisk signal om mange magre år for finanspolitikken og måske også hele den tyske økonomi. For eksempel varslede De Grønnes økonomi- og klimaminister samt vicekansler, Robert Habeck, kort før jul, at der ventede fem svære år for den tyske økonomi. Det er normalt signaler, der plejer at få de tyske forbrugere til at fodre sparegrisen lidt ekstra. Naturligvis på bekostning af forbrug.
Det er selvfølgelig en vigtig nuance, om de tyske politikere reelt havde andre alternativer end at spænde livremmen ind efter den føderale domstols beslutning. Virkeligheden er nok, at det har der ikke været. I hvert fald ikke på kort sigt. Domstolens afgørelse er ufravigelig, og det er nok utopi at tro, at en kreativ løsning kunne komme op i ellevte time. For Tyskland var tvunget til at have en finanslov på plads for 2024, og derfor skulle der handles hurtigt i juledagene På sigt er det selvfølgelig en mulighed for tyskerne at slække på gældsbremsen og dermed øge de offentlige investeringer, men det vil kræve et tøbrud i den økonomiske tænkning i Tyskland, som der altså ikke var tid til før årsskiftet.
Samtidig er det værd at have for øje, at det store oppositionsparti CDU (kristendemokraterne) faktisk har været ganske verbale omkring det mulige regelbrud før domstolens afgørelse. Med andre ord er store dele af det politiske spektrum i Tyskland forankret omkring den konservative finanspolitik.
Gældsfinansiering er selvfølgelig ikke gratis
Det er selvfølgelig ikke en gratis omgang at finansiere offentlige investeringer. Det er der talrige eksempler i historien på. Skrækeksemplerne har dog typisk været i lande, hvor den finanspolitiske ansvarlighed har været fraværende i årtier. Det har kostet på landenes kreditværdighed, og investorerne har forlangt en betydelig merrente for at finansiere projekterne. I yderst konsekvens er lande gået statsbankerot, hvis der ikke har været styr på de offentlige finanser.
For et land som Tyskland vil det dog være mit postulat, at det er svært at forestille sig, at der er grund til at have disse bekymringer. Tyskland tilhører stadig en lille eksklusive klub sammen med Danmark over lande med den højeste internationale kreditvurdering – en såkaldt AAA-rating. Samtidig sidder Tyskland stadig suverænt i førersædet, når det gælder om at have de laveste statsrenter i Europa. Aktuelt kan den tyske stat låne penge i de næste 10 år til en rente på 2,3 procent. Til sammenligning skal den italienske regering betale næsten 4 procent.
Genaktiveringen af gældsbremsen vil forsinke de påkrævede investeringer i digitalisering og grønne initiativer, som bl.a. havde til hensigt til at hjælpe Tyskland af med gasafhængigheden
_______
Godt nok er renten også steget ganske kraftigt i Tyskland. Det er uundgåeligt med de renteforhøjelser, som Den Europæiske Centralbank søsatte siden sommeren 2022. Så investeringskalkulen har også ændret sig for Tyskland. Penge er ikke længere gratis, og det gør, at store investeringsbeslutninger skal vendes en ekstra gang. Omvendt kan man sige, at de relativt lave renter i Tyskland er en belønning fra investorerne for årtiers finanspolitisk disciplin. Min vurdering er, at den enorme tillid og troværdighed, som Tyskland nyder godt af på finansmarkederne hos både investorerne og de internationale kreditvurderingsbureauer, ikke vil blive kastet over bord, hvis Tyskland vælger at slække lidt på den finanspolitiske disciplin for til gengæld at accelerere den grønne transformation af økonomien.
Risikoen ved offentlige investeringer er selvfølgelig, at det ikke er givet, at det er politikerne, der har den bedste krystalkugle i forhold til, hvor de mest rentable investeringer findes. Derfor kunne en rimelig indvending være, at det var bedre, at innovationen og investeringerne kom fra private virksomheder, der hver dag har hånden på kogepladen i den internationale konkurrence. Den type af investeringer og innovation er der også brug for i den tyske økonomi. I min optik er mange af problemerne i den tyske økonomi imidlertid veldefinerede; en for stor gasafhængighed, dårlig offentlig digitalisering, en manglende omstillingsparathed og et sløvt privatforbrug. Derfor virker det også oplagt med offentlige investeringer på disse områder.
Magre år for Europa?
Tyskland er med afstand Europas største økonomi og udgør næsten 30 procent af hele eurozonens BNP, og den økonomiske udvikling i Tyskland smitter derfor af på hele Europa – herunder også på Danmark. Venter der derfor nogle magre år for den tyske økonomi, kan det betyde det samme for den danske. Strukturelt har de seneste par år blotlagt to enorme afhængigheder for den tyske økonomi: Dels den enorme gasafhængig af Rusland og dels den tyske eksportafhængighed af Kina. Disse to afhængigheder er i den grad kommet til skue som følge af de seneste års udvikling på den geopolitiske scene.
For det første har gasafhængigheden gjort den tyske industri skrøbelig, som er omdrejningspunktet i den tyske økonomi. Fx er produktionen i de energiintensive industrier i Tyskland såsom cement, beton, stål og papir faldet med 20 procent siden den russiske invasion af Ukraine. På den korte bane har løsningen været at øge importen af kul og flydende naturgas (LNG). Kul forurener mere og har en lavere energieffektivitet end gas, og den tyske infrastruktur til at modtage gas fra hav har skulle udvides markant på kort tid. Det var en tvungen opgave, da atomkraftværkerne lukkede ned, og industrien har haft et akut behov for at erstatte den russiske gas. Missionen er lykkedes overraskende godt, men de samlede energiforsyninger er ikke helt på niveau med tiden før den russiske invasion. Derfor har Tyskland været tvunget til at sænke temperaturerne på offentlige arbejdspladser, og noget produktionen er gået tabt.
Afhængigheden af Kina har også ramt den tyske økonomi, fordi den kinesiske økonomi har haft svært ved at rejse sig efter corona. Det har bl.a. presset den tyske bileksport til Kina. På den lidt længere bane kan den store afhængighed af Kina blive et problem for den tyske økonomi, da de politiske vinde i øjeblikket ikke blæser Kinas vej. Det stiller Tyskland i et dilemma, da eksportindtægterne fra Kina er enorme, og mange jobs er knyttet op på eksport til Kina.
Det betyder dog ikke, at danske virksomheder skal ligge søvnløs over den økonomiske udvikling i Tyskland. Tyskland er vores næststørste eksportmarked i kroner og øre, men målt på beskæftigelsen og antal virksomheder er det vores klart vigtigste eksportmarked. Mere end 120.000 danske jobs har direkte tilknytning til den tyske eksport, og 10.000 danske virksomheder har eksport til Tyskland. Heldigvis har de danske virksomheder rigtig mange af de varer på hylderne, som den tyske økonomi higer efter, når snakken falder på grønne investeringer og digitalisering; vindmøller, isolering, termostater osv. Med mere end 80 millioner forbrugere er markedspotentialet i Tyskland enormt, så der er masser af muligheder for de danske virksomheder – til trods for, at der er trukket nogle lidt mørke skyer ind over den tyske økonomi. ■
Venter der derfor nogle magre år for den tyske økonomi, kan det betyde det samme for den danske
_______
Mathias Dollerup Sproegel (f.1992) er cand.oecon fra Aarhus Universitet, seniorøkonom i Sydbank og ekstern lektor i makroøkonomi på Syddansk Universitet
ILLUSTRATION: Berlin, 26. april 2023: Tysklands økonomi- og klimaminister, Robert Habeck fra De Grønne, præsenterer regeringens prognose for tysk økonomi [FOTO: Michael Kappeler/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
