Mathias Hee Pedersen: Det nye højre, der vokser frem i Europa, er ikke bare ”populister”

28.02.2024

I mere end ti år har den ’identitære’ bevægelse forsøgt at få de store højrenationale partier i Europa til at overtage dens politik. Den nylige historie om et hemmeligt møde mellem højtstående medlemmer af Alternative für Deutschland og identitære aktivister viser, at de mange års ihærdige arbejde har båret frugt.

Analyse af Mathias Hee Pedersen

I de seneste uger har vi været vidne til historisk store demonstrationer i Tyskland. Hundredetusinder af vrede tyskere har været på gaden for at demonstrere mod Alternative für Deutschland (AfD). Og det er ikke milde anklager, som rettes mod partiet. En gennemgående anklage er, at AfD enten er eller kan sammenlignes med nazisterne og derfor udgør en akut fare mod det tyske demokrati. Og det er ikke kun de mange demonstranter, der ser partiet som en overhængende trussel. Også fra politisk hold er der stemmer, som taler for, at man bør forbyde partiet. For eksempel har 25 Bundestag-medlemmer fra det tyske socialdemokrati efterspurgt en undersøgelse, som skal kigge på, om der er lovhjemmel til et forbud. Demonstrationerne blev udløst af en historie bragt af det tyske medie Correctiv for halvanden måned siden. Mediet kunne på baggrund af en undercover-reportage afsløre, at tre AfD-medlemmer – heriblandt partiets mest prominente lederfigur Alice Weidels tætte rådgiver; Roland Hartwig – havde deltaget i et hemmeligt møde afholdt af og med højreradikale på et hotel i nærheden af Potsdam. Mødets hovedtaler var den østrigske højreradikale aktivist Martin Sellner, der er en af lederne af den europæiske ”identitære bevægelse”, og som i Correctivs artikel bliver beskrevet som ”nynazist”. Omdrejningspunktet for mødet var planlægningen af en såkaldt ”remigration” af personer med ikke-vestlig baggrund – en idé, der af Correctiv beskrives som en ”masterplan om at deportere tyske borgere på grund af deres etnicitet”.

I de seneste uger er der blevet skrevet og talt meget i medierne om de store demonstrationers historiske karakter, parallellerne til Wannsee-konferencen i 1942, hvor nazisterne planlagde ”den endelige løsning på det jødiske spørgsmål”, og fornuften (eller manglen på samme) i at forbyde AfD som parti. Langt mindre opmærksomhed er blevet givet til den højreradikale aktivist, som holdt oplæg om remigration for AfD-medlemmerne. Det er en skam, for det er umuligt at forstå den igangværende radikalisering af AfD uden også at forstå Martin Sellner og den politiske strømning, som han repræsenterer. I Shakespeares klassiske skuespil Macbeth overtaler Lady Macbeth sin mand til at række ud efter tronen og myrde dem, der skulle stå i vejen. For omverdenen fremstår Macbeth som den handlende aktør, men det er kun, fordi de ikke ser, hvem der fodrer ham de idéer, som han omsætter til handling. Den identitære bevægelse har indtaget en lignende rolle. Vil man forstå højreskredet i AfD, er det derfor nødvendigt at kende til dem, der hvisker de højrenationale partier i Europa i øret.

 

Hvis højreradikale skulle blive nogen, som de store medier, partier og meningsdannere kunne være interesserede i at tale med og lytte til, så måtte de ikke fremstå farlige eller ekstreme
_______

 

”En bevægelse, som masserne vil følge”

Den identitære bevægelse er en politisk strømning, der opstod i Frankrig i starten af 00’erne, og som for alvor fik luft under vingerne med oprettelsen af den aktivistiske ungdomsbevægelse Generation Identitær i 2012. Bevægelsen formåede med dens opsigtsvækkende aktioner og velproducerede SoMe-videoer at modernisere og professionalisere højreradikalismen i en hidtil uset grad, og der gik ikke længe før højreradikale unge i andre vestlige lande lod sig inspirere af de franske aktivister. Nogle steder skabte man lignende identitære bevægelser, heriblandt Identity Evropa i USA og Schild Vrienden i Flandern. I andre lande – herunder blandt andet Italien, Tyskland, Østrig og Danmark – skabte man sine egne lokale afdelinger af den franske moderbevægelse. Generation Identitær udviklede sig således fra at være et fransk fænomen til at blive en pan-europæisk bevægelse. Martin Sellner, der på daværende tidspunkt var leder af den østrigske gren af Generation Identitær, blev hurtigt den samlende figur bag denne tværnationale organisering.

Sellner adskiller sig fra andre af tidens højreradikale lederskikkelser i kraft af sine høje politiske ambitioner og sin kommunikative og strategiske tæft. Østrigerens ambition med Generation Identitær var fra starten at ”skabe en bevægelse, som masserne vil følge”, og for at opnå dette mål var det afgørende for ham at gentænke højreradikalismens image og strategi. Hvis højreradikale skulle blive nogen, som de store medier, partier og meningsdannere kunne være interesserede i at tale med og lytte til, så måtte de ikke fremstå farlige eller ekstreme. I pressen understregede Generation Identitær, at de ikke var nazister eller fascister, men ”en manifestation af et politisk-teoretisk projekt, som langt transcenderer højre-venstre spektrummet”. De var heller ikke racister, men ikke-voldelige ”etnopluralister”, der respekterede alle folkeslags unikke ”etnokulturelle identitet” og blot ønskede at redde de europæiske folk fra globalismens smeltedigel – mere inspireret af Greenpeace end af tidligere tiders højreradikale hooliganisme. Strategien lykkedes. Herhjemme fik den danske gren af Generation Identitær for eksempel massiv pressedækning og formåede at komme på forsiden af samtlige borgerlige morgenaviser, og parallelt med dens mange medieoptrædener deltog bevægelsen i en lang række politiske møder, konferencer og sociale arrangementer, hvor den havde mulighed for at præsentere sine idéer og networke. De identitære var inde i varmen. Nu var det tid til at udbrede bevægelsens idéer, og her blev idéen om remigration, som senere skulle blive omdrejningspunktet for det hemmelige møde i Potsdam, tillagt en afgørende betydning.

Ideen om remigration

For at forstå, hvad de identitære mener med remigration, er det nødvendigt at have for øje, hvilken plads dette begreb har i den identitære bevægelses overordnede politiske fortælling. Remigration er nemlig uadskilleligt forbundet med et andet begreb kendt som ”den store udskiftning”. Teorien blev første gang formuleret af den franske forfatter Renaud Camus. I sin bog Le Grand Remplacement fra 2011 skriver Camus, at den etnisk franske befolkning er ved at blive skiftet ud med mennesker med ikke-vestlig baggrund som følge af demografiske forandringer: “Du har et folk og nærmest fra det ene øjeblik til det andet, i løbet af én generation, har du et eller flere folk i dets sted”.[1] Ifølge Camus udgør denne ”udskiftning” en eksistentiel trussel mod de etniske franskmænd, der langsomt er ved at blive fortrængt fra deres hjemland. Derfor mener han, at ikke-vestlig immigration bør forstås som en ”invasion” og muslimer som ”kolonisatorer” og ”besættelsesstyrker”.[2]

Generation Identitær og resten af den identitære bevægelse tog hurtigt Camus‛ begreb til sig og gjorde det til omdrejningspunktet for dens politiske fortælling. Det er ikke svært at se hvorfor. Hvis Europa er ved at blive demografisk rendt over ende, og denne udvikling kan forstås som et ”folkemord”, der truer med at tilintetgøre de europæiske folk inden for en overskuelig fremtid, så er det ikke nok at lukke grænserne og assimilere de herboende personer med ikke-vestlig baggrund.[3] Accepterer man præmissen om, at Europa er truet på sin eksistens på grund af tilstedeværelsen af personer med ikke-vestlig baggrund, der kan forstås som ”kolonisatorer”, så leder det automatisk til den konklusion, at man er nødt til at få disse mennesker til at forlade kontinentet, før katastrofen indtræffer.

Ser man på de identitæres konkrete tiltag, bliver det tydeligt, at remigrationen skal ske gennem omfattende diskrimination af personer med ikke-vestlig baggrund og en udhuling af statsborgerrettigheder baseret på etnicitet. I 2017 udgav franske Les Identitaires, det franske Generation Identitærs moderbevægelse et katalog med remigrationstiltag, og blandt tiltagene er forslag om at ophæve de franske antidiskrimineringslove og retroaktivt at annullere statsborgerskabet for naturaliserede franske statsborgere med ikke-vestlig baggrund, der har brudt loven inden for de sidste ti år. Bag de neutraltlydende begreber – ”den store udskiftning” og ”remigration” – gemmer der sig med andre ord de samme fremmedfjendske skræmmebilleder og diskriminerende tiltag, som den radikale højrefløj historisk har udbredt og stået for. Det bør ikke komme som en overraskelse. Den identitære bevægelse har nemlig rødder i det selvsamme nyfascistiske miljø, som den så ihærdigt har forsøgt at lægge afstand til.

 

De identitære var inde i varmen. Nu var det tid til at udbrede bevægelsens idéer, og her blev idéen om remigration, som senere skulle blive omdrejningspunktet for det hemmelige møde i Potsdam, tillagt en afgørende betydning
_______

 

Glansbilledet krakelerer

Bloc Identitaire, som franske Generation Identitær oprindeligt blev dannet som ungdomsbevægelse til, blev grundlagt i 2003 på ruinerne af den voldelige og antisemitiske nyfascistiske bevægelse Unité Radicale, der året forinden blev opløst af den franske regering efter, at et af deres medlemmer egenhændigt havde forsøgt at snigmyrde den franske præsident Jacques Chirac. Flere centrale identitære aktivister har ligeledes trådt deres politiske barnesko i forskellige ekstremistiske bevægelser og miljøer. Martin Sellner var fx en del af kredsen omkring den østrigske nynazist Gottfried Küssel i sin ungdom, men har efterfølgende taget afstand til sin fortid og beskrevet den paramilitære og subkulturelle nyfascisme som en politisk blindgyde. Derfor har han og resten af bevægelsen også gjort meget ud af at opretholde bevægelsens præsentable image ved at køre en stram topstyring og være meget omhyggelige med hvem, man har lukket ind.

Til at starte med lykkedes bevægelsen i vid udstrækning med at holde orden i geledderne. Men med tiden begyndte det blankpolerede glansbillede, som bevægelsen havde sat op for omverdenen, at krakelere. Den første alvorlige sprække kom i 2018 med udgivelsen af Al Jazeera. Ved hjælp af skjult kamera kunne mediet dokumentere, at der i baren blev heilet og sunget antisemitiske slagsange, og i dokumentarens nok mest chokerende scene ser man en af barens faste besøgende fantasere om at begå et terrorangreb på muslimer ved at køre sin bil gennem en stor menneskemængde. Samme år sendte den belgiske TV-kanal VRT en dokumentar, som afdækkede den ekstremisme, der gemte sig bag kuliserne hos den flamske identitære bevægelse Schild & Vrienden. VRT havde skaffet sig adgang til bevægelsens private chatgrupper og kunne afsløre, at de identitære aktivisters interne kommunikation var fyldt med voldsopildnede kommentarer, kvindehad, antisemitisme, biologisk racisme og dyrkelse af den historiske nazisme. Der bliver også snakket om en forestående ”racekrig”, som flere af bevægelsens medlemmer forbereder sig på med våbentræning. Van Langenhove selv skriver i et opslag: ”Tiden til vold er undervejs. Jeg ved, hvilken side der vil være forberedt, og hvilken der ikke vil”. Den mest alvorlige skandalesag fandt sted i foråret 2019, da den højreradikale australier Brenton Tarrant begik et terrorangreb i den newzealandske by Christchurch, hvor han slog 51 muslimer ihjel. Der gik nemlig ikke længe, før myndighederne kunne fortælle, at Tarrant havde doneret store pengebeløb til Sellner og resten af Generation Identitær og havde haft en kort mailkorrespondance med den identitære leder et år før angrebet. Det hjalp heller ikke, at Tarrant valgte at navngive sit terrormanifest ”Den store udskiftning” – det begreb, som Sellner og Generation Identitær mere end nogen andre har været med til at udbrede.

Disse skandalesager førte til, at den østrigske regering forbød Generation Identitærs symbol i 2020. Året efter blev den franske gren af bevægelsen opløst af Macrons regering. Dette kastede hele den pan-europæiske bevægelse ud i sin hidtil værste krise. I takt med at det begyndte at stå klart at bevægelsen havde mistet den bredere offentligheds øre, begyndte en ukarakteristisk skødesløshed at melde sig hos de før så forsigtige og kontrollerede identitære. Det tydeligste eksempel på dette er, at Sellner og andre identitære aktivister har valgt at stå skulder ved skulder med førnævnte Dries von Langenhove i en ny pan-europæisk identitær sammenslutning. Dette ville aldrig være sket i bevægelsens storhedstid i slutningen af 2010’erne, hvor Sellner og andre ledende kræfter konsekvent udgrænsede alt og alle, der risikerede at ødelægge bevægelsens nøje opdyrkede anstændige image. At Sellner i dag ikke har et problem med at alliere sig med en person som Van Langenhove, sætter spørgsmålstegn ved, hvor oprigtig Sellner og resten af Generation Identitærs afstandstagen til nazismen og politisk vold egentlig er. Den flamske aktivist er nemlig blevet afsløret i at være alt det, som Sellner har brugt de sidste ti år på at overbevise omverdenen om, at han og Generation Identitær ikke er: antisemitisk, nazisympatiserende, biologisk racistisk og voldspromoverende.

Også herhjemme virker bevægelsens aktivister i tiltagende grad ligeglade med, hvordan de fremstår for omverdenen. Det ses måske tydeligst ved den eksplicitte homofobi, som danske identitære aktivister nu giver udtryk for. På det seneste er bevægelsen fx begyndt at beskrive homoseksualitet som en ”afvigende”, afskysvækkende og perverteret ”livsstil”. De brænder også offentligt broerne til de politikere, som de nogle år forinden forsøgte at appellere til. På YouTube latterliggør tre centrale aktører i det danske identitære miljø eksempelvis DF-leder Morten Messerschmidt for sit “fimsetøj” og sin “lille bøssehund”, slutshamer ”seriemonogame” Pernille Vermund og beskriver Søren Pape som havende en “aparte livsstil” med klar reference til den konservative formands seksualitet. Udefra ligner Generation Identitær en bevægelse, som er i fuld gang med igen at finde sig til rette på den subkulturelle sidelinje, som den brugte mere end ti år på at undslippe. Correctiv-historien viser dog, at dette kun er den halve sandhed.

 

Den identitære bevægelses strategi har fra starten været at få store og magtfulde partier til at overtage dens politiske analyse og dermed få dens politik ført ud i livet per stedfortræder
_______

 

Den rygende pistol

Den identitære bevægelses strategi har fra starten været at få store og magtfulde partier til at overtage dens politiske analyse og dermed få dens politik ført ud i livet per stedfortræder. Som den identitære aktivist Gernot Schmidt udtalte til en højreradikal podcast kort før afholdelsen af en demonstration, hvor også Martin Sellner deltog: ”Målet med denne protest er at fremlægge begreber og udforme koncepter og gøre dem populære nok til, at de bliver samlet op af store højreorienterede partier såsom FPÖ og AfD”. Dette har fra starten været et utroligt ambitiøst mål for en lille bevægelse med beskedne ressourcer. Da journalist Rasmus Hage Dalland interviewede identitære aktivister til sin reportagebog Identitær fra 2019, udtalte den daværende danske Generation Identitær-aktivist Jeppe Veibel Jensen da også, at bevægelsen havde ”lang vej endnu”, fordi folk endnu ikke er ”villige til at snakke om remigration”.[4] Correctivs afsløring viser, at de identitæres mangeårige arbejde har båret frugt. Generation Identitær har længe blæret sig med sine tætte kontakter til AfD (såvel som højrenationalistiske partier i andre lande), omend selvsamme partier typisk har afvist at pleje omgang med de identitære. Correctivs beretning er den rygende pistol, som viser, at førstnævnte fortalte sandheden og sidstnævnte løj.

For os der har fulgt den identitære bevægelse i mange år er afsløringerne om det hemmelige møde dog ikke overraskende. Den højreradikale indflydelse på idéplan har kunnet spores længe før Correctivs artikel. Helt tilbage i 2019 skrev AfD nemlig helt åbent på deres hjemmeside om ”remigration” som en del af deres officielle udlændingepolitik. Det er et åbent spørgsmål, om vi ville se samme demonstrationer i Tyskland, hvis relationen til Sellner var forblevet hemmelig, og AfD havde fremlagt deres tanker om remigration på deres egne præmisser. AfD-toppens aktuelle afstandstagen til mødet i Potsdam og Weidels fyring af Hartwig er forventelig. Det, som for alvor er interessant, bliver at se, om remigration vedbliver med at være en del af AfD’s vokabularium.

Det højreradikale paradigmeskift

For at forstå det aktuelle højreskred blandt de europæiske højrenationalistiske partier, er det vigtigt at gøre sig klart, at disse partier har været nødt til at moderere deres politik i takt med, at de begyndte at præsentere sig selv som reelle alternativer til de gamle magtpartier. I Frankrig var det eksempelvis vigtigt for Marine Le Pen at distancere sig fra sin antisemitiske far. Herhjemme har DF gradvistmodereret dets politik og brudt med de mest yderligtgående dele af højrefløjen i dets rejse mod den politiske magt.

Nu ser man den modsatte bevægelse finde sted. I forbindelse med skolevalget 2024 valgte Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) for eksempel at gøre opmærksom på deres ”hjemsendelsespolitik” ved at uddele flyers udformet som flybilletter til eleverne. Denne opsigtsvækkende kampagne, der bærer en slående lighed med en af danske Generation Identitærs tidligste remigrationsaktioner, blev mødt med udbredt forargelse fra politikere på både højre- og venstrefløjen, men modtog „fuld opbakning‟ fra partileder Morten Messerschmidt. DFU’s stunt er blot det seneste eksempel på et Dansk Folkeparti, der i stigende grad har overtaget den identitære bevægelses begreber og højreradikale politiske fortælling. Dansk Folkepartis kulturordfører og formand for indfødsretsudvalget Mikkel Bjørn Sørensen har således gentagne gange talt om ”befolkningsudskiftningen” og nødvendigheden af en fremtidig ”generobring” af Danmark. Lignende toner kan høres fra hans partikollega, DF’s medlem af EU-parlamentet, Anders Vistisen, der på X har skrevet, at vi er vidne til en islamisk „kolonisering”, at ”Europas eksistens er truet!” og at det er ”tid til massive hjemsendelser af herboende muslimer”. Vistisen har gentagne gange brugt ordet ”remigration” til at betegne disse ”massive hjemsendelser” og understreget, at denne ”remigration er nødvendigt for Europas overlevelse. I udlandet har man ligeledes set eksempler på, at indflydelsesrige politikere og partier har overtaget de identitæres begreber. FPÖ, Italiens Brødre og Frihedspartiet har alle omfavnet den identitære idé om den store udskiftning, Og disse partier står til at have en opbakning fra knap en tredjedel af befolkningen i deres respektive lande ifølge de nyeste meningsmålinger fra Politico.

Nu begynder højrenationalisterne også at overtage idéen om remigration. Ved det seneste valg i Frankrig førte præsidentkandidat Eric Zemmour således valgkamp på at igangsætte remigrationen, ligesom FPÖ-leder Herbert Kickl taler om behovet for ”remigration”

Et rent Europa

I et nyligt debatindlæg i Information skriver to Generation Identitær-aktivister, at det er forkert, når medier forbinder remigration med ”massedeportationer”. Det er da også rigtigt, at bevægelsen gentagne gange har insisteret på, at remigrationen skal være frivillig og foregå på retsstatens grund. Men de konkrete bud til remigration, som bevægelsen fremlægger i indlægget og på deres hjemmeside er ikke det centrale. Faktisk formulerer de identitære aktivister det bedst selv: ”Det første, man skal forstå ved remigration, er, at det grundlæggende er en mentalitetsændring”. Og denne mentalitetsændring, der omtales som et regulært ”paradigmeskift”, går ud på, at de etniske danskere og europæere ”skal holde op med at tro, at migranter fra fjerne himmelstrøg kan eller ønsker at blive som os”. De udgør ikke en fare, fordi de er religiøse fundamentalister, kriminelle, en byrde for de offentlige kasser eller bærer rundt på antidemokratiske holdninger. Som den identitære aktivist Søren Krarup har udtalt i en identitær podcast: ”Om de har tørklæde på eller ej, er vi sådan set lidt ligeglade med, fordi præmissen er, at de skal rejse hjem”.

Tilsammen formulerer idéerne om den store udskiftning og remigration en højreradikal fortælling om, at personer med ikke-vestlig baggrund aldrig vil kunne blive en del af de vestlige samfund, samt at denne befolkningsgruppe vokser i et faretruende tempo og derfor udgør en eksistentiel trussel mod Europa. Det er en fortælling, som rykker debatten væk fra al snak om integration eller assimilering og hen mod et udgangspunkt, der gør det til en bidende nødvendighed, at disse mennesker forsvinder fra europæisk jord. Og hvis det ikke lykkes ved at forbyde minareter, højne hjemrejseydelsen og lægge en afgift på udenlandske halalprodukter, sådan som det foreslås i Generation Identitærs remigrationsforslag, så må man finde andre løsninger. I Correctivs artikel fremhæves det, at de personer, som Sellner mener skal ”remigrere”, også omfatter tyske statsborgere med anden etnisk baggrund. Samme tanker er blevet vendt i en samtale mellem den danske identitære nøglefigur Daniel Beattie og den daværende DF’er Martin Henriksen, som netop har meldt sig som kandidat til posten som formand for Nye Borgerlige. Her siger Beattie, at der nok vil være en ”ret stor gruppe” af mennesker med ikke-vestlig baggrund, som man ikke uden videre kan smide ud eller få til at rejse ved hjælp af både positive og negative ”incitamenter”. Og hvad gør man så, lyder det ledende spørgsmål, hvortil Henriksen svarer: ”Hvis det er givet ved lov, så mener jeg sådan set også, at statsborgerskab kan tages ved lov. Så den mulighed er på bordet og kan komme i spil på et tidspunkt”. Her ser vi tydeligt, hvordan den identitære Lady MacBeth hvisker den højrenationalistiske MacBeth i øret og får ham til at tro, at planen var hans egen idé hele tiden.

”Populisme” har længe været den foretrukne forklaringsmodel blandt politiske teoretikere og analytikere, der gerne ville forstå den yderste højrefløjs fremmarch i løbet af 2010’erne. Men i det omfang at AfD, DF, FPÖ og lignende partier stiller ind på en decideret højreradikal linje, der angriber vores samfunds grundsten, må analysen af de højrenationalistiske partier grundlæggende revideres. Det samme må vurderingen af den trussel, som de udgør mod det liberale demokrati. ■

 

I det omfang at AfD, DF, FPÖ og lignende partier stiller ind på en decideret højreradikal linje, der angriber vores samfunds grundsten, må analysen af de højrenationalistiske partier grundlæggende revideres. Det samme må vurderingen af den trussel, som de udgør mod det liberale demokrati
_______

 

Mathias Hee Pedersen er uafhængig researcher og forfatter. Han har blandt andet skrevet fagbogen ”Fascister i Fåreklæder? – den identitære bevægelse, Det Nye Højre og højreradikalismen i det 21. århundrede” (2021) og bidraget med en artikel til antologien ”Global Identitarianism” (2022).

ILLUSTRATION: Riesa i Tyskland, 18. juni 2022: Alternative für Deutschlands Alice Weidel besvarer spørgsmål fra journalister ifm. hendes genvalg som talsperson for partiet [FOTO: Sebastian Kahnert/AP/Ritzau Scanpix]

Fodnoter følger nedenfor.

[1]Camus, Renaud (2012): Le Grand Remplacement – suivi de discourse d’orange  s. 80, Chez l’auteur, Plieux, e-bog.

[2]Camus, Renaud (2018): You Will Not Replace Us!, s. 23, 58, 82-84, Chez l’auteur, Plieux.

[3]Camus, Renaud (2018): You Will Not Replace Us, s. 133-134, 187-188, Chez l’auteur, Plieux.

[4]Dalland, Rasmus Hage (2019): Identitær – en rejse ind i Europas nye højre s. s. 72, Atlas, København.