Marius Keller i RÆSON SØNDAG: Månen er rykket nærmere stormagternes ambitioner
02.03.2024
Vi lever i en ny rumpolitisk epoke – og Månen står helt centralt i stormagternes planer.
Af Marius Keller
Den 20. juli 1969 blev drømmen om at nå Månen til virkelighed, da NASA’s Apollo 11-mission lykkedes med at lande den første bemandede raket på vores nærmeste nabo i rummet. Med 650 millioner tilskuere på Jorden tog Neil Armstrong og Edwin “Buzz” Aldrin menneskehedens første skridt på Månen og cementerede denne amerikanske triumf ved at plante det amerikanske flag i måneoverfladens støv. Den verdensomspændende begivenhed markerede kulminationspunktet af rumkapløbet under Den Kolde Krig, som begyndte 12 år forinden, da Sovjetunionen i 1957 sendte satellitten Sputnik-I – det allerførste menneskabte objekt – i kredsløb om Jorden. Dette blev startskuddet på en intens og langvarig rivalisering mellem de to supermagter.
Rumkapløbet er imidlertid ikke udelukkende et fortidsfænomen, som tilhører historiebøgerne om Den Kolde Krig. Nutidens rumkapløb er i allerhøjeste grad stadig en realitet, dog i en fornyet form, og udviklingen inden for rumaktiviteter foregår i et nærmest eskalerende tempo. Ikke alene er nutidens supermagter – Rusland, Kina og USA – stadig involverede i det igangværende rumkapløb, men i vores tids rumpolitiske arena har supermagterne fået selskab af en myriade af andre aktører, som strækker sig fra små stater til kommercielle virksomheder og endda privatpersoner.
Månen er rykket nærmere
Hvad er det, der gør Månen så attraktiv?
Under Den Kolde Krig var månemissioner forbundet med en høj grad af prestige, da det krævede (og stadig kræver) enorme ressourcer og teknologisk brillans at foretage succesfulde månelandinger. “We choose to go to the moon in this decade and do the other things, not because they are easy, but because they are hard”, som det lød i John F. Kennedys berømte tale fra 1962.
Desuden er den prestige, man opnår med månemissioner, forankret i forskning, som giver de enkelte nationale rumagenturer enorme forspring i udforskning af naturvidenskabelige undersøgelser i rummet og på Månen. Men også en militær prestige giver det, da succesfulde måneopsendelser demonstrerer en stats kompetencer og færdigheder inden for raketter – det vil sige potentielle våbenkapaciteter. Sidst kræver disse missioner som nævnt enorme mængder ressourcer, da det demonstrerer økonomisk overskud og overlegenhed for stater.
Det understreges også af missionernes økonomistiske omkostninger: NASA’s Apolloprogram fra 1961-1972 havde samlede omkostninger på 257 mia. 2020-dollars (1,75 billioner 2020-kroner), hvilket svarer til ca. 46 Storebæltsbroer.
Fra at være rumkapløbets endemål under Den Kolde Krig har Månen i vores tid udviklet sig til en reel politisk arena – og ikke mindst en arena for den private rumindustri. En udvikling, der er anskueliggjort ved, at en række nye statsaktører har meldt sig på banen i kampen om at nå Månen. Vi lever i en rumpolitisk epoke, hvor der er kortere og kortere mellem store begivenheder i rummet: 2023 rummede flere nervepirrende missioner til Månen, og allerede i den første måned af 2024 landede Japans rumagentur JAXA deres SLIM på Månens overflade som det femte land i verden.
Den 3. august 2023 blev den indiske mission Chandrayaan-3 sendt i kredsløb om Månen med henblik på at lande på Månens sydpol 20 dage senere. I forsøget på at overhale Indien opsendte Roscosmos i mellemtiden deres mission, Luna-25, som efter planen skulle lande på Månens sydpol den 21. august altså kun to dage før Indiens mission. Sådan gik det ikke. Ligesom Ikaros, der griber efter stjernerne og ender med at styrte i havet, styrtede Luna-25 ned i Månens støv den 19. august 2023, hvilket gav Indien mulighed for lande deres Chandrayaan-3 på sydpolen som de første. Den pinlige hændelse udstillede Ruslands svækkede position i stormagtsrivaliseringen på den internationale scene, selvom formålet ellers var at fremstå teknologisk og økonomisk stærk navnlig i lyset af Vestens sanktioner.
Ligesom Ikaros, der griber efter stjernerne og ender med at styrte i havet, styrtede Ruslands Luna-25 ned i Månens støv den 19. august 2023, hvilket gav Indien mulighed for lande deres Chandrayaan-3 på sydpolen som de første
_______
Fastholder man det politiske perspektiv på 2023-sommerens Månekapløb, er det relevant at udfolde en skelnen mellem Indiens ISRO, Ruslands Roscosmos, Kinas CNSA og USA’s NASA. For Roscosmos’, CNSA’s og NASA’s vedkommende er rumpolitik i meget høj grad sidestillet med sikkerhedspolitik. I det amerikanske forsvarsministerium Pentagons nationale sikkerhedsvurderinger har rummet således fået en væsentligt større tyngde i løbet af de seneste år – og ofte sættes sikkerhedsspørgsmål om rummet i forbindelse med Kina og deres overvågningskapabiliteter.
Mens NASA på den ene side anlægger rumpolitiske forsvarsstrategier i samarbejde med Pentagon, bruger Indiens ISRO på den anden side primært deres i øvrigt relativt store kapaciteter til udviklings- og forskningsmæssige formål. Indien har en række indenrigspolitiske udfordringer, hvor ISRO’s satellitter kan anvendes til at optimere lokale vejrudsigter, hvilket gavner landbruget, og til at overvåge naturkatastrofer, hvilket er gavnligt for at lave alarmsystemer til nogle af de meget tætbefolkede områder i Indien. Således står Indiens ISRO i nogen grad uden for det dikotomiske, koldkrigslignende forhold mellem NASA på den ene side og hhv. Roscosmos og CNSA på den anden side.
Traditionelt set er rumpolitik blevet opfattet som en forlængelse af geopolitiske spændinger på Jorden, men sammenlignet med tiden under Den Kolde Krig viser de moderne rumpolitiske dynamikker, at nutidens rumpolitik er mere nuanceret. Statsaktørerne i det moderne rumkapløb har i de seneste år fået selskab af kommercielle aktører såsom Elon Musks SpaceX og Jeff Bezos’s Blue Origin, som medvirker til at nuancere domænet og gøre det mere komplekst. Især SpaceX har markeret sig som en væsentlig aktør i rummet under Ukrainekrigen, hvor virksomhedens satellitservices, såsom GPS-navigation, har været afgørende for, at den ukrainske hær kunne forsvare sig i krigens tidlige faser. Pentagon har dog udtrykt bekymring om virksomhedens stigende indflydelse, efter en kontroversiel episode i 2022, hvor Ukraine planlagde et overraskelsesangreb på den russiske flåde ved Krim og havde brug for SpaceX’ StarLink-satellitter til at navigere deres droner. SpaceX afviste den anmodning og træf dermed en reel forsvarspolitisk beslutning. Pentagons frygter, at SpaceX vil handle egenrådigt i fremtidige krigssituationer.
USA vil lede rummet, som de leder kloden
Mens flere aktører har meldt sig på banen i det moderne rumkapløb, er det stadig USA, der svinger taktstokken, hvad angår den institutionelle dimension. Det sker bl.a. gennem NASA’s Artemisakkorder (Artemis er Apollos tvillingesøster i græsk mytologi – en reference til Apolloprogrammet, som fik mennesket til Månen i 1969), der er et sæt af internationale aftaler indgået mellem NASA (dvs. USA) og andre staters regeringer. Formålet med Artemis tilsigter kort fortalt at bringe mennesker tilbage til Månen bl.a. for at udforske mulighederne for at opbygge en permanent bosættelse. De kommende månemissioner, og den forskning NASA og deres partnere vil foretage på Månen, er et skridt på vejen til at udvikle bæredygtige bosættelser for mennesker på Mars.
Inden for en overskuelig fremtid vil Artemisakkorderne, og de planlagte missioner i Artemisprogrammet, herunder Artemis II, som bliver den første bemandede månemission siden Apollo 17 i 1972, være blandt de mest dagsordensættende fænomener i den internationale rumpolitik. Pr. februar 2024 har Artemisakkorderne 35 medlemsstater, som spænder lige fra Indien til Ukraine til Saudi-Arabien, og nye stater tilslutter sig hastigt: Belgien, Grækenland og Uruguay har fx tilsluttet sig i løbet af de første to måneder af 2024.
Artemisakkorderne er et forsøg på at standardisere international rumpolitik ved at fastsætte nogle institutionelle retningslinjer for adfærd og aktivitet blandt andet på Månen i lighed med eksisterende lovgivning. Dog indeholder Artemisakkorderne en afgørende nuance: Programmet og missionerne er anført af NASA’s og dermed USA’s taktstok. Konkret betyder dette, at USA ikke længere vil nøjes med at være verdens førende rumnation; USA vil dominere international rumpolitik og simpelthen være den definerende faktor for de retningslinjer, som det internationale samfund skal følge i rummet.
Tanken er, at når de 35 medlemsstater eksempelvis deltager i Artemis’ månemissioner, vil de få del i den amerikanske succes, som strækker sig ud over deres egne ambitioner, hvis de havde været på egen hånd. Og den relativt store tilslutning til Artemis vidner om, at de benævnte prestigefaktorer, som er koblet til deltagelsen i månemissioner, samt ånden i JFK’s citat, stadig holder ved i nutidens rumpolitiske dynamikker – i hvert fald i den amerikanske selvopfattelse.
I konteksten af stormagternes geopolitiske virkelighed er det væsentligt at bemærke, at Artemisakkordernes medlemmer ikke har fået selskab af Rusland og Kina – hvilket, taget den nuværende geopolitiske situation i betragtning, sandsynligvis heller ikke kommer til at ske. NASA’s strategiske mål med Artemis er da også at styrke båndene til USA’s allierede og fastholde USA’s globale position som dominerende på rumscenen.
Mens flere aktører har meldt sig på banen i det moderne rumkapløb, er det stadig USA, der svinger taktstokken, hvad angår den institutionelle dimension
_______
Kan man lovgive om rummet?
I 1960’erne var de geopolitiske udfordringer i forholdet mellem USA og Sovjetunionen katalysatoren for udviklingen af rumkapløbet; våbenkapløbet på Jorden afspejledes således i rumkapløbet. På trods af dette lykkedes det de stridende parter at opnå en form for enighed på rumområdet i etableringen at Outer Space Treaty (formelt: Treaty on Principles Governing the Activities of States in the Exploration and Use of Outer Space, including the Moon and Other Celestial Bodies), som trådte i kraft i 1967. Tilblivelsen af Outer Space Treaty (OST) er interessant i et historisk perspektiv, da der kort sagt ikke var ret meget andet, de to bipolære supermagter ellers kunne enes om internationalt.
Rumpolitikken var derfor noget unikt samlende, og OST har stadig i dag bred opbakning med i alt 114 deltagerstater. I eftertiden er der imidlertid kommet andre bud på internationale traktater i rummet, herunder Månetraktaten i 1979, som har forsøgt at skabe juridisk præcedens for adfærd på Månen. Månetraktaten er desuden relativt tyndt tilsluttet, og blandt dens deltagerstater er Indien den eneste stat, som er landet på Månen, hvilket i realiteten reducerer Månetraktatens relevans betydeligt.
Til den dag i dag er derfor stadigvæk Outer Space Treaty fra 1967, der fungerer som det juridiske fundament for nutidens adfærd i rummet. Som beskrevet er traktaten produktet af en politisk aftale, som blev udformet i en markant anderledes verdensorden; en tidsperiode, hvor rummet og Månen af teknologiske årsager syntes længere væk sammenlignet med i dag – og før de nutidige dynamikker mellem statslige og private aktører fandt sted. Dertil er traktaten ganske bred med artikler om håndtering af atomvåben i det ydre rum, og hvem der har ansvar for hvad i rummet.
Artikel IV forpligter eksempelvis staterne til ikke at sende atomvåben (og øvrige masseødelæggelsesvåben) i Jordens kredsløb, ikke at placere sådanne våben på himmellegemer (herunder Månen) og sidst ikke at placere sådanne våben i det ydre rum (det ydre rum defineres her som alt, der er over 100 km over havets overflade). Traktatens Artikel IV er et levn fra Den Kolde Krig, hvor atomvåben var højt på dagsordenen i internationale forhold, og ønsket om nedrustningsaftaler prægede de geopolitiske spændinger.
Fremtidens rumlovgivning vil være præget af en række forskellige spørgsmål om alt fra transport, ansvar, placering af våben, sikkerhed, ressourceudvinding etc., hvor nogle aspekter kan trække på eksisterende lovgivning på Jorden – herunder dybhavsminedrift i internationalt farvand og jura i cyberspace – mens andre aspekter dækker over helt nye, uprøvede emner. De nye elementer af rumlovgivningen relaterer sig til, at der fortsat er meget, man ikke med sikkerhed ved, hvad angår emner som rumturisme, minedrift på Månen, krig i rummet, osv.
I nutidens kontekst er OST’s sikkerhedsspørgsmål stadig relevante, hvilket afspejles i de amerikanske sikkerhedsvurderinger, som i stigende grad involverer forsvar i rummet. Under Trump-administrationen skete et skred i disse sikkerhedsvurderinger, hvor Pentagon i stigende grad så potentielle trusler i rummet fra stater som Kina, fordi kineserne bl.a. intensiverede deres overvågning. Samtidig har Pentagon som nævnt intensiveret sit samarbejde med kommercielle aktører såsom SpaceX, hvilket åbner op for nogle helt nye juridiske dilemmaer i forhold til OST’s sikkerhedsspørgsmål. En problemstilling er fx hvordan, at de amerikanske rumprogrammer i stigende grad bliver afhængigt af SpaceX’ innovative rumopsendelser, der reducerer omkostningerne markant. Dette afhængighedsforhold rejser juridiske spørgsmål om ansvar, ejerskab over opsendelserne og konkret råderum over beslutninger.
Atomraslen i rummet
OST’s artikler, som behandler krigsførelse i rummet, er også relativt vanskelige at tolke med nutidens briller, da nye tendenser såsom hybrid krigsførelse kan udfolde sig på alternative måder. Den service, som satellitter leverer i dag, trækker tråde ind i alt fra aktiemarkedet, når man handler via internettet, til fragtskibes navigation, som anvender GPS-signaler. Kort fortalt konstituerer rummet i højere grad kritisk infrastruktur, der har en vis sårbarhed overfor hybride angreb såsom hacking, og som kan få vidtrækkende konsekvenser, hvis satellitbaseret internet angribes.
Den amerikanske bekymring funderer i, at hvis fremmede magter kan nedskyde egne satellitter, kan de også nedskyde amerikanske
_______
En helt konkret trussel mod satellitsikkerhed er ASAT-våben (Anti-Satellite Weapons), som fungerer ved, at man opsender missiler i kredsløb om Jorden for at nedskyde satellitter til strategiske eller taktiske mål. Siden 2007 har især USA haft øjnene rettet mod ASAT-våben, da Kina d. 11. januar samme år testede et ASAT-missil og succesfuldt nedskød en af deres egne vejrsatellitter. Den amerikanske bekymring funderer i, at hvis fremmede magter kan nedskyde egne satellitter, kan de også nedskyde amerikanske. Dog er ASAT-våben endnu ikke blevet anvendt i militær sammenhæng.
I februar 2024 bragte en række store, internationale medier nyheden om, at amerikanske efterretningstjenester har modtaget rapporter om, at Rusland er i færd med at udvikle et ASAT-system med nukleare sprænghoveder. De amerikanske myndigheder tager beretningerne om våbensystemet alvorligt, og USA har advaret deres allierede om risikoen for, at Rusland allerede i indeværende år vil opsende sådanne våben. Russerne har imidlertid afvist disse rapporter, men ifølge en talsperson fra Det Hvide Hus vil sådan et våbensystem med atomvåben i rummet kunne tolkes som et brud på OST.
Der er dog ikke et entydigt, juridisk narrativ om, hvilke konsekvenser brugen af ASAT-våben vil få. Hvis en given stat nedskyder en anden stats satellitter med brug af ASAT-våben, kan det med afsæt i traktaterne tolkes som en krigshandling, men dette er uprøvet land; for en nedskydning af satellitter har nemlig ikke kun konsekvenser for den infrastruktur, der tabes, men også de store mængder rumskrot, som medfører alvorlige sikkerhedsudfordringer for rumfarten. En russisk test af ASAT-våben fra 2021 skabte ifølge US Department of Defense 1.500 stykker sporbart rumskrot – men titusindvis af ikke-sporbart, potentielt dødeligt rumskrot. Pentagons bekymring over den hastige udvikling i disse våbensystemer, herunder de russiske og kinesiske, bunder derfor i, at konsekvenserne ved brugen af ASAT-våben kan være vanskelige at overskue og med vidtrækkende konsekvenser langt ind i fremtiden.
Minedrift på månen
Udover de benævnte prestigefaktorer, som er tillokkende for staternes, har flere – statslige såvel som private – aktører fået færden af noget kostbart på Månens overflade. Der er et enormt ressourcepotentiale begravet i Månens støv: Helium-3 er et materiale, som forekommer meget sjældent på Jorden, men som findes i større mængder på Månen. Potentielt kan Helium-3 anvendes i atomreaktorer og fungere som en grøn og potent energikilde – og det er ekstremt effektivt, da det ikke efterlader radioaktivt affald. Med en estimeret kilopris på 400.000 millioner dollars ifølge professor ved University of Wisconsin, Gerald Kulcinski, er der selvsagt lagt i ovnen til en mulig guldfeber på Månen. Det betyder, at minedrift på Månen kan blive et omdrejningspunkt for fremtidens aktiviteter for både kommercielle og statslige aktører, og i fraværet af konkret månelovgivning vil det medføre nogle hidtil usete udfordringer. Især spørgsmål om ejerskab på Månen er diskuteret, da man ifølge OST’s artikel II ikke kan fremsætte suverænitetskrav på Månen, hvorfor det bliver svært at navigere i konkret lovgivning om minedriften og ejerskabet over ressourcerne, man udvinder. Månetraktaten, der som tidligere nævnt supplerede OST med konkret lovgivning om Månen, indeholder ganske vist nogle principper om adfærd på Månen som fx minedrift og bosættelser, men i praksis har den kun ringe betydning grundet den manglende tilslutning. De aktører, som man kunne forestille sig ville udvinde Månens ressourcer, vil derfor operere i en juridisk sfære uden drejebog.
OST kan dog stadig få vigtig betydning i disse spørgsmål, for den kan faktisk tolkes sådan, at både statslige og private aktører kan udføre minedrift på Månen. Traktatens Artikel II foreskriver som nævnt oven for, at man ikke kan fremsætte suverænitetskrav i rummet, og ifølge Artikel VI skal al anvendelse eller udforskning af rummet foregå i overensstemmelse med den givne stats internationale forpligtelser. Dermed har staterne ansvaret for at autorisere og supervisere al deres aktivitet i rummet. Det betyder, at den amerikanske stat skal give grønt lys til al rumaktivitet, som amerikanske aktører udøver – det gælder både aktivitet for NASA og eksempelvis SpaceX. Således kan traktaten tolkes på den måde, at det endelige ansvar for amerikansk kontrollerede aktiviteter i rummet i sidste ende falder tilbage på den amerikanske stat.
Det er dog stadig uklart, hvorvidt ressourceudvinding på Månen falder under traktatens bestemmelser. Men i fraværet af klar lovgivning konkluderede International Institute of Space Law i 2015, at ressourceudvinding i rummet ikke entydigt kan forbydes – og det åbner altså op for en række uprøvede, politiske og juridiske spændinger, som vil trække tråde til mange andre problemstillinger i rumpolitikken. Hvis ikke minedrift på Månen skal blive det vilde vesten, er der med andre ord behov for nye retningslinjer.
Eftersom Månetraktaten som nævnt ikke har signifikant indflydelse med den lave tilslutning fra stater, kan også Artemisakkorderne tolkes som en moderne omskrivning af Månetraktaten, fordi Artemisprogrammet bl.a. indeholder retningslinjer om sikkerhed på Månen og konkret udvinding af dens ressourcer, herunder Helium-3. Og med den store tilslutning til Artemisakkorderne kan netop disse blive anledningen til at genfortolke nogle af de 50 år gamle traktater og skabe ny lovgivning i en moderne rumpolitik, der inkluderer langt flere aktører end under Den Kolde Krig. Dog vil kritiske stemmer sige, at NASA og USA med Artemis minimerer FN’s betydning af fremtidens udforskning af rummet, fordi man forsøger at lave ny rumpolitik udenom de internationale traktater, som er blevet til i FN-regi. Artemisakkorderne er NASA’s og USA’s redskab til åbenlyst at påvirke de institutionelle faktorer i en favorabel retning set med amerikanske briller. Og eftersom flere og flere stater underskriver akkorderne, bliver det USA’s fremtidige rummissioner, der sætter kursen. Indtil videre. ■
Artemisakkorderne er NASA’s og USA’s redskab til åbenlyst at påvirke de institutionelle faktorer i en favorabel retning set med amerikanske briller. Og eftersom flere og flere stater underskriver akkorderne, bliver det USA’s fremtidige rummissioner, der sætter kursen. Indtil videre
_______
Marius Keller (f. 1996) arbejder i Udenrigsministeriet og skriver for RÆSON.
ILLUSTRATION: Rumskibet Orion med Månen i baggrunden på Artemis 1-missionen, 21. november 2022 [FOTO: NASA]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
