Marc De Vos i RÆSONs nye trykte nummer: EU er gået fra frihandel og globalisering til et strategisk supermagtsprojekt
19.10.2024
”Tidligere var EU-medlemskab ikke geografisk betinget, men betinget på en historisk identitet og på fælles værdier. Det var ikke på nogen måde forudbestemt, hvor på kortet det skulle være. Det er anderledes nu.”
Denne artikel indgår i RÆSONs nye efterårsnummer, “Om USA’s valg og demokratiets fremtid”, ude nu. Læs mere her.
Interview af Janus Elmstrøm Lauritsen
9. september udkom den meget omtalte Draghi-rapport, som peger på behovet for en lang række fælleseuropæiske industripolitiske tiltag, hvis EU skal gøre sig gældende i den internationale konkurrence. Tirsdag 17. september præsenterede Ursula von der Leyen så sin nye EU-Kommission. Og det bliver et meget anderledes EU, lyder det fra den belgiske professor og grundlægger af den Bruxelles-baserede tænketank Itinera Institute Marc De Vos, som i august 2024 udkom med bogen Superpower Europe – The European Union’s Silent Revolution (Polity). RÆSON har talt med ham om bogen og om det fremtidens EU, som den nye kommission skal arbejde hen imod.
RÆSON: Du skriver i bogen, at vi lever i en tid med europæisk revolution. Hvor ser vi det?
Det er en tilfældig revolution, som ikke er planlagt af nogen. Det er en revolution, som er konsekvensen af, at Europa som helhed er nødt til at reagere på det, der sker i verden uden for Europa. Og tilfældigvis sker det meste af den reaktion gennem EU, hvilket ikke var en selvfølge. Hvis man fx ser på pandemien, havde EU ikke nogen formelle beføjelser til at koordinere vaccineproduktion og -distribution. Hvis man ser på alt det, der har at gøre med reaktionen over for Rusland efter invasionen af Ukraine – eller på, hvad vi skal gøre i en verden, hvor USA under både Trump og siden Biden er blevet meget nationalistisk og protektionistisk – eller på Kina, bemærker man gang på gang, at EU er kommet til at stå for hovedparten af de europæiske nationers svar.
De europæiske lande holder sammen, fordi de er bange for, at det ikke vil gå dem godt, hvis de står hver for sig. Det skaber en slags eksistentiel transformation af EU. EU var et redskab, som medlemslandene skabte for at gennemføre en form for globalisering i Europa. Det handlede om at fjerne grænser, at skabe et internt integreret marked, frihandel, for dernæst at kunne gøre det samme i resten af verden. Men fordi globaliseringen nu i bund og grund er forbi, og man i stedet ser en verden, der bliver meget mere fragmenteret – hvor handel er en konsekvens af geopolitik snarere end noget, der skal gøres for sin egen skyld – er EU’s mission som handelsblok også i høj grad blevet geopolitisk i sin natur.
Så den første revolution er, at vi gradvist ser en centralisering af den politiske magt, der i langt højere grad har gjort EU til en politisk enhed end en teknokratisk markedsenhed. EU bliver et politisk projekt, som er mere fokuseret på omverdenen end på sig selv.
Den anden revolution er, at karakteren af det, EU gør, bliver geopolitik og ’hård magt’. EU blev oprettet for at gøre præcis det modsatte; EU blev ikke oprettet for at lave geopolitik – det skulle man overlade til NATO og USA. Nu er man tvunget til at udvikle hård magt, fordi omverdenen er blevet så truende. Så det er en transformation af selve formålet med EU.
Det har nogle meget vidtgående konsekvenser for EU’s vej frem. Hele den udvikling, der har fundet sted indtil nu, er dybest set kriseforanstaltninger, reaktioner mod pres, reaktioner mod pandemien, reaktionen mod krigen i Ukraine. Men på et tidspunkt bliver man nødt til at lave strategi i stedet for krisestyring. Og det er det punkt, vi nu nærmer os med meget høj hastighed.
Bundlinjen er en revolutionær transformation på flere parametre. Først og fremmest er processen med at blive medlem af EU nu blevet en proces, som handler om geostrategi og geografisk positionering over for verden uden for EU. Det giver et helt andet perspektiv på, hvad medlemskab handler om, og hvem der derfor bør være medlem. Det er den første forandring. Den anden forandring handler om hård magt og geopolitik, og den tredje er konsekvensen af det første og det andet, nemlig at EU er blevet et statsprojekt snarere end et handels- og markedsprojekt, hvilket også gør, at EU er blevet ekstremt politisk, hvor det plejede at være mere upolitisk.
På et tidspunkt bliver man nødt til at lave strategi i stedet for krisestyring. Og det er det punkt, vi nu nærmer os med meget høj hastighed
_______
Du siger, at det ikke var givet, at EU skulle være rammen for disse reaktioner. Hvad er motivationen bag revolutionen?
Jeg tror, at frygt er den største motivation. De europæiske medlemslande er bange for omverdenen, og derfor ser vi på EU for at give os en vis størrelse og en vis sikkerhed, som vi mangler individuelt. Vi er også bange for os selv. Vi frygter, at hvis vi ikke gør det sammen gennem EU, så vil vi faktisk ødelægge EU indefra. Så det er frygten for svaghed. Vi kommer ud af Brexit-fasen, og vi går ind i en ny fase i en ny verden, hvor vi virkelig har brug for at holde sammen på tropperne. Og så er det også meget pragmatisk. For ved at gøre ting på EU-niveau kan du sandsynligvis gøre ting, som du ikke kan gøre på egen hånd.
Og så er det dybest set i din nationale interesse at gøre det på europæisk plan. Den verden, der var EU’s vugge, nemlig en verden af fred og handel, er væk. Det betyder også, at ingen i Europa faktisk har haft et rigtigt program for geopolitik og sikkerhed. Så der var et vakuum i den nationale politik, om man vil. Når alt så pludselig handler om geopolitik og sikkerhed, så er det klart, at man spontant siger: Lad os gøre det sammen.
Den verden, der var EU’s vugge, nemlig en verden af fred og handel, er væk
_______
Hvornår blev det klart for de europæiske ledere, at disse ændringer var nødvendige?
Det er en gradvis ting. Det er som frøen, der koger ihjel i gryden, fordi den kun langsomt bliver varmet op. Statslederne kommer ikke til Bruxelles med den ide, at nu vil de lægge kursen for EU om. De kommer med konkrete problemer, som de forsøger at løse i fællesskab, fordi det er den eneste måde at løse dem ordentligt på. Og hvis man gør det igen og igen over en årrække og en række kriser, er slutresultatet, at vi begynder at se på EU som det første, når der opstår kriser. Og det er der, vi er i øjeblikket. Så det er ikke med vilje – det er tilfældigt. Det er gradvist.
Der udgår en naturlig form for magnetisme fra Bruxelles. Von der Leyens retningslinjer for den nye kommission, der udkom i juli, indeholder en bevidst politisk strategi omkring ting som kapitalmarkeder, nøgleindustrier, havne, infrastruktur og så videre og så videre. Der er ingen grænse – det bliver bare ved med at vokse. Når man når en vis tærskel, er logikken, at vi altid skal gøre mere, og det bliver næsten som en helt naturlig proces.
Så der er ikke noget stort design, der er ikke nogen stor politisk diskussion, der ligger under dette Men træder man et skridt tilbage, kan man se helt klart, at EU i processen nu er blevet et andet dyr.
Ser man på Draghi-rapporten, som kom i sidste uge, er det netop en opfordring til at gøre meget mere, og at gøre det på EU-niveau. Bevægelsen bliver selvopfyldende. Og jeg tror, at vi nu har nået den tærskel eller det vippepunkt, hvor man kan sige, at vi nu er gået ind i en ny fase.
Du beskriver disse tre forskellige akser, hvor revolutionen finder sted: nemlig at EU er ved at blive et geostrategisk projekt, et stormagtsprojekt og et statsprojekt. Hvordan skelner du disse udviklinger fra hinanden, og hvordan ser vi dem helt konkret folde sig ud?
Det geostrategiske aspekt er meget klart i tilfældet med Ukraine og med lande som Moldova og med hele Vestbalkan. Hvorfor bliver disse lande øremærket til EU-medlemskab? Årsagen er geografisk nødvendighed. Vi har brug for en sikkerhedssfære og en tilstedeværelse på hele det eurasiske kontinent. Derfor kom de med. Det har aldrig før været rationalet bag EU-medlemskab. Tidligere var EU-medlemskab ikke geografisk betinget, men betinget på en historisk identitet og på fælles værdier. Det er anderledes nu, hvor det er blevet førsteprioritet, hvor på kortet EU skal gå til. Logikken er gået fra at være intern til at være ekstern.
Før hed det sig, at vi var et fællesskab af europæiske nationer, og at vi selv bestemmer, hvem vi vil have med i klubben. Den luksus har vi ikke længere. Nu er lande på vej mod medlemskab, som i det gamle perspektiv var undtagelsen fra reglen om, at man skulle være en eller anden form for historisk europæisk nation og passe ind i et fællesskab for at blive medlem.
Før var Tyrkiet afvigeren, som var kandidat på trods af manglende europæiske værdier og på grund af strategiske interesser under Den Kolde Krig. Nu bliver Tyrkiet normen. Det handler om geostrategisk positionering. Men det er ikke uproblematisk, for EU er ikke indrettet til at håndtere lande, der er historisk meget forskellige i politisk praksis og identitet, og det er en stor risiko for EU på længere sigt.
Det handler om geostrategisk positionering. Men det er ikke uproblematisk, for EU er ikke indrettet til at håndtere lande, der er historisk meget forskellige i politisk praksis og identitet, og det er en stor risiko for EU på længere sigt
_______
Hvis EU ikke ændrer, hvordan det fungerer, og hvilke medlemmer der gør hvad, men optager en ny række medlemmer, hvor rationalet netop er sikkerhed og geografi, vil det risikere at blive dysfunktionelt på sigt. Tyrkiet blev aldrig medlem, fordi vi vidste, at hvis vi tog landet ind, ville det forstyrre hele systemet.
Og allerede i dag har vi problemer med Viktor Orbán, som nogle måske ville sige?
Jeg skulle lige til at sige det. Vi har allerede en meget mild version af den risiko inden for EU i tilfældet Ungarn. Det viser, at klubbens regler skal ændre sig, hvis klubben som en geostrategisk øvelse skal blive succesfuld. Og det er et resultat af, at integrationen i EU nu handler om geografisk placering og ikke om værdier. EU er ikke længere først og fremmest et værdifællesskab.
Hvilke institutionelle forandringer kræver det?
Jeg vil grundlæggende anbefale, at EU udvikler sig mod en pyramidemodel for medlemskab, hvor bunden af pyramiden handler om geografi og sikkerhed. Faktisk har vi allerede indgået langsigtede sikkerhedsaftaler med lande som Moldova og Ukraine, selv før medlemskab, og hvis du ser på ’Det Europæiske Politiske Fællesskab’, der var Macrons ide efter invasionen af Ukraine, så omfatter det hele det europæiske kontinent, inklusive Storbritannien. For selvom Storbritannien ikke er i det lag af pyramiden, der har at gøre med markeder og fri bevægelighed osv., skal landet være en del af fundamentet for sikkerhed og geografi, og det ønsker det også selv at være.
Så Brexit er faktisk allerede overstået fra det perspektiv, at i det nye geostrategiske EU er Storbritannien allerede et medlem. Og kigger du på kortet for ’Det Europæiske Politiske Fællesskab’, så ser du, at det strækker sig helt til Aserbajdsjan, helt til Det Kaspiske Hav. Det er, hvad Europa nu handler om: At gøre Sortehavet til en europæisk sø, at have suverænitet over Østersøen osv. Hvis du sætter det på kortet, er det skabelonen for Den Europæiske Union. Og det betyder, at lande, som ellers ikke ville have været på listen, er på listen. Det er den første ændring.
Så Brexit er faktisk allerede overstået fra det perspektiv, at i det nye geostrategiske EU er Storbritannien allerede et medlem
_______
Den anden ændring er, at EU har stået stille, mens resten af verden er drejet om sin akse. EU var en øvelse i institutionaliseret globalisering i en verden, der globaliserede. Nu bliver verden mere og mere fragmenteret, isolationistisk og konfrontatorisk. EU, som vi gav magten til at være et frihandelsknudepunkt i en globaliserende verden, skal tilpasse sig den nye verden. Derfor skal EU også gøre, hvad resten af verden gør, nemlig lave geopolitik. Det betyder, at alle de gamle magter i EU – marked, finans, teknologi, industri – bliver genopfundet til at blive geopolitik og ikke fri markedsøkonomi. EU skal gøre ting, som EU aldrig har gjort før. Se bare på, hvilke lande vi underskriver handelsaftaler og energiforsyningsaftaler med efter invasionen af Ukraine. Du vil se, at det ikke kun handler om handel. Det handler om energisikkerhed, og det er en meget pragmatisk, realpolitisk tilgang. Det er, hvad vi nu gør på alle andre områder: teknologi, handel, finans. Det er alt sammen en forlængelse af geopolitik og bliver derfor betinget af geopolitisk enighed.
Konsekvensen er, at EU ikke længere handler om åbne markeder og frihandel. Det er ikke længere et neoliberalt projekt, der ønsker at adskille politik fra økonomi. Det er det modsatte. Det er en centralplanlægning, næsten i kinesisk stil. Det startede på bæredygtighedsområdet, og nu gør EU det i et stigende antal økonomiske sektorer.
Det plejede at være sådan, at gensidig afhængighed var noget godt, fordi det ville gøre alle bedre og verden stabil og fredelig. Vi fejrede det. Nu er det omvendt. Vi kan ikke stole på tredjelande, når det handler om ting, der har at gøre med sikkerhed. Derfor er der ikke længere nogen forskel mellem handel, teknologi, industri, sikkerhed og forsvar; det er alt sammen én og samme ting. Du skal træde ind i økonomien og diktere, hvad økonomien skal gøre, og du skal kaste en masse penge efter det – skatteydernes penge. Så det er derfor, jeg siger, at det bliver et statsligt projekt.
Den union, du beskriver her, virker som den våde drøm for de største EU-optimister. Men samtidig er der sket en højredrejning ved nationale valg i Europa, som vi senest har set i Tyskland, og som vi har talt om i lang tid. Hvordan kan man have mere EU-integration og mere magt til EU, når man samtidig ser disse bevægelser?
Der er en enorm konflikt dér. Og det er problemet med, at denne revolution er utilsigtet og stille snarere end bevidst og åben. Meget få politiske ledere havde ved det seneste valg til Europa-Parlamentet den ærlighed at sige, at vi som kontinent er i krig, og at vi derfor har brug for at mobilisere og centralisere tingene.
Der har i lang tid været et stort gab mellem den offentlige opinion i landene og den politiske realitet på EU-niveau. Og det er uholdbart på sigt. Vi skal på en eller anden måde bygge bro over den kløft. Derfor kommer jeg med nogle anbefalinger om at tage nogle skridt i den retning.
Noget af det, vi ser, er, at det bliver stadig sværere at beslutte enstemmigt. Hvis du får en kritisk masse af euroskeptiske regeringer, kan hele maskineriet falde sammen. Hidtil har vi undgået det. Hidtil har euroskeptikerne eller højrefløjen, eller hvad du vil kalde det, ikke skabt et kollektivt handlingsproblem i Bruxelles. Men så snart du har ikke kun én, men flere folk som Orbán, kan Europa næsten gå i stå, medmindre du ser koalitioner dukke op, hvor lande simpelthen gør de ting, der skal gøres, i mindre grupper. Og det vil være min forudsigelse, at det er det, vi vil se.
Nær Zikupe, 10. april 2019: Lettiske helikopterpiloter patruljerer nær den lettisk-russiske grænse [FOTO: Wojtek Radwanski/AFP/Ritzau Scanpix]
Kunne man ikke indvende som en bekymring, at et EU baseret på strategiske interesser er mere skrøbeligt end et EU baseret på fælles værdier? Værdier kan man diskutere, og man kan stå fast på dem. Strategiske interesser er foranderlige, og så bliver spørgsmålet pludselig, hvad der holder EU sammen, når Ukrainekrigen er ovre, eller vi får genoprettet forholdet til USA, Kina og Rusland.
Jeg forstår dit spørgsmål, men jeg tror, det vil tage os et stykke tid, før vi kommer dertil. Konkurrencen med Rusland vil fortsætte i lang tid. Jeg ser ikke en magisk løsning på det faktum, at vi har et nyt sikkerhedsproblem i Europa, der tvinger os til at have en geografisk dagsorden. EU’s forhold til USA vil være anderledes, så længe USA mener, det er nødvendigt at engagere sig i en global konkurrence med Kina. Så jeg tror, vi taler om mange årtier. Verden har ændret sig, og vi kan ikke gå tilbage i tiden. Tiden, hvor vi var en sikkerhedsprioritet for USA, er forbi. Vi bliver nødt til tage os mere af tingene selv i Europa.
EU er født ud af kriser og reagerer altid på kriser. Dét har altid været EU’s modus operandi, og det er det også nu. Men når støvet har lagt sig, vil vi indse, at den europæiske integration har fået et nyt ansigt. Tænk bare på, hvad det ville betyde, hvis Ukraine blev medlem af EU, med hensyn til infrastrukturbehov, genopbygningsbehov, økonomisk udvikling, landbrug osv. Vi vil skulle håndtere denne nye virkelighed i et stykke tid. Og den verden, der kommer efter, afhænger virkelig af, hvordan vi håndterer denne nye virkelighed nu og i den umiddelbare fremtid.
I det store billede kræver det virkelig en Europæisk Union eller et Europa, der bliver en ligeværdig partner med USA i visse spørgsmål, nemlig alt, der har at gøre med forsvarssikkerhed, mens EU omvendt på teknologi- og industriområdet bliver mere autonomt, fordi alternativet er, at vi i bund og grund bliver revet fra hinanden af de økonomiske nødvendigheder for de enkelte lande.
Hvis ikke vi tænker på vores marked som et strategisk rum, hvor vi har brug for europæisk strategisk autonomi og kapacitet, er konsekvensen, at de enkelte markeder og de enkelte lande vil blive legetøj for Kina og USA. Hvis vi ikke gør det sammen på denne måde, er alternativet værre for alle. Så det bliver ikke nemt, men jeg tror, at skridt for skridt vil vi udvikle det videre.
Og glem ikke én ting: Hvis frihandel nu er blevet protektionisme og nationalisme, så betyder det, at du ønsker industriel kapacitet og autonomi til at kunne producere ting på dit eget territorium, fordi du indser, at det er nødvendigt, hvis der opstår en konflikt. Jeg ser ikke en mulighed for at undgå den logik, at hvis du ønsker sikkerhed, og vi alle har brug for sikkerhed, så har det konsekvenser, der kræver, at du tænker i en europæisk strategisk zone. De to er uadskillelige.
På den ene eller den anden måde er det sådan, det vil gå. Og det er allerede ved at ske. Europa har gjort meget sammen under meget eksternt pres. Vi har nu klare indikationer fra maskineriet i Bruxelles om, at man er villige til at tage det et skridt videre og blive meget mere omfattende og strategiske. Jeg tror, det er sådan, det vil gå. Jeg tror, alternativet er bare meget værre for alle involverede. Derfor vil det ske. ■
Marc De Vos (f. 1970) er direktør og medstifter af den Bruxelles-baserede tænketank Itinera Institute og juraprofessor ved universitetet i Gent. Hans seneste bog, Superpower Europe – The European Union’s Silent Revolution, udkom i august på forlaget Polity.
ILLUSTRATION: Fra venstre mod højre: Formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, Grækenlands premierminister, Kyriakos Mitsotakis, og formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen, flyver i en helikopter over den græsk-tyrkiske grænse, 3. marts 2020. Besøget fandt sted, efter at Tyrkiet havde åbnet grænsen for asylansøgere [FOTO: Handout/DIMITRIS PAPAMITSOS/EPA/Ritzau]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
