Malthe Munkøe: Von Der Leyen står foran en historisk opgave: At finde EU’s plads i en verden i opbrud
19.07.2024
Fem år med Von Der Leyen har vist, at hun ikke er bange for at lade kommissionen handle, når nye kriser opstår. Og dem vil der komme mange af
af Malthe Munkøe
Med Von der Leyens genvalg til Kommissionsformand – formentlig Europas vigtigste politiske skikkelse – har man sikret kontinuitet og sommerferie-roen i Bruxelles. Men hvad er det så, vi kan vente af hende og af hendes nye Kommission?
Det europæiske drama kunne ganske vist ikke måle sig med de vilde begivenheder i amerikansk politik, der udspillede sig samtidig. Men det var alligevel ikke uden dramatik, spænding og indviklede politiske manøvrer, at von der Leyen til sidst vandt afstemningen og kunne fortsætte 5 år mere som formand for Kommissionen.
Med udpegningen af von der Leyen havde EU’s stats- og regeringsledere valgt kontinuiteten og kvitteret for en første embedsperiode, der på mange måder var gået overraskende godt. For på forhånd var von der Leyen, en tysk forsvarsminister med alvorlige skandalesager fra et tilsyneladende mindre velfungerende ministerium i bagagen, ikke den tungeste kandidat man kunne have set for sig. Forgængerne, Juncker og Barroso, var i hvert fald begge statsministre, ligesom hun var et ubeskrevet blad for mange, da hendes navn pludselig – og angiveligt på Macrons foranledning blev bragt i spil.
Men Von Der Leyen viste sig som en effektiv krisemanager – først via håndteringen af først corona-pandemien, siden energi-krisen (som følge af beslutningen om at udfase brugen af russisk energi), og helt generelt den ændrede geopolitiske situation i Europa. Dertil kommer at hun fik gennemført sit store flagskib, Green Deal, og også på en række andre vigtige sagsområder har hun vist, at hendes Kommission kunne levere.
Takket være en ganske centraliserende og topstyrende hands-on-stil har von der Leyen, der også er en effektiv kommunikator, sikret at Kommissionen har fyldt nøglerollen i forsøget på at finde løsninger på Europas mest presserende problemer. Læg dertil at von der Leyen ikke mindst med stærke relationer til både Paris og Berlin har formået at navigere i det komplekse farvand, som europæisk politik er.
Hendes primære udfordringer har været i forhold til det vanskelige spørgsmål om håndteringen af de medlemslande, der havde problemer med ”rule of law” og liberale demokratiske principper, ligesom hun i sit eget konservative bagland har mødt kritik for, at den for højprofilerede grønne politik koster Europa både konkurrenceevne og arbejdspladser.
Så hvad er det for en kommissionsformand og Kommission, vi kan forvente de næste fem år? En del af svaret kan vi finde ved at se på, hvad der har kendetegnet den første von der Leyen Kommission. Noget fremgår af det politiske program (’Political Guidelines’), von der Leyen lagde frem forud for afstemningen i Europa-Parlamentet. Men meget vil givetvis også handle om de uforudsete begivenheder, der skal reageres på. Engang spurgte en journalist den britiske konservative premierminister Harold Macmillan: Hvad er den vigtigste udfordring for en regeringschef? Han svarede med de senere så berømte ord: ”Events, dear boy, events”. Og med udsigt til en mulig Trump-regering i USA, en mulig kinesisk invasion af Taiwan, og et væld af andre risici-momenter kunne hendes anden embedsperiode meget vel blive karakteriseret ved geopolitiske kriser og udfordringer. I sin tale til parlamentet fastslog hun at da også at ”vores demokratier er truede”: ”I hele EU og i EU-institutionerne […] har man fundet tilfælde af spionage, cyberangreb, korruption og disinformation fra fremmede magter, især Rusland og Kina. Trusselsniveauet og omfanget af hybridangreb har ikke været så højt i årtier”.
Som vi har set, går von der Leyens politiske instinkter typisk i retning af aktivt at søge at påtage sig nye roller og opgaver – at være imperiebygger
_______
Kommissionens nye rolle
Da von der Leyen kom til magten i 2019 var det vigtigste pejlemærke en Green Deal, der skulle gøre EU til det første klimaneutrale kontinent, og i Kommissionens mange forskellige udspil og politiske dokumenter mv. blev den ”dobbelte omstilling” det centrale ledemotiv: Det grønne og digitale gik hånd i hånd,. To af de tre Executive Vice Presidents (en ny titel, von der Leyen oprettede), socialisternes Frans Timmermans og de liberales Margrethe Vestager, fik ansvaret for hhv. hele den grønne og den digitale portefølje.
Det vil altid være sådan, at der i en EU-Kommission sker vildt mange ting samtidig på tværs af de mange fagområder man har ansvaret for. Men von der Leyen har virkelig demonstreret en evne til at sætte klare pejlemærker som har gennemsyret retningen i store dele af Kommissionens arbejde.
Samtidig var den første von der Leyen-Kommission meget ivrig – den lancerede nye lovforslag og initiativer ved mange lejligheder. Mest sigende er kontrasten til håndteringen af problemerne efter finanskrisen ramte i 2008. Dengang var det reelt EU’s finansministre, der via den lukkede Eurogruppe drøftede udfordringerne og løsninger man kunne acceptere. Kommissionen sad med, men var mest af alt henvist til at implementere de beslutninger, der blev truffet mellemstatsligt af ministrene. Men da corona-pandemien ramte fik von der Leyen tidligt i forløbet skabt enighed om, at man skulle imødegå nedlukningernes økonomiske tilbageslag via en fælleseuropæisk løsning indlejret i det fælles syvårsbudget (MFF), der yderst belejligt skulle færdigforhandles på samme tid. Derved blev Kommissionen den centrale aktør i forhold til den økonomiske side af corona-krisen.
Iagttagere talte om et ”Hamiltonsk Øjeblik”, med henvisning til at den første amerikanske finansminister, Alexander Hamilton, havde formået at smede de 13 meget forskellige kolonier sammen til Amerikas Forenede Stater ved via fælles gældsætning at opnå en forenet finanspolitik. I 2020 gjorde EU’s corona-hjælpefond, Next Generation EU, præcis det samme – EU som helhed stiftede gæld, med den kreditværdighed i ryggen der ligger i at medlemsstaterne nok ikke vil tillade, at EU ikke betaler sine regninger. I sig selv var Next Generation EU ret stor – den samlede 6 pct. af EU’s BNP – og den har dannet præcedens så det, der tidligere var utænkeligt – og under Finans- og Statsgældskrisen i 2010erne robust blev afvist af Nordeuropa – nu er en seriøs del af diskussionen om hjælp til Ukraine.
Kort sagt: Von der Leyens først Kommissionsperiode brød med tabuer og var i det hele taget kendetegnet ved, at man fik en central rolle i krisestyring. Hvor Kommissionen traditionelt har været en relativt teknokratisk og bureaukratisk institution, der har den juridiske kompetence til at fastlægge kompleks og detaljeret regulering for en halv milliard mennesker og klodens tredjestørste økonomi, har det typisk været en mindre politisk agerende institution. Der har dog længe været en bevægelse i den retning, og dén har von der Leyen i høj grad fortsat. Allerede Juncker-Kommissionen gjorde det til et mål at blive en ”politisk Kommission”, hvilket Juncker mente var presserende vigtigt på et tidspunkt, hvor statsgældskrisen truede selve kernen af det europæiske samarbejde, Man tvivlede på, at EU kunne være en vigtig del af svaret på tidens udfordringer. Da von der Leyen tog over i 2019 byggede hun videre på Junckers ambition og bekendtgjorde, altså længe inden Ruslands invasion af Ukraine, hun ville stå i spidsen for en geopolitisk Kommission – der skulle kunne handle internationalt.
Von der Leyens først Kommissionsperiode brød med tabuer og var i det hele taget kendetegnet ved, at man fik en central rolle i krisestyring
_______
En tredobbelt omstilling
I det hele taget har EU-Kommissionen under von der Leyen handlet og aktivt opsøgt nyt ansvar for at håndtere tidens kriser. I stedet for at hver medlemsstat selv stod for at indkøbe vacciner fik man medlemslandene overtalt til en fælleseuropæisk løsning, som blev håndteret af Kommissionen og hvor von der Leyen selv spillede en central rolle – som sagerne om hendes sms’er med direktørerne fra store pharma-virksomheder vidner om.
Men også på andre områder har Kommissionen i stigende grad fået en krisestyringsrolle eller hvad man kunne kalde en udførende regerings-lignende ”executive” rolle, ved siden af den traditionelt mere tilbagetrukne funktion som regulator.
Et eksempel er de fællesindkøb, som EU-Kommissionen har gennemført ift. naturgas, kritiske råstoffer og mikrochips. I en krisesituation vil man kunne aktivere nye greb på fx mikrochipsområdet – hvor COVID afslørede, at europæisk økonomi er kolossalt sårbar når det gælder adgangen til halvledere. Det er netop slående hvor højt økonomisk sikkerhed og dét at reducere EU’s kritiske afhængighed af omverdenen har stået på Von Der Leyens dagsorden. Faktisk i en grad så man er begyndt at tale om ikke blot en dobbelt omstilling, men en tredobbelt omstilling – hvor EU skal blive mere grøn, digital og mere robust. Robust i betydningen at have mere sikker adgang til de kritiske produkter, der er særligt vigtige for vores samfund og økonomi – jf. den store opmærksomhed der har været i EU-systemet på strategisk suverænitet og den Versailles-erklæring, som stats- og regeringslederne i marts 2022 indgik med fokus på at opnå større autonomi og reducere kritiske afhængigheder. Bedømt på hendes tale til parlamentet før afstemningen torsdag 18 juli vil dette forblive centralt.
Ville von der Leyen blæse retræte i forhold til den grønne dagsorden? I sidste ende blev hun dog godkendt i Europa-Parlamentet på baggrund af de Grønnes stemmer
_______
Konkurrenceevnen er afgørende
Mens Green Deal står som hendes hidtil måske vigtigste politiske bedrift – i hvert fald indtil coronapandemi og geopolitiske kriser uventet trængte sig på – er det allermest centrale i von der Leyens politiske program (Political Guidelines) for 2024-29 at styrke europæisk konkurrenceevne. Dette er en afspejling af, at erhvervsliv og en række medlemsstater længe har ønsket en industriel eller konkurrenceevne-baseret Deal, som supplement til Green Deal.
Beslutningen om at udfase russisk naturgas udløste stigende energipriser, hvor især de mere energi-intensive brancher i erhvervslivet er hårdt presset. Desuden har EU meget længe haft mere end svært ved at følge med USA og efterhånden også Kina, når det kom til den digitale udvikling, samtidig med at verdens to supermagter – efterhånden til EU’s store fortrydelse – fremstår altdominerende indenfor en række teknologiområder: Robotteknologi, rumfart, kunstig intelligens mv. Selv den engang så mægtige europæiske – og ikke mindst tyske – bilindustri er alvorligt udfordret af især konkurrencen fra kinesiske elbiler, ligesom andre sektorer i stigende grad føler sig presset af hård, og angiveligt ikke altid fair, global konkurrence.
Derfor har et centralt spørgsmål været, i hvor høj grad den konservative von der Leyen ville blæse retræte i forhold til den grønne dagsorden og Green Deal. I sidste ende blev hun dog godkendt i Europa-Parlamentet på baggrund af de Grønnes stemmer, snarere end højrefløjen/ECR (foruden den samme koalition af liberale, socialister og konservative, der i forvejen havde støttet hende i 2019). Og ser man på hendes politiske program for 2024-29 er der fortsat en stærk orientering imod det grønne. Snarere end den fra mange sider efterspurgte ”Competitiviness Deal” bebuder hun således en ”Clean Industrial Deal”, hvor en væsentlig ny lovgivning vil være en ”Industrial decarbonization Accellerator Act”. Samtidig beskrives det, at ”vi må og skal fastholde kursen mod de mål som bliver sat i European Green Deal”.
Der er altså klare indikationer af, at den nye Kommission VIL være meget optaget af erhvervslivets konkurrenceevne. Hun lægger stor vægt på at nedbringe administrative og regulatoriske byrder for erhvervslivet, fx en revision af udbudsdirektivet, forsimpling af kemikalielovgivningen REACH, en ny lovgivning om cirkulær økonomi, og lignende. Desuden venter alle i Bruxelles nu på den rapport om EU’s konkurrenceevne, som Mario Draghi har skrevet og ventes at offentliggøre til september. Som tidligere direktør for den Europæiske Centralbank er Draghi manden, der reddede euroen og afsluttede Statsgældskrisen i EU – den mest respekterede skikkelse, EU har haft i mange år, og hans analyse og anbefalinger imødeses med stor spænding.
Draghi er bekymret – han mener, EU har brug for omfattende reformer. Som han beskrev det i et Financial Times-interview har EU’s velstand været baseret på militær beskyttelse fra USA, billig energi fra Rusland og billige produkter fra Kina, og alle tre elementer er ved at falde bort. Det er symptomatisk, at diskussionen af EU’s konkurrenceevneudfordringer sker på baggrund af en dybfølt bekymring over, at verdensordenen – inklusiv frihandlen – er under gevaldigt pres. På den ene side klart er det i EU’s interesse at systemet så vidt muligt fastholdes, men på den anden side er det en realitet, at andre store økonomier har vist sig parate til at anvende statsstøtte, tariffer og andre redskaber, der peger i den modsatte retning. Dét har længe været et centralt fikspunkt for von der Leyen og Komimssionen: Hvordan skal EU balancere her?
Et andet vigtigt fikspunkt i hendes program er netop den ændrede geopolitiske situation. I 2019 blev det set som et modigt og fremadsynet nybrud, at EU’s dengang nye Kina-strategi eksplicit beskrev Kina som en ”strukturel rival” på visse områder. Nu, fem år senere, vil hun imødegå kinesiske hybridangreb på EU, ligesom hendes program gør klart, at EU vil ”bruge den fulde rækkevidde af sine samlede statslige kompetencer (”statecraft”) til at forhindre Kina i på egen hånd med militære midler at ændre status quo, navnlig i forhold til Taiwan”. Det er særligt bemærkelsesværdigt, når man sammenligner med hendes politiske program fra 2019, der ikke nævnte Kina eller Rusland, og ift. udenrigspolitikken syntes mest optaget af at forsøge at få et godt partnerskab med USA, dengang under Trump. I sit program slår von der Leyen nu til lyd for en ”ny økonomisk udenrigspolitik”, med fokus på forsyningsikkerhed omkring strategisk vigtige værdikæder (som fx kritiske råstoffer og mikrochips), samt at man i EU skal turde være ”mere assertive [handlekraftige, resolutte, red.] når det kommer til at beskytte vores økonomi”.
Dette perspektiv må forventes at blive et helt centralt ledemotiv for von der Leyen. På den helt globale scene har udviklingen længe gjort EU stadigt mere sårbar – og med behov for at lære at være ”alene hjemme” i takt med, at USA’s engagement i Europa falder.
Som Draghi beskrev det, har EU’s velstand været baseret på militær beskyttelse fra USA, billig energi fra Rusland og billige produkter fra Kina, og alle tre elementer er ved at falde bort
_______
„Events, dear boy‟
Dertil kommer selvfølgelig alle de sager og emner, enhver ny Kommission skal forholde sig til – uanset hvem formanden måtte være. I 2025 skal Kommissionen således fremlægge sit forslag til EU’s langsigtede budget (Multiannual Financial Framework), som er den måske vigtigste sag i Bruxelles i den ofte langstrakte periode, det forhandles. Ligesom der naturligvis skal sammensættes en ny kommission, hvor kommissionsformanden ganske vist fordeler porteføljerne og skriver de mission letters, som giver hver kommissær deres mandat og centrale opgaver, men hvor sammensætningen også er nødt til at afspejle de kandidater, medlemsstaterne bringer i spil og deres prioriteter.
Med von der Leyen får man en kommissionsformand, der er godt inde i EU-systemet, hvilket taler for, at man relativt hurtigt og effektivt vil kunne sætte retningen og få sat gang i de nye initiativer, der skitseres i von der Leyens politiske program.
Men hvis det går, som det ofte gør i politik – ”events dear boy, events” – vil det centrale for von der Leyens anden periode i ligeså høj grad blive, hvordan hun og resten af kommissærkollegiet reagerer på begivenhedernes gang. Som vi har set, går von der Leyens politiske instinkter typisk i retning af aktivt at søge at påtage sig nye roller og opgaver – at være imperiebygger, og udvide Kommissionens handlerum. Dette ses som afgørende for at sikre gode svar på de voksende udfordringer, EU står overfor i en mere geopolitisk volatil verden. Det mest centrale for hendes anden embedsperiode kan således meget vel blive, hvordan hun og Kommissionen reagerer på nye geopolitiske trusler og udviklinger, og om EU fortsat er i stand til at levere slagkraftig krisehåndtering, når det brænder på.
Derved er von der Leyens succes eller fiasko ikke blot målt på hvordan man håndterer de traditionelle EU-dagsordener – for landmænd, virksomheder og forbrugere m.fl. – sådan som man forventede for 10 eller måske bare 5 år siden. Det afgørende spørgsmål kan blive: Hvordan klarer de europæiske lande den vanskelige opgave med at tilpasse sig en dramatisk ændret verdensorden? ■
Det afgørende spørgsmål kan blive: Hvordan klarer de europæiske lande den vanskelige opgave med at tilpasse sig en dramatisk ændret verdensorden?
_______
ILLUSTRATION: Kommissionsformanden genvælges, 18/7 [foto: EU]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
