12.06.2024

I 2017 fik Macron ørerne i maskinen for at udtale, at hans tanker var for komplekse for journalister. Med søndagens opløsning af den franske nationalforsamling har han imidlertid ført belæg for den påstand.

Analyse af Malthe Dahl

PARIS – Når Macron og hans rådgivere i bagklogskabens ulideligt klare lys skal gøre boet op efter EP-valget, vil det hurtigt stå klart, at de førte valgkamp ude af takt med den franske befolkning. Macron lagde alle kræfter i at gøre krigen i Ukraine til valgkampens store dagsorden, øjensynligt, fordi han anede en sprække i Le Pens panser i partiets fortidige flirten med Forenet Rusland og Putin.

Det lykkedes imidlertid aldrig at få etableret truslen mod øst som den vigtigste dagsorden i de franske vælgeres øjne. Foruden den udhulede købekraft indtog klima, usikkerhed og immigration de højeste placeringer på listen over franskmændenes bekymringer. Mens venstrefløjen tog ejerskab over klimaet, fik Le Pens Rassemblement National nærmest frit løb til at sætte sig på usikkerhed og immigration.

En anden kæp i hjulet på Macron var Le Pens nye wonderboy, den kun 28-årige Jordan Bardella. Altid ulasteligt klædt, godt skåret for tungebåndet og med fingerspidsfornemmelse for digitale medier, blev han partiets rambuk ind i ungdomsværelserne. Hele 26 pct. af de 18-24-årige satte deres kryds ved Rassemblement National. Det er 11 pct. flere end ved det sidste EP-valg, og den ære tilfalder utvivlsomt Jordan Bardella, der med sin succes har gjort sig for værdifuld til EU. Mens resten af de nyslåede europæiske parlamentarikere så småt vender snuden mod unionens hovedsæde, er det tvivlsomt, om den unge franskmand overhovedet når til Bruxelles.

Hvorfor opløser Macron Nationalforsamlingen?

I 2017 fik Macron ørerne i maskinen for at udtale, at hans tanker var for komplekse for journalister. Med søndagens opløsning af den franske nationalforsamling har han imidlertid ført belæg for den påstand. Den skrivende klasses spekulyseapparat har været i sving lige siden talen, og der er adskillige udlægninger af teksten.

Skal man skitsere en plausibel forklaring, kan den lyde sådan her: Valgnederlaget efterlod Macrons mindretalsregering svagere end nogensinde. Forude venter budgetforhandlinger, der kræver republikansk opbakning, men i lyset af EP-valgets resultat er det langtfra givet, at de har lyst til at hoppe ombord på Macrons synkende skude. Derfor er et parlamentsvalg mere attraktivt. Dels fordi et styrket mandat til Macron er mere sandsynligt, end EP-valget antyder. Men også fordi et nederlag rummer chancen for at bremse Le Pen.

 

Godt nok starter Macron valgkampen på baggrund af en syngende lussing, men for franske vælgere føles Bruxelles mere fjernt, hvorfor det langtfra er givet, at parlamentsvalget d. 7. juli bliver en gentagelse af EP-valget
_______

 

Godt nok starter Macron valgkampen på baggrund af en syngende lussing, men for franske vælgere føles Bruxelles mere fjernt, hvorfor det langtfra er givet, at parlamentsvalget d. 7. juli bliver en gentagelse af EP-valget. For franskmænd med lyst til at afgive en proteststemme var EP-valget den oplagte lejlighed. Dertil kommer den lave valgdeltagelse, der utvivlsomt vil være højere ved parlamentsvalget. For de yderligere stemmer til parlamentsvalget bliver det afgørende spørgsmål, om frygten for Le Pen overstiger utilfredsheden med Macron.

Den helt centrale forskel på de to valg er imidlertid systemet, der fordeler mandaterne. Franske valg opererer med valgkredse og to runder. Får en kandidat under 12,5 pct. af stemmerne i første runde, bliver vedkommende elimineret. Bliver kandidater til venstre – eller lidt til højre – sparket ud i første runde, kan det altså let tænkes, at de modvilligt samler sig bag Macrons parti i anden runde for at undgå Le Pen. På den måde er direkte opbakning mindre afgørende ved parlamentsvalget.

Men selv hvis valget bliver en succes for Le Pen & co., er det ikke ubetinget skidt for Macron. De franske magttroner er varme og Rassemblement National, der hidtil har levet en komfortabel tilværelse som protestparti, skal pludselig fremstå som regeringsduelige og kompetente ledere. Det kan vise sig svært for et parti, der endnu aldrig har betrådt magtens korridorer. Og lettere bliver det ikke af, at Macron fortsat vil være præsident og med hele embedets magt gøre sit bedste for at forsure tilværelsen for Le Pen og hendes lovgivere.

Dertil kommer det særligt franske fænomen, at vælgerne med samme lovmæssighed som tyngdekraften vender sig mod deres lovgivere. Spørg bare Macron: Allerede et år efter han i 2017 bragede ind i Élysee-palæet, erklærede næsten tre fjerdedele af de franske vælgere deres utilfredshed med hans embedsførelse. Vinder Le Pen regeringsmagten, kan det derfor ultimativt vise sig at blive en Pyrrhussejr vundet på bekostning af hendes virkelige mål: Præsidentvalget i 2027.

Hvordan kommer Nationalforsamlingen til at se ud?

 De strategiske overvejelser til side er sagens kerne naturligvis, hvordan parlamentet kommer til at se ud på den anden side af et valg. Her er der tale om et mudret billede.

Skal Le Pen tage regeringsmagten uden at være afhængig af støttepartier, kræver det et mindre mirakel. Rassemblement National kommer utvivlsomt til at skrabe flere mandater til sig end ved sidste valg, men hele 201 skal føjes til gruppens nuværende 88, hvis de skal regere egenrådigt.

 

Vinder Le Pen regeringsmagten, kan det derfor ultimativt vise sig at blive en Pyrrhussejr vundet på bekostning af hendes virkelige mål: Præsidentvalget i 2027
_______

 

Mere sandsynligt er det, at Le Pen skal på jagt efter en koalition. Her er først og fremmest Eric Zemmours parti Reconquête en oplagt samarbejdspartner. Ganske vist er der kurrer på tråden mellem de to partier, og første forsøg på at etablere et samarbejde brød sammen tirsdag eftermiddag. Men mon ikke begge partier er klar til at sluge et par kameler, hvis et samarbejde kan lirke låsen til magtens gemakker op.

Reconquete er imidlertid næppe nok. Det store spørgsmål går derfor på, om Republikanerne kunne lokkes et skridt til højre. Den alliance ville være mildest talt opsigtsvækkende. Med Chirac i spidsen var Republikanerne nemlig ophavsmænd til den såkaldte cordon sanitaire – en gentlemanaftale i fransk politik om at holde Rassemblement National uden for indflydelse.

Alligevel blev rævekagen mellem de to partier forsøgt bagt allerede mandag aften.  Republikanernes leder Éric Ciotti havde i aftenens løb haft foretræde ved Jordan Bardella, og faktisk lykkedes de to herrer at nå til enighed om et samarbejde. Den slags gør man imidlertid klogest i at klappe af med sit parti, inden man annoncerer det, men så vidt havde Ciotti ikke ulejliget sig. Knap havde den republikanske leder bekendtgjort nyheden, før ramaskrig og krav om afgang lød fra egne rækker. For nu befinder partiet sig i åben borgerkrig. Ikke optimale betingelser for et godt valg – særligt for et parti, der kun har set deres mandattal skrumpe siden Macron blev præsident i 2017.

Har venstrefløjen så en chance? Ligesom i 2022 har kludetæppet af forskellige grønne, kommunistiske og socialistiske partier meldt sig under samme fane. Den beslutning gav pote sidste parlamentsvalg, hvor den spraglede forsamling fandt vej til en fjerdedel af sæderne i Nationalforsamlingen. Det er langtfra utænkeligt, at den nye koalition finder fornyet energi i frygten for højrefløjen og skraber yderligere stemmer til sig. Imidlertid er alt under halvdelen ubrugeligt, når man ikke kan finde ud af at samarbejde med andre partier, så en venstrefløjsregering er for nu højst usandsynlig.

Macrons perspektiver er ikke kønnere. Allerede i 2022 mistede hans parti sit parlamentariske flertal, hvilket er højst usædvanligt for franske præsidenter. Det kommende valg tegner ikke til at blive bedre. Tværtimod tyder alt på, at præsidentens parlamentsgruppe står til at skrumpe.

Et spinkelt håb for Macron er imidlertid at få omsat modviljen mod Le Pen til en såkaldt front republicain, hvor moderate venstre- og højrefløjsstemmer samler sig om præsidenten. De første strategiske træk mod det mål er allerede iværksat. I et forsøg på at lokke republikanerne tilbage i stalden og forpurre ægteskabet mellem Ciotti og Le Pen har Macrons parti luftet idéen om ikke at stille modkandidater op i valgkredse, hvor republikanere afstår fra at tilslutte sig Le Pen. Men selv hvis det træk bringer republikanerne i geled, skal Macron sandsynligvis bruge flere samarbejdspartnere. Hvor han skal finde dem, kræver god fantasi.    

Som støvet så småt lægger sig efter Macrons valgbombe, tegner sig altså konturerne af et fransk politisk landskab splittet i tre blokke uden nogen lige vej til et flertal. Højrefløjen og Le Pen har overhånden, men det mest sandsynlige udfald ligner for nu, et valg uden nogen klar vinder d. 7. juli og et franske parlament i overhængende fare for at blive komplet dysfunktionelt. Men så igen: Fransk politik har det med at overraske. Man kan lege bogstavleg forfra og bagfra den næste måned, men det endelige resultat kender vi først efter d. 7. juli. ■

 

Som støvet så småt lægger sig efter Macrons valgbombe, tegner sig altså konturerne af et fransk politisk landskab splittet i tre blokke uden nogen lige vej til et flertal
_______

 

Malthe Dahl (f. 1995) er journalist med base i Paris. Han er bachelor i retorik fra Københavns Universitet og kandidat fra Sciences Po-universitetet i Paris.

ILLUSTRATION: Paris, 12. juni 2024: Præsident Macron afholder pressemøde ifm. opløsningen af Nationalforsamlingen [FOTO: Stephane Mahe/Reuters/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen