Malthe Dahl efter første valgrunde: Macronismen synger på sidste vers
04.07.2024
Uanset udfaldet af søndagens valg er Macron på vej ned ad samme vej, som de partier han aflivede, da han kom til magten i 2017. Det politiske eksperiment fra midten er slut.
Af Malthe Dahl
Da Macron sidste måned efter det katastrofale EP-valg opløste den franske Nationalforsamling, var det med et spinkelt håb om at bremse Le Pen. Dels håbede man, at fire ugers valgkamp kunne vinde noget af det tabte terræn tilbage, men mest af alt satte man sin lid til, at frygten for Le Pen ville mobilisere flere franske vælgere til stemmeurnerne til fordel for de andre partier.
Efter resultatet af første runde i søndags bristede den idé imidlertid prompte. Ganske rigtigt var valgdeltagelsen med sine 67 pct. historisk høj, men en større vælgertilslutning rokkede ikke ved det styrkeforhold etableret fra EP-valget for en måned siden. Tværtimod: Med en tredjedel af stemmerne strøg Le Pen og hendes allierede ind på en førsteplads – efterfulgt først af venstrefløjen med 28 pct og dernæst Macron med 20 pct.
Den svimlende forskydning fransk politik er undergået på blot et par år træder endnu tydeligere frem, hvis man zoomer ind på partiernes præstation i Frankrigs 577 valgkredse.
Le Pens parti, Rassemblement National, nåede hidtil usete højder. I 2022 kvalificerede Marine Le Pen og hendes allierede sig til anden runde i blot 208 valgkredse. I søndags lød tallet på lidt under 500, og i hele 297 valgkredse løb en kandidat fra Rassemblement National med flest stemmer i første runde.
Mens Le Pen således kunne fejre et historisk resultat, så det omvendt dystert ud for Macron. I 2022 avancerede regeringskoalitionens kandidater til anden runde i 417 kredse, mens de i søndags kunne tælle næsten 100 færre. Og kun i sølle 69 af valgkredsene kunne Macrons kandidater mobilisere nok begejstring til at vinde flest af stemmerne.
Selvom manøvren muligvis koster Le Pen valgsejren, er den kortsigtet og uden nogen plan for det politiske efterspil
_______
Fælles front mod Le Pen
Hvilken fremtid tegner sig nu for den franske Nationalforsamling? For at give et kvalificeret bud er det nødvendigt at forstå et par af det franske valgs spilleregler.
For at gå videre til anden runde i det franske valgsystem skal en kandidat finde opbakning fra 12,5 pct af samtlige stemmeberettigede i en kreds. Hvor svært det er gå videre er altså en funktion af stemmedeltagelsen. Valgdeltagelsen på omtrent 50 pct ved seneste valg betød i praksis, at en kandidat skulle hente 25 pct. af de afgivne stemmer for at gå videre, og som resultat bød kun otte kredse i 2022 de såkaldte ’triangulaires’, hvor tre kandidater går videre til anden runde.
Efter første runde i søndags var billedet helt anderledes. I 306 kredse gik tre kandidater videre til anden runde, og i langt de fleste tilfælde skulle slaget stå mellem Macron, venstrefløjen og Le Pen.
For venstrefløjen og Macron var udsigten til at bekæmpe hinanden et problem. For store politiske uenigheder til trods foretrækker parterne hinanden fremfor Rassemblement National. De mange valgkredse med tre kandidater udgjorde altså en trussel, fordi vælgerne med aversion for Le Pen, risikerede at splitte deres stemme mellem venstrefløjen og Macron og dermed bane vejen for Le Pen-kandidaten.
Straks efter valget søndag gik de strategiske spekulationer derfor i gang. En ny republikansk front skulle etableres for at holde Le Pen stangen.
Fra venstrefløjskoalitionen lød det prompte, at enhver af deres kandidater, der var kommet ind som nummer tre i første runde, ville blive trukket fra valget for at øge chancen for Macrons kandidater. Dermed forsvandt 127 kandidater med et snuptag fra valget.
Den ubetingede solidaritet havde Macron-lejren imidlertid svært ved at gengælde. Med venstrefløjskoalitionen delvist bestående af rivalen La France Insoumise var udsigten til at vige pladsen til fordel for gamle fjender en bitter pille at sluge for flere af Macrons kandidater. Alligevel endte 83 af Macrons kandidater med at være forsvundet tirsdag 18.00, da deadline for at trække sit kandidatur lød, og antallet af de såkaldte ’triangualires’ er således faldet fra 306 til 94.
Den nye alliance mellem Macron og venstrefløjen kan vise sig at blive en alvorlig snubletråd for Le Pens vej mod et flertal i Nationalforsamlingen. Men selvom manøvren muligvis koster Le Pen valgsejren, er den kortsigtet og uden nogen plan for det politiske efterspil. På den anden side af et valg uden en klar vinder er det nemlig umuligt at forestille sig en regeringsduelig konstellation.
Ender Frankrig med et parlamentarisk dødvande, bliver situation yderligere kompliceret af den franske grundlovs fordeling af magten. Den franske nationalforsamling kan kun opløses af præsidenten, men grundloven foreskriver, at knappen kun kan trykkes på en enkelt gang om året. Går Nationalforsamlingen for alvor går i hårdknude efter valget, kan Frankrig vise sig uregerligt helt til næste sommer.
For Rassemblement National er det naturligvis skuffende, hvis flertallet ender lige udenfor rækkevidde – men det er næppe dårligt nyt for et parti, der næres ved andres kaos
_______
Den store taber i det spil bliver med al sandsynlighed Macron selv. Det er svært at forestille sig vælgerne pege på andre som ansvarlig for rodet end den, der udløste valget. Men det er samtidig tvivlsomt, at venstrefløjen slipper uskadt gennem en periode med regeringskaos. Macron og venstrefløjskoalitionen vil sandsynligvis kunne tælle et flertal tilsammen, men hvis de under højlydte skænderier forpasser at få det forvaltet, bliver kaosset med al sandsynlighed også skadeligt for venstrekoalitionen.
For Rassemblement National er det naturligvis skuffende, hvis flertallet ender lige udenfor rækkevidde – men det er næppe dårligt nyt for et parti, der næres ved andres kaos. I mindretal vil partiet kunne fremstå seriøst og regeringsdueligt i kontrast til det parlamentariske dødvande, der utvivlsomt følger. Den umiddelbare bitterhed kan altså hurtigt blive lindret ved udsigten til endnu mere fremgang. Og for et parti med årtiers tilværelse i fransk politiks randområder er tålmodighed blevet en dyd. De tre år frem til 2027 og præsidentvalget er hurtigt gået.
Eksperimentet fra midten er slut
Frankrigs politiske fremtid er altså ikke lige til at spå i kaffegrumset. Men uanset udfaldet næste søndag kan én konklusion allerede drages nu: Macronismen synger sin svanesang.
Formelt set har Macron stadig tre år som landets overhoved, men valget kommer uundgåeligt til at efterlade ham forhutlet og forslået tilbage. Uden et parlamentarisk flertal bliver det umuligt for præsidenten at gennemføre den lovgivning, der skal indfri hans politiske målsætninger. I udenrigspolitiske sammenhænge bliver det ligeledes svært at gøre sig gældende for et statsoverhoved uden magt til at regere sit eget land.
Syv år er der gået, siden Macrons kom til magten i 2017. De år udgør et fascinerende studie i, hvordan en folkestemning kan gennemgå et politisk pendulskifte. I april 2017 trådte Macron som ung præsidentkandidat ind på en scene i Bercy til et tordenbrag af klapsalver fra de mere end 20.000 tilhængere, der var mødt op for at vise støtten til hans kandidatur. En storsmilende Macron blev konstant afbrudt af kærlighedserklæringer fra tilskuere og spontane udbrud af kampråbet ’Macron, président’. Selv åbnede han seancen med at spørge publikum:
”Kan I høre forårets hvisken? Det er lyden af en politisk side, der bliver vendt.”.
Her syv år senere står det klart: Siden er vendt, og den nye tekst er læst og forkastet af vælgerne. Og ironisk nok ender fransk politik på sin vis ved sit udgangspunkt. Macrons løfte i 2017 var et opgør med gamle, politiske antagonismer. ’Ni gauche, ni droite’ – hverken venstre eller højre – kun fremad, lød slagordet dengang. Og på ét punkt lykkedes det. Macrons ankomst på den franske politiske scene tog livet af både Republikanerne og Socialistpartiet, der hidtil på skift havde haft magten. Men opgøret med det klassiske venstre/højre-skel er fejlet eklatant.
Sjældent har linjerne været klarere i fransk politik. Og uanset udfaldet af søndagens valg er Macron på vej ned ad samme vej, som de partier han aflivede. Det politiske eksperiment fra midten er slut. ■
Uanset udfaldet næste søndag kan én konklusion allerede drages nu: Macronismen synger sin svanesang
_______
Malthe Dahl (f. 1995) er journalist med base i Paris. Han er bachelor i retorik fra Københavns Universitet og kandidat fra Sciences Po-universitetet i Paris.
ILLUSTRATION: [FOTO: Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
