Magnus Lund Nielsen i Bruxelles Briefing d. 20. marts: Trængsel og frustration i det europæiske venteværelse
20.03.2024
Med RÆSONs europapolitiske nyhedsbrev Bruxelles Briefing får du en analyse af et aktuelt emne – i denne uge skeler vi til den lange liste af lande, der håber på at gøre Ukraine selskab i EU. Dernæst et nyhedsoverblik og til sidst en læseliste med gode skriv om europæiske anliggender.
Analyse: Trængsel og frustration i det europæiske venteværelse
I sidste uge fortalte formand Ursula von der Leyen, at EU-Kommissionen anbefaler, at Unionen begynder formelle optagelsesforhandlinger med Bosnien-Hercegovina. Samtidigt bekendtgjorde den armenske udenrigsminister, at landet overvejer at søge optagelse i EU. Endelig foreslår EU-Kommissionsformand, Ursula von der Leyen, en mere ambitiøs indlemmelse af kandidatlande, så de kan få adgang til EU’s indre marked, mens de venter på medlemskab.
I denne uges udgave af Bruxelles Briefing kigger vi nærmere på nogle af de lande med europæiske aspirationer, som nemt bliver – og ofte føler sig – glemt i skyggen af Ruslands krig mod Ukraine.
Først lidt baggrund: Vejen til EU-medlemskab kan overordnet opdeles i tre faser. Først udarbejder landet sin EU-ansøgning og indgiver den til EU-Kommissionen, hvorefter EU-landene kan tildele landet kandidatstatus. Endelig, når en række kriterier for det specifikke land er mødt, kan EU-landene på Kommissionens anbefaling begynde optagelsesforhandlinger med landet.
I dag tæller den fulde liste af kandidatlande: Albanien, Moldova, Montenegro, Nordmakedonien, Serbien, Ukraine, Bosnien-Hercegovina, Georgien og Tyrkiet. Heraf har kun Bosnien-Hercegovina og Georgien til gode at begynde egentlige optagelsesforhandlinger. Kosovo har også indgivet en ansøgning, men endnu ikke fået tildelt kandidatstatus.
Fælles for mange af de ovenstående lande er, at deres EU-medlemskab har været over et årti undervejs. I takt med, at EU-optagelsen trækker i langdrag, føler mange af kandidatlandene sig fanget i venteværelset, mens andre kommer til og nogle endda foran i køen, herunder Ukraine og Moldova. Flere af landene lider af selvdiagnostiseret ”optagelses-fatigue” – de er simpelthen så trætte af at vente, at lysten til at være med falmer. Albaniens premierminister taler endda om ”tålmodighedsfatigue”.
Årsagen til trætheden i Albanien og Montenegro skal bl.a. findes i EU’s inkonsekvente udvidelsespolitik. Selvom begyndelsen af optagelsesforhandlinger er en anerkendelse af et kandidatlands arbejde for at tilpasse sig EU’s regelværk, markerer det samtidig afslutningen på den lette del af rejsen. For her går det fra at være en overvejende meritokratisk til at være en overvejende politisk proces. Hvor det indtil da har været et spørgsmål om at sætte flueben ved Kommissionens kriterier om fx demokrati og retsvæsen, bliver det snarere et spørgsmål om at føje sig de forskellige medlemslandes politiske luner. For i sidste ende er spørgsmålet om EU-optagelse et politisk anliggende, der er genstand for præcis de samme studehandler som al anden EU-politik.
Kaster vi fx blikket tilbage til østudvidelsen i 2004, hvor lande som Estland, Slovakiet og Polen fik deres rygmærker, blev der bagt rævekager mellem de daværende medlemslande. Cypern, et land uden for det geografiske Europa og med hele Nordcypern uden for den cypriotiske regerings herredømme, blev nemlig også optaget i samme ombæring. Indlemmelsen af et land med stærke bånd til Grækenland blev i vid udstrækning læst som en måde at imødekomme græske betænkeligheder ved det store ryk mod øst. På samme måde kan man forestille sig, at optagelsen af nye medlemslande i denne omgang bliver et spørgsmål om, at de enkelte EU-lande ser politisk gevinst i at lukke et givent land ind.
Det er i dette lys, at de håbefulde kandidatlandes videre færd mod EU-medlemskab også skal ses. Lad os dykke ned i det.
Flere af landene lider af selvdiagnostiseret ”optagelses-fatigue” – de er simpelthen så trætte af at vente, at lysten til at være med falmer
_______
Bosnien-Hercegovina
Ligesom flere andre lande på denne liste kunne Bosnien sagtens fortjene sig eget indlæg. På ryggen af Dayton-aftalen fra 1995, der satte punktum for krigen i Bosnien, har Bosnien-Hercegovina været ledet af et præsidentielt triumvirat, hvor repræsentanter fra hhv. den serbiske, kroatiske og bosniske del af befolkningen deler magten mellem sig. Den i forvejen komplekse politiske struktur bliver endnu mere speget af, at landets de facto statsoverhoved er en tysker, Christian Schmidt. Som en form for statholder er Schmidt ansvarlig for, at Dayton-aftalens principper om bl.a. territorial integritet og landets magtfordeling overholdes, hvilket giver ham bl.a. beføjelser til at vetoe lovgivning og fyre embedsmænd. Den magt har bragt Schmidt på koalitionskursus med lederen for den serbiske del af landet, Milorad Dodik. Dodik, der nærer tætte bånd til Moskva, har i de seneste år pustet til gløderne fra halvfemsernes borgerkrig og bl.a. erklæret ønske om at trække den serbisk dominerede region ud af den todelte føderation, der i dag udgør Bosnien-Hercegovina. Her kan EU-Kommissionens anbefaling af optagelsesforhandlinger med landet læses som et forsøg på at holde Bosnien i fold ved at vise, at det faktisk betaler sig at blive på EU-sporet. For EU’s del kan man med rette være betænkelig ved at lukke et land, som kun knapt hænger sammen i sømmene, ind i Unionens allerhelligste.
De andre lande på Vestbalkan
Indtil Ruslands fuldbyrdede invasion i 2022 var der en udbredte forventning om, at Nordmakedonien eller Albanien stod forrest i køen til et EU-medlemskab. Selvom mange på Vestbalkan nok under, at Ukraines kamp mod Rusland anerkendes, er de kede af at se Kyiv få en forlomme. For i kulturelt og etnisk diverse lande er drømmen om et EU-medlemskab ”limen”, der holder sammen på ellers splittede befolkninger. Sådan sagde den nordmakedonske udenrigsminister, Bujar Osmani, til Politico tilbage i november 2023. Han frygter ligefrem, at den skrøbelige politiske stabilitet i regionen er i fare, hvis ikke EU snart får sat skub i processen. Montenegros nye, unge premierminister, Milojko Spajić, foreslår, at EU passende kunne begynde med at indlemme hans eget land. ”Vi ønsker at være en del af Europa i alle afskygninger” sagde han til Politico i januar. Både Albanien, Nordmakedonien og Montenegros EU-ansøgninger har alle minimum 14 år på bagen. Knapt 80 pct af montenegrinerne og makedonerne og 95 pct af albanerne ønsker dog stadig at være en del af EU.
Mod nord begyndte Serbien også formelt optagelsesforhandlinger tilbage i 2014, men under præsident Vučićs stadigt mere autoritære ledelse har EU-optagelse lange udsigter. Med landets nuværende kurs risikerer det at gøre Tyrkiet selskab bagerst i det europæiske venteværelse. Tyrkiet, der siden 1999 har været EU-kandidatland, har haft sine optagelsesforhandlinger fastfrosset siden 2005. I 2019 stemte Europa-Parlamentet for, at man helt at skrinlagde optagelsesprocessen for nu. Så galt kan det også gå for Serbien.
Georgien
Georgien har ligesom andre tidligere sovjetstater været splittet mellem at lade sig integrere i den russiske interessesfære eller at søge optagelse i det europæiske samarbejde. Men Ruslands delvise invasion i 2008 og fortsatte besættelse af de georgiske områder Abkhasien og Sydossetien har skubbet landet i retning af EU. Og efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022 blev der sat fart i processen, og landet indgav sin ansøgning senere samme år. Men selvom at knapt 90 pct. af georgierne støtter EU-medlemskab, har regeringspartiet, Georgisk Drøm, bragt relationen med Bruxelles i uføre ved bl.a. at foreslå en lov mod ”fremmede agenter”, der blev kritiseret for at ramme oppositionen og pressefriheden, i 2023. Det fyldte Tbilisis gader med vrede demonstranter og EU-flag, og regeringen måtte trække loven tilbage. December sidste år fik Georgien så kandidatstatus. Nu er spørgsmålet om georgierne kan holde reformtempoet – og om EU imødekommer tilnærmelserne.
Armenien
Nord for Georgien er Armenien netop trådt bagerst i køen. ”Armenien er omgivet af fjender og ingen venner” som Jens Worning tidligere har beskrevet landets uheldige hånd i RÆSON. Det kristne land i Sydkaukasus satsede på den russiske sikkerhedsparaply, men den aktie er faldet markant. Sidste år i september besatte og overtog Aserbajdsjan den armenske eksklave Nagorno-Karabakh, som ellers på papiret var beskyttet af russiske fredsbevarende styrker. Den russiske skuffelse samt tabet af Nagorno-Karabakh har fået Armenien til at se sig om efter nye venner. I februar i år tilsluttede landet sig Den Internationale Straffedomstol, som har en arrestordre hængende over hovedet på Putin, og for et par uger siden indgik landet en våbenaftale med Frankrig, hvor en stor armensk diaspora i øvrigt holder til. Endelig flirtede den armenske udenrigsminister forleden åbent med idéen om EU-medlemskab. Men hvordan EU-Kommissionen stiller sig til det armenske ønske, er endnu uvist.
Hvis kandidatstatus bliver et dødskys for lande med europæiske ambitioner, truer det også europæisk indflydelse på kontinentet
_______
Både i strakt og med åbne arme
Som vi tidligere har beskrevet i RÆSON, så er EU’s udvidelsespolitik en øvelse i at møde kandidatlandene i strakt og med åbne arme. På den ene side er man i EU nervøs for at samarbejdet sander til, hvis flere kommer ombord. Samtidig har man brug for at honorere landenes europæiske aspirationer – særligt fordi man alternativt risikerer at sætte europæisk sikkerhed over styr.
Mellem politiske studehandler og nationale hensyn skal EU-landene gøre op med sig selv om, hvad der gavner det fælles bedste på sigt. Løsningen er ikke ligetil. For hvis kandidatstatus bliver et dødskys for lande med europæiske ambitioner, truer det også europæisk indflydelse på kontinentet.
De vigtigste nyheder
• Valg i Portugal: Det nationalkonservative parti, Chega, blev den store vinder af Portugals parlamentsvalg sidste mandag. Partiet firdoblede sine mandater til 48 ud af parlamentets 230 sæder. Det borgerlige parti, Demokratisk Alliance, forventes med sine 79 pladser at lede forhandlingerne i de kommende regeringsforhandlinger. Den afgående socialdemokratiske regering gik fra 120 til 77 sæder. Partiet har været plaget af den korruptionsskandale, der ramte premierminister António Costa sidste efterår.
Yderligere militærhjælp til Ukraine: EU-landene blev onsdag i sidste uge enige om at poste endnu 5 milliarder euro (svarende til 37 milliarder kroner) ind i Den Europæiske Fredsfacilitet, hvor EU-landene har mulighed for at få deres bilaterale bidrag til Ukraine refunderet. Endelig foreslog EU’s udenrigschef, Josep Borrell i går tirsdag, at 90 pct afkastet fra indefrosne russiske aktiver i europæiske banker skal tildeles Fredsfaciliteten. Aftalen kommer efter et par uger, hvor europæiske ledere har optrappet retorikken mod Ruslands invasion af Ukraine, og fredag d. 8. marts indrømmede den polske udenrigsminister endda, at der allerede er NATO-soldater i Ukraine. ”Der er ingen grund til at benægte det” sagde han.
Wilders opgiver premierministerdrømme: Den nationalkonservative hollandske partileder, Geert Wilders, der stod bag en overraskende valgsejr sidste år, har kastet håndklædet i ringen og opgiver forsøget på at danne regering med ham selv i front. Den partineutrale Kim Putters, der har forsøgt at mægle i regeringsforhandlingerne, foreslår i stedet, at der dannes en regering med kapaciteter udenfor parlamentet og muligvis udenfor politik. Hvorvidt Putters plan holder, og hvem der i givet fald skulle lede en sådan regering, er endnu uvist.
Værd at læse:
• Hvad har fået Macron på krigsstien? Til Politikens læsere har Michael Jarlner skrevet denne fine klumme, der forsøger at forklare den franske præsidents kovending: Læs med her.
• ‘Genstart’ på europæisk? Det paneuropæiske nyhedsmedie Euractiv har lanceret deres daglige nyhedspodcast, Today in The EU. Helt klart et lyt værd!
• Georgia Melonis vil være Trumps ven i EU. Politico har dette interessante skriv om, hvordan den italienske premierminister er ved at køre sig selv i stilling til en central rolle, skulle Donald Trump blive genvalgt. Læs med her – gratis!
Den nationalkonservative hollandske partileder, Geert Wilders, der stod bag en overraskende valgsejr sidste år, har kastet håndklædet i ringen og opgiver forsøget på at danne regering med ham selv i front
_______
Magnus Lund Nielsen (f. 1994) er kandidat i EU-studier fra Europa-Kollegiet i Warszawa. Han skriver speciale om EU og Ukraine på kandidaten i Politisk Kommunikation og Ledelse på CBS. Han er tidligere rådgiver i Europa-Parlamentet og PA- og kommunikationskonsulent.
ILLUSTRATION: Bruxelles, 14. december 2023: Formand for Det Europæiske Råd, Charles Michel, taler med pressen under topmødet mellem EU og de politiske ledere fra Vestbalkan [FOTO: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
