Magnus Lund Nielsen i Bruxelles Briefing 19. februar: Amerikanske forsikringer eller ej – Trumps ord har sat Europa i bevægelse
19.02.2024
Der arbejdes i disse dage på højtryk i Bruxelles for, at Europa hurtigst muligt finder sine fødder i en verdensorden, hvor den amerikanske militær- og atomparaply på kontinentet er taget ud af ligningen.
Med RÆSONs nye europapolitiske nyhedsbrev Bruxelles Briefing får du en analyse af et aktuelt emne – i ugens anledning debatten om europæisk forsvar. Dernæst et nyhedsoverblik og til sidst en læseliste med gode skriv om europæiske anliggender.
Af Magnus Lund Nielsen
ANALYSE: Europa opruster
Det er næppe gået manges næse forbi, at den tidligere amerikanske præsident, Donald Trump, endnu engang stillede spørgsmålstegn ved NATO’s musketered under et vælgermøde i delstaten South Carolina den 10. februar. Endvidere lagde Trump i sin udtalelser op til, at Rusland på hans opfordring kunne gå i krig med medlemslande, der ikke lever op til alliancens uofficielle mål om, at hvert medlem bruger to pct. af deres BNP på forsvar.
Udtalelserne rystede det amerikanske og særligt det europæiske politiske system. For med meningsmålinger, der peger på dødt løb mellem Biden og Trump til præsidentvalget i november, er hele den europæiske sikkerhedsinfrastruktur på spil med et muligt genvalg af Trump. Hvor stiller det Europa, og hvor stiller det EU?
Egentlig sagde Trump ikke meget, han ikke allerede har givet udtryk før. John Bolton, præsident Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver, har udtalt, at Trump ønskede at trække USA ud af forsvarsalliancen allerede tilbage i 2018. Og ved Davos-topmødet i 2020 lod Trump efter sigende også EU-ledere forstå, at ”hvis Europa er under angreb, vil vi aldrig komme jer til undsætning‟ – hvis man skal tro EU-kommissær Thierry Breton, der var til stede ved mødet.
På ryggen af knapt to års krig i Ukraine, hvor USA – Demokrater såvel som Republikanere – indtil for ganske nyligt har stået skulder ved skulder med både ukrainere og øvrige europæere, sendte Trumps ord i South Carolina alligevel chokbølger gennem det europæiske kontinent. Samtidig har yderligere amerikansk hjælp til Ukraine i både den ene og den anden indpakning svære kår i Repræsentanternes Hus, hvor den Trump-tro Republikaner Mike Johnson er formand.
Til sikkerhedskonferencen i München foregående weekend gik snakken både på scenen og i krogene om, hvad Europa nu stiller op. Grundet kræftsygdom var den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austin ikke til stede. I hans fravær gjorde vicepræsident Kamala Harris og udenrigsminister Anthony Blinken deres bedste for at forsikre bekymrede europæiske kolleger om USA’s fortsatte dedikation til europæisk sikkerhed. For, som Jan Werner Mathiasen skrev i RÆSON d. 7. februar, en europæisk afsked med den amerikanske sikkerhedsinfrastruktur vil også ramme amerikanerne hårdt. Blandt andet fordi, hvis europæerne begynder at udbygge deres egen forsvarsindustri, kan det ses på ordrebogen hos Lockheed Martin og andre amerikanske våbenleverandører og i sidste ende på den amerikanske økonomi. En fuld amerikansk tilbagetrækning ville både svække dem finansielt og deres evne til at holde europæerne i folden.
Men skulle det utænkelige ske, og USA trækker sig ud af NATO, er forsvarsalliancen ikke nødvendigvis død
_______
Amerikanske forsikringer eller ej: Trumps ord har sat Europa i bevægelse. Europæerne tør simpelthen ikke stole på USA på samme måde længere. Derfor arbejdes i disse dage på højtryk i Bruxelles for, at Europa hurtigst muligt finder sine fødder i en verdensorden, hvor den amerikanske militær- og atomparaply på kontinentet er taget ud af ligningen. Både i NATO’s hovedkvarter og i Berlaymont-bygningen, hvor EU-Kommissionen holder til.
Forudseende amerikanske politikere fra begge de store partier har for nyligt vedtaget lovgivning, der forhindrer en amerikansk præsident i at forlade NATO uden to tredjedeles flertal i Senatet. Men skulle det utænkelige ske, og USA trækker sig ud af NATO, er forsvarsalliancen ikke nødvendigvis død. For EU-landene giver det fortsat mening at arbejde med at udbygge og styrke den europæiske dimension af det transatlantiske forsvarssamarbejde. Det gør det bl.a., fordi NATO, i modsætning til EU, tæller helt essentielle lande som Canada, Storbritannien og Tyrkiet.
Samtidig omfatter NATO en række kommandostrukturer og arbejdsgange, som europæerne vil kunne nyde godt af i en krisesituation uagtet fortsat amerikansk medlemskab. I Frankrig snakkes der åbent om at dele ud af det franske nukleare arsenal, så det dækker landets europæiske allierede. ”Vi bør foreslå vores europæiske partnere en form for deling af atomvåben i stil med det, amerikanerne gør” siger den franske journalist og forfatter Jean-Dominique Merchet til Le Point.
Hvad EU angår, er det næste skridt mindre ligetil. EU kan ikke tillægges en forsvarsdimension uden en ændring af EU-traktaten – og det er der ikke politisk appetit på. Det er både en gumpetung og kompliceret proces, der kræver politisk vilje, som vist ikke findes i unionen for nuværende. Ikke desto mindre er der fortsat rig mulighed for at strømline EU’s forsvar, særligt på industripolitikken. For sin del plæderer EU-toppen for, at der bliver sat fart på den europæiske forsvarsindustri. I et interview med Financial Times åbner EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen for EU-støtte til våbenindustrien. ”Vi skal bruge flere penge, vi skal bruge dem bedre, vi skal bruge dem europæisk” sagde hun.
Hvad gælder Ukraine, befinder EU sig i et separat dilemma. På den ene side skuffer EU både sig selv og ukrainerne, når man kun når at levere halvdelen af den ene million artillerigranater, som unionen havde lovet Ukraine til marts i år. Den europæiske produktionskapacitet er ganske vist kommet op i omdrejninger, men omstillingen har taget længere tid end ventet. Samtidig erfarer mediet Politico, at særligt Frankrig er imod at kigge efter indkøbsmuligheder uden for union. Det vil sagtne den europæiske (og særligt franske) våbenindustris opskalering. Til Sikkerhedskonferencen i München gav Mette Frederiksen en opsang til sine europæiske kolleger om at dele ud af deres ammunitionslagre, ligesom hun mindede om, hvordan Danmark har afsat alt artilleri i kongeriget til Ukraine.
EU-landene har længe været kendt for sine mange inkompatible våbensystemer. Det kan kompromittere landenes evne til at arbejde sammen i krisesituation. Men en ny undersøgelse fra EU’s Institut for Sikkerhedsstudier (EUISS) viser, at det ikke står så galt til endda. Med undtagelse af skibsbyggeri er mængden af våbensystemer sammenlignelige med det amerikanske militærs. Så udgangspunktet er bedre end frygtet. For det rygtes, at EU vil oprette en ny kommissærpost efter EP-valget til sommer til at holde snor i en stadig vigtigere europæisk forsvarsindustri: En forsvarskommissær. Posten ville hovedsageligt være en forlængelse af Kommissæren for det Indre Markeds ansvarsområde og altså ikke en militær rolle. ”En ting er forsvarsindustrien, noget andet er forsvar” som den EU’s repræsentant for udenrigsanliggender sagde til Euractiv den 18. februar. Politico vil vide, at den nyudnævnte polske udenrigsminister Radoslaw Sikorski både er egnet og interesseret i posten.
Og så er der alt det, som foregår uden om EU- og NATO-systemet. Og det er ikke så lidt. Med vanlig smag for store armbevægelser og historiens vingesus (re-)lancerede Macron d. 12. februar Weimar-trekanten. I selskab af den tyske kansler Scholz og polske premierminister Tusk genstartede den franske præsident det uformelle forsvarssamarbejde mellem Polen, Tyskland og Frankrig, der oprindeligt opstod i kølvandet på jerntæppets fald. Et styrket samarbejde de tre lande imellem er både godt nyt for Macrons drøm om større europæisk autonomi og handelsruterne fra Vesteuropa til Baltikum.
Samarbejdet har under den tidligere polske PiS-regering ligget dødt, men med den liberale Tusk i spidsen for Polens nye regering har Weimar-trekanten fået nyt liv. Desuden har både Frankrig og Tyskland hver især underskrevet sikkerhedsaftaler med Ukraine med løfter om flere milliarder euros militært materiel.
Med Trumps ord har EU igen fået en huskekage om, hvor skrøbelig Europa er, hvis den amerikanske atomparaply fraregnes. Men uden for citat erkender både europæiske embedsfolk og politikere – herunder til undertegnede – at Trumps første præsidentperiode faktisk var et kærkomment los til at få sat skub i europæisk oprustning. Alligevel er europæerne langtfra i stand til at stå i egen ret. Den tidligere tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, kaldte i 2018 EU for ”en planteæder i en verden af rovdyr”. Nu er unionen måske endelig ved at lægge kosten om.
Den tidligere tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, kaldte i 2018 EU for ”en planteæder i en verden af rovdyr”. Nu er unionen måske endelig ved at lægge kosten om
_______
De vigtigste nyheder
Von der Leyen genopstiller
Til ingens store overraskelse erklærede Ursula von der Leyen i dag mandag den 19. februar hendes ønske om at tage endnu tørn som formand for EU-Kommissionen. Hendes første periode regnes i det store hele som en succes, hvor EU har haft held med at etablere sig selv som en stadig stærkere geopolitisk aktør. Som vi tidligere har berørt i RÆSON er vejen til genvalg er ikke ligetil. Den tyske regering, som von der Leyens tyske parti ellers er i opposition til, kommer næppe til at modsætte sig hendes kandidatur, mens at Frankrig og Italien også forventes at bakke op. Foruden at vælges af Det Europæiske Råd, hvor EU’s stats- og regeringsledere sidder, skal von der Leyen også velsignes af det nye Europa-Parlament efter valget i juni. I 2019 blev hun godkendt med blot ni stemmers flertal takket være støtte fra de liberale, socialdemokratiske og kristenkonservative grupper. I 2024 kommer spillepladen til at hælde længere til højre med formodet fremgang til nationalkonservative partier. Derfor forventes det også, at von der Leyen kommer til at slække på bl.a. de grønne ambitioner, der ellers har tegnet hendes første periode som formand.
Landmandsprotester bærer frugt
Indfaldsveje til hovedstæder kontinentet over har i ugevis været blokeret af traktorer og landmænd, der er utilfredse med både deres egne regeringer og EU’s politik. Udsigten til et markant højresving ved Europa-Parlamentsvalget i juni lader til at have gjort indtryk på politikere i både Kommissionen, Parlamentet og Rådet.
Som nævnt i sidste udgave af Bruxelles Briefing er krav til landbrugsindustrien behændigt udeladt af Kommissionens opdaterede klimamål. I Europa-Parlamentet forsøger De Grønne (hvor danske SF hører hjemme) at bejle til landbrugsindustrien med en håndsrækning til småskala jordbrug. Endelig er bekræftelsen af en frihandelsaftale mellem EU og en række sydamerikanske lande udskudt. Både den franske og spanske regering er nervøse over udsigten til, at billigt sydamerikansk kød kan underbyde europæiske bønder. Begge lande har også efterspurgt, at EU’s fælles landbrugspolitik tages op til revision for at imødekomme den utilfredse landbrugsindustri.
EU’s højrefløj har vokseværk
Som vi dækkede i sidste udgave af Bruxelles Briefing, tegner valget til juni lovende for partigrupperne til højre for midten. For at sikre, at det ikke kun bliver ved de gode målinger, har partigruppen De Europæiske Konservative og Reformister (ECR) sat transfervinduet på klem. ECR bliver typisk vurderet til at ligge til højre for den store kristenkonservative gruppe EPP (som Liberal Alliance og Konservative er med i), men til venstre for gruppen Identitet og Demokrati, ID (Dansk Folkepartis gruppe).
Den position bliver der måske ændret ved nu, hvor gruppen står til at indlemme både Viktor Orbáns ungarske parti, Fidesz og franske Reconquête. Så er spørgsmålet, om bukserne holder. For udsigten til Fidesz huer absolut ikke alle de eksisterende medlemmer af ECR. Hverken de tjekkiske konservative eller Sverigedemokraterne vil lukke dem ind. For begge handler det om, Orbáns forsonende linje over for Putin, mens det for Sveridemokraterne særligt handler om Ungarns fortsatte udskydelse af svensk NATO-medlemskab. Men for nu holdes gode miner til slet spil, mens valgkampen står på. ”Der bliver taget hånd om det hele efter valget,” sagde den tjekkiske konservative politiker Veronika Vrecionová til Euractiv.
Orban i problemer
Både den ungarske præsident, Katalin Novak, og justitsminister Judit Varga trådte lørdag den 10. februar tilbage i den foreløbige kulmination på en af de største politiske skandaler i ungarsk politik i nyere tid. Novak har benådet en mand, der var dømt for at hjælpe med at dække over mishandling på et børnehjem. Varga var impliceret, fordi hun som justitsminister har underskrevet præsidentens benådning.
Historien rammer et blødt punkt hos Orbán, som netop har gjort familiepolitikken til en hjørnesten i sit virke. Fredag d. 16. februar rapporterede Reuters, at titusinder ungarer var samlet i Budapests gader for at demonstrere mod regeringen.
Værd at læse:
• Vil europæerne have et fælles forsvar? Det korte svar er ja. Eupionions har talt med 13.000 EU-borgere og undersøgt deres holdning til bl.a. krigen i Ukraine og sanktioner mod Rusland. Det er nogle interessante tal at dykke ned i: The War and the Vote
• Landmændene vender op og ned på europæisk politik. Mads Jedzini giver i denne artikel en god overflyvning af landmandsprotesternes betydning for europæisk politik. En cocktail af klimamål, protektionisme og inflation har vendt og ned på landbrugspolitikken.
• ”Vær ikke bange, vær beredt” Den britiske historiker og forfatter Timothy Garton Ash sætter den verserende debat om europæisk forsvar i historisk kontekst i denne artikel hos tænketanken European Council of Foreign Affairs.
I 2024 kommer spillepladen til at hælde længere til højre med formodet fremgang til nationalkonservative partier. Derfor forventes det også, at von der Leyen kommer til at slække på bl.a. de grønne ambitioner, der ellers har tegnet hendes første periode som formand
_______
Magnus Lund Nielsen (f. 1994) er kandidat i EU-studier fra Europa-Kollegiet i Warszawa. Han skriver speciale om EU og Ukraine på kandidaten i Politisk Kommunikation og Ledelse på CBS. Han er tidligere rådgiver i Europa-Parlamentet og PA- og kommunikationskonsulent.
ILLUSTRATION: Paris, 12. juni 2023: Frankrigs præsident Emmanuel Macron, den tyske kansler Olaf Scholz og den (daværende) polske præsident Andrzej Duda under møde med de tre lande i samarbejdet Weimartrekanten [FOTO: Sarah Meyssonnier/Reuters/Ritzau Scanpix]
Artiklen er blevet opdateret siden udgivelse.
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
